Tag Archive for: Hvidovre Tandklinik

, ,

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Hvidovre Tandklinik i Herlev

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Jeg går højt op i mine tænder, da jeg kun har 103.000 kroner til den slags en enkelt gang i livet. Jeg har en enkelt tand tilbage uden krone. Resten er kroner.

Det gik så galt på grund af mundtørhed, der var en følge af mange års forbrug af antipsykotisk medicin, ikke fordi jeg var et svin. Jeg lignede en taber, idet alle tænder startede med en brun kant. I nogle år passede jeg på ikke at smile – det var svært. Og det er jo egentlig positivt.

Mundtørhed betyder, at der ikke produceres tilstrækkeligt meget spyt. Når det var værst, kunne jeg ikke tale, og måtte i telefonen fremstamme: “Jeg ringer senere”, og det hjælper ikke at tage en tår vand. Vores spyt indeholder blandt andet bakteriedræbende enzymer; det vil sige, at spyttet er med til at holde tænderne (og munden) rene og sunde.

Nu står den på:

  • Specialtandpastaen “Duraphat”, der kun fås på recept, da der stadig forekommer lidt mundtørhed. Det skyldes formentlig præparatet Quetiapin, som jeg får til natten, fordi det sætter hjernens signalstoffer lidt ned i gear. I modsætning til Benzodiazepiner er præparatet ikke afhængighedsskabende, men har næsten samme effekt.
  • De små interdentalbørster fra GUM to gange dagligt.
  • Tandtråd to gange dagligt.
  • De små røde tabletter, der viser, om der er plak, en gang ugentligt.
  • Fire årlige kontroller, selvom det ikke er nødvendigt.

Alt det bevirker, at jeg altid får ros hos tandlægen, selvom jeg altid er bange for ikke at have været omhyggelig nok. En gang angst, altid angst, og jeg vil formentlig aldrig kunne bevæge mig ud af at være en “gul patient” hos tandlægen.

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægenJeg er utrolig glad for at komme hos Hvidovre Tandklinik, og jeg er især begejstret for “min” tandplejer Nadja. Hun er simpelthen så sød og dygtig, og nu hvor det store murerarbejde er overstået, er det kun hende, jeg har kontakt med.

På billedet i toppen er Nadja nummer to fra højre. Nummer et er klinikejeren Amar, som jeg kender særdels godt, da det var ham, der stod for murerarbejdet. Nummer tre er tandlæge Iben, som også er sød og dygtig. Vi er jævnaldrende og får altid en sludder.

De ved, at de ikke skal spare på bedøvelsen. Jeg betaler ved kasse et. Jeg synes ikke, jeg er specielt pivet, men det er der næppe nogen, der synes om sig selv.

Hvidovre Tandklinik er midlertidigt flyttet til Herlev

Jeg bor lige overfor klinikken, og det er dejligt bare at skulle over gaden. Imidlertid brændte hele tagetagen sidste år og klinikken fik store vandskader. Den er derfor genhuset i Herlev, hvor jeg var i går.

Jeg kom ind til en fremmed tandlæge og en fremmed tandplejer. Det havde jeg ikke fået at vide på forhånd, så jeg var fuldkommen uforberedt. Jeg har ikke tidligere været bevidst om, hvor meget det betyder, at man kender personalet og er tryg ved det. Nu er jeg klar over, at det betyder uendelig meget.

De havde høj muzak, så tiden i venteværelset var også lidt af en (tand-)pine.

De spurgte, om jeg sad/lå godt. Det ærlige svar var “Nej”. Elendig stol, som ryggen ikke kunne falde i et med.

Der er nogle tandkødslommer ved de bagerste kindtænder, der er meget dybe (ikke min fejl, og jeg kan ikke selv gøre noget ved det), og de skal selvfølgelig renses grundigt for tandsten. Det var tandlægen, der gjorde det, og hun var tindrende ligeglad med, at jeg lå oppe under loftet af smerte. “Det er forskelligt fra patient til patient” – ja og så? Hvordan kan du hjælpe med det?

Jeg måtte sige til hende, at det ikke gik, og at hun måtte bedøve. Jeg var klar til ellers at rejse mig og gå midt i det hele. Det skal ikke gøre så ondt at gå til tandlæge, for så bliver man bare væk. 

Hvidovre Tandklinik skriver følgende på deres hjemmeside, som jeg aldrig har lagt mærke til før – men det gælder ikke i Herlev. Jeg tager simpelthen ikke derud igen!

Vi er 3 tandlæger, 1 tandplejer og 5 klinikassistenter, som alle lægger vægt på empati og service, samt giver smertefri behandling af højeste kvalitet.

Den rigtige Hvidovre Tandklinik bør være tilbage i maj måned (dog i år), når jeg næste gang står for tur. Jeg har bestilt tiden hos Amar. Er det ikke ham – eller en anden jeg kender – møder jeg ikke op men bestiller en anden tid.

Ulighed i sundhed

Det er sjovt, som der altid skal tages nye røntgenbilleder. Senest tog Nadja et panoramabillede for at kontrollere, om alle kronerne havde det godt. Det havde de! I går måtte der også nye til, da de tidligere var fra 2017. Det har de selvfølgelig ret i, når de siger det; det svarer bare ikke til mit (røntgen-)billede.

Alt i alt 1.264,74 kr. for et almindeligt eftersyn. Jeg måtte hjem og justere budgettet i opadgående retning. Sygesikringens andel udgjorde 424,31 kr. Efter min opfattelse burde det være lige omvendt.

Der er ikke noget at sige til, at mange må fravælge tandlægebesøg og de regelmæssige undersøgelser. Det er positivt, at Folketinget sidste år som en del af finanslovsaftalen vedtog, at unge kan gå gratis til tandlæge til og med det fyldte 22. år.

Men alle – uanset alder – burde kunne gå gratis til tandlæge. Vi burde betale omkostningen over skatten ligesom resten af sundheden og sundhedsvæsenet. Der er ingen grund til ikke at gøre tandpleje tilgængelig for alle. Manglende tandpleje vender den tunge ende nedad.

Det er stigmatiserende at have dårlige tænder og sygdomme i munden. Tandlægeforeningen havde et virkelig godt debatindlæg i december 2022, hvor de blandt andet skrev

Men vi, der møder kontanthjælpsmodtageren, indvandreren eller den socialt udsatte i vores arbejde oplever på daglig basis den sociale ulighed, som ikke bliver bedre af, at vi i Danmark har et tandplejesystem, hvor patienterne betaler omkring 85 procent af regningen selv.

Det er rystende, når 38-årige Regitze fortæller, at hun allerede som 16-årig manglede sine fortænder, og at de øvrige tænder langsomt smuldrede ud af munden på hende. Et kærlighedsliv har hun for længst vinket farvel til – for hvem vil date en tandløs kvinde, ræsonnerer Regitze i dokumentaren.

I forbindelse med ECT traf jeg en medpatient, der sagde, at hans tænder faldt ud på grund af behandlingen. Jeg blev forskrækket og spurgte min søde sygeplejerske, om jeg skulle være bange for, at det også kunne ske for mig? “Nej” sagde hun, “Hans tandstatus er på forhånd meget dårlig”.

Der er noget helt galt, når man ikke kan følge en næsten livsvigtig behandling uden risiko for, at ens tænder falder ud! Det er fuldkommen vanvittigt.

Da jeg skulle have lavet overslaget for min store reparation, fortalte Amar, at kommunen evt. hjælper med betalingen, men de betaler den billigste behandling, som ikke nødvendigvis er den rigtige.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste løsning eller den rigtige løsning? Hvis du kender mig her fra siden (eller evt. fra den virkelige verden) kan du formentlig selv gætte svaret.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Inflation: mange dropper tandlægen

Inflation: mange dropper tandlægen

Tandlægebesøg droppes eller udskydes

Inflation: mange dropper tandlægen

TV Avisen kl. 7:00 havde som sit første indslag nyheden om, at mange, grundet inflationen og de stigende energiregninger, dropper eller udskyder besøget hos tandlægen. Tandlægerne har meget mere “tom stol” end normalt. Det er en meget dårlig idé, men hvis pengene ikke er der, ja så er tandlægen en nem post at springe over.

Tandlægeforeningen opfordrer i et debatindlæg politikerne til at se på egenbetalingen, der er ca. 85 pct. for voksne. Et kontrolbesøg hos min tandlæge koster fx ca. 700 kr. Enhedslisten nåede at sikre, at børn og unge gratis kan gå til tandlægen. Børnene og de unge bliver de patienter, der ikke skal have lavet voldsomme indgreb og behandlinger, som koster formuer. De skal bare til de jævnlige undersøgelser, som sikrer, at der kan gribes ind i tide ved et potentielt problem. Det er vanvittig ulogisk, at brækker man et ben, er behandlingen gratis, men knækker man en tand, må man selv til lommerne, hvis man har nogen.

“Min mor”, 1935 – 2006, fik en “kunstig overmund” i konfirmationsgave og havde livet igennem problemer med mund og tænder (paradentose, broer osv.). Mormor (1910 – 1984) havde gebis i både over- og undermund. Det var slet ikke så ualmindeligt dengang. Som barn syntes jeg, det var modbydeligt, når de “tog tænderne ud”. Jeg forstår ikke, hvordan de fik så dårlige tænder, at det var løsningen. Måske har jeg hørt noget om, at der ikke i mormors barndom var råd til tandbørster. Der kan selvfølgelig have været noget arveligt, det ved jeg ikke noget om, men alligevel …

Skoletandplejen

Min generation (jeg er fra 1963) er den første, der regelmæssigt kom til skoletandlægen. Lov om børnetandpleje kom i 1971, og jeg startede i skole i 1970. Alle kommuner skulle indføre tandbehandling for børn i den skolepligtige alder, og fra 1981 blev også førskolebørnene inddraget. Kilde: Den Store Danske. Jeg har altid passet og plejet mine tænder herunder gået regelmæssigt til tandlæge.

Skoletandplejen har været en god investering, hvis effekter vi selvfølgelig som samfund ikke bare skal smide over bord nu, fordi der er en krise, der midlertidigt kradser. Krisen vil forsvinde på et eller andet tidspunkt, mens ødelagte tænder og sygdomme i munden ikke vil “gå over”; ikke en gang selvom man får lavet en bro.

Ulighed i sundhed og samfund

Tandlægeforeningen skriver blandt andet:

Vi møder også Tomas, der ikke har været til tandlæge i 18 år og siger: “Hvis man vil se, hvordan ulighed ser ud i Danmark, skal man kigge på folks tænder”. Tomas rammer plet. For i Danmark sidder uligheden lige i ansigtet, og det vil nok overraske mange, at Danmark er et af de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed.

Vi bliver vurderet på, hvordan vores smil ser ud. Der er stort stigma knyttet til dårlige tænder. Jeg har selv prøvet det, da jeg, som følge af voldsom mundtørhed, der var en bivirkning til noget af al den antipsykotiske medicin (primært Lithium og Lamictal), så frygtelig ud.

Alle tænder startede med en brun kant. Jeg lignede en taber og et svin med mine tænder, så jeg lærte mig selv ikke at smile mere end højst nødvendigt. Det var forfærdeligt. Da jeg havde fået lavet tænderne i overmunden, sagde folk til mig “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Mens de var forfærdelige, sagde ingen noget, og det var jo venligt nok. Nu vidste jeg imidlertid, at de havde tænkt noget. Det var ikke rart.

Et sted, jeg alligevel kom til at smile, var hos en speciallæge, der skulle skrive en større erklæring til rehabiliteringsteamet. I den skrev hun blandt andet, at jeg havde meget dårlig tandstatus, og at hun derfor opfordrede mig kraftigt til at gå til tandlæge. Hun var så venlig også at skrive, at jeg var bekymret for udgiften.

En meget stor regning

Udgiften var kolossal, så min bekymring var berettiget. Uden at jeg husker hvordan, fandt jeg 40.000 kr. i udbetaling og betalte resten af på halvandet år med månedlige rater af 3.000 kr. I alt 103.615 kr.; det tal glemmer jeg aldrig. Og så havde jeg endda fået ca. 47.000 kr. i nedslag. Tandlægens samlede regning ville have lydt på 151.000 kr.

Banken ville ikke låne mig pengene, fordi min situation var uafklaret, men det ville tandlægen gerne, fordi jeg var så motiveret, og udbetalingens størrelse hjalp nok også. Jeg har én tand tilbage uden krone! Det betød også farvel og tak til Nordea efter 25 år. Jeg skyldte hverken dem eller nogen anden så meget som 50 øre.

Kommunerne hjælper typisk med den billigste behandling, der ikke nødvendigvis er den rigtige. Det er som at *isse i bukserne (vælg selv mellem p og t). For den billigste behandling bevirker måske, at man kommer igen kort tid efter med et nyt dyrt problem. Havde min kommune skullet betale, var jeg, som både mor og mormor, endt med to proteser (skønt vi ikke er biologisk beslægtede). I forbindelse med ECT havde jeg måttet svare benægtende, når de spørger “Har du dine egne tænder?”. Jeg gætter på, at man skal tage eventuelle proteser ud.

Cirkulær sagsbehandling

Som jeg husker det, var der også en indviklet sagsbehandling knyttet til at søge om en enkeltydelse hos kommunen. Jeg gav op på forhånd, for der var noget, der gik i ring. Det var noget med, at man skulle have ansøgt om ydelsen, inden behandlingen var påbegyndt, men tandlægens udarbejdelsen af overslaget ansås også som en del af behandlingen. Jeg opgav at forstå, hvordan jeg så kunne vide, hvilket beløb jeg skulle ansøge om.

Konklusion: Den citerede Tomas har ret.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Rodbehandling # 1

Rodbehandlingen er påbegyndt

Dette er det 19. (!) indlæg om tænder…

Jeg var hos tandlæge i morges, og hun påbegyndte rodbehandlingen, som vist drillede hende en hel del. Hun kunne nemlig ikke få fat i rodkanalerne, så hun kunne komme til at file dem indvendigt med en særlig lille fil… lyder det ikke bare gruopvækkende? Det gjorde det heller ikke lettere, at hun skulle starte med at bore ned gennem kronen, som jo er vældig hård.

Da hun fik hul, kom der en rigtig grim lugt svarende til, at jeg har gået rundt med en indkapslet betændelse i måske to år. Hun sagde, at det lugtede lidt af lig. Nerven var/er død for længst. Hun bekræftede mig i, at alle mine symptomer passede og at dette er den rette behandling. Den positive del er, at min krop er enormt god til selv at bekæmpe betændelsestilstande. Jeg fik vist ikke spurgt, hvad alternativet havde været. Den anden positive ting er, at det kun gjorde jævla ondt to gange, hvor hun ramte ved siden af eller sådan et eller andet. Der er heller ingen smerter nu, hvor bedøvelsen er helt væk. Det eneste, der er, er smagen af kamfer, men det skal vel være sådan?, når der er renset og gjort rent med alskens midler herunder klor 1 pct., som fik hele lokalet til at lugte af svømmehal.

Når smilet forsvinder

Ikke til tandlæge i 25 år

Jeg fandt en udgave af Sundhedsmagasinet på DR1, der netop hedder ‘Når smilet forsvinder’. Man ser blandt andet en mand, der ikke har været til tandlæge i 25 år, fordi han lider af tandlægeskræk. Hans kone får ham sendt afsted, da hun ikke kan holde ud at se på ham længere. Han mangler alle kindtænderne, så det er mig en gåde, hvordan han har kunnet tygge maden. Men der er vist noget med, at gummerne så hærdes, så man i stedet kan tygge med dem. Stakkels mand.

Udsendelsen slutter med, at han skal se sig sig selv i spejlet med de nye tænder efter et enormt omfattende stykke tandlægearbejde. Han fælder en tåre sammen med Peter Qvortrup Geisling, da han ser det færdige og flotte resultat.

Det med at komme til at græde husker jeg fra mig selv. Amar (klinikejeren) rakte mig spejlet. Jeg smilede til det og begyndte at tude af glæde over det flotte resultat og af lettelse over, at det hele nu var overstået. Nu kunne jeg smile igen. Jeg møder stadig mennesker, der siger til mig ‘Hvor er det blevet pænt’.

De unge

Fra min generation (jeg er fra 1963) og frem tages den regelmæssige og gratis skoletandpleje som en selvfølge, og sådan skal det selvfølgelig også være. Om man har bevaret fluorskylningerne ved jeg ikke. Så de unge, der kommer ud af skolen, har fine og velholdte tænder, der er blevet passet og plejet siden Karius og Baktus var de rene årsunger. Men derefter…

Sundhedsmagasinet tester fem unge fra en kokkeskole og fire af dem bør komme til tandlæge. Flere af dem har ikke været der i årevis, og flere af dem angiver økonomi som argument – at det så for en af dem formentlig kun vil koste det halve af, hvad han forestillede sig er jo kun positivt.

Jeg har også på et tidspunkt læst en anden undersøgelse om unge og deres tænder. Her var der fokus på unge på SU, og de havde simpelthen ikke råd til at gå til tandlægen. De, der kom afsted, fik forældrene til at betale.

Social ulighed

Vi har diskuteret det her på bloggen før, så der er ikke noget nyt i det, men idéen i, at det er gratis at gå til læge men dyrt at gå til tandlæge er helt skæv og rammer i hvert fald socialt skævt. I denne lille video fra Youtube ‘Den her video får dig til at børste tænder’ forklarer Palle Holmstrup, professor, dr. odont. hvor stor en rolle tandsundheden spiller for resten af kroppen fx udviklingen af hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt.

Jeg siger ikke, at fattigdom nødvendigvis hænger sammen med dårlig mundhygiejne og dermed dårlige tænder, men jeg siger, at der vil være mange af de 65.000 børn, der vokser op i fattigdom, der ikke vil have råd til at gå til tandlæge som unge og voksne. Fattigdommen er et åg, man bærer med sig.

Hvor mange af dem vil udvikle fx hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt?

,

YouSee & mine tænder

Wireless

 To samfulde timer

Jeg er kunde hos YouSee. Mit data på iPadden var stort set opbrugt, så hastigheden var helt umulig, det var nærmest ikke muligt at bruge Facebook. Det var som at være kommet til enden af Facebook, som havde man læst det hele. Jeg kunne lige modtage/sende mails og den slags småting. PCH har også et netværk, men det er ikke sikret og er temmelig ustabilt.

Så jeg ringede selvfølgelig til YouSee for at få noget mere data. Det kunne de “naturligvis” ikke, når jeg ikke havde et kundenummer. Jeg prøvede at forklare dem, at jeg befandt mig på et hospital og spurgte, om de kendte nogen, der snuppede kundenummeret med på hospitalet? Jeg har en masse andre vigtige koder med sammen med NemID men ikke lige det kundenummer.

Hrm… da iPadden er uundværlig, tog jeg faktisk hjem for at prøve at fikse det, men jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det, og jeg havde fuldstændig mistet overblikket over hvilke abonnementer, jeg havde, hvad de enkelte kundenumre relaterede til og hvorfor jeg havde tre kundenumre, når der var datadelingskort i iPadden. Og så var der 27 andre ting, jeg heller ikke forstod eller kunne. Jeg løb bare sur i det og blev lettere hysterisk, hvilket selvfølgelig ikke fremmede sagens løsning.

Hjælpen var nær – en ven klarede YouSee

En medpatient, som jeg stoler 120 pct. på, har arbejdet i flere tele- og teknikbutikker og er vant til, på vegne af kunder, at kontakte teleudbyderne. Jeg overlod alt til ham: cpr-nummer, indbakke, passwords, NemID ganske enkelt alt det, der betød, at han kunne kommunikere med dem på en måde, de kunne forstå. De talte sammen et sprog, der var sanskrit for mig.

Inklusive ventetiden tog det “kun” to timer med YouSee i røret, men så er alt vedr. mobil og iPad også ordnet, og jeg har kun to konti, og de giver mening for mig. Herudover har jeg fået 10 GB ekstra for en tyver mindre! Tyveren er ligegyldig, men det er de ti GB ikke. Jeg få kun én regning. Alle passwords er ændret. Overblikket er tilbage.

Jeg tænker lidt på, hvad andre mennesker gør? Men de har selvfølgelig ikke mistet overblikket.

Og så til jer, der ikke er på Facebook

Jeg har i dag betalt tænderne ud. De er nu for alvor mine. Jeg er så uendeligt glad, at I slet ikke kan forestille jer det. 103.615 kr. er nu reduceret til 0,00 kr.

Der var den faste overførsel på 3.000 kr., og så puttede jeg lige de 615,00 kr. oveni som en straksoverførsel, og ringede til dem og spurgte, om vi havde samme tal. Det havde vi. Faktisk har jeg betalt 22,19 kr. for meget.