,

Slip kontrollen

Slip kontrollen

Sådan sagde psykologen

Slip kontrollen … og siden i formiddag har jeg tænkt på, hvordan søren jeg gør det?

Vi kom ind på det i forbindelse med min ansøgning om førtidspension, hvor hun vil følge mig hele vejen og deltage i mødet i rehabiliteringsteamet. Egen læge har også meldt sig på banen, så selvom hun ikke kender mig så godt, da jeg normalt aldrig kommer der, er jeg samlet set i trygge hænder. Jeg kan tro på, at de tager over, og på den måde kan jeg måske slippe kontrollen?

Sygesamtale med forvaltningen

På torsdag skal jeg til telefonisk sygesamtale med forvaltningen, og jeg er rigtig nervøs for det. Samtalen skal dreje sig om, hvordan jeg hurtigst muligt kommer ud på arbejdsmarkedet igen. Umiddelbart syntes jeg ikke, jeg havde noget at sige, men psykologen fik hurtigt ridset nogle punkter op:

  • Det startede med, at jeg rystede
  • Faldt herefter ud af sengen tre gange
  • Sidste gang med meget lavt blodsukker. 1,8, men bør være 5-7
  • Stofskiftet var meget højt. Det var over 100, men bør være ca. 12-21
  • Nu dobbeltsyn og  muskelsvaghed
  • Problemer med fx gulvvask og at skifte sengetøj

Det vil sige, at der er tilkommet yderligere funktionsnedsættelse, og jeg er stadig under udredning.

Hvad skal jeg lave?

Tankerne kredser fortsat om, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal ud i det syvende fleksjob. En ting er sikkert, og det er, at jeg ikke vil gå og gå i stå. Jeg læste dog engang, at Johannes Møllehave var citeret for at have sagt, at der ikke var noget galt med at gå i stå, hvis man stod et godt sted.

Madlavning kunne være en hyggelig syssel ligesom puslespil. Herudover kunne jeg nok tiltrække en lille kundekreds til hjemmesider og øve mig i at blive bedre til at lave dem. Jeg har faktisk sagt nej til en del gennem årene, fordi jeg havde fået nok af computer efter arbejdet. Men nu melder lysten sig igen, og det kunne være hyggeligt. Man må gerne tjene 80.300 kr. ved siden af, hvis man får pension kilde: borger.dk.

 

7 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Lad være med at gøre dig umage med at virke frisk og rask. Forhold dig til fakta fra din liste. Tænk over, for dig selv og inden mødet, hvor mange kriser af den type, du vil kunne holde til fremover. Fremstil dig selv i en realistisk udgave. Selv den mest stupide sagsbehandler (siger ikke, at det er hende, du har), må kunne fatte, at det er mere vigtigt at kunne ligge i sin seng, ikke at ryge på psyk. A
    afd. flere gange om måneden, ikke at ryste så meget, at man ikke kan drikke og spise normalt, end det måtte være at kunne komme i en eller anden få-tiden-til-at-gå-praktik. Personligt tror jeg, at du vil kunne finde et passende job på det tidspunkt, hvor du er i stand til at bestride det uden at ødelægge dig selv. Og tag så lige og husk på, at du har ret til at være her uanset om du “skaber resultater” for andre eller ej. Skab nogle resultater for dig selv nu! Lær at nyde livet! Lær, at andres meninger om dig er mindre vigtige! Kom i gang!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Sådan Henny! Du lægger ikke fingre imellem, men jeg synes, du har ret.

      Jeg er så træt af kriser, af at være syg, af piller, af ind-og-ud på psyk. osv. Jeg holder snart ikke til flere kriser mv. Jeg ønsker mig et stille og roligt liv, hvor jeg hypper mine egne kartofler og måske en gang imellem keder mig lidt.

      I mit liv har jeg ‘skabt mange resultater’, men det har jeg ikke rigtig fået noget ud af, ser jeg nu. Jeg tror, du har ret i, at tiden nu er inde til at ‘skabe resultater’ for mig selv. Inde i hovedet og her på bloggen laver jeg lister over det, jeg kunne tænke mig at lave i det, jeg sådan håber kan blive mit nye liv.

      Det er svært at slippe tanken om, at andre er meningsdannere, når det altid – i 56 år – har været sådan, men jeg lover at arbejde på sagen.

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Det kommer mig for, at du har været 56 år om at være andre tilpas. Det er mere end tilstrækkeligt. Nu er det din tur til at være dig selv tilpas. Det har det faktisk været en rum tid. Hold på din ret til at være her!

  2. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    Kære Hanne, – en kontrolfreak (ja, undskyld) som dig har det så svært ved at slippe kontrol, men jeg tror det lige nu ville være godt for dig . Min bemærkning er positivt ment!!!!!
    Vær rolig for samtale med sygesamtalen. Jfr. gældende lovgivning er overskriften altid, at borgeren hurtigst muligt skal tilbage til arbejdsmarkedet. Man kunne ønske at sætningen fortsatte med “såfremt det er muligt”. Følg din psykologs råd og fortæl hvad der aktuelt gør dig syg – nøjagtig som du har ridset op.
    Du vil formentlig blive bedt om en lægeerklæring – hvis det ikke allerede er sket – og overlad næste skridt til din læge. Efter min vurdering (jeg har arbejdet med samme), så kan Jobcentret ikke foretage sig ret meget, så længe du fortsat er under behandling, udredning og aktuelt har nogle alvorligt hæmmende sygdomsgener.
    Tag den med ro lige nu, bliv behandlet, udredt og få det bedre før du lægger flere planer. Og ja – jeg ved godt at det er s…svært for dig!! Afvendt hvad Jobcentret vil gøre og støt dig til de folk, du har omkring dig.
    Bedste hilsner og god bedring
    Mia

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Mia

      Du må gerne skrive kontrolfreak, for det er så sandt, som det er sagt. Jeg tror bestemt på, at du mener det positivt.

      ‘Såfremt det er muligt’ ville være en god eftersætning, men det er vist bare ikke sådan, lovgivningen tolkes, men det ved du meget mere om end mig. Min psykolog er genial, så jeg har hendes lille blyantsskrevne seddel liggende her foran skærmen, så jeg ikke glemme så meget som et komma.

      Jo de har allerede fået LÆ285 (hed den vist), og jeg ved, min læge ville skrive, at det var uvist, hvornår og om jeg kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg har en god læge. Det er interessant, at du har arbejdet med netop denne type af sager, for det gør jo, at du kan udtale dig med megen vægt.

      Du har nok ret i, at det er en god idé at undlade at lægge flere planer – det er jeg ellers god til 🙂 Jeg glæder mig over at have så gode folk omkring mig.

      Bedste hilsner
      Hanne

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.