Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Corona og ECT

Corona og ECT

En større øvelse

Jeg har lyst til kort at at fortælle om den indvirkning, Corona gør på ECT-behandlingerne. Derfor hedder posten “Corona og ECT”.

Population

Peter Geisling sagde i ‘Lægens bord’ for et par uger siden, at man tilbyder ECT (elektrochok) til ca. 2.000 danskere årligt. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien sagde forleden dag, at ECT ikke er noget, man ‘bare’ tilbyder. Der er trods alt tale om strøm til hjernen.

For mit vedkommende er det meste af medicinen afløst af ECT hver tredje uge, og jeg bytter aldrig tilbage. Jeg skal aldrig tilbage til Parkinsonismen!

Aldrig har jeg haft det bedre. Jeg betaler prisen i form af en ekstraordinært elendig hukommelse, men det er der bare ikke noget at gøre ved.

Man siger normalt, at ECT kun rammer korttidshukommelsen (kaldes også ‘arbejdshukommelsen’), og at generne vil være forbigående og overståede i løbet af tre måneder. Sådan har jeg det slet ikke.

  1. For det første vil jeg ved ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge aldrig nå de tre måneder.
  2. For det andet er der masser fra langtidshukommelsen, der er slettet. Der er lange perioder af mit (arbejds)-liv mange år tilbage, jeg slet ikke kan huske.

Inden du skyder al skylden på ECT, skal du være opmærksom på, at den grundlæggende lidelse (bipolar affektiv sindslidelse) i sig selv kan medføre væsentlige hukommelsesproblemer. Jeg er ikke selv i stand til at skelne den ene årsag fra den anden, og det er der vist heller ikke andre, der kan.

Corona og ECT

Som sagt får jeg ECT hver tredje uge. Det er planlagt til hver tredje mandag i hvert fald indtil marts og selvfølgelig har pandemien indvirkning på forløbet.

Jeg skal tage ud til Psykiatrisk Center Glostrup dagen før (dvs. om søndagen) tidligt om morgenen for at få foretaget en PCR-test. Det skal være tidligt, for at de kan nå at analysere testen, inden jeg melder mig til behandlingen mandag morgen.

Efter testen søndag morgen skal jeg gå i selvisolation, for ellers ville den jo være ligegyldig. Transporten søndag foregår med taxa, som RegionH betaler. Hvis testen er negativ, bliver jeg hentet mandag morgen af Flekstrafik og kørt til Glostrup. Når behandlingen er overstået, og jeg er vågnet op af narkosen, bliver jeg kørt hjem af Flekstrafik – også betalt af regionen.

Jeg bliver ringet op af Psykiatrisk Center Glostrup et par dage før, så vi kan aftale tidspunkter for taxa og Flekstrafik. Jeg er nødt til at være ved pen og papir for at skrive vores aftaler ned, men det går også.

Jeg har fundet frem til, at et rigtig godt tidspunkt at møde frem til PCR-testen er søndag morgen kl. ca. 8:15. Der er der ikke et øje i venteværelset, og de kan se mig med det samme, og jeg kan være hjemme igen ved 9-tiden. Jeg hader testen, men accepterer, at sådan er det nu engang.

Sikke et virvar! Men de har styr på det, og det glipper ikke, selvom processen må siges at være “håndholdt”. Jeg glæder mig usigeligt over at leve i et velfærdssamfund. Det er utrolig flot, at alt dette kan koordineres.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Struktur

Struktur hos psykologen

Hos psykologen

Hvordan får jeg struktur på mine dage?

Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Hvis jeg skulle leve livet om

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Et essay

Et essay

Jeg har fået udgivet et essay

POV International har godkendt mit essay Bipolar for begyndere: Sådan er det at svinge mellem to poler. Til jer der har læst med her på siden i flere år, er der intet nyt under solen, men nye læsere kan måske finde noget interessant her og der.

Det er et essay, som jeg har gået rundt om længe, indtil jeg fik det, som jeg ville have det, også selvom det “bare” er omarbejdet tekst fra hjemmesiden. Jeg havde det til gennemsyn hos en, der syntes, at det var alt for klinisk, i hvert fald i starten. Så måtte jeg jo finde på noget andet. Derfor endte det med en intro om to film, hvor hovedrollerne spiller bipolare (Carrie fra Homeland og Mr. Jones (spillet af Richard Gere) i filmen af samme navn).

Jeg er ingen kommahaj, selvom jeg øver mig og gør mig umage, så jeg har fået lov at trække på en professionel korrekturlæser, når det drejer sig om artikler til POV. Det er dejligt, og hun gør det på en virkelig god måde, så jeg også selv lærer noget af det. Det ville være for let, hvis hun bare lavede arbejdet og sendte den reviderede fil retur til mig.

God weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i /af

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

Det er et nåleøje

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let. Man skal komme med presserende selvmordstanker, næsten -planer.

Jeg har ikke længere styr på antallet af indlæggelser, men så vidt jeg husker, er jeg kun blevet sendt hjem fra akutmodtagelsen en gang. Det var efter et ubehjælpsomt selvmordsforsøg i 2006. Lægen spurgte mig, om jeg ville love ikke at prøve igen. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke garantere; der var jo en grund til, at jeg havde prøvet. Herpå sendte hun mig hjem til en tom lejlighed, hvor alt var gjort parat til ikke at overleve.

Den optælling af indlæggelser, jeg har, starter i 2014, hvor jeg for alvor blev syg, og hvor diagnosen blev stillet. Frem til oktober/november 2018 har jeg været indlagt 11 gange svarende til 220 sengedage. En dag ved lejlighed skal jeg have opdateret optællingen og opgjort samtlige omkostninger. Indtil videre er jeg kommet til 1,7 millioner kr., som dog inkluderer sygedagpengene fra kommunen.

Jeg er altså kommet gennem nåleøjet 11 gange.

Lægens ord og bord

Det er ikke mig, der har opfundet termen “nåleøjet” om det kunststykke, der skal til for at blive indlagt. Det kommer fra en læge til en stuegangssamtale i det netop afsluttede forløb. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg bare var en lystløgner eller måske en hypokonder. Måske var der slet ikke nogen selvmordstanker og heller ikke nogen gulnede polaroidfotos fra 70’erne, hvor jeg selv hænger fra et træ. Måske havde jeg digtet det hele? Men jeg så og oplevede jo det hele, og det gjorde ikke min grundstemning bedre. Nu skulle jeg både kæmpe med selvmordstankerne, med billederne inde i hovedet og så også med tvivlen om hvorvidt, jeg bare var en løgner og hypokonder.

Det med hypokonderen passede godt med, at folk, der besøgte mig, sagde, at jeg så helt almindelig ud – altså så nærmest godt ud. Jeg kiggede på mine medpatienter. Men de så også godt ud. Altså kan det at se skidt ud ikke være et kriterium for at være på en psykiatrisk afdeling i ugevis.

Lægen greb heldigvis ind og sagde, at selv den største tryllekunstner ikke kunne komme igennem modtagelsen i Glostrup med flere overlæger uden virkelig at fejle noget.

På en måde blev jeg pludselig glad for min psykose og mine selvmordstanker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.