Tag Archive for: Bøger

,

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Fra Frankfurt til Danmark: En slægtsforskers rejse

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg har lovet redaktøren for bladet “Slægtsforskeren” en artikel, når jeg er kommet hjem fra Tyskland i august. I forvejen er jeg i gang med at læse “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, så jeg er særligt opmærksom på hendes beskrivelse af, hvordan man skriver en god artikel.

Topbilledet har intet med artiklen at gøre, men der var smukt ved Damhussøen søndag.

At skrive en læseværdig artikel

Marie Østergaard Knudsen skriver”:

  • Rubrikken fortæller, hvad nyheden er. Jeg tror, artiklen skal hedde “Fra Frankfurt (Oder) til Danmark: En slægtsforskers rejse”.
  • Underrubrikken udfolder rubrikken, så det der står i rubrikken bliver tydeligere. Jeg tror, underrubrikken skal være “En opdagelsesrejse gennem arkiverne og landskabet i Tyskland for at finde min oldefars historie”.

Læseren får altså – ved bare at læse de to rubrikker – et klart svar på, hvad det her drejer sig om. Derpå kan de tage stilling til, om de gider læse videre.

Fokuser på kernen

Marie Østergaard Knudsen skriver videre:

Du opnår det bedste resultat, hvis du tør tage vinklen* alvorligt – og holde dig til en bestemt sag om din slægtning. Kunsten er her at lade sig nøje.

Du har sikkert fundet mange informationer, men du kan ikke have dem alle med, hvis du vil skrive en læseværdig artikel. Hold dig til sagen.

* En vinkel skal formuleres i to enkle sætninger: En fortællesætning og en begrundelsessætning:

  • Fortællesætning: Jeg vil fortælle, at …
  • Begrundelsessætning: Det vil jeg fortælle, fordi …

 

Min personlige rejse

I tankerne pusler jeg på mine spadsereture med rubrik og underrubrik. Det skal være noget, der fanger læseren, for dybest set er det kun mig, der er enormt interesseret i min familie og at min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) kom hertil i marts 1890.

Jeg vil gerne fortælle om det at være i Tyskland, og hvad jeg fik ud af turen både til Frankfurt (Oder) og svipturen til Guben.

Jeg vil også gerne formidle den læreproces, det er, at begynde på slægtsforskning i et fremmed land. Når man er vant til sogn, herred og amt, taler og skriver sproget, har en kæmpe linksamling, har et netværk blandt slægtsforskere, og ved, hvordan man gerne vil have sine kildeangivelser, er det som at begynde forfra med alt.

Læreprocessen og hjælpen

Jeg vil fortælle om, hvad jeg har måttet lære, og om alle dem, der helt uselvisk har hjulpet mig på min rejse. Jeg håber at kunne inspirere andre slægtsforskere til at gå i gang med deres tyske slægt.

Artikler er nok vejen frem for mig, da jeg ikke kan overskue at skrive en bog. Hvis jeg kunne, ville den blive fyldt med for mange detaljer, der er helt uinteressante for andre end mig selv. Derfor må jeg prøve at lære også dette håndværk.

Måske kan jeg senere skrive en artikel om min relation til Brede Klædefabrik og udvide Lyngby-Taarbæk Stadsarkivs viden om en af de tyske mestre.

Kvalitet frem for kvantitet

Jeg bliver heller aldrig typen, der kortlægger min slægt med alle detaljer om ethvert medlem tilbage til Gorm den Gamle og så hans efterkommere. Jeg vil hellere gå i detaljer med få personer og prøve at gøre det godt. Selvom jeg har været i gang i mere end 20 år, rummer min database ikke en gang 5.000 personer, og når jeg engang kommer tilbage til mit projekt “Oprydning”, vil den blive reduceret yderligere. Jeg hylder princippet om “lidt men godt”.

Begyndelsen på min rejse

I 2003, hvor jeg intet vidste om slægtsforskning, købte jeg mig til en “Forschungs Bericht” hos et anerkendt tysk firma. Jeg ville kende til mit efternavn. Det var bare det, jeg ville vide. Rapporten er syv fine sider i Word, men kommer selvfølgelig ikke i den dybde, vi som slægtsforskere håber på. Og jeg fik ikke svaret.

I 20½ år slog jeg mig til tåls med, at “sådan er det”, men i begyndelsen af marts 2024 købte jeg et tremåneders abonnement hos “Archion.de“, hvor de bevarede tyske kirkebøger ligger filmede. Det er den tyske pendant til AO og ao.salldata. Det er kun i Danmark, vi betaler den slags over skatten.

Jeg regnede med, at tre måneder var rigeligt, for jeg ville jo bare validere data fra rapporten, og det måtte være hurtigt gjort. Jeg regnede med, at det var nemt, når jeg bare skulle kontrollere, det jeg vidste. Når jeg skal forny abonnementet, køber jeg 12 måneder, for dette kommer til at tage tid.

At lære af eksperterne

Jeg fandt Birgit Flemming Larsens fremragende artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2004:2. Jeg har læst den flere gange, for den er informationstung, og der er så meget i den, jeg gerne vil føje til min hjernebark, så det bliver til viden. Jeg bliver berørt over at læse om præster, der under anden verdenskrig flygtede fra øst mod vest så at sige med kirkebøgerne under armen. Og om hvad man gjorde under krigen for at beskytte arkivalierne fx gemme dem i miner.

En erfaren slægtsforsker med enorm viden om slægtsforskning i Tyskland og tysk historie lærte mig med det samme om de tre vigtigste skæringsdatoer:

1871: Kejserriget,
1918: Weimarrepublikken,
1949: DDR og Forbundsrepublikken.

De svære kirkebøger

Min tipoldemor var fra byen Görlsdorf, hvor kirkebøgerne stort set er bevarede fra 1698. De kirkebøger er de vanskeligst tilgængelige, jeg nogensinde har set. Uden Danske Slægtsforskeres forum var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er. Jeg er hjælperne dybt taknemmelig. Jeg er indimellem pinligt til mode over at lave endnu et opslag, for andre skal jo også kunne komme til. Men jeg skal forberede min rejse bedst muligt, så jeg får mest muligt ud af den.

Ikke alene er de vanskelige at tyde selv for de skrappe, men familierne er vævet ind i hinanden, og de hedder alle stort set det samme. Jeg er ved at have fornemmelsen af, at der måske er op til flere fætter-/kusine-ægteskaber involveret.

Hattemagermesterens mysterium

Jeg tror, jeg ved alt om Brede Klædefabrik og min slægts færden der. Derfor fik jeg idéen om, at jeg måtte finde ud af, hvordan min oldefar kunne være “hattemagermester” ved sin registrering på Lyngby Politis liste over udlændinge den 17. marts 1890. Hvor havde han fået sin uddannelse? Hvad betød det dengang at være mester i Tyskland? Han var jo kun 28 år …

Jeg dykkede ned i noget af den litteratur, jeg købte for 20 år siden og læste den igen. Pludselig kunne jeg se alle de vigtige detaljer, jeg ikke lagde mærke til dengang. Det er forskellen på at være begynder og at være erfaren.

En af bøgerne er “Søllerødbogen 2005”, der har en lang artikel af Torben Senn ved navn “A/S Dansk Hattefabrik – Skodsborg”. Jeg har interesseret mig for Brede og for hattefabrikationen i 20 år, så jeg var klar over, at min slægt flyttede med til Skodsborg i 1913.

På side 65 står der:

I Tyskland blev byen Guben ved floden Neiße et par hundrede kilometer sydøst for Berlin centrum for den tyske filthatteindustri. Berlin-Gubener Hut Fabrik var grundlagt af Hermann Levin og Apelius Cohn. Fra denne fabrik fik Daverkosen [Den tyske direktør for Brede Klædefabrik, red.] teknisk bistand og hjælp til at anskaffe det nødvendige maskineri og materialer til at starte hattefabrikationen i Brede i slutningen af 1880erne. Den industrielle fabrikation af hatte blev indledt den 19. marts 1890.

Jamen det er jo formentlig svaret på, hvor Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) tog sin uddannelse. På Brede startede man netop med filthatte, der blev fremstillet af resterne fra klædefabrikationen.

Nye øjne på gamle dokumenter

For 20 år siden læste jeg ikke alle detaljer med lup, for jeg vidste ikke, at det skal man. Jeg har skrevet til museet og arkivet i Guben og venter spændt på deres svar. (Evt. tilbage hvor du kom fra.)

Til sommer tager jeg toget fra Frankfurt (Oder) til Guben. Der er timedrift, og det tager 41 minutter. Jeg dertil, og jeg glæder mig sådan til at fortælle dem om min oldefar og at vise dem hans bryllupsbillede, hvor han står med høj hat. Billedet er af typen, der er trykt på flere millimeter tykt pap. Jeg tror, de vil blive glade for at se det.

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Jeg tænker på min artikel til “Slægtsforskeren”


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Og faderen er “Jens SNEDKER”

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Jeg tror, jeg har fået rodet nogle forskellige familier sammen – og jeg kan simpelthen ikke finde ud af rode dem ud igen. Jeg bliver formentlig nødt til at slette alt, hvad jeg ikke er helt sikker på.

Jeg tror, jeg giver op efter at have brugt et par dage på at køre rundt i de samme personer og bare blive forvirret på et højere plan.

Her er meget “vist”

I Grauballe, Svostrup Sogn, Hids Herred, Viborg Amt var der vist både en “Jens JOHANSEN SNEDKER”, der kun kaldes “Jens SNEDKER” og en “Jens JENSEN SNEDKER”, der også primært kaldes “Jens SNEDKER”. I følge skifter hos brejl.dk har de begge en “Anne JENSDATTER” og begge disse er gift med en Rasmus. Den ene Rasmus er vist hyrde og hedder Aagaard til efternavn. Den anden Rasmus hedder Lauridsen til efternavn. Jeg har fundet både ham og konen døde, men om de hører til min familie (Anne JENSDATTER burde være datter af en 4 * tipoldefar) ved jeg efterhånden ikke.

Jeg elsker ellers at udrede mysterier, men her må jeg vist give op.

Bøger enhver slægtsforsker bør have

Det er jo så dejligt, at der nu findes så meget digitalt værktøj, men jeg synes, der er et par fysiske bøger, enhver slægtsforsker bør have ved hånden.

Sogn Herred Amt

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Den første er “Sogn Herred Amt” udgivet af Danske Slægtsforskere, der kan hentes som pdf-fil her. Jeg kan nu bedre lide den rigtige bog, som jeg altid har ved hånden, fordi den giver et virkelig godt overblik over sognenes indbyrdes placering. Man har meget ofte behov for at kunne se, hvilke sogne, der er nabosogne. Man kan sidde og tro, at Anne JENSDATTER er flyttet langt væk. I virkeligheden er hun bare rykket over grænse til nabosognet.

Krabsen.dk er god til at søge stednavne og sogne frem, og nu hvor siden er ændret, er søgemulighederne blevet udvidet. Gert Krabsen skriver ganske vist, at den aktuelle side er midlertidig og har nogle mangler. Jeg synes ellers, den fungerer fint.

Salldata har også en meget fin side med stednavne, hvor man ofte kan finde steder, krabsen.dk ikke har.

Find din slægt og gør den levende

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Den næste er “Find din slægt og gør den levende” af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen. 2. udgave 7. oplag kan købes for sølle 238 kr. på Syddansk Universitetsforlag. Den er en guldgrube.

Forlaget skriver

Find din slægt – og gør den levende henvender sig både til dig, der aldrig har forsket i din slægt, og til dig, der er godt i gang med forskningen. Du får svar på, hvordan du begynder, hvordan du bevarer overblikket, hvilke kilder du kan finde, og hvad du kan bruge dem til, hvilke arkiver du kan benytte, og hvad du kan finde på internettet.

Håndbog i slægtshistorie af Hans H. Worsøe

Når de alle hedder Anne JENSDATTER

Denne bog burde jeg måske slet ikke omtale, idet den er udsolgt fra forlaget og inde i min står der da også “12/2002”, og man kan da også sagtens fornemme, at den er gammel. Fx er al omtalen at kilder på nettet fuldkommen forældet. Men sådan så verden ud, at jeg startede slægtsforskning. Alligevel er den meget sjov, fordi man kan sidde og mindes internettets betydning for slægtsforskningen for 20 år siden.

Jeg synes, den er et flot supplement til “Find din slægt og gør den levende”, og uagtet den er gammel, er meget af omtalen nærmest eviggyldig, da meget af det Worsøe omtaler jo ikke ændrer sig.

Det vil sige, at har du bogen, kan den bruges dels til morskab over tidligere tiders internet, dels kan den være et fint supplement til “Find din slægt og gør den levende”. Du skal i hvert tilfælde ikke smide den ud.

Saxo skriver

En praktisk håndbog for enhver, der interesserer sig for at forske i sin slægts rødder. Bogen fortæller instruktivt om indsamlingen af oplysninger og billeder fra familiens gemmer, lokale manuskriptsamlinger, arkiver, kirkebøger mv. Bogen kan bruges af såvel begynderen som den mere erfarne og krævende forsker, der ønsker at bruge andre kilder end de mest almindelige. Denne stærkt reviderede udgave er udvidet med et afsnit om brugen af bl.a. internettet og forskellige it-programmer i slægtsforskningen.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Hvad lavede vi før smartphones?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Det første spørgsmål: Når jeg en sjælden gang løfter blikket og ser mig om i togkupéen, sidder de øvrige også og kigger ned på deres telefoner. Hvad lavede vi før i tiden? Kiggede vi ud af vinduet? Læste vi i en medbragt bog? Jeg ved det ikke, men tanken er sjov at lege med.

Det næste spørgsmål: Ja, selvfølgelig skal vi (dvs. forældrene) regulere børns brug af telefoner, hvem skulle ellers? Men hvordan kan vi forvente andet af børn, end det vi selv lærer dem i kraft af at være deres rollemodeller? Så mon ikke vi skal starte med at gribe i egen barm/sixpack.

Ny læseundersøgelse: Særligt de svage læsere er gået tilbage

Undersøgelsen, der kaldes PIRLS 2021, viser, at børn i fjerde klasse læser dårligere end tidligere. Gabet mellem svage læsere og gode læsere er øget. Også her får Coronaen skylden for en del af det.

Coronaen får skyld for meget. Det er på den anden side set ikke svært at forestille sig, at de “hjemmeskolede” børn, der havde forældrene som undervisere, lærte mindre – og i hvert fald på en anden måde – end børn, der blev undervist af uddannede lærere. Der er jo en grund til, at man skal gå på seminariet, før man bliver sluppet løs på sagesløse børn.

Ministeren siger blandt andet:

Det seneste årti har eleverne fået flere timer i dansk, alligevel kan jeg se at eleverne i dag læser mindre. Det er tankevækkende, at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger.

Til refleksion

Man kan filosofere over følgende:

  1. At øge antallet af timer er helt åbenlyst ikke den rette vej at gå.
  2. Det afgørende må være, at man læser, ikke på hvilket medie man læser.
  3. For at kunne læse godt skal man kunne skrive godt. Det er mit postulat. Om det har rod i forskning og praksis, ved jeg ikke. I en tid, hvor kommunikation ofte foregår ved, at både børn og voksne sender hinanden små figurer, trænes skrivefærdighederne ikke, og så falder læsefærdighederne.

Med vanlig politisk tæft flettes der dog også noget positivt ind i omtalen af undersøgelsen:

Trods faldet placerer Danmark sig i den øvre del af alle deltagere i undersøgelsen sammen med bl.a. Sverige og Norge.

Interessante links om problemstillingen

Jeg er blevet gjort opmærksom på disse artikler, der drejer sig om undersøgelsen og børns læsning:

  1. En artikel i “Folkeskolen”, hvor skolelederformand Claus Hjortdal blandt andet fortæller, at “Særskilt viser det danske resultat, at der er kommet flere dårlige læsere i de danske klasselokaler, så gruppen af svage læsere nu udgør op mod hver fjerde elev i grundskolen.” 25 pct. … Det er rystende, men det svarer fuldstændig til mit sprog-samarbejde med en gruppe af unge under 30 år. De kan ikke skrive ordentligt og entydigt, for de har aldrig lært det. Og det er jo sådan set ikke deres egen skyld.
  2. En artikel fra “Danmarks Biblioteksforening”, hvor blandt andet følgende fremgår: “Der kommer færre og færre børn på bibliotekerne, og udlånstallene er faldet støt de seneste år. På de pædagogiske læringscentre – skolebibliotekerne om man vil, kommer børnene stadig, hvis det er skemalagt og der er afsat ressourcer. Interessen for bøger er dog faldet, og skærmen er blevet børnenes foretrukne underholdning. Mange steder bliver både folkebibliotekerne og skolebibliotekerne også beskåret så meget, at der hverken er nye bøger eller en bibliotekar til stede. Så giver det selvfølgelig sig selv, at så bliver der lånt færre bøger ud.”

Postulater: Sådan bliver man glad for at læse

Jeg gætter på, at man skal introduceres til ordenes verden. Det ligger ikke arvemassen, at man skal elske dem. Introduktionen kan finde sted ved, at forældrene læser højt.

Mens min far levede, læste begge mine forældre godnathistorier for mig hver eneste aften. Det var ikke alene historierne, der betød noget; det var også indbegrebet af hyggestunder med mig under dynen og en af dem på sengekanten med en bog i hånden.

Min “mor” var vældig god til at give karaktererne liv ved hjælp af intonation mv. Jeg forestillede mig nemt, hvordan karaktererne så ud, hvem der havde hvilke replikker, hvilke følelser der lå bag osv. Bøgerne handlede ofte om katte, som jeg var meget interesseret i og glad for, og selvfølgelig var der hele serien om “Troldepus”.

Jeg føler mig overbevist om, at det var det, der bevirkede, at jeg blev nysgerrig efter selv at lære at læse. En af de første bøger, jeg læste på egen hånd var “Palle alene i verden”. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg blev så bange for også selv at blive helt alene i verden. Det var en utrolig upædagogisk bog.

Nogle bedre med “P” var “Peter Pedal”. Indholdet var muligvis hjernedødt, men glæden ved selv at kunne læse dem, var enorm. Man kan muligvis sige, at det også var et led i en tidlig frigørelsesproces. Når man kan læse selv, er man ikke afhængig af forældrenes tid, lyst og velvilje.

Jeg kedede mig derefter bravt i dansktimerne de første år, for jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Den største udfordring inden skolestarten var den såkaldte “modenhedsprøve” (datidens nationale test …), hvor man skulle opdage, at det måtte være en fejl, når et dannebog og røgen fra en skorsten blæste i hver sin retning.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.