Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg elsker mine genealogiske opslagsværker

Kærlighed til bøger

Jeg elsker mine genealogiske opslagsværker

Allerede som barn gik jeg til hånde på et skolebibliotek. Jeg satte bøger på plads i reolerne og satte stempelkort ned bagi bøgerne – det var sådan nogen, man havde, dengang man også skød med bue og pil.

Jeg har altid elsket bøger, bl.a. fordi de udsender en særlig duft, og fordi de er smukke i reolen. Jeg kan ikke længere læse romaner, da opmærksomheden svigter, så de bøger, jeg har nu, begrænser sig for det meste til opslagsværker, og det er primært genealogiske opslagsværker.

Findes der bøger om “mine sogne”, køber jeg dem, hvis jeg får dem anbefalet af folk, der har forstand på sognet. Et eksempel er “Slangerup Landsogn”, der er en smuk og lækker bog til bare 100 kr. 

Det er meget hurtigere at søge med Google end at slå op i en fysisk bog. Og det er meget nemmere at kopiere tekststykker fra en hjemmeside end selv at skrive af. Men bøgerne kan altså noget, internettet ikke kan. Jeg synes, det læste huskes bedre, når det stammer fra en bog, end når det drejer sig om et opslag på nettet. De to medier supplerer hinanden på forbilledlig vis. 

I en bog kan man sætte streger i margin ved det vigtigste indhold, så man måske lettere kan genfinde det.

En bog rummer ofte billeder af en langt højere kvalitet end de billeder, man kan finde på nettet.

Søger man med Google, får man selvfølgelig kun vist det, man søgte efter. Bladrer man lidt i en bog, får man også de tilgrænsende emner.

Jeg vil gerne slå endnu et slag for August Roesens “Dansk kirkeret”, der rummer samtlige regler om “ministerialbøgernes førelse” fra Danske Lov (DL) til starten af 1970’erne. Jeg har købt mit eksemplar antikvarisk, og den var de få penge værd. August Roesen var gennem en længere årrække departementschef i Kirkeministeriet, og jeg fik bogen anbefalet af en af mine venner, der er cand. teol. (præst). Hun kendte bogen fra sit studie.

Et andet eksempel på en uundværlig bog er “Sogn Herred Amt”, der blandt andet viser sognenes indbyrdes beliggenhed. Krabsen.dk er uundværlig men viser selvfølgelig ikke, hvilke sogne, der er nabosogne, og det er viden, man er nødt til at have, når slægtens medlemmer “forsvinder” fra et sogn.

“Find din slægt – og gør den levende. Håndbog i slægtshistorie” af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen er en form for bibel for en slægtsforsker. Der er simpelthen ikke det emne, de ikke har behandlet, og registeret er fremragende. 

“Brede Klædefabrik” er jeg bare nødt til at eje, for den beskriver det sted, min tyske oldefar indvandrede til som hattemagermester i 1890, de tyske mestres arbejde på fabrikken og vilkårene for mange medlemmer af min slægt, både da Filthattefabrikken lå på Brede, og da den i 1913 flyttede til Skodsborg under navnet “Skodsborg Hattefabrik”. Da jeg for mange år siden startede på slægtsforskning, tog jeg simpelthen ud til Byhistorisk Samling i Kongens Lyngby og talte med forfatteren Jeppe Tønsberg. Han er desværre ikke mere. Jeppe vidste uden videre, hvem min oldefar var, og han var overrasket over at træffe en Stegemüller. Det var en meget speciel følelse.

For et års tid siden købte jeg også antikvarisk “Tysk Dansk Ordbog af P. L. Ipsen”, da jeg rodede rundt på Archion efter min tyske slægt og måtte konstatere, at en helt almindelig Tysk – Dansk ordbog fra Gyldendal overhovedet ikke opfyldte mit behov. Den havde slet ikke alle de gamle ord, jeg stødte på i kirkebøgerne, og en bekendt fra Facebook sagde god for ordbogen.

I går ankom Peter Korsgaards “Kort som kilde” til den lokale føtex efter at have været 14 dage undervejs de 56,2 km. med PostNord fra Tølløse til Hvidovre. Næste gang går jeg selv ud og henter den – det er lige så hurtigt. Jeg har kun lige nået at bladre lidt i bogen. Den har glatte sider og dusinvis af kort, som man kan lære at bruge som kilde.

Jeg er i gang med “Forsørget og forfulgt” af Anna Rasmussen. Det er en fantastisk bog, der kan læses næsten som en kriminalroman, da den er så velskrevet.

Hun beskriver fattigreglementet af 1803, som til tider er rystende læsning. De fleste former for betleri blev forbudt med 1803-loven. På landet skulle sognene tage sig af egne fattige og bidragene til fattigvæsenet kom til næsten udelukkende at hvile på bønderne. Præsterne og fattigforstanderne vred sig i tøjret og forsøgte at finde alle mulige smuthuller for ikke at skulle betale for de betlere, der alligevel ankom til sognet. De argumenterede med, at hvis de skulle betale for de omvandrende betlere, var der ikke råd til sognets egne fattige.

Sognene fik med 1803-loven ansvar for mennesker, der var født i sognet. Således kunne der årevis senere dukke en fuldkommen ukendt person op og gøre krav på kost og logi, blot fordi vedkommende tilfældigvis engang var født i sognet af en omvandrende betler.

Anna Rasmussen skriver på side 69 – 70 noget, man tror er løgn: 

Pligten til at tage vare på børn omfattede forældre og plejeforældre; men indtil 1844 havde stedfædre og -mødre intet ansvar over for en afdød ægtefælles børn af et tidligere ægteskab.

Her måtte fattigvæsenet træde til. I 1838 indstillede de rådgivende stænderforsamlinger til Danske Kancelli, at bestemmelsen blev ændret, således at stedforældre efter ægtefællens død skulle tage sig af de nu helt forældreløse børn.

(Under billedet finder du årets læserundersøgelse og mulighed for at kommentere denne artikel).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/12 Kommentarer/i , /af ,

Et opslagsværk “Kort som kilde” af Peter Korsgaard

Endnu et opslagsværk "Kort som kilde" af Peter Korsgaard

Slægtsforskning er mere end datoer

Et opslagsværk “Kort som kilde” af Peter Korsgaard

Jeg elsker fysiske opslagsværker, for det lærte/læste/sete sidder bedre fast, når jeg har det fra en bog. Det er ganske vist hurtigere at søge med Google eller lignende, men for mig er det flygtig viden. Det ryger lige så hurtigt ud, som det kom ind.

Og for så vidt angår kort vil jeg gerne kunne se, hvordan gårde, landsbyer og sogne grænsede op til hinanden. Jeg har fx Danske Slægtsforskeres “Sogn Herred Amt”, der snart er så slidt, at den trænger til en udskiftning. Google fortæller ikke hvilke sogne, der er nabosogne til Jørlunde. Google fortæller ikke hvilke gårde, der lå hvor. Og i hvert fald danner Google ikke kort på min nethinde.

Jeg blev inspireret til at gå til hjemmesiden https://historiskekort.dk/, der er en guldgrube, når man har siddet med kirkebogen og nogenlunde ved, hvem der i fordums tider (slutningen af 1600-tallet) boede hvor. Jeg kunne ikke lade være at bestille “Kort som kilde” af Peter Korsgaard, da jeg ikke har forstand på kort men mærker suset og gerne vil lære at bruge dem – og jeg har jo ingen arvinger, så jeg lige så godt købe de opslagsværker, jeg synes, jeg har behov for. Resten går alligevel i statskassen.

Det, der satte mig i gang at rode med kort, var en veninde, der havde hentet et flot gammelt – men uforståeligt – kort, og at jeg blev i tvivl om, hvor “Holmegaard” i Jørlunde egentlig lå: I Skenkelsø eller i Sperrestrup? Både præsten i kirkebogen og E. Carstensen i “Hjørlunde Sogns Historie” skriver sådan set side 275 og 276 (originaludgaven), at den lå begge steder, men det kan jo ikke lade sig gøre, med mindre den har været en del af udskiftningen og derfor er blevet flyttet? Men det er heller ikke så sandsynligt, for de to begivenheder (to dødsfald), hvor jeg har styr på gården, er to på hinanden følgende år. Eller også er der noget, jeg roder fuldkommen rundt i. Det er set før.

Princippet om “Altid gå til kilden hvis muligt”, fører mig nu til kortene. Jeg kan forsvinde helt ind i dem. Det er fantastisk. Det er billeder af en anden tid, hvor kirkebogen er tekster om en anden tid. Problemet i mit eksempel er, at der nok ikke er scannet kort fra 1600-tallets slutning, men bare det at lære principperne for alt hvad der står på de gamle kort vil også have værdi.

Slægtsforskning fører vidt omkring

Engang var jeg godt tilfreds med at finde dødsfald i 1900-tallet, men det griber om sig. Det er som om, der konstant er noget nyt, jeg gerne vil vide noget om. For et par måneder siden var det dødsattesterne, og nu er det altså kortene, der kommer til kort.

Det er dybt fascinerende. Det er som at skrælle et løg men aldrig nå ind til kernen. Det er som en læreproces, der aldrig får ende. Det er det, der gør, at slægtsforskning er meget mere end datoer.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i /af

Hvad er et hjem uden bøger?

Hvad er et hjem uden bøger?

At gøre klar til maleren

Hvad er et hjem uden bøger?

Jeg skal have malet hele mit hjem. Det trænger, og jeg glæder mig sådan, til det er overstået. Faktisk hader jeg allerede processen. Derefter er det forbudt at ryge indendørs, hvilket er godt for både mine lunger, min økonomi og mine vægge.

Maleren begynder den 10. september og slutter den 20. Alting skal pakkes ned og skilles ad. Bagefter skal det baglæns. Eftersom jeg kun kan noget med et tastatur, har jeg indgået en aftale med en sød ung mand og hans kammerat, der den 5. september leverer flyttekasser, så jeg kan sortere mellem det, der skal komme retur og det, der skal til storskrald.

Har du nogensinde overvejet, hvordan du kommer af med det, der skal til storskrald, hvis du ikke ejer et motorkøretøj (endsige har taget kørekort)? Den 8. september kommer de og hjælper med at pakke ned, hvorefter de kører det et ukendt sted hen. Den 21. kommer de og hjælper med den modsatte proces.

De første år voksede jeg op med ordene “Hvad er et hjem uden bøger?” Jeg er begyndt at sortere bøgerne i to store bunker – og jeg har mange. Det er som at rydde op i mit liv. I hovedparten af mine bøger står købsmåned, -år og mit navn. Reolerne er fyldt med livshistorie, og det ser pænt ud, men er i realiteten fuldkommen unyttigt.

Hvad er et hjem uden bøger?

  1. Der er nogle, jeg gemmer af pietetsfølelse fx “Kim” ved Vibeke Malthe-Bruun (hvor “skulle” og “ville” er med “d”) og “Peter Plys”, hvori der står 1965 og mit navn.
  2. “Opfindelsernes bog” af Helge Holst fra 1923 med de skønneste “udtræks-modeller” i, som jeg forståeligt nok ikke måtte lege med som barn – dvs. det forstod jeg ikke dengang.Hvad er et hjem uden bøger?
  3. Nogle min far brugte til sin uddannelse (han blev færdig fra Den Danske Væveskole i 1943).
  4. Der er nogle med dedikation i; desværre kan jeg ikke kan læse, hvem der har dedikeret i 1985.
  5. I nogle står der “Aarhus 1985”. Gad vide hvad jeg lavede der?
  6. I nogle sidder der boardingkort “CPH – MUNICH” 1998. Tænk er det virkelig så mange år siden, jeg havde vennerne i Allgäu?
  7. Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” er også minder om en svunden tid; dem vil jeg heller ikke af med.
  8. Nogle klassikere såsom “Lykke-Per” mv.

Reolerne bliver nok lidt tomme, men sådan må det være.

Selv dem fra nutiden, jeg gemmer, kommer jeg aldrig til at læse igen, for bogstaverne er ufatteligt små og linjeafstanden er næsten ikke-eksisterende. Sådan gjorde man åbenbart for 40 år siden.

Ud ryger de 20 år gamle bøger og hæfter om at lave hjemmesider. De er intet værd nu. Nu til dags søger man på nettet, men for 20 år siden – hvor det tog en hel eller en halv dag at lave en knap – var internettet jo knapt opfundet, så der købte jeg de små hæfter af Britt Malka et al. og lærte ud fra dem.

Jurabøgerne røg for flere år siden. Dog har jeg gemt Eva Smiths doktordisputats og Alf Roos’ Retslære, da de begge har en form for “generisk værdi”. Men sådan noget som Færdelsstrafferet, Arveret og Formueret var fuldkommen uinteressante og sikkert også forældede.

Hvad er et hjem uden bøger?

Hvor gør jeg af mig selv, mens Allan maler?

Jeg er i gang med at finde ud af, hvor jeg gør af mig selv, mens Allan og muligvis en svend maler. Et eller andet sted skal jeg jo være. Som et menneske, der hader forandringer, hader jeg det allerede.

En dag skal jeg til frokost hos min ven – og det tager ret lang tid. En dag skal jeg til psykologen – det tager også lang tid, når jeg skal med DSB og ikke vil komme for sent, selvom der kun er 52 km. Og så vil jeg en dag på Stadsarkivet, og det glæder mig til, for det er årevis siden, jeg har været der. Jeg vil så frygteligt gerne vide, hvad Magistratens 3. afdeling lavede i 1931 (historien følger, hvis jeg bliver klogere). En dag kan jeg tage ned på biblioteket og gå ombord i Mediestream.

Jeg har aftalt med maleren, at han starter med kontoret/soveværelset og entréen. Det vil vist kun tage to dage, og så håber jeg, jeg kan flytte herind igen, lukke døren og genoptage mine sysler.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Fra Frankfurt til Danmark: En slægtsforskers rejse

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg har lovet redaktøren for bladet “Slægtsforskeren” en artikel, når jeg er kommet hjem fra Tyskland i august. I forvejen er jeg i gang med at læse “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, så jeg er særligt opmærksom på hendes beskrivelse af, hvordan man skriver en god artikel.

Topbilledet har intet med artiklen at gøre, men der var smukt ved Damhussøen søndag.

At skrive en læseværdig artikel

Marie Østergaard Knudsen skriver”:

  • Rubrikken fortæller, hvad nyheden er. Jeg tror, artiklen skal hedde “Fra Frankfurt (Oder) til Danmark: En slægtsforskers rejse”.
  • Underrubrikken udfolder rubrikken, så det der står i rubrikken bliver tydeligere. Jeg tror, underrubrikken skal være “En opdagelsesrejse gennem arkiverne og landskabet i Tyskland for at finde min oldefars historie”.

Læseren får altså – ved bare at læse de to rubrikker – et klart svar på, hvad det her drejer sig om. Derpå kan de tage stilling til, om de gider læse videre.

Fokuser på kernen

Marie Østergaard Knudsen skriver videre:

Du opnår det bedste resultat, hvis du tør tage vinklen* alvorligt – og holde dig til en bestemt sag om din slægtning. Kunsten er her at lade sig nøje.

Du har sikkert fundet mange informationer, men du kan ikke have dem alle med, hvis du vil skrive en læseværdig artikel. Hold dig til sagen.

* En vinkel skal formuleres i to enkle sætninger: En fortællesætning og en begrundelsessætning:

  • Fortællesætning: Jeg vil fortælle, at …
  • Begrundelsessætning: Det vil jeg fortælle, fordi …

 

Min personlige rejse

I tankerne pusler jeg på mine spadsereture med rubrik og underrubrik. Det skal være noget, der fanger læseren, for dybest set er det kun mig, der er enormt interesseret i min familie og at min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) kom hertil i marts 1890.

Jeg vil gerne fortælle om det at være i Tyskland, og hvad jeg fik ud af turen både til Frankfurt (Oder) og svipturen til Guben.

Jeg vil også gerne formidle den læreproces, det er, at begynde på slægtsforskning i et fremmed land. Når man er vant til sogn, herred og amt, taler og skriver sproget, har en kæmpe linksamling, har et netværk blandt slægtsforskere, og ved, hvordan man gerne vil have sine kildeangivelser, er det som at begynde forfra med alt.

Læreprocessen og hjælpen

Jeg vil fortælle om, hvad jeg har måttet lære, og om alle dem, der helt uselvisk har hjulpet mig på min rejse. Jeg håber at kunne inspirere andre slægtsforskere til at gå i gang med deres tyske slægt.

Artikler er nok vejen frem for mig, da jeg ikke kan overskue at skrive en bog. Hvis jeg kunne, ville den blive fyldt med for mange detaljer, der er helt uinteressante for andre end mig selv. Derfor må jeg prøve at lære også dette håndværk.

Måske kan jeg senere skrive en artikel om min relation til Brede Klædefabrik og udvide Lyngby-Taarbæk Stadsarkivs viden om en af de tyske mestre.

Kvalitet frem for kvantitet

Jeg bliver heller aldrig typen, der kortlægger min slægt med alle detaljer om ethvert medlem tilbage til Gorm den Gamle og så hans efterkommere. Jeg vil hellere gå i detaljer med få personer og prøve at gøre det godt. Selvom jeg har været i gang i mere end 20 år, rummer min database ikke en gang 5.000 personer, og når jeg engang kommer tilbage til mit projekt “Oprydning”, vil den blive reduceret yderligere. Jeg hylder princippet om “lidt men godt”.

Begyndelsen på min rejse

I 2003, hvor jeg intet vidste om slægtsforskning, købte jeg mig til en “Forschungs Bericht” hos et anerkendt tysk firma. Jeg ville kende til mit efternavn. Det var bare det, jeg ville vide. Rapporten er syv fine sider i Word, men kommer selvfølgelig ikke i den dybde, vi som slægtsforskere håber på. Og jeg fik ikke svaret.

I 20½ år slog jeg mig til tåls med, at “sådan er det”, men i begyndelsen af marts 2024 købte jeg et tremåneders abonnement hos “Archion.de“, hvor de bevarede tyske kirkebøger ligger filmede. Det er den tyske pendant til AO og ao.salldata. Det er kun i Danmark, vi betaler den slags over skatten.

Jeg regnede med, at tre måneder var rigeligt, for jeg ville jo bare validere data fra rapporten, og det måtte være hurtigt gjort. Jeg regnede med, at det var nemt, når jeg bare skulle kontrollere, det jeg vidste. Når jeg skal forny abonnementet, køber jeg 12 måneder, for dette kommer til at tage tid.

At lære af eksperterne

Jeg fandt Birgit Flemming Larsens fremragende artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2004:2. Jeg har læst den flere gange, for den er informationstung, og der er så meget i den, jeg gerne vil føje til min hjernebark, så det bliver til viden. Jeg bliver berørt over at læse om præster, der under anden verdenskrig flygtede fra øst mod vest så at sige med kirkebøgerne under armen. Og om hvad man gjorde under krigen for at beskytte arkivalierne fx gemme dem i miner.

En erfaren slægtsforsker med enorm viden om slægtsforskning i Tyskland og tysk historie lærte mig med det samme om de tre vigtigste skæringsdatoer:

1871: Kejserriget,
1918: Weimarrepublikken,
1949: DDR og Forbundsrepublikken.

De svære kirkebøger

Min tipoldemor var fra byen Görlsdorf, hvor kirkebøgerne stort set er bevarede fra 1698. De kirkebøger er de vanskeligst tilgængelige, jeg nogensinde har set. Uden Danske Slægtsforskeres forum var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er. Jeg er hjælperne dybt taknemmelig. Jeg er indimellem pinligt til mode over at lave endnu et opslag, for andre skal jo også kunne komme til. Men jeg skal forberede min rejse bedst muligt, så jeg får mest muligt ud af den.

Ikke alene er de vanskelige at tyde selv for de skrappe, men familierne er vævet ind i hinanden, og de hedder alle stort set det samme. Jeg er ved at have fornemmelsen af, at der måske er op til flere fætter-/kusine-ægteskaber involveret.

Hattemagermesterens mysterium

Jeg tror, jeg ved alt om Brede Klædefabrik og min slægts færden der. Derfor fik jeg idéen om, at jeg måtte finde ud af, hvordan min oldefar kunne være “hattemagermester” ved sin registrering på Lyngby Politis liste over udlændinge den 17. marts 1890. Hvor havde han fået sin uddannelse? Hvad betød det dengang at være mester i Tyskland? Han var jo kun 28 år …

Jeg dykkede ned i noget af den litteratur, jeg købte for 20 år siden og læste den igen. Pludselig kunne jeg se alle de vigtige detaljer, jeg ikke lagde mærke til dengang. Det er forskellen på at være begynder og at være erfaren.

En af bøgerne er “Søllerødbogen 2005”, der har en lang artikel af Torben Senn ved navn “A/S Dansk Hattefabrik – Skodsborg”. Jeg har interesseret mig for Brede og for hattefabrikationen i 20 år, så jeg var klar over, at min slægt flyttede med til Skodsborg i 1913.

På side 65 står der:

I Tyskland blev byen Guben ved floden Neiße et par hundrede kilometer sydøst for Berlin centrum for den tyske filthatteindustri. Berlin-Gubener Hut Fabrik var grundlagt af Hermann Levin og Apelius Cohn. Fra denne fabrik fik Daverkosen [Den tyske direktør for Brede Klædefabrik, red.] teknisk bistand og hjælp til at anskaffe det nødvendige maskineri og materialer til at starte hattefabrikationen i Brede i slutningen af 1880erne. Den industrielle fabrikation af hatte blev indledt den 19. marts 1890.

Jamen det er jo formentlig svaret på, hvor Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) tog sin uddannelse. På Brede startede man netop med filthatte, der blev fremstillet af resterne fra klædefabrikationen.

Nye øjne på gamle dokumenter

For 20 år siden læste jeg ikke alle detaljer med lup, for jeg vidste ikke, at det skal man. Jeg har skrevet til museet og arkivet i Guben og venter spændt på deres svar. (Evt. tilbage hvor du kom fra.)

Til sommer tager jeg toget fra Frankfurt (Oder) til Guben. Der er timedrift, og det tager 41 minutter. Jeg må dertil, og jeg glæder mig sådan til at fortælle dem om min oldefar og at vise dem hans bryllupsbillede, hvor han står med høj hat. Billedet er af typen, der er trykt på flere millimeter tykt pap. Jeg tror, de vil blive glade for at se det.

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Jeg tænker på min artikel til “Slægtsforskeren”

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.