Struktur
Hos psykologen
Hvordan får jeg struktur på mine dage?
Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂
Ugeskemaer
Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.
Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.
Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.
Er jeg afklaret?
Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?
Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?
Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:
- Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
- Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.
Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.
En snak med sagsbehandleren
Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.
Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene, for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?
Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.
Limboet
Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…
Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.
Hvis jeg skulle leve livet om
Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.
Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.
Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
