Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

En Aspergers 14-21 dage med kaos

En Aspergers 14-21 dage med kaos

Styr på logistikken – resten er kaos

En Aspergers 14-21 dage med kaos

Åh Gud hvor jeg glæder mig, til hverdagen atter indfinder sig. Jeg hader forandringer, så jeg er virkelig udfordret lige nu. Jeg kan bedst lidt hverdagene, der har jeg det bedst. Det er ikke usædvanligt for mennesker med Aspergers syndrom, men det er mange år siden, jeg senest har oplevet kaos. Jeg hader det af et godt hjerte.

Og hvad nu hvis maleren er typen, der tænder en transistorradio? Jeg bliver nødt til at sige, at han må slukke den, når jeg også er her. Jeg kan ikke holde det ud. Måske kan han tænde den, når kontoret er færdigt, og jeg kan bure mig inde her bag en lukket dør med ørepropper i eller mine super Bose NC.

Alt er kaos lige nu, så jeg kan ikke samle mig om at gå i gang med projekterne, idet jeg ved, at på torsdag kl. 15:00 kommer flyttekasserne og fra da af, bliver det hele bare endnu værre, end det allerede er. Søndag kl. 12:00 kommer Ali og hans ven og hjælper med (den sidste eller den første?) nedpakning. Jeg har ændret min ECT-dag, da jeg jo ikke kan komme hjem og sove de 3-5 timer efter behandlingen, når jeg ikke er alene i lejligheden. Den 21. kommer Ali igen og hjælper med den baglæns proces.

Dvs. at jeg lige nu bare tuller lidt rundt og lave lidt overspringshandlinger hist og pist. Jeg laver i realiteten intet, for jeg kan ikke gå i gang med noget, når jeg ikke ved, hvornår jeg kan fortsætte det.

Jeg sover ikke, fordi jeg er så træt, at jeg ikke kan sove. Natten til i går sov jeg 1½ time, hvorefter jeg stod op og puslede lidt med designet. Det er ikke helt godt.

Jeg orker ikke at lave mad og er i øvrigt ikke sulten.

De logistiske manøvrer

Logistikken er på plads. Jeg tror, jeg har tænkt på det hele inkl.

  • at få lavet et sæt nøgler til maleren, så han bare kan “Denne kommen og gåen”
  • at printe noget materiale, jeg skal bruge den 24., når jeg skal i Rødovrekanalen, for hvad nu hvis jeg ikke kan tilslutte printerne – det kan være et mareridt
  • at lægge min slægtsfil i Dropbox, så jeg måske kan sidde og arbejde lidt med den på en af de bærbare, de dage mit kontor/soveværelse er “ude af drift”, så jeg vel næppe kan bruge min stationære PC
  • at sikre de lange forlængerledninger til de bærbare, så jeg kan få strøm til spisebordet (hvis det stadig er her?)
  • “forhandlingerne” med Distriktspsykiatrien om en ny dato for ECT

Jeg tror, jeg har tænkt på alt vel vidende, at det har jeg helt sikkert ikke.

Jeg mangler at tjekke Stadsarkivet og finde ud af, hvordan jeg bestiller en sag fra 1930/31, hvor der sker et eller andet med psykopaten i Socialdirektoratet.

Måske kan jeg koncentrere mig om lidt webdesign?

Webdesignet er også kaos.

  • C kan lide en grøn, og jeg kan lide en anden – men så skulle jeg måske slet ikke have spurgt.
  • M. synes forsiden er for kedelig og retter sig mod mennesker over 70 år, hvilket jo egentlig også er sandt.
    • M synes også, man kan se, at siden er bygget over mange år og mangler sammenhæng, og det har han ret i. Men jeg kan jo da (for fanden) ikke begynde forfra …
    • Han kunne også tænke sig et design, der var mere farvestyret, så man kunne se, hvilke elementer, der hører sammen. Idéen er god, men det kan jeg heller ikke overskue.
  • L savner større skrifttyper.
  • Osv.

Efterhånden er jeg ved at nå dertil, hvor jeg laver det, jeg selv synes er godt, og så må resten hvile. Jeg har også tænkt på måske at slette de første 1.000 artikler, men så havner jeg med mindst lige så mange døde links, så det går heller ikke, da det vil påvirke min SEO, hvilket jeg selvfølgelig ikke har lyst til.

Der er kun at sige kaos. Man skulle tro, det var i partiet Moderaterne …

Jeg er alligevel ikke platfodet

Siden den 14. juni har jeg måttet indstille mine vandreture, idet jeg pludselig følte, jeg var blevet platfodet. Jeg følte, at jeg gik på hele den flade fod. Og jeg fik ondt oven på foden bare af den korte tur, der er på 4,3 km.

Nu har jeg været hos min dejlige læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Jeg er heldigvis ikke platfodet. Hun syntes, det så fint ud, og at jeg ikke har mistet den trampolineffekt, man skal have. Jeg har stadig en fin svang. Hun foreslog indlæg i læder, der købes hos en god skomager og ikke hos en bandagist. Nu må jeg se, om jeg kan finde en skomager, der sælger sådan nogle. Hun sagde, at en bandagist bare skal have flere tusinde kroner for noget, der i bedste fald bare virker lige så godt.

Min lejerforening er kaos

Jeg bor i en dejlig ejendom, der i gamle dage, hvor jeg flyttede ind, var ejet af min pensionskasse (JØP), men den er for længst solgt fra til privatkapitalistiske firmaer, der primært varetager egne interesser. Vi lejere er nu bare nogle, der understøtter deres virksomhed via vores månedlige indbetalinger. Vi har en beboerforening, der ikke fungerer, og ikke har fungeret i de 17 år, jeg har boet her. Jeg har eksempelvis aldrig været indkaldt til et beboermøde. Og det skal ellers finde sted hvert år inden den 1. april. Det står tydeligt i bekendtgørelsen.

Vi er tre beboere, der har besluttet at tage skeen i egen hånd, og at piben skal have en anden lyd. Skønne idiomer.

Det er gået op for os, at vi har et kollektivt medlemskab af LLO (der ikke er betalt i årevis), så for at få noget for det kontingent, vi ikke betaler, troppede et par af os i aftes op hos LLO her i Hvidovre. På forhånd var vi noget skeptiske, men det gik helt fantastisk, efterhånden som de fik tillid til os, og det gik op for dem, at vi tager det alvorligt og er seriøse mennesker.

Jeg optog mødet, så vi har nu en virkelig fin lydfil på 1:38 tm. Mødet var ikke kaos, og vi gik opløftede hjem og afsluttede med et kram. T. bliver en fantastisk formand. Jeg skal nok bare være kasserer, så jeg kan bruge mine kompetencer med Excel, og jeg er jo også den, der har bedst tid. Hun arbejder fuldtid og har to mindre børn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg er træt af billige frisører

Jeg er træt af billige frisører

Frisører er en slags Laredo

Jeg er træt af billige frisører

Da jeg for meget længe siden var barn, elskede jeg at se “Laredo”, som var en cowboyfilm, der blev vist lørdag eftermiddag. Alting blev dengang vist om lørdagen, det gjaldt også “Ingrid og Lillebror” og Otto Leisner; de andre dage var der “Landet rundt”.

Laredo og frisører har den sammenhæng, at der er tale om en slags “det vilde vesten”, og man ved først, hvordan klipningen er, når man har taget bad syv dage og stadig ikke ser ordentlig ud. Der er det jo lidt sent at klage. Jeg har altid syntes, at udgiften til frisør skulle være mindst mulig.

Den frisør, jeg har haft på det seneste, er færdig på syv! minutter, og det er komplet umuligt at sætte håret, så jeg ser bare nogenlunde ordentlig ud. Prisen er 250 kr. Og jeg ligner noget, der er samlet op af en skraldespand på Hovedbanegården. Det gider jeg simpelthen ikke, når jeg har ganske normalt og kraftigt hår – tror jeg da. At det efterhånden er ret gråt burde ikke have den store betydning.

Den forrige, som jeg havde haft i 15-16 år, ville pludselig ikke skrue ned for muzakken, når jeg var der, hvis der var andre kunder. Det mente han ikke kunne tillade sig overfor dem. Der mistede han en mangeårig kunde!

Jeg støtter det lokale handelsliv og har problemer med støj

Jeg spurgte min (alkoholfrie) vinhandler i underetagen, om han kunne anbefale en ordentlig frisør her i nabolaget. Han anbefalede naboen Pro-style, som jo så også bor i underetagen. Jeg gik ned og “forhørte” frisøren, eftersom hjemmesiden er helt forfærdelig; ydelserne og priserne er nærmest usynlige. Han skal have 430 kr., det varer 40 minutter, og han har en fireårig uddannelse.

Jeg havde for en sikkerheds skyld taget min solsikkesnor på. Solsikkesnoren betyder, at man har et usynligt handicap, og jeg spurgte, om han ville skrue ned for muzakken, når jeg var der. Det ville han gerne. Vi udvekslede visitkort, og han sagde, at når jeg bestilte nye tider, skulle jeg bare sige, at jeg har Aspergers syndrom, så vil han finde et roligt tidspunkt til mig. Hvor lyder det skønt.

Når jeg går på indkøb, tager offentlige transportmidler mv., bruger jeg solsikkesnoren og mine vidunderlige Bose N.C. (der står for Noise Cancellation) hovedtelefoner og lytter til en podcast. Det var en ergoterapeut i Distriktspsykiatrien, der lærte mig, at det er en effektiv metode.

Indledningsvist havde jeg modstand mod at erstatte udefrakommende støj med min egen støj, men jeg har overgivet mig: det virker! Og det virker endda rigtig godt, så nu kan jeg udholde det. Den udefrakommende og uønskede støj placerer sig midt i min hjerne, og jeg kan simpelthen ikke tænke. Jeg kan fx ikke koncentrere mig om min indkøbsseddel og kommer hjem med kun det halve og har en følelse af stress.

Det gjorde samlet set, at jeg bookede en tid hos den nye frisør til kl. 13:00 i dag. [Der kan man heller ikke ryge – apropos en dekoblet kommentar på Facebook, som du sikkert ikke kan se]. Nu er jeg spændt på, hvordan det går.

Den tidligere frisørs pris pr. minut var 250/7 = 35,71. Den nye frisørs minutpris er 430/40 = 10,75. Ergo har jeg gjort en god handel, og det er endda inkl. kaffen.

(Nu har jeg været røgfri i ca. 28 timer, og jeg har overlevet).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.