Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Jeg ville gerne kunne svare

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Psykologen er skarp og kan skære ind til benet (selvfølgelig på en god og ordentlig måde). Det er jo derfor, jeg kommer hos hende; måske kommer jeg ikke med tunge psykologiske problemer, jeg kommer for at lære. I onsdags spurgte hun tre gange “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, og lige så mange gange var jeg mundlam. Og det er jeg fortsat.

Emnet var mine spæde forsøg på at lave noget, der ligner “arbejde” nogle ganske få timer pr. uge som led i frivilligt arbejde. Fokus for sessionen var “Stress”.

Det er mildest talt gået ad Helvede til:

  • Firma 1: Masser af nyt stof og min hjerne havde det som en si. Trods forklaring fem minutter tidligere havde jeg ingen løsningsforslag. Jeg var fuldkommen blank. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde det som om, jeg aldrig havde hørt om noget lignende.
    • Jeg må erkende, at jeg er blevet virkelig dårlig til at lære nyt.
    • Som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg det, der sidder på rygraden, og har siddet der i 25 -30 år. Men det nye stof skal jeg have ind med noget, der ligner en suppeske.
    • Det er ikke rart at erkende, at der stadig er kognitive deficitter til rest.
  • Firma 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men det var ikke på forhånd klart for mig, hvad det vil sige at være konsulent, og at det er noget helt andet end at være en fastansat special- eller chefkonsulent i staten.
    • I staten er det en karrierevej, men udenfor staten betyder det, at opdragsgiver køber en ydelse og dernæst plukker i det vedkommende kan lide/bruge. Det kan jeg ikke leve med. Finder jeg 19 opmærksomhedspunkter i en kontrakt, er det under min faglige stolthed, at kun fem punkter bliver brugt. Og jeg er helt med på, at det er mig, der tager fejl her; det er bare sådan, det er.
    • Der var en deadline (som jeg selv havde sat, fordi jeg mente, den passede med en milepæl). Jeg stod op og tændte for PC’en kl. 01:30 for at overholde deadline, da jeg alligevel ikke kunne sove, men det går ikke. Jeg tåler ikke længere deadlines; jeg har haft for mange af dem i mit liv.
    • Jeg har haft for mange arbejdspladser, hvor jeg slukkede skrivebordslampen kl. 01:30 – og jeg tager ikke fejl af AM og PM.
    • Stresssymptomerne planter sig med det samme. Dårlig søvn, vanskeligt ved at koncentrere mig og manglende appetit (i forvejen synes jeg, at mad er temmelig uinteressant, og det er ikke noget, jeg bruger tid på).

Jeg har vist (omsider) lært lektien

Det kan sagtens være, jeg ikke kan svare på spørgsmålet “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, bortset fra at det er noget med fortsat at kunne bruges til noget, fortsat at have en identitet og ikke at falde helt ned under de faglige gulvbrædder, men jeg tror og håber, at jeg nu har indset, at det bare ikke går.

Der var alt for meget af ovenstående, der mindede om min korte – men glorværdige – karriere hos Interflora. Jeg skulle arbejde fire eller seks timer pr. uge, men jeg brugte 30 mentale timer på det. Jeg kan ikke – og noget i mig vil heller ikke.

Der sker noget pudsigt, når man bliver pensionist: Mange tror, man lige kan kan hjælpe med x, y eller z, når man nu ikke skal andet. Jeg er imidlertid nået dertil, hvor det ikke er et issue, for jeg kan ikke arbejde og jeg har lagt de interessetimer, jeg skal, i mit liv. Staten er fyldt med interessetimer, bare hvis du nu skulle høre til dem, der mener, at djøfere i staten sidder og lopper den “for andre folks penge” …

Henvender andre sig, er svaret “Det er dejligt at høre fra dig og tak for det, men nej tak”.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Import af udenlandsk arbejdskraft

Import af udenlandsk arbejdskraft

Danmark mangler hænder

Import af udenlandsk arbejdskraft

Indlægget er inspireret af et opslag på Facebook af Lotte Ladegaard og et opslag sammesteds af Sofie Carsten Nielsen (Radikale Venstre).

Lotte forstår ikke, der hentes arbejdskraft fra Sydeuropa, når

  1. Der bruges millioner på at holde flygtning i udrejsecentre,
  2. Når nogle flygtninge fra Syrien og Somalia søger til andre lande, fordi de ikke har en fremtid i Danmark,
  3. Når nogle flygtninge lever under jorden,
  4. Mange flygtninge er udvist – for eksempel til Afghanistan, og
  5. Mange af disse mennesker taler dansk, har danske uddannelser og erfaring fra det danske arbejdsmarked.

Sofie Carsten Nielsen skriver blandt andet

Der mangler hænder både offentligt og privat. “…vi bør sænke beløbsgrænsen, hæve topskattegrænsen og sikre forsknings- og udviklingsfradraget…” og

Uden mennesker nok i økonomien risikerer vi, at vi ikke har råd til at løse de store problemer: Vi har stadig en folkeskole, hvor for mange mistrives. Og vi skal have råd til at løse den klimakrise, vi alle oplever.

Jeg har for to timer siden stillet dette – måske dumme – spørgsmål: “Hvilken sammenhæng er der mellem mistrivsel i folkeskolen og manglen på arbejdskraft?” Der er endnu ikke kommet et svar fra hverken Sofie selv eller nogle af de øvrige debatører. Måske skyldes det, at der ikke er en sammenhæng?

En helt anden tilgang end Sofies

1) Efter min opfattelse er det fuldkommen absurd at importere udenlandsk arbejdskraft, når man for det første indtænker det, Lotte ikke forstår om, at flygtninge ikke ansættes men udvises.

2) Hertil kommer de bruttoledige over 50 år: Lægger man de tre tal i tabellen sammen, får man 26.159.

* Bruttoledige – tal fra Statistikbanken 50-54 år 55-59 år 60 år og derover
3. kvartal 2021          7.894          8.534                           9.731

*  “Bruttoledige” består af de ikke-aktiverede (nettoledige) og aktiverede ledige.

Jeg er klar over, at der er noget, der hedder “strukturel ledighed”, som dækker over sæsonudsving, de “forkerte” kompetencer, flytning mellem landsdele mv. Det er bare et faktum, at det er utrolig vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man er faldet ud og er over 50.

I 2013/14 søgte jeg rigtig mange jobs gennem et helt år, uanset sæsonen, jeg havde de rigtige kompetencer, jeg flyttede ikke og havde et ret pænt CV uden “huller”. Diverse konsulenter sagde samstemmende, at CV’et var rigtigt og at ansøgningerne næppe kunne optimeres yderligere. Jeg kom ikke engang til samtale en eneste gang. Til sidst blev jeg modløs og konkluderede, at det var fordi, jeg var blevet 50 år.

Seniorerne står klar, ansæt dem!. Erhvervslivet skriger på arbejdskraft. Alligevel indrømmer flere end hver femte af alle private arbejdsgivere, at de i strid med loven frasorterer ældre ansøgere til jobs i deres virksomhed. Det er uacceptabelt, og det skal stoppes. Kilde: FH og Ældresagen.

3) Når vi har brug for flere faglærte medarbejdere i industrien, kunne vi starte med at sørge for, at de 8.000 unge uden læreplads fik en læreplads. Tallet 8.000 har jeg fra Lizette Risgaard, der er formand for “Fagbevægelsens Hovedorganisation” (det vi tidligere kaldte “LO”). Hun må vel være den nærmeste til at vide det.

Endvidere er der alt for mange unge, der må uddanne sig i en skolepraktik. Tallet udgjorde i 2020: 5.141 (jf. Danmarks Statistik).

Noget kunne tyde på, at arbejdsgiverne ikke rigtig tager vores erhvervsuddannelsessystem til sig. Viljen øges næppe af Sofies model med sænkning af topskatten.

4)  Unge uden job og uddannelse: AEs chefanalytiker konkluderede 11. november 2021 i en stor analyse, at af de 15-29-årige er 76.600 er uden uddannelse og arbejde. Det er jo et fuldstændig absurd tal. Jeg har gået rundt og troet, det var halvt så stort. Set på tværs af landet er der tale om 7,6 pct.

Summa summarum

Lægger man mine tal sammen, får man 115.900 sæt hænder, vi bør gøre noget for, førend vi importerer arbejdskraft udefra. Nogle af Lottes mennesker går muligvis igen i disse tal, mens nogle kan lægges til – det må i hvert fald gælde staklerne i udrejsecentrene samt dem, der har været nødt til at gå under jorden. Altså er 115.900 udtryk for et minimumstal.

Jeg førte diskussionen en aften (indtil jeg ikke gad længere) med en person, der anklagede mig for nationalkonservatisme, fordi jeg synes, vi må sørge for mennesker i Danmark, før vi importerer udenlandsk arbejdskraft. Nationalkonservativ er jeg lige godt aldrig blev kaldt før – men en gang skal selvfølgelig være den første.

Hvilken sikkerhed er der for, at Sofie Carsten Nielsens og Lars Sandahl Sørensens (direktøren for Dansk Industri) model vil føre til flere arbejdspladser? Hvordan hænger fx lavere topskat sammen med flere arbejdspladser?

/4 Kommentarer/i , /af ,

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Retrospektivt

Tilbageblik til arbejdsmarkedet.

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget, som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen (jeg nægter at skrive det i to ord), så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.