Indlæg

, ,

En lang rejse i psykiatrien

En lang rejse i psykiatrien

Tænk at det skulle komme så vidt

En lang rejse i psykiatrien

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Udskrevet

Valgkampen og psykiatrien

Hjemme igen

Udskrevet

Tasken står stadig i entréen – u-udpakket naturligvis, men i dag skal jeg tage mig sammen. Jeg er jo udskrevet for kun Gud ved  hvilken gang.

Indtil videre føles det godt at være hjemme. Egen seng, egne håndklæder, egen bruser mv. Men der er også en tomhed knyttet til det. Sådan er det de først 14 dage; jeg kender det jo kun alt for godt. Det er som om, at jo flere gange jeg har har været indlagt, jo længere tid tager det at komme hjem og finde mig til rette i mit eget hjem. Jeg har dog pakket et af puslespillene ud og er begyndt på det. Det er udfordrende, men det holder dødningehovederne væk.

Hverdagen melder sig

Jeg kom hjem til en mail fra min tidligere arbejdsgiver, hvor vi ikke er enige om, hvor vidt der skal betales sygedagpenge og hvorvidt min opsigelse er gyldig. Jeg kunne sikkert bruge nogle timer på at studere funktionærloven og komme frem til, at den ikke kan fraviges til skade for funktionæren, og at den underskrevne kontrakt derfor ikke er gyldig, men jeg orker det ikke, så jeg har kontaktet min fagforening – Djøf – der vil tage hånd om det med det samme, da der er penge involveret. Det er en god fagforening.

En kat

Af “kataloget” fra afdelingen fremgår det bl.a., at jeg skal undersøge, om jeg kan få dispensation fra lejekontrakten, hvor der står, at man ikke må holde husdyr. Jeg vil så gerne have en lille kat: en at være noget for, en at komme hjem til osv. Jeg har haft det i tankerne så ofte, men er blevet stoppet af, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mis, når jeg var indlagt. Og dette var jo ikke den sidste indlæggelse! Det viser sig, at en veninde, der selv har kat, gerne vil komme og passe mis og er klar over, at der også skal være sat tid af til at lege, kæle mv. og at det ikke er nok at komme at give frisk vand og mad og tømme bakken. Hun bor praktisk nok kun 200 meter fra mig.

Det skal være en British Shorthair, for de er så kærlige og elsker mennesker. Andre racer kan selvfølgelig også komme i betragtning. Indtil videre sidder jeg dog og venter utålmodigt på et opkald fra udlejer. Jeg håber sådan, at jeg kan få en dispensation. Når der er noget, der hedder en “servicehund”, burde der også være noget, der hed en “servicekat“.

Udskrevet

Fremtiden

Når jeg er færdig med at sunde mig, skal jeg først og fremmest til møde på jobcenteret og det frygter jeg ikke. Jeg har kontakt til to gode mennesker, der ikke møder mig med mistro. De ved kun alt for godt, at jeg gerne vil arbejde. Tidligere har de haft svært ved at finde noget til mig, fordi jeg måske sigtede lidt for højt. Nu, hvor målet ikke er større end at stable rugbrød i Netto eller ad åre at blive chef for mælken sammesteds, vil det nok være lettere for dem at finde noget til mig. I baghovedet spøger selvfølgelig: “Hvad hvis jeg ikke klarer bare det simple job?”, så er det for alvor mig, der er er noget galt med og ikke arbejdspladsen?

God weekend.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Indlagt igen i fire uger

Indlagt igen i fire uger

Jeg har “svigtet” i en måned

Indlagt igen i fire uger

Der er pludselig gået en måned, siden jeg blev indlagt. Der har været masser at skrive om, men jeg har ikke haft kræfterne til at få det gjort. Lige nu er jeg på “hjemmebesøg” og nyder at sidde ved et rigtigt tastatur, så nu famler jeg mig frem til et indlæg, der sikkert ikke hænger sammen for andre end mig selv! Diagnosen er “let til moderat depression med psykotiske træk”. Jeg hælder mest til moderat og psykotiske træk. Det føles nemlig ikke “let”.

Arbejdsmarkedet

I samråd med mit jobcenter i Hvidovre Kommune og min fagforening har jeg opsagt min stilling, da det er bedst sådan. Jeg magtede ikke jobbet på de givne betingelser. Der er selvfølgelig stor sorg knyttet til endelig at måtte forlade det arbejdsmarked, der lugter lidt af fugl til fordel for fx at stable rugbrød i Netto – altså at lægge det gamle øverst og det nyeste nederst. Jeg trøster mig med, at jeg måske ad åre kan blive chef for mælken eller lignende. Pludselig kunne jeg bare ikke mere, og  jeg kunne ikke klare at stå op med en stor ildsprudlende kugle i maven hver morgen. De dårlige tanker kom til at dominere, og det går slet ikke i min verden.

Jeg var til møde i jobcenteret for et par uger siden, og det gik rigtig godt. Min sagsbehandler, som jeg kender ret godt, var sød og forstående. Vi skal finde et nyt fleksjob; det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg skal ikke hjem og trisse rundt på fuld tid, så bliver jeg da først skør. På vej ind til mødet mødte jeg min fleksjobrådgiver, som jeg også kender rigtig godt. Han var meget overrasket, da han hørte, at det var gået galt med det gamle job. Jeg nævnte det med rugbrødet for ham, hvortil han svarede, at så blev det let at finde noget nyt, da de har en aftale med Dansk Supermarked. Nu må vi se. Jeg skal i hvert fald bare ikke sidde i kasse, men jeg har erfaring med detailhandlen fra min ungdom. Jeg fik lov at bestemme næste møde i jobcenteret, hvor de begge deltager, og valgte den 2. september kl. 10:00.

At være hjemme

De vil gerne udskrive mig på torsdag, så jeg skal øve mig i at være hjemme. Det, synes jeg, er hundesvært og jeg føler mig slet ikke “udskrivningsparat”. På den anden side lige mens jeg sidder og skriver dette, går det egentlig fint nok. Jeg tror, det er de store skift, der er svære. Jeg plejer bare at føle mig klar og vide ganske nøjagtigt, hvornår jeg har fået nok af 808 (for denne gang).

Den første gang jeg var hjemme, var jeg her fire timer, og det var alt for længe. Skudt vildt over målet. Herefter en gang med en time og 10 minutter. I går omkring en time eller halvanden plus den tid det tog at gå til frisøren og op at købe et nyt ur. I dag er aftalen, at jeg bliver hjemme, så længe det føles rart – senest til kl. 17:00. Jeg konstaterer, at der ikke er kommet nye skud på mine kunstige planter i mit fravær.

Det er ensomheden, der lurer bag gardinerne. Efter at have været sammen med 12 andre mennesker på relativt lidt plads i så lang tid, er mine egne 78 m² enorme og enormt stille. Her er ingen, der går rastløse rundt i sko, der knirker, her er ingen, jeg kan tæve i Bezzerwisser eller Scrabble – her er den store tomhed. Det eneste, der høres lige nu, er lyden fra vaskemaskinen.

Personalet har 500 forslag til ting, jeg kan foretage mig efter udskrivelsen, og jeg ved, det er velment og kærligt, det er bare som om, det ikke rigtig bider på. Jeg tager imod pjecer, brochurer og links og forslag og siger “mange tak” for det alt sammen vel vidende, at jeg nok aldrig får kigget på det. Måske er jeg bare Rasmus Modsat?

Baglæns tale

Jeg skrev på et tidspunkt, at der ingenting foregik på et afsnit i løbet af en dag. Jeg tager mine ord i mig igen! Noget af det bedste er morgengymnastikken, som jeg konsekvent har deltaget i hver dag, og så er der ballstick-massagen, som er et fantastiske tilbud, hvis personalet har tid. Jeg har aldrig prøvet det før, men det er så skønt, og for mig flytter det fokus fra de billeder, jeg ser for mit indre blik, til kroppen. Efter massagen har jeg kun lyst til at ligge under min kugledyne og hvile.

Jeg har haft mange samtaler med min fantastiske kontaktperson, der virkelig har empati og forståelse. Hun forstår selvfølgelig ikke helt mine billeder, da hun ikke kan se dem, men hun giver udtryk for, at hun forstår, at det må være meget ubehageligt. Det er nok for mig.

En anden mulighed er selv at prøve at være aktiv: puslespil (jeg er bare så dårlig til det det) og andre spil (Bezzerwisser og Scrabble er dejligt). Men alt dette kræver selvfølgelig, at man har det rimeligt. Selv har jeg brugt det til at bortlede tankerne fra billederne.

Hvad er billederne?

Den psykotiske del går ud på, at jeg ser nogle billeder for mit indre blik. Det er polaroidfotos fra 70’erne og derfor lidt gulnede. De har den karakteristiske lille hvide kant omkring sig på alle fire ledder. Formatet er det, der vist hed 9*9 . Motivet er mig selv hængende i en løkke fra et træ med tungen ud af halsen. De vises fra forskellige vinkler, og der zoomes ind og ud, men det er stillbilleder. Jeg ser dem konstant, og det er hårdt. Der er ikke mere at gøre ad medicinsk vej, da jeg allerede ligger ret højt i det relevante præparat. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Belastningen fra jobbet blev bygget op over fire måneder, og derfor vil det også tage tid inden de psykotiske symptomer forsvinder. Tålmodighed lønner sig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Det er lykkedes

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre.

Endelig er jeg kommet til 808. Det har været nogle lange dage i ventesalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor det jo viste sig, at der også var søde medarbejdere omend de var i fåtal, men det vidste jeg jo på forhånd.

Jeg har det som om, jeg har været på en rejse fra København til Bangkok. Der er tidsforskydning fra Hvidovre til Glostrup, og der har været mange check ins. Mange kortere og længere lægesamtaler med supersøde læger, der er gode til at lytte og tage en alvorligt, uanset hvor tåbelige ens tanker er. Det er som at komme gennem et nåleøje at blive indlagt i psykiatrien.

808: her er jeg tryg, da jeg har været her mange gange

Jeg har været her før, måske er det 13. gang denne gang. Jeg har opgivet at tælle. Det bliver ikke ved at gå på denne måde. Perioderne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere. Jeg var her senest for fire måneder siden! Da jeg var færdigbehandlet, så fremtiden lys ud med godt fleksjob. Det har ændret sig. Der er meget, der har ændret sig i relation til arbejdsmarkedet i den mellemliggende periode.

Inden for fleksjob-verdenen findes et begreb, der kaldes arbejdsintensitet. Min er 100, men måske skal den kun være 50? I givet fald vil jeg så bare føle mig som den nederste, nederste. Hvis jeg ikke engang kan passe et fleksjob, hvad kan jeg så?

Skulle jeg i stedet søge førtidspension?

Alternativet er vel at give op og søge en førtidspension, men jeg vil jo gerne arbejde, og det har jeg gjort hele mit liv. Kan lige som ikke andet. Hvis jeg skulle gå hjemme på fuld tid, tror jeg, jeg ville blive skør – mere end jeg allerede er.

På den anden side møder jeg jo mange mennesker, der har førtidspension og grundliggende har et ganske udmærket liv, hvis det ikke var for deres psykiske sårbarhed. Jeg ville ikke have problemer med at fylde tiden ud; jeg kan altid rode med min computer, der er mange ting i det nye København, jeg aldrig har set, jeg har tre nære venner osv., men der ville være en stor tomhed i mig: den plads som arbejdet altid har fyldt ud. Her tror jeg såmænd, jeg er lige som alle andre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.