Enten går det over eller også bliver det værre
Lægemangel i både somatik og psykiatri
Enten går det over eller også bliver det værre
Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.
Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.
Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.
Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.
Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.
Nu skal lægerne deporteres til Lolland.
- Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
- Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
- De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
- Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.
Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.
Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?
“Egen læge” er en saga blot
Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.
Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.
Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.
Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.
Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.
Psykiatrien skal lægges ind under somatikken
Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.
Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?
I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.
Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.
Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
En kommentar lægemangel uden for voldene.
Det er muligt, det er for meget forlangt at os, der bor syd for Køge, også gerne vil kunne få en fornuftig behandling på et hospital i Næstved eller Nykøbing Falster
Når der ikke er læger nok, må man finde en løsning. Det er diverse læger imod, så må man jo bruge tvang.
Jeg læste om en overlæge, der anså det for spild af hans tid og evner, der var meget bedre udnyttet, der hvor han var. Det var ganske enkelt for meget forlangt, at han 1 – 2 gange om måneden skulle tilbringe en dag sydpå.
Så kan vi tage en historie fra den virkelige verden.
Min mor blev opereret for grå stær på begge øjne. Det gik ikke, som det skulle, så hun skulle have sprøjtet dråber ind og efterfølgende kontrolleret dem. Fint men mor havde ikke kørekort og var en ældre dame, der skulle have hjælp til tøj mv., så jeg kørte fra Sydsjælland via Stevns for at hente hende og videre til Roskilde sygehus, der var det eneste hospital uden for København, der foretog dette.
Den ene uge sprøjtede man det ene øje, den næste uge kontrollerede man, næste uge så .. ja gæt selv. Sådan gik der to år, så ville mor ikke mere. I disse to år skulle jeg hver uge afsætte en dag til noget, der tog ½ time på hospitalet, enkelte gange kunne man være heldig, at der var lidt længere imellem. Jeg spurgte, om man dog ikke kunne sprøjte det ene øje og kontrollere det andet samme ugedag, så sparede vi bare lidt. Nej.
Prøv tanken at du boede i Nakskov, og du hver uge skulle mod København for at få en behandling, du kunne have fået i Nykøbing Falser, men ikke kan få, fordi det skal specialiseres omkring hovedstaden, eller der ikke er læger nok. Jeg kan levende forestille ramaskriget, hvis trafikken skulle den anden vej – se bare på lægerne nu.
En idé til løsning ville være at kigge på den norske model, hvor man er forpligtet til nogle år i provinsen efter den uddannelse, vi alle er med til at betale.
Og jeg tror desværre ikke det bliver bedre efter på tirsdag.
@ Søren
Tak for din kommentar.
Jeg fornemmer, du har overset den første bullet: “Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.” og sætningen “Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.”. I hvert fald vil jeg ikke skydes lægemanglen syd for Køge i skoene.
Jeg har en ven, der bor ved Esbjerg. Han har type 1-diabetes (den slemme) og skal også have indsprøjtninger i øjnene. Det er en højt specialiseret behandling, der kun foretages på Steno Diabetescenter i Herlev. Så han må køre turen frem og tilbage ca. hver femte uge. Det er også langt!
Jeg tror heller ikke, at regionsrådsvalget vil ændre ret meget på det, måske nok syd for Køge jfr. Lars Gaardhøj, til det bedre, og for mig i Hvidovre til det værre. Lige præcis fordi problemet er, at der er for få læger. Jeg er faktisk noget rystet over, at jeg skulle vente tre uger på at komme til det, der ikke længere er “egen” læge, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke fejler noget (særligt) somatisk. Det med blodtrykket må kunne fikses, for det er for højt, og det er ikke sundhedssektoren, der har fundet ud af det; det har jeg selv. Det er godt, jeg har har mit eget BT-apparat.
Som jeg skriver, har vi i psykiatrien levet mange år med lægemanglen. Er man psykiatribruger, og der ikke er noget akut, har man kun “ret” til at se en psykiater to gange om året. Jeg synes ikke, det er meget. Selvfølgelig skal lægerne prioritere deres tid til de akutte patienter, men fx min psykiske lidelse er en, man skal “holde øje med”, da den bygger langsomt op for så pludselig at bryde ud, og så bliver det dyrt.
@ Hanne
Jeg er ikke ude på at skyde dig noget som helst i skoene, det er jo hverken din eller min skyld. Vi må bare rette ind.
Jeg forsøgte blot at fortælle lidt om verden uden for det storkøbenhavnske, hvor netop de udtalelser, som lægen jeg nævnte, kan gøre mig noget så…
Jeg misunder ikke din ven, men der er altså noget galt i sammensætningen af sundhedsområdet, hvis man skal fortage sådan en rejse.
At lægerne skal være, hvor folk er mest syge, kan jeg dog kun delvis give dig ret i. Der bor flest mennesker omkring de store byer, måske så også flest syge, men det nytter bare ikke noget, når alle andre så skal dertil, uanset om det er fra Nakskov eller Esbjerg. Derfor må man så finde en anden løsning. Man bør kaste boldene i luften.
Jeg har ingen personlig erfaring med psykiatrien, så det vil meget forkert at kommentere det.
@ Søren
Godt så!
Ja, der er et eller andet galt med måden, vi har har fået bygget det op på. Måske gik det galt med nedlæggelsen af amterne i 2007? Jeg ved det ikke.
Alle tal viser, at folk på Lolland er mere syge og dårligere uddannede end folk i hovedstaden. Så jo jeg synes altså, lægerne skal være, hvor folk er mest syge ikke bare er flest.
Desværre kan jeg ikke længere finde udsendelsesrækken fra 2016 med titlen “En syg forskel”. Det var fantastisk TV. Jeg kunne finde nedenstående her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/uligheden-i-sundhed-stiger-de-daarligst-stillede-doer-aar-tidligere
“13 års mindre liv i Aalborg Øst
DR Dokumentar har fået analyseret data fra 4.000 personer, der bor i Aalborg Øst, og 6.300 fra Hasseris. Et af resultaterne går på borgernes gennemsnitslevealder.
Trods en afstand på blot syv kilometer er der en gennemsnitlig forskel i levealder på 13 år mellem de to bydele. Indbyggerne i Aalborg Øst dør altså langt tidligere, og de døjer generelt også med flere sygdomme end beboerne i Hasseris.
– Det er jo overraskende, at et af de mest lige lande i verden har så store uligheder i helbred, siger Finn Diderichsen, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
– Der er et eller andet, der ikke er som det skal være. Måske er vi blevet for dårlige til at se, hvad vi er for et land, og hvem der bor i det, supplerer Peter Vedsted, der er professor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.”
Jo for pokker, nu fandt jeg vist serien. Du må ubetinget se den. Du har den her: https://www.danskkulturarv.dk/dr/en-syg-forskel-14/
“Enten går det over eller også bliver det værre”, det er også min første tanke ved enhver tanke om kontakt med sundhedsvæsenet. Vent 14 dage, er du så ved at dø, kan du nok få en akuttid, ellers er det nok gået over.
Presset på læger af enhver slags leder til et misbrug af akuttider og skadestuer – med endnu mere pres på dem til følge. Ventetider på flere timer på 1813, hvorpå man sidder og hænger på en stol på skadestuen, og venter på at folk får skiftet plaster eller tilset et barn, der så tydeligt bare har brug for saftevand, mors skød og en oplæsningsbog (render rundt og leger, men snotter, pjevser og hoster). Må jeg anbefale hverdagsmorgener mellem 2 og 4 – der er det plads og tid 😉
Min “egen” læge er gået fra en bemanding på fem fuldtidslæger, en eller to under uddannelse og to sygeplejersker til to læger, en under uddannelse og tre-fire sygeplejersker (der så får ansvar for mere og mere). Ventetider på op til 14 dage for banale ting gør at jeg stort set har givet op, og kun kommer akut hvis det ikke kan undgås at gå til lægen.
Speciallæger, neurologer, øjenlæger og den slags … glem det. Med ventetider på halve til hele år er det kun de rige, der kommer til før lidelsen har sat sig som noget akut. Psykiatrien har jeg faktisk bedre erfaringer med – bortset fra at mange af dem synes ikke-lyttende eller inkompetente, men da det er på anden hånd, vil jeg helst ikke udtrykke mig for kategorisk.
Det er en ond cirkel. Og jeg har ikke noget svar, for man kan jo ikke tvinge folk til at blive læger, til at blive en særlig slags læger, eller læger et bestemt sted heller.
@ Charlotte
Allerførst: Hurra du har nu styr på dine afsnit, så jeg skal ikke længere sætte dem. Tak for det!
Ja “Enten går det over eller også bliver det værre” er faktisk er god leveregel, for det gør det jo som regel.
Hvor er det egl. kært, det du skriver om de snotnæsede unger. Det er da lige sådan, det burde gøres; jeg bliver helt rørt!
Du har helt ret i, at når der er for få læger i almenpraksis, søger folk til “akutten”, som jo slet ikke er gearet til den slags. Jeg har en gang ringet til 1813, og det gør jeg aldrig mere, med mindre jeg skulle være så uheldig at få et stroke (nudansk for hjerneblødning eller blodprop i hjernen – de to er slået sammen under “stroke”).
Jeg ringede, fordi jeg havde fuldkommen vilde smerter i armen og nogle fingre var fuldkommen følelsesløse. Jeg havde fundet ud af, at en læge i notaterne havde skrevet “Obs for mulig diskusprolaps i nakken”. Jeg ventede 70 minutter i telefonen, og da jeg endelig kom igennem, var deres fokus, at jeg måtte gå til “egen” læge, for når armen ikke var ved at falde af, og når det havde varet et par måneder, var det jo ikke akut. Jeg søgte – mod alle mine principper – til det private og fik at vide, at jeg havde en frossen skulder, som helt rigtigt gøre meget, meget ondt især om natten. Og den skal man også bare vente på går over. https://stegemueller.dk/1813-er-spild-af-tid-for-alle-parter/ 1813 tager sig kun af folk, der er ved at dø.
Vi har det helt ens med det at gå til “egen” læge. Jeg har også stort set givet op. Nu fejler jeg (vist) ikke noget som helst somatisk, så det er ikke rigtig et problem med de lange ventetider. Måske er det der, jeg henvender mig, hvis/når jeg får et stroke. Alt er bedre end 1813.
Selv har jeg jo 99 pct. positive oplevelser med psykiatrien. Jeg har fået en femstjernet behandling, og de mange, mange medarbejdere, jeg har været i kontakt med, har i høj grad været lyttende og kompetente. Min psykolog siger, at den flotte behandling i nogen grad skyldes mig selv, fordi jeg er sådan en “irriterende” patient, der spørger, lige til jeg har fået en forklaring, jeg kan forstå og som giver mening for mig.
Engang var jeg voldsomt irriteret over et eller andet på Psykiatrisk Center Glostrup, og da jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne få et svar, skrev jeg simpelthen en høflig, ordentlig og velbegrundet mail til klikchefen (som er den øverste chef på et psykiatrisk center). Og vil du tænke dig 1) jeg fik et svar og 2) hun var enig med mig, og der var noget, der blev ændret. Desværre kan jeg ikke huske hvad.
Ofte er det jo små ting, der skal laves om, for at oplevelsen bliver meget bedre. Engang havde de på “akutten” i Glostrup et fjernsyn hængende i venteværelset med News kørende meget højt. Jeg henvender mig udelukkende der, når jeg ved, at jeg har det så dårligt, at de ikke kan sende mig hjem igen, (ellers er taxa * 2 jo spildt) og så er et kørende fjernsyn forfærdeligt. Hvis man ved, man er på vej ind i en psykose, og det ved man, hvis man har prøvet det før, kan man ikke klare et TV, for det forstærker og underbygger det, der er undervejs. Det blev meget mere udholdeligt, efter de slukkede for fjernsynet. Sådan en lille ting, der endda er gratis … Jeg tror nok, jeg var medvirkende til, at de slukkede for TV’et.
Nej selvfølgelig kan man ikke tvinge folk til at blive læger. Jeg ved ikke, hvor mange, der søger ind på både kvote 1 og 2, men afvises. Det kunne man jo starte med at kigge på. Jeg tror nok, at medicin er et af de studier, hvor flest afvises.
Nu blev dette lidt langt …