Hvorfor ødelægge den gode stemning?
En klassisk systemizer må vige
Hvorfor ødelægge den gode stemning?
Der var et emne, jeg egentlig gerne ville drøfte med psykologen. Jeg præsenterede hende for problemstillingen og forklarede, hvad jeg gerne ville. Det drejer sig om de 33 dage, jeg var fraværende i 9. klasse, som faktisk er ret mange, når et skoleår er 200 dage. Det svarer til 16,5 pct. Og hvorfor havde jeg lægeerklæring i gymnastik hele skoleåret? Jeg husker intet, og det finder jeg mærkeligt.
Jeg forestiller mig noget grimt altså et traume, men det er det rene gætteri, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg er en “klassisk systemizer” med ~ 140 point, hvor man kun behøver 70+ point for at havne i den gruppe. Det vil sige, at jeg scorer ca. dobbelt af det nødvendige. Det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne vil “gøre orden” i alle emner og sætte grønne flueben √ ved dem alle. Så der er ryddet op.
Men hun syntes, vi skulle lade det ligge, eftersom jeg har det fantastisk nu, og eftersom jeg ikke har noget angst lige nu. Skulle vi tage det op, ville hun notere i sin/min journal, at det havde jeg bedt om. Min tolkning er, at så ville det være “på eget ansvar”. Og min egen tolkning er også “hvorfor ødelægge den gode stemning?” Det generer mig selvfølgelig en smule, at der så er et lille stykke uopdyrket land, men jeg kan sagtens se hendes argumenter – og jeg er enig.
Hvis der nu skulle sidde nogen og tænke, at det er hendes “skyld”, at jeg trofast er vendt tilbage gennem ni år, er det vel hermed modbevist?
Det moralske kompas er på plads allerede ved 6-7-årsalderen
Jeg har været i gang med en interessant “øvelse” for at finde ud af, hvad der bevirkede, at jeg hverken udviklede en psykose eller fik skizofreni af min mærkelige fortid. Med andre ord hvad var beskyttelsesfaktorerne? Det er at fokusere på noget positivt og det, der peger fremad. Det var utrolig svært, og jeg gjorde det heller ikke “rigtigt”. Men det var alligevel interessant.
Jeg noterede fx, at en beskyttelsesfaktor var en bevidsthed om, at livet var op ad bakke, og at jeg skulle kæmpe for alt. Jeg kom til at erindre noget temmelig klamt i den forbindelse:
1) Det er foråret 1976. Overgrebene har stået på i lidt over to år. Vi er i køkkenet i det faldefærdige skrammel på Sydfyn. “Min mor” og halvbror på tre år er til stede. Han kan gå. Jeg er 12 år. Psykopaten vil adoptere mig og vil have, at jeg skal kalde ham “far”. Jeg nægter og svarer: “Jeg er allerede adopteret nok, og jeg har haft en far.”
2) Min halvbror går som sædvanlig rundt i kun undertrøje og ikke andet. Han kærtegner som altid kontinuerligt sit køn.
Jeg synes selv, at det er ret godt klaret af en 12-årig at sige så klart og tydeligt fra. Jeg vil fandeme ikke, og jeg er heller ikke til sinds at opgive mit efternavn. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været stolt af at være “en Stegemüller”.
Psykologen fortalte, at børn allerede i 6-7-årsalderen har et veludviklet moralsk kompas. Allerede på det tidspunkt ved de, hvad der er er rigtigt og forkert. Så i situationen ved jeg godt, at dette simpelthen er så klamt og helt utilladeligt. En overgrebsmand kan aldrig kaldes “far”.
Min halvbrors færden er også klam. Når man er 12 år og så småt begynder at udvikle en seksualitet, skal man da ikke have et kønsorgan “up in my face”. Det er ufatteligt ulækkert.
Det lille jubilæum
Psykologen har vist ikke oplevet det med andre, men i hvert fald er det i dag ni år siden, vi mødtes første gang i Psykiatrifonden, som Hvidovre betalte et langt forløb hos. Der er løbet meget vand i stranden siden.
Hun er den første, der effektivt har kunnet hjælpe mig på mine præmisser. Hun har accepteret, at jeg er styret af min analytiske, tvedelte hjerne, at jeg har en kognitiv kapacitet, der er større end de flestes, og har indrettet sin terapi efter det.
Det betyder fx, at jeg hverken skal tegne eller male noget som helst. Jeg kan ikke tegne en tændstikmand, og jeg får kvalme af bare at se ordet “staffeli”. Fra 1974-1980 levede jeg med at være udenfor, fordi jeg ikke ejer kreative evner, og fordi det, jeg i stedet kunne, ikke havde værdi. Ingen indså værdien af de gode karakterer og de gennempløjede fysikbøger. Det har jeg ikke lyst at gentage.
Jeg er på mange punkter blevet en anden på de ni år. Udgiften konterer jeg under “Omkostninger ved at være i live”. Jeg har en fornemmelse af at få mængderabat.
Jeg sender en tak, der ikke kan blive stor nok.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
