Tag Archive for: Arbejdsmarked

/i /af

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Import af udenlandsk arbejdskraft

Import af udenlandsk arbejdskraft

Danmark mangler hænder

Import af udenlandsk arbejdskraft

Indlægget er inspireret af et opslag på Facebook af Lotte Ladegaard og et opslag sammesteds af Sofie Carsten Nielsen (Radikale Venstre).

Lotte forstår ikke, der hentes arbejdskraft fra Sydeuropa, når

  1. Der bruges millioner på at holde flygtning i udrejsecentre,
  2. Når nogle flygtninge fra Syrien og Somalia søger til andre lande, fordi de ikke har en fremtid i Danmark,
  3. Når nogle flygtninge lever under jorden,
  4. Mange flygtninge er udvist – for eksempel til Afghanistan, og
  5. Mange af disse mennesker taler dansk, har danske uddannelser og erfaring fra det danske arbejdsmarked.

Sofie Carsten Nielsen skriver blandt andet

Der mangler hænder både offentligt og privat. “…vi bør sænke beløbsgrænsen, hæve topskattegrænsen og sikre forsknings- og udviklingsfradraget…” og

Uden mennesker nok i økonomien risikerer vi, at vi ikke har råd til at løse de store problemer: Vi har stadig en folkeskole, hvor for mange mistrives. Og vi skal have råd til at løse den klimakrise, vi alle oplever.

Jeg har for to timer siden stillet dette – måske dumme – spørgsmål: “Hvilken sammenhæng er der mellem mistrivsel i folkeskolen og manglen på arbejdskraft?” Der er endnu ikke kommet et svar fra hverken Sofie selv eller nogle af de øvrige debatører. Måske skyldes det, at der ikke er en sammenhæng?

En helt anden tilgang end Sofies

1) Efter min opfattelse er det fuldkommen absurd at importere udenlandsk arbejdskraft, når man for det første indtænker det, Lotte ikke forstår om, at flygtninge ikke ansættes men udvises.

2) Hertil kommer de bruttoledige over 50 år: Lægger man de tre tal i tabellen sammen, får man 26.159.

* Bruttoledige – tal fra Statistikbanken 50-54 år 55-59 år 60 år og derover
3. kvartal 2021          7.894          8.534                           9.731

*  “Bruttoledige” består af de ikke-aktiverede (nettoledige) og aktiverede ledige.

Jeg er klar over, at der er noget, der hedder “strukturel ledighed”, som dækker over sæsonudsving, de “forkerte” kompetencer, flytning mellem landsdele mv. Det er bare et faktum, at det er utrolig vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man er faldet ud og er over 50.

I 2013/14 søgte jeg rigtig mange jobs gennem et helt år, uanset sæsonen, jeg havde de rigtige kompetencer, jeg flyttede ikke og havde et ret pænt CV uden “huller”. Diverse konsulenter sagde samstemmende, at CV’et var rigtigt og at ansøgningerne næppe kunne optimeres yderligere. Jeg kom ikke engang til samtale en eneste gang. Til sidst blev jeg modløs og konkluderede, at det var fordi, jeg var blevet 50 år.

Seniorerne står klar, ansæt dem!. Erhvervslivet skriger på arbejdskraft. Alligevel indrømmer flere end hver femte af alle private arbejdsgivere, at de i strid med loven frasorterer ældre ansøgere til jobs i deres virksomhed. Det er uacceptabelt, og det skal stoppes. Kilde: FH og Ældresagen.

3) Når vi har brug for flere faglærte medarbejdere i industrien, kunne vi starte med at sørge for, at de 8.000 unge uden læreplads fik en læreplads. Tallet 8.000 har jeg fra Lizette Risgaard, der er formand for “Fagbevægelsens Hovedorganisation” (det vi tidligere kaldte “LO”). Hun må vel være den nærmeste til at vide det.

Endvidere er der alt for mange unge, der må uddanne sig i en skolepraktik. Tallet udgjorde i 2020: 5.141 (jf. Danmarks Statistik).

Noget kunne tyde på, at arbejdsgiverne ikke rigtig tager vores erhvervsuddannelsessystem til sig. Viljen øges næppe af Sofies model med sænkning af topskatten.

4)  Unge uden job og uddannelse: AEs chefanalytiker konkluderede 11. november 2021 i en stor analyse, at af de 15-29-årige er 76.600 er uden uddannelse og arbejde. Det er jo et fuldstændig absurd tal. Jeg har gået rundt og troet, det var halvt så stort. Set på tværs af landet er der tale om 7,6 pct.

Summa summarum

Lægger man mine tal sammen, får man 115.900 sæt hænder, vi bør gøre noget for, førend vi importerer arbejdskraft udefra. Nogle af Lottes mennesker går muligvis igen i disse tal, mens nogle kan lægges til – det må i hvert fald gælde staklerne i udrejsecentrene samt dem, der har været nødt til at gå under jorden. Altså er 115.900 udtryk for et minimumstal.

Jeg førte diskussionen en aften (indtil jeg ikke gad længere) med en person, der anklagede mig for nationalkonservatisme, fordi jeg synes, vi må sørge for mennesker i Danmark, før vi importerer udenlandsk arbejdskraft. Nationalkonservativ er jeg lige godt aldrig blev kaldt før – men en gang skal selvfølgelig være den første.

Hvilken sikkerhed er der for, at Sofie Carsten Nielsens og Lars Sandahl Sørensens (direktøren for Dansk Industri) model vil føre til flere arbejdspladser? Hvordan hænger fx lavere topskat sammen med flere arbejdspladser?

/4 Kommentarer/i , /af ,

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Retrospektivt

Tilbageblik til arbejdsmarkedet.

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget, som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen (jeg nægter at skrive det i to ord), så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Struktur

Struktur hos psykologen

Hos psykologen

Hvordan får jeg struktur på mine dage?

Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Hvis jeg skulle leve livet om

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.