Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Pas på – bogstaverne er farlige

Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

  • Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
  • Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Fravær af unødvendige sanseindtryk

Sådan skaber man et hjem, hvor ro, klarhed og overblik får lov at dominere – og hvor selv de mindste detaljer er valgt med omtanke. For mig begynder det med fraværet af unødvendige sanseindtryk. Jeg trives bedst i omgivelser, hvor tingene ikke råber på opmærksomhed, men understøtter hverdagen stille og effektivt. Det er et bevidst valg at skære ind til det essentielle: kun det, jeg bruger, har behov for eller har en reel relation til, får lov at være her.

Resultatet er et hjem, der giver mig både velvære, fokus og en følelse af orden. Mange opfatter måske “hygge” som noget, der kræver mange ting, men for mig ligger hyggen i netop det modsatte – i at kunne trække vejret frit og lade tankerne falde til ro i nogle rum, der ikke forstyrrer min hjerne med de mange sanseindtryk.

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Du behøver ikke læse den grå tekst, der bare er forhistorien.

I lørdags røg COAX-kablet ud af min router, og så kan man ikke komme på nettet via Wi-fi. Heldigvis kunne jeg danne Hubspot med telefonen, hvilket betyder, at jeg brugte telefonens internet til at danne forbindelse, og så kunne jeg komme på nettet på min iPad. Jeg ringede til YouSees kundeservice og fortalte, at det kun var den lille nedadgående lampe på routeren, der blinkede. Resten var dødt. Han sørgede for at sende en tekniker, som har været her i dag. 

I mellemtiden kiggede jeg nærmere på routeren og fandt ud af, at den lille kobbertråd fra COAX-kablet ikke var rigtigt inde i routeren, fordi selve kobbertråden slet ikke befandt sig, hvor den skulle, selvom skruen var skruet helt i. Kablet kunne uden videre trækkes ud, da det kun var holdt på plads af et stykke sølvpapir. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Derfor opretholdt jeg min fejlmelding, uanset at jeg selv havde fundet ud af at sætte kobbertråden på plads og opnå Wi-fi-forbindelse, for tiden fra lørdag til tirsdag kan føles lang, når man lever på nettet.

Det er slet ikke det, historien handler om. Den handler derimod om, at teknikeren fra YouSee sagde “Det er ikke mange ting, du har her”. Jeg svarede ham “Jeg kan vældig godt lide det sådan”. Jeg skulle sikkert have sagt noget andet, for det kunne jo opfattes som en afvisning eller irettesættelse. Det var ikke sådan ment, men det var, hvad jeg lige kunne finde på.

Det minder mig om, at jeg havde en veninde, der sagde “Du har det ikke hyggeligt”. Tænk jeg synes altså selv, jeg har det både hyggeligt og klassisk.

Jeg har fjernet alle unødige sanseindtryk

Med vilje har jeg kun det, jeg skal bruge, og jeg har fjernet alle unødvendige sanseindtryk. Da jeg fik malet for lidt mere end et år siden, smed jeg de fleste af de bøger ud, jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville få læst igen,og som bare stod og samlede støv.

Dog bevarede jeg en del bøger, der fortæller mig historien om mit liv fx Dea Trier Mørch, Marge Piercys “Vida”, Bente Clods “Brud” og “Vent til du hører mig le”, Preben Koks “Skæld ud på Gud”, “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun, Henrik Pontoppidan og “A. A. Milnes “Peter Plys” osv.

Resten af mine bøger er opslagsværker om historie og til slægtsforskning, fx “Kvindfolk”, “Tysk – Dansk Ordbog” af P. L. Ipsen, “Danmark i 30’erne”, “Skriv om din slægt, “At skrive Slægtshistorie” osv.

Jeg elsker “renheden” i mit hjem. Jeg kan simpelthen godt lide fraværet af unødvendigheder og sanseindtryk. Når man har Aspergers syndrom, forstyrres man ofte af de mange sanseindtryk, der kan være synsindtryk, lydindtryk og lugte. Så at fjerne de mange sanseindtryk i hjemmet gør, at jeg har det meget bedre,

Når jeg ser billeder fra andre menneskers hjem, synes jeg, de har virkelig mange ting stoppet ind på gulvet, på væggene, i reolerne og på skrivebordet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det sikkert er det, de/man forstår ved at have det “hyggeligt”, men i min verden er det mange unødvendige sanseindtryk, som jeg helst vil være foruden.

Billeder fra mit elskede hjem

Billede 1

Min arbejdsplads, hvor jeg dagligt bruger mange timer, og hvor jeg har det bedst.

  • Inden jeg tog billedet, sørgede jeg selvfølgelig for at rydde lidt op.
  • Den lille sorte kasse i venstre side af skrivebordet er en NAS, som er en server, hvor jeg blandt andet dagligt gemmer backups, før de bliver sendt i kopi til skyen. Sidstnævnte sker også dagligt.

Billede 2

Reolerne med de bøger der fik lov at overleve, to reserve-PC’er købt brugt, frigjort hyldeplads og et par kasser med “slægts-ting”, der ikke kan digitaliseres.

I kasserne er fx genstande fra min far (frihedskæmperarmbindet, manchetknapperne, uret, servietringen i sølv m.v.) og farmor, et 100 år gammelt album med billeder fra farmors og farfars hjem på Brede osv.

Billederne har jeg selvfølgelig digitaliseret for længst, men selve albummet – med en form for pergament mellem siderne – der er ved at falde fra hinanden, bevares til den dag, jeg dør. Derefter er der nok ingen, der er interesserede i det. Og så ryger det på vel på forbrændingen sammen med mig? Det er lidt trist at tænke på, men sådan er det, og jeg vil jo ikke selv opleve det. Heldigvis.

Billede 3

Når jeg vender mig væk fra skrivebordet, har jeg mine to “pause- og gæstepladser” 4 – 5 meter væk. Man sidder godt i de to lænestole, der bare er fra Ikea. Det er med vilje, jeg ikke har en sofa og aldrig har haft det. Jeg har ikke lyst at dele plads med nogen.

Jeg kan godt lide Asger B. C-lampen i vindueskarmen og bakkebordet af Hans Bølling. Den blå vase passer ganske godt til bakkebordet. Og jeg kan godt lide udsigten ud mod Hvidovre Torv, dels pga. Torvet selv, dels fordi der er så langt over til genboerne.

Billede 4

Spisestuen der kun bruges med års mellemrum. Både superellipse-bordet og 7’er-stolene er købt brugt, for jeg kan godt lide designerting, men der er også noget, der hedder økonomi.

Lysestagerne er Piet Hein-stager. Lysene tændes kun, når her er gæster, så de holder længe.

Billede 5

Når man vender sig ud mod Torvet i spisestuen ser her sådan ud. Der er ikke så meget at sige om det. Jeg kan bare godt lide rummeligheden.

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at samtlige “planter” er kunstige. Jeg synes, der skal være et eller andet, men jeg orker ikke at stå indendørs og rode med jord og ompotning. Så løsningen blev kunstige “planter”

Billede 6

Udsigten fra min seng, hvor der intet er på væggene til at forstyrre min hjerne, når jeg skal sove. Jeg elsker de vægge. Snavsetøjskurven er af stål, og jeg kan i det hele taget godt lide stål på grund af renheden.

Andet er der vist ikke at sige her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk

DigDag.dk skal læres

“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk

Jeg har købt bogen “Med Adam i arkivet – Kom i gang med slægtsforskning”. Den er velskrevet og lækker. Alle sider er tykke og på blankt papir. Den er alle pengene værd.

Da den er for begyndere, er der selvfølgelig ikke udelukkende store overraskelser, men der er bestemt også emner, jeg høster fordel af.

Et af dem er det ti sider lange og gennemillustrerede kapitel om DigDag, som jeg altid har haft et lettere anstrengt forhold til. For det første fordi jeg ikke rigtig har været klar over, hvad jeg skulle bruge siden til og for det andet fordi, teknologien er håbløs.

Kort sagt har jeg aldrig set lyset, for jeg er altid endt med et danmarkskort udfyldt med nogle sorte streger, som jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med, og så har jeg givet op.

Adam skriver blandt andet (side 83):

Nytten og nødvendigheden af DigDag kan næppe overvurderes. Alligevel er der rigtig mange slægtsforskere, der slet ikke kender den eller bruger den alt for sjældent. Og du skal helst ikke begå samme fejl.

Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg er en af dem.

Nu har jeg prøvet at følge hans eksempler, og pludselig kan jeg se, hvor smart det er. Man får jo sådan set hele landets administrative inddeling foræret fra de tidligste tider til nutiden, så det er en anden måde at lære proveniensprincippet på.

Proveniensprincippet betyder, at Rigsarkivet m.fl. beholder samme orden, som den afleverende myndighed i sin tid havde. De omordner ikke arkivalierne, hvilket selvfølgelig også ville være tåbeligt, men det betyder samtidig, at man må lære sig den oprindelige orden.

Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at man skal i amtsarkiverne for at finde alimentationssager, og jeg har da også for mange år siden fundet frem til “Mormor og alimentationssagerne” (bidragssagerne vedr. hendes to første ‘uægte’ børn), men der er meget andet, jeg respektfuldt har undladt at lede efter, fordi jeg har troet, at det var for svært, og at jeg nok ikke kunne finde ud af det.

Adams bog åbner mine øjne for en masse muligheder. DigDag skal læres, men sådan er slægtsforskning jo. Med stædighed kommer man langt. Der var jo også engang, jeg ikke vidste, hvordan kirkebøgerne var ordnet, at mænd kom før kvinder i kirkebøgerne, at der kom styr på sagerne i 1814, eller hvornår folketællingerne blev afholdt. Nu er det nærmest indgraveret i rygsøjlen.

Kapitlet om Rigsarkivets indgange og Daisy

Jeg har også taget mig sammen til at surfe lidt rundt på Rigsarkivets side, blandt andet fordi Adam skriver, at man skal tjekke åbningstiderne, inden man tager derind. Havde jeg ikke læst bogen og surfet på siden, var jeg glad taget afsted til en aflåst dør næste mandag.

Da det er ti år siden, jeg har været på arkivet, kender diverse systemer mig formodentlig heller ikke længere, så jeg tager mit pas med. Det ville jeg heller ikke have vidst uden bogen.

Daisy og bestillingssystemet er intet mindre end genialt og særdeles brugervenligt, når man ved, hvor man skal lede og trykke på hvilke knapper. Jeg ser frem til retssagerne i Nordre Birk fra 1934. Jeg må simpelthen vide alt om det store hattetyveri fra Skodsborg Hattefabrik. Jeg har brugt al min energi på de scannede arkivalier på arkivalieronline, men der er mere at komme efter. Der er mere slægtshistorie at folde ud. Jeg skal nok finde ud af det!

Jeg prøvede at finde frem til lidt flere alimentationssager. De var fra det jyske, men jeg kunne ikke bestille registeret til AJ-sagerne til København. Selve sagerne kunne godt bestilles. Men det ville jo være håbløst.

Rigsarkivet skriver, at man ikke kan fjernlåne arkivalier “Der er hyppigt benyttet eller nødvendige for benyttelsen af andre arkivalier (Journaler, registre etc. der virker som ”søgemidler”)”. Når man lige tænker over det, er det lige så logisk som resten af arkivet: Hvis jeg sad med registeret her i København, kunne ingen i Viborg finde frem til AJ-sagerne i Jylland. Ergo må jeg en tur til Viborg, men det er jo også en dejlig by og ikke mindst et dejligt arkiv …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

At skrive slægtshistorie

Sådan skriver jeg slægtshistorier

At skrive slægtshistorie

Topbilledet viser Dansk Hattefabrik på adressen i Skodsborg

Jeg har købt en enormt velskrevet og inspirerende bog: “At skrive slægtshistorie” af Kathrine Tobiasen. Det er en af de få bøger, jeg straks har læst fra ende til anden. Hun har en skrivestil, der passer lige til mig. Jeg er fx (på side 31) faldet over det at trække data ud af felterne i et slægtsprogram for på den måde at skrive slægtshistorien:

“Andre slægtsforskere vil tage imod med glæde, de kan nemt orientere sig i teksten og pille oplysningerne ud for at lægge dem over i deres eget system. Det er også nemt at gå tilbage til den originale kilde og tjekke. Men andre læsere?” og her kommer så det bedste:

For dem vil oplevelsen være på linje med at få en telefonbog eller en lovtekst i hænderne.

Kathrine Tobiasen har jo fuldkommen ret. Så vi må nøje overveje modtagerne.

Hvem skriver jeg for?

Jeg har ingen familie, så jeg skriver for læserne af min hjemmeside (og fordi jeg elsker at skrive), og jeg forsøger i mine små historier at pille “telefonnumrene” ud. Det er jo kun os selv, der kan falde i svime over, at vaccinationsdatoen ved vielsen er den samme, som er angivet ved konfirmationen – eller lignende data, der viser os selv, at vi har fat i den rette person, og at vi har gjort vores arbejde ordentligt.

Med tiden er det blevet til en del små historier, og jeg ville ønske, jeg havde lavet et “tag” (andet ord for “mærke”), så det var nemt at få dem listet. Hvis jeg gider, og hvis det leverer tilstrækkelig værditilvækst, laver jeg en dag et sådant mærke.

Tilføjelse den 30. august 2025: Nu fik jeg lavet tagget “Små slægtshistorier”. Det er ikke så spændende endnu, der er kun to sider svarende til fem små historier, for det tager tid at bladre baglæns og opmærke historierne. Med tiden vil det blive bedre.

Når læserne er på nettet

Når man skriver slægtshistorien på nettet, skal man tænke over, hvordan det allestedsnærværende Google oplever verden. Selve titlen er selvfølgelig vigtig (her er det “At skrive slægtshistorie”), men endnu vigtigere den næste titel (her er det “Sådan skriver jeg slægtshistorier”). Titlen med de største bogstaver er den Google indekserer og viser brugerne, så det skal på en eller anden måde hænge sammen, hvis man vil have læsere. Det handler om SEO, der er den korte betegnelse for søgemaskineoptimering.

Søgemaskineoptimering er en videnskab, og jeg er på ingen måde mester i det, men jeg kan se, at min side bliver brugt, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt. I den seneste historie, som er den om hattetyven, har jeg med vilje både tyvens navn “Rudolph Wilhelm Stegemüller” og “Dansk Hattefabrik” i titlerne, for jeg forestiller mig, at det er noget, folk vil søge efter. Måske ikke nu men så i en ikke alt for fjern fremtid. Og lidt fornuftige links glæder også altid Google.

Søger man med (ikke på) Google efter “Dansk Hattefabrik” kommer jeg faktisk op to gange på side 1.

Kilde: Hejmdal 20. oktober 1920

Billedet herover viser både Dansk Hattefabrik og I.C. Modeweg & Søn, som er det, vi normalt kender under navnet Brede Klædefabrik. Direktør Daverkosen på Brede Klædefabrik startede hatteafdelingen på Brede i 1890, fordi han fik den geniale idé at lave filthatte af stumperne fra klædefabrikationen. Det er grunden til, at telefonnummeret og adressen i København K er den samme for de to virksomheder.

Slægtshistorien må foldes mere ud

Historien om hattetyven “Da farfars bror stjal 1.600 hatte fra Dansk Hattefabrik” er slet ikke færdigfortalt, så jeg har bestilt helt vildt på Rigsarkivet fra straffesager på Nordre Birk. Jeg har ingen erfaring med straffesager, så jeg håber bare, jeg har fat i det rigtige. Hvis det er forkert, må jeg jo spørge personalet, hvad jeg i stedet skulle have bestilt.

Når der ikke er længere, end jeg kan tage S-toget, er det jo ingen katastrofe, hvis det er forkert. Det var værre, hvis jeg boede i Thy.

Det er mange år siden, jeg har været på Rigsarkivet, så jeg glæder mig til den 8. september.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.