Før velfærden
Tanker om fattigdom
Før velfærden
Jeg har en bekendt, jeg ofte diskuterer politik med. “Diskuterer” er muligvis det forkerte ord, for vi er ikke uenige.
Hun er flygtning med en kinesisk far og en vietnamesisk mor, og hun kom hertil som vietnamesisk bådflygtning i 1979. De var blevet samlet op af et Mærsk-containerskib fra en lille fiskerbåd i Det sydkinesiske hav. Det var dengang, vi hjalp med integrationsprogrammer og stod klar med en værtsfamilie og et sprogkursus, så de nye beboere hurtigt kunne føle sig som en del af Danmark. Med sådan en historie bliver jeg næsten stolt over at være dansker.
Der er selvfølgelig meget af Danmarkshistorien, hun ikke kender til, og derudover er jeg 15 år ældre end hende og meget interesseret i historie, så det er klart, at jeg har mere af vores historie inde under huden.
Jeg fortalte hende eksempelvis, at folkepensionen først kom til i 1956. Hun troede næsten ikke på mig. Hun troede, den havde været der meget længere, ja måske nærmest i 100 år, men det har den altså ikke. Den er en vigtig del af det velfærdssamfund, vi byggede op efter krigen.
Når man læser mange kirkebøger
Når man læser mange kirkebøger, er det tydeligt, at før vi udviklede velfærdssamfundet, hvilket vi vel gjorde fra 1945, og frem til vi begyndte at afvikle det, var der ikke langt til fattighuset, når man ikke længere selv kunne arbejde, evt. fordi man var blevet syg, eller man fx var blevet enke og ikke længere havde en arbejdsfør mand til at skaffe indtægterne. Ergo blev man fattiglem eller almisselem.
En del af velfærden er også sundhedssystemet, hvor i hvert fald udgangspunktet er, at alle har fri og lige gratis adgang. Jeg skriver “i udgangspunktet”, fordi jeg ikke er blind for, at de private sygeforsikringer skyder op som paddehatte. Selv kan jeg ikke tegne en sådan (i hvert fald ikke til en rimelig pris), da jeg har for lang en sygehistorie, så mig vil de ikke have.
Mine bedsteforældre
Jeg tænker på mormor og morfar, der må have levet med frygten for fattigdommen:
- Morfar (1899 – 1982), der gik konkurs med forældrenes husmandssted på heden i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der hidtil havde været drevet med heste. I årevis boede han i en baggård i Allégade 68 i Odense. Der var et værelse, der var mindre end mit kollegieværelse. Der kunne lige stå en seng og ved vinduet et lille spisebord til tre personer. Lokummet var i gården. Jeg hadede at skulle derud på grund af lugten af “Closan”.
- Mormor (1910 – 1994), der fik to “uægte” børn, inden hun i 1933 giftede sig med morfar. Hos hende var toiletpapiret det velkendte 00, da jeg var barn i 1960’erne. Jeg gætter på, at det var billigst.
Der var desværre ingen, der fik idéen om at underrette mig om deres død, så jeg kunne have deltaget i begravelsen/bisættelsen. Det er jeg ked af, for de betød begge meget for mig.
Der er meget, jeg gerne ville have spurgt dem om, hvis de havde levet nu. Fx om de var bange for fattigdommen, hvad morfar tænkte på auktionsdagen, og hvordan mormor mærkede, at hendes første to børn var “uægte”.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Det høje skattetryk
Nogle mener, vi har verdens højeste skattetryk, mens andre mener, det er en myte. Jeg kender ikke sandheden men hælder mest til det med myten.
Uanset hvad, så har jeg altid betalt min skat med glæde, også da jeg tjente mange penge og derfor betalte topskat, for jeg synes, vi får meget for pengene. Jeg har – uden at være socialdemokrat – hældt til det socialdemokratiske slogan “De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”. Nu er der jo ikke så meget Socialdemokrati tilbage, ergo er sloganet vist også ved at gå af mode. Jeg synes ellers stadig, det er det rigtigste.
Vi har betalt os fra fattigdom, fattighus og almisselemmer. Og sådan skal det også være.
Lige i øjeblikket går jeg blandt andet gennem Jørlunde/Hiørlunde kirkebog med masser af almisselemmer, masser af kvinder, der bliver forløst med dødfødte børn, og tonsvis af uægte børn. De findes på hver side.
Og som et kuriosum: “1806 September 14 Tienestekarl Lars Larsen(?) af Hiørlunde 28 Aar som den 10 s.M blev ihielslaget af Lynilden.”
Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Jørlunde, 1799-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 144 af 169 opslag:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Som barn husker jeg tydeligt, at mine (arbejder)forældre talte om folkepensionen, som jo var blevet en realitet ret få år inden. De var stolte af, at leve i et samfund, hvor alle var sikret en indkomst, den dag arbejdslivet var slut. De kunne godt lide tanken om, at det netop ikke var en almisse, men noget både høj og lav fik uanset , hvad man ellers måtte have af værdier.
@ Glennie
Og det gjorde dine forældre jo fuldkommen ret i. Det var/er noget særligt, at folkepensionen er til alle, uanset hvem man er.
Jeg skriver var/er, for folkepensionen er der jo fortsat, men langt de fleste supplerer den jo nu med en arbejdsmarkedspension – og har man kun folkepensionen, er man ilde stedt.
Det er meget godt at få lidt perspektiv på det hele. Det er ikke så længe siden, folkepensionen blev indført, og det var godt, hvilket man meget vel kan erkende, når man beskæftiger sig med kirkebøger. Livsvilkårene var barske før i tiden, men det gik alligevel. Folk klarede den og det første til os, hvilket værdsættes i den grad.
Ændringer tager dog også tid. Det er snart 100 år siden, 1 2033, at Steinckes socialreform blev til lov. Herved afskaffedes begrebet “fattighjælp”, men det hindrede ikke en krakiler i at spørge mig, om jeg nogensinde havde modtaget fattighjælp i Københavns Kommune. Det foregik i 1964. Jeg skulle blot have stemplet et feriemærkekort.
For så vidt angår toiletpapir 00 var det vel det eneste toiletpapir, der fandtes, da jeg var barn. Min morfar brugte ikke penge på sligt, men brugte læste aviser til formålet.
@ Jørgen
Ja – jeg synes faktisk, at noget at det særdeles interessante ved slægtsforskning er viden om fortidens livsvilkår. Jeg er nu ikke enig med dig i, at “det gik alligevel”. Folk overlevede muligvis, men livet var ikke godt.
Det er sjov, du nævner feriemærker – tænk sådanne har jeg da også haft. Og et af mine første nogenlunde kvalificerede studenterjobs var i “Arbejdsmarkedet Feriefond” i Vognmagergade. Jeg var vist ikke videre god til det, for så vidt jeg husker blev jeg fyret …
Jeg håber, din morfars læste aviser var fri for “løbende tryksværte”.
Spændende læsning. Jeg var ikke klar over, at folkepensionen først blev indført i 50’erne. Uh, det må have været rigtig svært for mange, hvis der ingen indtægt var.
God aften.
@ Jytte
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Mange tak skal du have.
Ja, det må have været utrolig svært, hvis der ingen indtægt var, og mange jobs var jo heller ikke så velbetalte, at der kunne spares op til alderdommen.
Tak – og i lige måde.