,

Danglish og bare en slags dansk

Danglish og bare en slags dansk

Fortolk selv farverne i billedet

Danglish og bare en slags dansk

Danglish er, når engelske/amerikanske ord har overtaget de egentlige danske ord. Det skyldes ikke noget ondt fra englændere/amerikanere; det skyldes nærmere vores lyst til at være som dem!

De såkaldt danske sprogting-og-sager i denne post har jeg samlet siden den 3. marts og dem under “danglish” vist endnu længere. Det er bare en afspejling af, at der har været andre vigtigere ting at skrive om. Fuglens og himlens farver er en hjælp til årsagsforklaringen.

Lad os starte med “Danglish”

“Crowdlending…” Jeg aner som udgangspunkt ikke, hvad det er. Jeg fandt en forklaring her uden dog at være sikker på, om den gjorde mig klogere, da det vist handler om penge større end mine. Og mine er gode nok til mig. Løber det rundt, og stemmer budget og regnskab, er jeg godt tilfreds.

Jeg faldt over et stillingsopslag med blandt andet følgende indhold:

“..For at blive vores kollega og nye Social media-konsulent…
…udvikle forskellige B2C-kunders SoMe-accounts. … community management, workshops m.v….
…fra kontoret i xxx eller måske 100 % remote?”

Du milde kineser! Jeg forstår for det meste, hvad de mener, og deres målgruppe gør selvfølgelig også, for ellers var annoncekronerne jo spildte, men det forekommer mig pinligt. “Tal dansk din hund” som Jeppe sagde til advokaten i “Jeppe på bjerget”.

Danglish har sneget sig ind på os i en grad, hvor mange gerne vil, men alligevel ikke helt kan: “goog look” – det skulle formentlig have været “good luck”.

Her har vi en annonce fra et firma, der ønsker at udleje kontorpladser: “Hos Nomad Workspace kan du få dit eget Private Desk, hvor…”. Tjah, egentlig betyder det vel bare, at man kan leje et skrivebord? Men det lyder selvfølgelig ikke lige så smart. Og på “Danglish” kan man sikkert også tage mere for de 2 – 3 m² et skrivebord fylder.

I går blev der indgået (nej ikke “landet”!) en aftale om 10 naturnationalparker. Nogle henførte aftalen til en aftale om “rewilding”… Det betyder vist bare, at gøre dyrene og naturen vild(e) igen.

Og så til det nogle kalder dansk

  1. “…udenrigsministeren til forespørgelse om Nord Stream 2…”. Stavekontrollen kunne have været din ven min ven!
  2. “…ikke de sevile russere, som ønsker krig…”. Stavekontrollen kunne have været din ven min ven!
  3. Denne er en af de bedre: “lukruerer” Mon ikke der skulle have stået “lukrerer”?
  4. Der skulle formentlig have stået “islamister”, men det blev i stedet til “islamirister”. Det kunne være sjovt at samle på enkle ord, der blev til meget indviklede ord.
  5. Det er der ganske enkelt ikke noget, der hedder: “…eller i allefald…”
  6. “Gad vidde om…” – årh for h…; tænk hvad ordbøger kunne gøre for menneskeheden.
  7. Hold da op hvor kan et mellemrum for meget skabe meningsforstyrrelse. Se bare her: “…en tredje verdens krig…” Selv er jeg meget bekymret for versionen uden mellemrum.
  8. Dette elsker jeg: “progrogneserne” Af den oprindelige sammenhæng fremgår, at der skulle have stået “prognoserne”? Dette er meget sværere både at bogstavere og at udtale. Prøv selv at udtale det.
  9. “Holdte fødselsdag…” Nej, nej. Der skal ikke “e” på “holdt”. Hvor kommer det “e” fra?
  10. “Jeg faktuerer per påbegyndt kvarter.” Hvis jeg skulle indgå en aftale “på nettet”, ville jeg ikke indgå en aftale med denne udbyder. Gør han sig ikke umage med at stave, gør han sig muligvis heller ikke umage med resten?
  11. Eklatant vrøvl: “nybegynder”. Nej – for man kan ikke være “gammelbegynder”.
  12. Mere til kategorien “Lydskrift”: “…sådan ser det ud når vi vasker hvor tøj…”
  13. “…fra rollen som mor og ægtefælde til rollen som…”. Selv er jeg nu aldrig faldet i den fælde. Det priser jeg mig af mange grunde lykkelig for – også selvom det kan have ulemper.
  14. Denne taler vist for sig selv: “…gør dig den uliglighed, at…”
  15. “… pensionsselvskaber igen mener det er etisk forsvarligt at invitere i våben….” Her ville blot et enkelt ordbogsopslag have gjort underværker. Det med at “invitere i våben” ved jeg ikke helt, hvordan man kunne have undgået.
  16. Kategorien “sjusk”: “Opvadsk”. Det rette ord er naturligvis “opvask”.
  17. Af den oprindelige sammenhæng fremgår, at der skulle have stået “balkonen”, men det blev altså til “balkongen”, som også er et kært ord. Hvem kunne ikke ønske sig at være kongen af balkonen? Jeg kunne i hvert fald.
  18. “Nedlægge forbeholdende….” – lang tillægsform/præsens participium kan drille. Der er dog – som altid – masser af hjælp at hente i sproget.dk.
  19. “Staggels mennesker“. Ja gu fanden er de stakkels, men det er du også!
  20. Tankerne er fine, men budskabet ville nå længere ud, hvis du også kunne stave til det: “Intræsant hun ikke kan se forskel på flygtning fra Syrien, der vil blive i Danmark og har betalt menskesmuler for at komme til Danmark.”
  21. “Der er fri og gratis adgang”. Jeg er med på, at gratis og fri efterhånden er blevet synonymer, en anglicisme, det er endda med i DDO som nr. ni…. hrmpf. Skal dette så forstås som “gratis og gratis adgang” eller hvad er meningen?

Og så lige som rosinen i pølseenden:

Når man ringer til youSee, siger de fx “Må jeg låne dit CPR-nummer?”. Jeg plejer at svare “Ja, bare jeg får det igen”, da jeg synes, det er et tåbeligt udsagn.

4 Svar
  1. Bix
    Bix siger:

    Du må da indrømme, at der er stor underholdningsværdi i disse sprogfejl, og det ser nu også ud til, at du har hygget dig lidt med at finde dem frem. 😊

    Knus Bix

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Bix

      Det indrømmer jeg meget gerne! Og du har ganske ret: jeg hygger meget ved at finde dem frem. Som regel er listen meget længere i den fil, jeg gemmer i undervejs, og så er der også en høj “hygge-faktor” over at prioritere blandt dem og finde ud af, hvilke der skal med i posten. 🙂

      Knus Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.