Tag Archive for: Bøger

/6 Kommentarer/i /af

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Hvad lavede vi før smartphones?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Det første spørgsmål: Når jeg en sjælden gang løfter blikket og ser mig om i togkupéen, sidder de øvrige også og kigger ned på deres telefoner. Hvad lavede vi før i tiden? Kiggede vi ud af vinduet? Læste vi i en medbragt bog? Jeg ved det ikke, men tanken er sjov at lege med.

Det næste spørgsmål: Ja, selvfølgelig skal vi (dvs. forældrene) regulere børns brug af telefoner, hvem skulle ellers? Men hvordan kan vi forvente andet af børn, end det vi selv lærer dem i kraft af at være deres rollemodeller? Så mon ikke vi skal starte med at gribe i egen barm/sixpack.

Ny læseundersøgelse: Særligt de svage læsere er gået tilbage

Undersøgelsen, der kaldes PIRLS 2021, viser, at børn i fjerde klasse læser dårligere end tidligere. Gabet mellem svage læsere og gode læsere er øget. Også her får Coronaen skylden for en del af det.

Coronaen får skyld for meget. Det er på den anden side set ikke svært at forestille sig, at de “hjemmeskolede” børn, der havde forældrene som undervisere, lærte mindre – og i hvert fald på en anden måde – end børn, der blev undervist af uddannede lærere. Der er jo en grund til, at man skal gå på seminariet, før man bliver sluppet løs på sagesløse børn.

Ministeren siger blandt andet:

Det seneste årti har eleverne fået flere timer i dansk, alligevel kan jeg se at eleverne i dag læser mindre. Det er tankevækkende, at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger.

Til refleksion

Man kan filosofere over følgende:

  1. At øge antallet af timer er helt åbenlyst ikke den rette vej at gå.
  2. Det afgørende må være, at man læser, ikke på hvilket medie man læser.
  3. For at kunne læse godt skal man kunne skrive godt. Det er mit postulat. Om det har rod i forskning og praksis, ved jeg ikke. I en tid, hvor kommunikation ofte foregår ved, at både børn og voksne sender hinanden små figurer, trænes skrivefærdighederne ikke, og så falder læsefærdighederne.

Med vanlig politisk tæft flettes der dog også noget positivt ind i omtalen af undersøgelsen:

Trods faldet placerer Danmark sig i den øvre del af alle deltagere i undersøgelsen sammen med bl.a. Sverige og Norge.

Interessante links om problemstillingen

Jeg er blevet gjort opmærksom på disse artikler, der drejer sig om undersøgelsen og børns læsning:

  1. En artikel i “Folkeskolen”, hvor skolelederformand Claus Hjortdal blandt andet fortæller, at “Særskilt viser det danske resultat, at der er kommet flere dårlige læsere i de danske klasselokaler, så gruppen af svage læsere nu udgør op mod hver fjerde elev i grundskolen.” 25 pct. … Det er rystende, men det svarer fuldstændig til mit sprog-samarbejde med en gruppe af unge under 30 år. De kan ikke skrive ordentligt og entydigt, for de har aldrig lært det. Og det er jo sådan set ikke deres egen skyld.
  2. En artikel fra “Danmarks Biblioteksforening”, hvor blandt andet følgende fremgår: “Der kommer færre og færre børn på bibliotekerne, og udlånstallene er faldet støt de seneste år. På de pædagogiske læringscentre – skolebibliotekerne om man vil, kommer børnene stadig, hvis det er skemalagt og der er afsat ressourcer. Interessen for bøger er dog faldet, og skærmen er blevet børnenes foretrukne underholdning. Mange steder bliver både folkebibliotekerne og skolebibliotekerne også beskåret så meget, at der hverken er nye bøger eller en bibliotekar til stede. Så giver det selvfølgelig sig selv, at så bliver der lånt færre bøger ud.”

Postulater: Sådan bliver man glad for at læse

Jeg gætter på, at man skal introduceres til ordenes verden. Det ligger ikke arvemassen, at man skal elske dem. Introduktionen kan finde sted ved, at forældrene læser højt.

Mens min far levede, læste begge mine forældre godnathistorier for mig hver eneste aften. Det var ikke alene historierne, der betød noget; det var også indbegrebet af hyggestunder med mig under dynen og en af dem på sengekanten med en bog i hånden.

Min “mor” var vældig god til at give karaktererne liv ved hjælp af intonation mv. Jeg forestillede mig nemt, hvordan karaktererne så ud, hvem der havde hvilke replikker, hvilke følelser der lå bag osv. Bøgerne handlede ofte om katte, som jeg var meget interesseret i og glad for, og selvfølgelig var der hele serien om “Troldepus”.

Jeg føler mig overbevist om, at det var det, der bevirkede, at jeg blev nysgerrig efter selv at lære at læse. En af de første bøger, jeg læste på egen hånd var “Palle alene i verden”. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg blev så bange for også selv at blive helt alene i verden. Det var en utrolig upædagogisk bog.

Nogle bedre med “P” var “Peter Pedal”. Indholdet var muligvis hjernedødt, men glæden ved selv at kunne læse dem, var enorm. Man kan muligvis sige, at det også var et led i en tidlig frigørelsesproces. Når man kan læse selv, er man ikke afhængig af forældrenes tid, lyst og velvilje.

Jeg kedede mig derefter bravt i dansktimerne de første år, for jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Den største udfordring inden skolestarten var den såkaldte “modenhedsprøve” (datidens nationale test …), hvor man skulle opdage, at det måtte være en fejl, når et dannebog og røgen fra en skorsten blæste i hver sin retning.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Da bøgerne fortalte livshistorie

Da bøgerne fortalte livshistorie

Hvad er et hjem uden bøger?

Da bøgerne fortalte livshistorie

Nej – der er ikke noget hjem uden bøger.

Af mange årsager var min al skønlitteratur gået i kaotisk uorden. Den skal være alfabetisk ordnet efter forfatter og dernæst titel, ellers kan jeg ikke holde ud at se på bøgerne. Jeg foretrækker en form for det, jeg selv kalder “stram alfabetisering”. I mindst seks måneder har jeg skullet ordne bøgerne, men det er bare ikke blevet til noget – men i dag blev det. Og det er blevet så pænt og ordentligt. Nu kan jeg igen holde ud at lade blikket glide hen over bogryggene.

Og bøgerne fortæller livshistorie. Det handler denne artikel om.

I de fleste står købsår og måned

Som regel har jeg skrevet, hvornår jeg har købt bogen og jeg har sat min underskrift i den. Det har jeg lært hjemmefra. I Peter Plys står fx “Hanne Stegemüller 1966” med “min mors” håndskrift, så de må have købt bogen, lige da de hentede mig.

Det er specielt at gense al den litteratur, jeg købte, da jeg boede på kollegiet, da kvindebevægelsen var næsten ny og det var nyt for mig at leve lesbisk. Det drejer fx om Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” og om Bente Clods “Brud”, “Syv sind” og “Vent til du hører mig le”. De er slidte, for de er læst mange gange. Der lå meget opbygning af identitet i dem. Jeg har slet ikke ord for det.

Mens jeg gik på studenterkurset købte – og læste – jeg adskillige klassikere, og de har overlevet to flytninger, netop fordi de fortæller livshistorie. Det drejer sig fx om Paludan, Pontoppidan,  H.C. Branner, Karl Bjarnhof, Kristian Kampmann, Rifbjerg osv.

Og nu har jeg helt glemt at nævne “Møllehaverne” (altså både Herdis og Johannes Møllehave). Jeg undrer mig over, hvordan jeg overhovedet fandt tiden til at læse alt det ved siden af et fuldtidsstudie, et deltidsjob, mange sociale relationer osv. Men det må jo have forekommet vigtigt.

Herefter fulgte en del år med væsentligt lettere genrer. En forfatter, der også fylder sin plads godt ud, er Marge Piercy – skøn kvinde; et hovedværk er “Vida”! Bjarne Reuter kom til sammen med en del krimier. De er fine som underholdning, men har slet ikke klassikernes vid og bid.

Andre er smukke boggaver fra forskellige konsulenthuse, der har været glade for samarbejdet, og hvor jeg har gemt kortet og med glæde mindes de enormt dygtige mennesker, jeg lærte at kende. Boggaverne er typisk givet i forbindelse med mine jobskifte. Det er også livshistorie, der er værd at gemme på.

Til rest fra studiet

Jeg skulle nok aldrig have været jurist, men det blev jeg jo så. Jeg har gemt nogle få bøger, der har haft betydning på et metaniveau. De er kendetegnede af ikke at handle om enkeltstående paragraffer (der jo alligevel forældes lynhurtigt) men handler om, hvordan vi på et overordnet niveau kan tilgå juraen – og det er spændende.

I en af dem har jeg i 1987  skrevet “Jura er livets mangfoldighed sat på formler”, og det kan der da være noget om.

  • En bog, der virkelig skulle læses langsomt, når man ville forstå den, er “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross, 2. udgave. Hans hovedværk, hvor man lærer, at retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles lige. Punktum. Det er noget vrøvl, når folk siger, at en regel eller en afgørelse er uretfærdig.
    • Side 358: “A siger: Jeg er imod denne regel, for den er ganske uretfærdig. Han burde sige: Denne regel er ganske uretfærdig, for jeg er modstander af den.”
    • Et eller andet sted stod der også noget i retning af “Retfærdighed er en apriorisk hest, man spænder for en følelsesmæssig vogn”. Jeg kan desværre ikke finde det igen, men jeg ved det bare, for det var sådan en fantastisk billeddannende sætning …
  • “Retsfilosofiens historie i omrids” af Tore Strömberg, 1984. Overteoretisk og pragtfuld.
  • Eva Smiths “Vidnebeviset – en vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”. Det er hendes fantastiske disputats, som jeg læste, som var det en krimi. Den var simpelthen så spændende og velskrevet, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Avisudklippene i bogen peger på oktober 1986. Da var jeg lige startet på 2. årsprøve.
  • Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: “Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel”. Denne bog er fra 2020 og er selvfølgelig længe efter, jeg afsluttede studiet (faktisk 30 år …). Den passer bare godt her.

Arvestykkerne

Der var herudover et par titler, jeg var utrolig glad for at finde:

  • “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun. Informations overskrift (ingen betalingsmur) er “Kim Malthe-Bruuns efterladte breve fra krigen på nærmeste hold og fra fængslet under Gestapo griber stadig”. Kim blev skudt af tyskerne i Ryvangen som 21-årig den 6. april 1945 (der må være en fejl i Informations angivelse).
    • Vibeke var Kims mor, og hun skrev bogen om sin døde søn. I bogen står “Jørgen Stegemüller”, der var min far, men desværre intet årstal. Jeg er indtil november 1972 vokset op i skyggen af fortællingen om krigen.
  • “Intet Nyt fra Vestfronten” – klistret sammen med tape og med spildte blækklatter, som det fremgår af billedet nederst – af Erich Maria Remarque fra MCMXXIX (1929). Udenpå og et par steder indeni står “F. Stegemüller”. Det var min farfar Felix Stegemüller, som jeg desværre aldrig har mødt. Jeg tror aldrig, jeg har fået den læst, men det kan komme, jfr. næste afsnit.
  • “Opfindelsernes bog”, udgaven fra 1923, så den må også have tilhørt min farfar. Det er en meget fin version; man kan ikke se, at den fylder 100 år i 2023 – altså lige om lidt. Som barn forstod jeg ikke, at jeg ikke måtte lege med de forskellige modeller af fx dampmaskiner og automobiler, der ligger i bøgerne. Det giver mening som voksen!

Da bøgerne fortalte livshistorie

At begynde at læse igen?

I flere år har jeg ikke kunnet læse pga. de kognitive deficitter fra den bipolare affektive sindslidelse, hvor bevidstheden løb afsted med mig. Jeg kunne ikke holde koncentrationen i mere end 20 minutter, hvis jeg selv var passiv. Efter 20 minutter var tankerne på Maldiverne eller Madeira. Det har været en stor sorg set i forhold til tidligere, hvor jeg altid var i gang med mindst én bog. Nu har jeg lyst til at forsøge igen. Jeg kan da prøve bare lige så stille; og det agter jeg at gøre.

Jeg delte sorgen over ikke at kunne læse med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Eftersom vi er stort set lige gamle, begge har kærlighed til bøger, har vi også læst mange af de samme bøger, så hun kunne foreslå mig nogle helt konkrete titler, jeg kan begynde med. “Vinterbørn” kom ind på førstepladsen, da den er ret let læst. Jeg er spændt på at gå i gang, og jeg er spændt på at læse om, hvordan verden så ud for 40 år siden.

Da bøgerne fortalte livshistorie

Har du en mening om hjemmesiden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Flere gamle bøger

Flere gamle bøger

Veneration ved gamle bøger

Jeg orker ikke at gøre mere rent i dag.

Flere gamle bøger

Hvem kender ikke Ole Bole?

Ole Bole er børnelærdom – dog ikke for mig. Endelig noget jeg er for ung til; det er rart. Ole Bole er en ABC. Min udgave er fra 1928; der har min far været seks år.

Den er selvfølgelig med den smukkeste skråskrift, og det er mærkeligt at tænke på, at det kan mange slet ikke læse mere. Det er måske lidt som overgangen fra gotisk; man gik formelt væk fra gotisk skrift i 1875.

Selv skriver jeg også skråskrift, for det var jo det, jeg lærte, da jeg startede i skolen i Brande i 1970. Det plejede at være pænt, men nu hvor jeg kun skriver indkøbssedler i hånden er det ikke videre kønt. Det ligger ikke i hånden længere.

Min mor må trods alt også have haft en kærlighed til gamle bøger, for indeni bogen står

Til Hanne 23-10-1976 (min fødselsdag). Har tilhørt din Far

Landsbyskolens Regnebog

Lærte de noget andet i byerne?

Bogen er for “Den firedelte Skole” og rummer 25. – 160. time i første klasse. Indeni har min far skrevet sit navn med sirlig blæk og håndskrift. Det er tredje oplag fra 1928.

Den starter i 25. time med tallene, der skulle gøres til streger, og slutter i 160. time med fx små tegninger af stærekasser med fire reder og “Hvor mange Stære bor der i dette Stærehus, naar der bor 2 i hver rede?” Og supplerende “Hvor mange Unger far vi, hvis der kommer 4 Unger i hver rede?”

For den tids undervisning forekommer det da slet ikke upædagogisk?

Børnenes Danske Læsebog tredie del

Det er 11. udgave fra 1927. Indeni står boede min fars og hans søsters navne med barnlig skift. Der ligger også et postkort fra min far til min mor. Året er 1968, og han underskriver sig med “De kærligste hilsner, din Jørgen”, da han befinder sig på et hotel på grænsen mellem Holland og Tyskland på en forretningsrejse. Der er er jeg fem år.

En stor del af bogens tekster er på gotisk, og det fortæller lidt om, hvor svært det er at skifte fra et skriftsprog til et andet. Teksterne er ret lange og ikke helt ukomplicerede. Desværre fremgår det ikke, hvilket alderstrin, de er beregnede på. Bogen rummer bl.a. klassikere som “De tolv vildænder” og “Den grimme ælling”.

Jeg har stor glæde ved disse “relikvier”.