Årsagen til navneregistrene i tyske kirkebøger?

Der er mange med “S” for “søg og du skal finde”

Jeg vil finde ud af, hvor mine aner bliver af. Derfor er jeg begyndt på en langsommelig proces: Jeg gennemgår alle navneregistrene over de mennesker, der hed noget med “S”. Kvinder alfabetiseres under deres giftenavn, dvs. at jeg ikke finder kvinderne fra min slægt, der finder på at gifte sig til X, Y eller Z. Jeg tror bare ikke, det kan gøres mere systematisk.

Kan jeg få fat i bare et “hjørne”, har jeg noget at gå videre med. Og jeg har også allerede fundet mange Stegmüller på den måde i Marien. Navnet staves til tider også “Stechmüller”, men der er ingen tvivl om, at jeg har fat i den rette, og det var kun adlen, der gik op i den slags detaljer. Han er borger og skomagermester (i et par generationer) og hustruen er den rette. Hvis navnet dertil er noget med Wilhelm eller Rudolf er jeg ekstra begejstret. For kvinder er Wilhelmine og/eller Henriette og/eller Charlotte et scoop.

Selvfølgelig er det nemt, når man leder efter sit eget efternavn, som er uhyre sjældent – også i Tyskland. I Danmark er vi 14, jfr. Danmarks Statistiks “Hvor mange hedder …?”

Men opgaven er omfattende, for der er virkelig mange med “S” – tænk bare på Schultz. Og så kan man jo undre sig over dem, der hedder “Schönfisch”. Jeg lægger nu også lidt mærke til dem, der kaldes “Schuster” eller “Schuhmacher” (begge skomager), for det kunne jo være, præsten kaldte min ane sådan for nemheds skyld.

Jeg sidder og gennemgår navneregistrene et for et for samtlige betydende sogne i Frankfurt. For at vide, hvor jeg er kommet til, fører jeg en art logbog. (Jeg er for doven til at løse opgaven flere gange). Den ser sådan ud – og er ikke helt systematisk, men det er jo bare mig selv, der skal finde rundt i den, så det går:

1. Marien: 1740-1971 -> Bestattungen (gennemset til og med 1899)
2. Marien: 1740-1967 -> Taufen: (Gennemset til og med 1925 - seneste relevante indførsel er en dødfødt datter i 1833 - flytter de?)
3. Marien: 1740-1972 -> Trauungen (gennemset til og med 1900)

1. Sankt Georg: Namensregister Taufen 1701-1776: Ingen under "S"
2. OBS: Ingen navneregistre 1777 - 1893 ...
3. Sankt Georg: Namensregister Taufen 1894-1909: Ingen under "S"

1. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Bestattungen 1700-1804: Ingen under "S"
- OBS: Her mangler 50 års Bestattungen mellem 1805 og 1853
2. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Bestattungen 1854-1909: Ingen under "S"
3. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Taufen 1700-1804: Ingen under "S"
- OBS: Her mangler 50 års Taufen
4. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Taufen 1854-1904

Navneregistrene er fremragende søgemidler. Men hvorfor har man overhovedet ofret ressourcer på at fremstille dem? De er jo næppe lavet til glæde og gavn for genealoger. Det har taget oceaner af tid, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man har grebet opgaven an. Har man simpelthen bladret fx 231 års kirkebog igennem 28 gange og første gang noteret alle dem med A, anden gang dem med B osv.? Det har været et rigtig Sisyfos-arbejde.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de er udarbejdet for, at præsterne nemmere kunne udstede attester. Hvad ellers? Engang imellem mangler der navneregistre for en periode på ca. 50 år. Blev man træt af det eller?

• Den tyske personregistrering er – i modsætning til den danske – henlagt til “Standesamterne” (kan vist opfattes som en art “folkeregistre”). Hertil melder man fødsel og død, fordi stat og kirke er adskilt i Tyskland. Det er vist sådan, at foretages der efterfølgende en kirkelig handling, indføres den i sognets/”Gemeinde” ministerialbog
  • “Personregistreringen gælder fødsler, vielser/skilsmisser og dødsfald og føres i »Personenstandsbücher« eller »Standesregister«. Lige fra begyndelsen blev der lavet kopier, som ved årets slutning skulle overgå til de retslige myndigheder. Kom der efterfølgende indførsler eller rettelser, skulle disse også indføres i kopibøgerne. Mange af de originale bøger gik tabt i 1945.” Kilde: Birgit Flemming Larsen “Slægtsforskning i Tyskland” PHT 2004/2.
• i Danmark bestemte man allerede ved Chr. den femtes Danske Lov (fra 1683) i 2-8-7 at hver præst for sit sogn skulle føre en fortegnelse over de trolovede, viede og døbte (både de ægte og de uægte). 2-8-7 lyder sådan:
  • “Hver Præst skal have een Bog at tegne ved Dag og Tid deris Navne udj, som hand
    trolover og vier tilsammen, saa ogsaa de Børns, som hand døber i sit Sogn, Egte og
    Uegte, tillige med Faddernis Navne.”
• senere (i 1685) bestemte “Danmarks og Norges Kirkeritual” nærmere, hvordan det skulle foregå. Her kom også de døde og reglerne for barselskvindernes kirkegang med. Ritualet trådte for Danmarks vedkommende i kraft i 1786, men for Norges vedkommende først i 1788.

Jeg vil gerne anbefale en bog om danske forhold

Det kan være utrolig nyttigt og spændende at gøre sig bekendt med reglerne for førelsen af ministerialbøgerne. Når man kender reglerne – og baggrunden for dem – giver kirkebøgernes indhold ofte meget mere mening. En virkelig nyttig bog, som man nemt finder antikvarisk, er “Dansk kirkeret” af August Roesen. Min er udgaven fra 1976 købt for ca. 100 kr. Genealoger behøver den alligevel ikke nyere. Her fandt jeg blandt andet ovenstående om Danske Lov og Danmarks og Norges Kirkeritual.

Af bogen fremgår fx, at ministerialbøgerne ikke måtte føres med kuglepen. Tænk det synes jeg da ofte, man ser fra efter krigen og fremad. I 1950’erne ses adskillige kuglepenne.

At “stå åbenbart skrifte”

Jeg har ikke været helt klar over, hvad åbenbart skrifte/publice absolution egl. gik ud på.

Jeg fandt ved et rent tilfælde “Vejen sogn i Malt Herred” fra 1936 af Søren Alkærsig på Slægtsforskernes bibliotek. Den rummer nedenstående artikel, som sætter tingene i en sammenhæng. At stå åbenbart skrifte har virkelig været slemt.

[] Offentlig Skrifte

Da der vel næsten ikke findes en Sognehistorie, hvor ikke den offentlige
Afløsning er nævnt, og Fremgangsmaaden derved ingensinde ses at være frem
draget, saa kan det maaske være paa Plads at referere ialtfald Hovedtrækkene
(efter Danmarks og Norges Kirkeritual 1685 og 1762).

Der er nogen Forskel paa Formen i Byen og paa Landet, men der er navnlig en,
som synes meget
dyb og uretfærdig: at „Afløsningen“ skal paa Landet ske om Søndagen i
hele Menighedens Nærværelse, mens den i Byerne sker om Fredagen. Den,
som læser det følgende, vil straks fornemme Forskellen.

“Efter at vedkommende nogle Dage i Forvejen har bekendt sin Synd for
Præsten og forlangt Afløsning, og denne mener at kunne tage imod ham eller
hende, bekendtgør Præsten næste Søndag fra Prædikestolen, at der i Dag
er en Synder at afløse, „som haver forset sig mod N. Bud og dermed forar
get denne Christi Menighed, hvorfor han (hun) nu i Dag indstiller sig . . . at
afbede samme Forseelse hos Gud og Forargelse hos Menigheden. Guds Børn
ville alvorligen bede Gud for hannem (hende), at han i Naade selv vil forar
bejde en sand Omvendelse. . . og at han (hun) ikke herefter skal falde i slig
eller anden grov Last og Guds Fortørnelse…“

„Derpaa begynder Degnen i Koret denne Pønitensesalme: Beklage af al
min Sinde . .. “

„Imidlertid kommer Synderen (Synderinden) til Kordøren og knæler ned
lige i Døren (vendt mod Alteret). Naar Sangen er endt, kommer Præsten og
forestiller kortelig af Guds Ord den begangne Synds Vederstyggelighed og
hvor grovelig dette Menneske dermed har forset sig baade imod Gud og sær
deles imod denne Jesu Menighed, som derover allermest er bleven forarget
formanendes Synderen (Synderinden) til sand og alvorlig Omvendelse.“

Derefter skal Præsten stille 5 Spørgsmaal, hvortil vedkommende skal
svare Ja. Indholdet er en Bekræftelse af den „grove Synd“, at den fortrydes,
at han eller hun i Fremtiden vil undgaa denne og andre Synder og beflitte
sig paa et bedre og skikkeligere Levned, og at han (ell. hun) tror paa Guds
Naade, og nu „længes efter at annammes til denne Guds Menigheds Sam
kvem, som I ved Eders grove Synd og Forargelse har skilt Eder fra og nu
med andre Guds Børn inderlig attraar og begjerer at blive delagtig i Jesu
Christi helligste Legeme og Blod i Sakramentet.“

„Herhos skal især agtes, at om det er for Horeri eller Letfærdighed, da
spørges en Synderinde, hvo der er Fader til Barnet, hvilken hun da sand-
færdeligen har at navngive. Paa saadan Bekjendelse siger Præsten: Saa ven-
der Eder da om til Menigheden og afbeder den Forargelse, som I med denne
Eders Synd har givet dennem. Derpaa staar Synderen, (Synderinden) op og
vender sig til Menigheden sigendes:

Jeg beder, at I Guds Børn vil forlade mig denne min begangne Forseelse
og ikke støde Eder paa mig eller tage Forargelse af mig mere.
Saa knæler han (hun) igen ned for Præsten, som da ydermere paa Syn
derens (Synderindens) Vegne afbeder denne Forargelse og derhos med Paulus
alvorligen formaner hver og en, som tykkes, at han staar, at han ser sig vel
for, at han ikke falder, hvorpaa han endelig med Haandspaalæggelse afløser
Synderen (Synderinden) saaledes:

Efter saadan Eders Hjertes Bekendelse, som I her for Guds Ansigt og
denne hans christne Menighed aabenbare aflagt haver, da vil jeg paa Guds
og mit hellige Embedes Vegne . .. tilsige Eder (Navnet nævnes) denne Eders
begangne Synds (Syndens Natur nævnes paany) og alle andre Synders
Forladelse i Navn Gud Faders, Søns og hellig Aands, Amen! Gaar bort i
Herrens Fred og synder ikke mere!“ Derefter gaar vedkommende til Alters
sammen med andre i Menigheden.”

Der var ikke mindre end 14 Synder, man kunde komme til at staa aaben-
bar Skrifte for, mange af en saadan Natur, f. Eks. at et lille Barn kom ulyk
kelig af Dage, at det var umuligt at vare sig. Man kan tænke sig, hvad det
har været for en Pine for ærekære Mennesker at skulle være Genstand for
dette kirkelige Barbari, som snarest var værre end al Tidens øvrige Haardhed
og Raahed; og man maa oprigtig haabe, at der har været mange Præster,
som har søgt mest muligt at mildne en saadan Tortur. []

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.