Indlæg

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Aspergers syndrom og regler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Jeg svømmer ikke i venner, men de få, jeg har, er fantastiske! De er så søde til at hjælpe, når jeg er i tvivl om de uskrevne sociale regler.

Jeg så på et tidspunkt et indslag med Christina Sommer, som blandt andet sagde “Aspergere trives utrolig godt med “Det er sådan man …” ” Jeg ville gerne i et forløb hos hende, men hun er så populær og dygtig, at hun har opgivet at have en venteliste. I denne artikel har jeg noteret, alt hvad hun sagde om mennesker med Aspergers syndrom i udsendelsesrækken “De skjulte talenter” på DR1. Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsen.

Tre eksempler hvor mine venner hjælper, fordi reglerne mangler:
  1. Jeg er i tvivl om “Hvor tit må man ringe?” Mit telefonbehov nok lidt større end deres, fordi jeg bor alene og kun ses med få (helt selvvalgt!). Jeg er bange for at ringe for ofte. Med en veninde har jeg derfor aftalt, at vi lige sender en e-mail først og spørger, om det kan passe ind i kalenderen og med energien at føre en telefonsamtale. Det fungerer utrolig godt.
  2. Hvis jeg er ude til fx frokost er jeg bagefter i tvivl om “Blev jeg for længe?” Med en anden veninde har jeg derfor aftalt, at skulle det ske, at hun synes, det er på tide, jeg skrider, så siger hun det tydeligt. Det er jeg tryg ved, og så behøver jeg ikke længere bekymre mig om det.
  3. Dette var humoristisk eller underforstået“. Når jeg ser vittigheder eller billeder, andre finder morsomme, på fx Facebook, sidder jeg og tænker “Hvorfor er det sjovt?” og jeg prøver virkelig, men jeg kan ikke tolke det på samme måde, som andre kan. Så mine venner er nu begyndt at klippe det ud i pap for mig. Til tider føler jeg mig temmelig dum.

Jeg elsker regler

Det er så skønt, når der er regler – bare ikke de uskrevne. Når der er regler, ved jeg, hvordan jeg skal begå mig, og så behøver jeg ikke gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg overtræder en uskreven regel. Og jeg vil gerne gøre “det rigtige”. Christina Sommer fremhæver sjovt nok, at mennesker med Aspergers syndrom er optagede af at gøre “det rigtige”.

En Asperger-hjerne arbejder altid, og det har jeg selvfølgelig vænnet mig til livet igennem. Jeg troede, alle menneskers hjerner altid var på arbejde, men jeg skulle blive klogere.  Når der kun er uskrevne regler, kommer hjernen på over-arbejde, og det kan være anstrengende.

På et tidspunkt købte jeg bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” af Jennifer Cook O’Toole fra forlaget “Frydenlund”. Jeg fik desværre aldrig læst den færdig, men jeg har lagt den frem på natbordet igen.

Skrevne regler for det uskrevne: Emma Gads “Takt og tone”

  1. Vennerne hjælper, når reglerne manglerMan ringer og siger tak for sidst dagen efter. Da jeg samtidig er bange for at ringe for ofte, sender jeg i stedet en takkemail, hvilket jeg også synes er almindelig høflighed og et udtryk for, at man værdsætter, at værten har gjort sig umage for, at man kan få en hyggelig eftermiddag eller aften sammen.
  2. Det er ikke længere så almindeligt at medbringe bare en lille ting til værtinden; det er mest de ældre, der gør det, og da jeg nu også er “ældre”, gør jeg det af og til også selv. Emma Gad mente, at det var god tone og atter en anerkendelse af, at værtinden har brugt tid (og penge) på en middag eller en frokost. Jeg kan godt lide at finde bare en lille ting, som jeg tror, min værtinde vil blive glad for. Det kan være blomster, men de har jo en kort holdbarhed, så jeg gør mig umage for at finde på noget, der holder lidt længere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Alt kan være en aprilsnar

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Første april har jeg mest lyst til ikke at se TV Avisen, ikke at læse opslag på Facebook og ikke at kommunikere med omverdenen på nogen måde.

Det skyldes, at jeg simpelthen ikke kan sondre mellem morsomhed, vittighed og virkelighed.

  • Når jeg minder mig selv om, at det er første april, ligner alt en aprilsnar. Samtlige politikeres udtalelser ligner pludselig en aprilsnar, for det kan da ikke være sandt, at de nu vil indføre x, y, z …, nedsætte diverse kommissioner, når vi allerede kender svaret osv.
  • Det må da være en aprilsnar, at Rusland nu skal være formand for FN’s sikkerhedsråd.
  • Når jeg beslutter at glemme den tåbelige dato, bliver jeg rystet over, hvad der dog sker omkring mig.

Eksempelvis læste jeg, at en chef et sted i Københavns Kommune ville lave om på bydelsgrænserne (den var dog så tyk, at selv jeg forstod det, men sjovt var det ikke) og en anden havde af Salling Group fået til opgave at oprette et Netto-museum, da discount er befolkningens anden religion. Jeg hoppede i med begge ben, for det med den anden religion er jo sandt. Så kunne museet vel også være sandt?

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Manglende humoristisk sans = “Du er sgu også så kedelig!”

Måske skal man have humoristisk sans for at more sig den 1. april? Jeg ejer ikke humor.

Når folk slår vittigheder op på fx Facebook, tænker jeg: “Okay, jeg kan se, at de vil være morsomme, men jeg forstår ikke, hvad det sjove er”. Og jeg gør mig umage for at forstå, hvorfor det skulle være sjovt, da det også hører til at tage del i samfundet. Og det vil jeg gerne i begrænset omfang.

Jeg har et par veninder, der er søde at sige, at jeg da har humor. Psykologen mente det samme og sagde, at det bare var en underfundig en af slagsen, og at det ikke var noget i nærheden af “falde på halen”-vittigheder, Victor Borge eller Gøg og Gokke.

Der, hvor jeg boede nogle år af min barndom (fra 1974 til 1980), havde de en helt anden humor. De kunne både lide Victor Borge, Gøg og Gokke, Fleksnes, W. C. Fields m.fl. Jeg så nogle gange pligtskyldigt med, men sad og tænkte: “Det er åndssvagt”. Når jeg kunne slippe afsted med det, smuttede jeg ind/op til fysikbøgerne. Det gik en del bedre, men blandt andet det fik “min mor” til at sige “Du er sgu også så kedelig!”.

Ergo levede jeg mange år med fortællingen/narrativen “Jeg er kedelig!”. Det lavede psykologen heldigvis også om på ved at omfortolke fra “kedelig” til “alvorlig”. Det går også bedre.

Hænger humor og forestillingsevne sammen?

Dette spørgsmål er (selvfølgelig) ingen aprilsnar. Jeg tænker bare over, om humor og forestillingsevne hænger sammen? Når man skal forstå det, folk synes er sjovt, drejer det sig vel om, at man skal sætte sig ud over det rationelle og lineære og i stedet forestille sig, at man er i den sjove verden?

Jeg har aldrig haft en god forestillingsevne. Det første, jeg husker om dette, er, at de andre piger var meget bedre til at lege med dukker, end jeg var. Jeg kunne finde ud af at klæde dem af og på; ikke mere. De andre forestillede sig, at det var levende børn. Det vil sige, at de madede og skiftede dem, kørte dem tur i dukkevogne osv.

Jeg havde skam en fin dukkevogn, men dens fornemste opgave var at agere seng for en kat.

“Vi” kom lidt langt omkring her, men det er sundt at lade tankerne udfolde sig. Det gør ikke noget.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

#MeToo? Ikke mig

#MeToo? Ikke mig

Svær diskussion

Dette indlæg har jeg længe haft lyst til at skrive, men har ikke vidst om jeg turde, for mine holdninger i #MeToo-diskussionen er afvigende, og det burde de muligvis ikke være med den bagage, jeg selv har: et seks år langt, dagligt seksuelt misbrug i barndommen. De, der har afvigende holdninger, plejer at få på puklen i debatten, men nu er det jo min hjemmeside, så jeg vover øjet.

Det kan siges kort

Jeg er mest af alle enig med juraprofessor Eva Smith, der præsenteredes sådan i januar 2018 i forbindelse med en udgave af “Stille før optagelse”, der var en udsendelsesrække på Radio24syv:

“Eva Smith er bekymret for retssikkerheden, fordi kvinder i #metoo-bevægelsen kan få mænd fjernet fra deres post alene ved at anklage dem udenom den normale retsprocedure. Hun frygter, at #metoo vil skabe en parallellovgivning, ved hjælp af en anarkistisk folkedomstol, og at lovgivningen, i øjeblikket, på mange måder står magtesløs over for den kulturelle udvikling. Efter Eva Smiths opfattelse er det mere personlig moral, der skal til, og ikke mere lovgivning.” Udsendelsen kan muligvis stadig høres her.

I det mere hurtigtkørende og populistiske “Aftenshowet” på DR1 den 11. januar i år blev udsendelsen forberedt således:

“Er konsekvenserne for MeToo-sager blevet for voldsomme?

Debatten om MeToo er for alvor blusset op igen, og det har haft vidtrækkende konsekvenser for flere involverede. Det gælder eksempelvis Jes Dorph-Petersen, som efter anklager om sager, der er henholdsvis 18 og 20 år gamle, er blevet fjernet fra skærmen af TV 2. Eva Smith, der er jurist og professor emerita ved Københavns Universitet, mener, at sanktionerne over for de anklagede i krænkelsessagerne er kommet ud af proportioner – blandt andet fordi det er svært at forsvare sig mod anklager, som ligger flere år tilbage.”

Lidt mere uddybende

Det handler om retssikkerhed, og den har både mænd og kvinder krav på, uanset hvad pokker, de foretager sig. Det er absurd at anklage mænd (for det er jo det køn, der ikke kan holde poterne for sig selv) for handlinger, der ligger 10, 15, 20 år tilbage, som de måske ikke engang kan huske, og hvor de derfor ikke har en chance for at forsvare sig. Vi skal ikke have folkedomstole, der styres af et pøbelvælde.

I nogle sager har det været fremme, at de var berusede, og derfor ikke kan huske noget. Det argument køber jeg til gengæld ikke. Beruselse diskulperer ikke. Hvis det gjorde, kunne man jo bare drikke sig stangstiv, opføre sig som en idiot og så bagefter sige, man ikke kunne huske noget pga. beruselsen, hvorefter man ville blive frikendt for alle anklager. Nixen bixen.

POV International, har taget emnet op

Det er godt, vi har POV International, for de forstår at tage emner op, der trænger til uddybende forklaring og en “venden og drejen” i flere omgange. Lige nu lader de Karen Bro, der er journalist og tidligere chefredaktør, komme til orde og præsentere dybdegående interviews med en bred vifte af ledere fra medieverdenen. Alle interviews er foretaget i foråret 2021 og er forberedt i et samarbejde med forskningsafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Højskolens elever er fremtidens praktikanter, og alle undersøgelser viser, at praktikanterne er den gruppe, der er mest udsat for de krænkelser, der aldrig burde finde sted. Er man nederst i hierarkiet, men vil gerne fremad og opad, er man mere udsat, hvilket selvfølgelig er helt uacceptabelt.

Skulle det virkelig være sjovt?

Senest læste jeg Karen Bros interview fra 15. januar 2021 med Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske. Blandt andet kan man læse:

“– Har du et helt konkret eksempel?

“Ja, når hæve-sænke-bordet skal rejses, bliver der sagt: ‘så er der fællesrejsning’.”

“Det opfatter jeg som ret plat morfar-humor, men nogen vil simpelthen opleve det som krænkende og ubehageligt og ikke passende for at være på en arbejdsplads.”

– Hvad gør man så? Går du så ud og siger: ‘Så er det slut med ‘fællesrejsning’?

“Så siger jeg:’ okay, nu bliver det vist lidt for plat’.””

Tænk jeg synes overhovedet ikke, det er sjovt. Jeg opfatter det som både krænkende, upassende for en arbejdsplads og som indeholdende sexistiske overtoner. Nuvel jeg har heller ikke ret meget humor og må springe de fleste morsomheder over på Facebook, for jeg forstår ikke, hvorfor det er skulle være sjovt, men det hører til at have Asperger. Vi er imidlertid tilbage ved Eva Smiths udtalelse om personlig moral. Det er umoralsk at føre sig frem med den slags tåbelige bemærkninger, og man bør afholde sig fra det på en arbejdsplads. Kan man lide at fyre sådanne af, må det henlægges til privaten. Ligefrem strafbart er det nu næppe. Det er bare idiotisk ud over alle grænser, og jeg gad ikke arbejde et sted, hvor det var niveauet.

, ,

En dag i supporten

Computeren og dens betjening er stadig ukendt land for nogle. Læs hvad helpdesken kan blive udsat for.

Jeg fik følgende tilsendt på en e-mail i dag, og jeg må sige at jeg lo højt – så højt at afsenderen kunne sidde på sit eget kontor og høre det. I skal nu også have fornøjelsen:

Supporten: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Kunden: Jeg er i gang med at skrive min første mail og jeg har skrevet bogstavet a – hvordan får jeg den lille cirkel rundt om den?
Supporten: Er cursoren der stadig?
Kunden: Nej, jeg er alene her.
————————————————
Kunden: kan ikke koble mig på netværket…
Supporten: Er du sikker på du har skrevet det rigtige password?
Kunden: Ja, jeg kiggede på da min kollega loggede sig på.
Supporten: Kan du fortælle mig hvad passwordet var?
Kunden: Det var fem små stjerner.
————————————————
Supporten: Nu skal vi se hvordan dit system ser ud. Klik på “Min computer”
Kunden: Men hvordan skulle jeg kunne gøre det herfra??
————————————————
Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
Supporten: Hvilken model har du?
Kunden: Det er en HP
Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
Kunden: Nej, den er beige.
————————————————
Kunden til TDC supporten: Jeg har købt Internet og vil have hjælp!
Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
Kunden: Tændt computeren? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!
————————————————
Kunden: Min computer hænger.
Supporten: Har du mange åbne vinduer?
Kunden: Nej, men døren står lidt på klem….
————————————————
Kunden: Min skærm flimrer.
Support: Hvilken model er det?
Kunden: Hvordan kan jeg se det?
Support: Det står sikkert på et mærke bag på skærmen?
Kunden: Jeg fandt det…. Det er en Danger 220V.