CSS kodesprog

CSS kodesprog

Mit nye legetøj er CSS

CSS står for Cascading Style Sheets og er måden, man “styler” sin hjemmeside på. Jeg er fuldstændig novice, men har sat mig for at lære det helt fra bunden – og det er slet ikke så stort endda. Til det formål ligger der på W3Schools en herlig CSS Tutorial bestående af forklarende tekst til de forskellige elementer og hvert kapitel slutter med fire til fem små opgaver. Det er meget tilfredsstillende, når det lykkes at løse opgaverne uden at skulle kigge tilbage i manualen. Det sker flere og flere gange. Der er i alt 138 øøvelser spændende fra det helt simple til noget der er ret avanceret. Jeg er stadig i gang med det simple.

CSS er ikke et programmeringssprog med kan nok nærmere kaldes et kodesprog. Jeg har altid ønsket mig at kunne programmere, og er også begyndt at lære det en del gange, men det er som om min hjerne ikke rigtig er indstillet på programmering. CSS er nok det tætteste, jeg kommer på.

Jeg kan helt sikkert ikke huske alle koderne, men nu ved jeg, hvor de står og kan bruge dem som et bibliotek at vende tilbage til. Tak til dig Michael for at have introduceret mig til W3Schools.

Læreprocesser

Jeg kan godt lide udfordringer og læreprocesser. Begge dele gør, at jeg føler mig i live og rimeligt arbejdsduelig, selvom jeg ikke kan arbejde som før.  “Som før” er nu heller ikke noget at stræbe efter. Dengang gik jeg på arbejde og lavede ikke ret meget andet. Nu har jeg tid til fritidsinteresser og tid til indimellem bare at lave ingenting.

God weekend.

 

 

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

[subscribe2]

Mailchimp vs. Subscribe2

Jeg har i mange år haft et nyhedsbrev, der kørte i Mailchimp. Jeg startede det, da jeg havde ganske få år på bagen som slægtsforsker.. Jeg ville orientere om ugens fund og sendte derfor et lille nyhedsbrev hver uge. Det fungerede rigtig godt, og jeg havde ca. 100 abonnenter.

Nyhedsbrevet i Mailchimp kræver – hvis det skal give mening – at man skriver noget nyhedstekst der. Jeg har ikke haft kræfter til både at skrive et ugentligt nyhedsbrev og blogindlæg, og derfor er nyhedsbrevet længe røget ud med samme tekst men med links til de seneste fem blogposter. Den sidste del er meningsfyldt nok, men den første giver ikke meget mening. Der er ikke meget nyhed over det

Subscribe2

Nu har jeg så fundet Subscribe2, der mere har karakter af en mailingliste, hvor man kan melde sig til at få en mail, når der er et nyt indlæg. Altså en helt almindelig abonnementsordning. Ovre i bloggens højre side er der derfor nu indsat en lille formular, hvor man kan tilmelde sig mailinglisten. Desværre kan jeg ikke finde stedet, hvor den kan oversættes til dansk , hvilket ville virke noget mere professionelt.

Indholdet, af den mail brugeren får, er titlen på blogindlægget, et uddrag i HTML og så et link til evt. at læse hele indlægget.

Subscribe2 tilbyder mange muligheder for hyppigheden af mailen. Fx kan den ryge ud en gang om ugen som det nuværende nyhedsbrev. Jeg har lavet en lille enquete blandt mine 55 tilbageværende brugere og spurgt dem, hvilken frekvens de foretrækker.

Fra Mailchimp til Subscribe2

En virkelig smart funktion er, at man kan eksportere sine brugere fra Mailchimp til Subscribe2 og på den måde er man i gang med det samme. På den måde kunne jeg straks sende mine brugere en mail.

Hvis du har lyst at eksperimentere med Subscribe2 er der en fin videoguide her.

 

,

Intensivt kursus

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

Kurset er overstået

Og jeg er brugt, der var langt hjem fra Aarhus, og jeg har sovet 10 timer i nat, men det var utrolig godt. Jeg har lært virkelig meget, det var et meget intensivt kursus (1:1), og jeg har taget mange noter. De fleste er læselige. Jeg håber, jeg kan finde ud af at bruge det lærte. Mange af værktøjerne var nye for mig, så jeg skulle stå på tæer, men det er også helt okay – jeg elsker jo læreprocesser. Trin 1 er herefter at prøve at lave nogle designændringer her på bloggen og at få styr på billederne, for det ser ud ad h… til nu og har gjort det længe, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gøre det rigtigt.

Jeg glæder mig til at fortælle min kollega, hvad Michael og jeg har arbejdet med og til at fremvise konkrete resultater. Trin 2 er at prøve nogle af teknikkerne på arbejdet. Jeg ser frem til det.

Noget af det jeg glædede mig til var at surfe rundt på nettet og se, hvad der var lækre hjemmesider, og hvad der bestemt ikke var. Konklusionen er, at man har skabt 80 pct. af en lækker side, hvis:

  1. der er luft omkring elementerne
  2. der er styr på linjerne (elementerne holder kant)
  3. elementer, der hører sammen, er afgrænsede
  4. der er brugt lækre billeder, hvor farverne passer i profilen

Dvs. det er ikke nødvendigt med elementer, der hopper og danser! Faktisk giver det en u-lækker hjemmeside.

En heldig fleksmedarbejder

Jeg føler mig som en heldig fleksmedarbejder:

  1. jeg har en kommune, der vil betale for et kursus
  2. jeg har et arbejde
  3. jeg har et arbejde, der er meningsfyldt
  4. jeg har verdens bedste chef

Det er godt, jeg ikke gav op og gav mig til at sortere rugbrødet nede i Netto, som jeg ellers tænkte på, da jeg senest var indlagt.

, , , ,

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

Jeg er en medarbejder, jeg skal på kursus selvom jeg har Aspergers syndrom, jeg er værd at smide penge efter. Det er fantastisk. Jeg havde ikke troet, det kunne ske igen, men i morgen går toget til Aarhus, godt nok med skift i Odense, hvor jeg skal være sammen med vores faste samarbejdspartner Michael Storm i to dage til eneundervisning. Jeg har ikke været på kursus siden før 2013, så nu føler jeg mig som kongen af Danmark. Det er alt sammen så nyt og spændende. Det er vild luksus.

Jeg skal lære om designdelen af det at skabe websites, for teknikdelen kan jeg. Jeg er meget spændt på, hvad der er et lækkert website og hvad der ikke er. Jeg glæder mig i det hele taget helt vildt.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og det har jeg også sagt til min chef/kollega. Det var han heldigvis godt klar over og sagde “Bare rolig andre bruger tre år på at blive webdesignere. Jeg forventer ikke, du kan lære det på to dage”. Det blev jeg utrolig glad over, han sagde, for jeg var selvfølgelig begyndt at opbygge et indvendigt forventningspres. Sådan er jeg jo: altid bange for ikke at slå til.

Et er at komme på kursus

Et andet er hverdagen. Det går så godt, og jeg er så glad, også når vækkeuret ringer 05:45 tre dage om ugen, og jeg skal med toget til Midtsjælland. Chefen/kollegaen er glad, jeg er glad, intet kunne være bedre.

Betydningen af at have et arbejde

Jeg talte med speciallægen om disse ting i dag og hun sagde meget klogt: Den bedste medicin for mange ville være at give dem et arbejde. Det kan jeg kun være enig med hende i. Det betyder så meget at være et menneske, der bidrager på arbejdsmarkedet. Jeg kan kun bidrage med 15 timer, men lidt har også ret. Da Torkild Sonne for omkring ti år siden startede sine første projekter, skrev jeg ham faktisk en ansøgning, men selvfølgelig fik jeg ikke engang et svar. Nu til dags har han modtaget adskillige priser for sit arbejde med mennesker på autismespektret. Arbejdet startede med, at hans søn havde Aspergers syndrom og hvordan kunne der findes en plads til ham på arbejdsmarkedet?

Selv synes jeg, at jeg kan knejse med nakken, nu hvor jeg har noget at stå op til, nu hvor jeg bidrager, og nu hvor jeg har en funktion i det daglige. Jeg klarer mig som hovedregel rigtig godt, og det har jeg tænkt mig at blive ved med også selvom det betyder, at jeg skal føre alle mine skemaer, der som hovedregel er “hemmelige”. Jeg monitorerer mange ting og samlet set vil mange finde det lidt tosset, men det er så en del af mig. Så er jeg lidt tosset…


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.