At gå på to ben

At gå på to ben

Det går fremad

“At gå på to ben” hentyder til både friheden ved Linux, hvor der fx er 85.000 gratis programmer, hvor man kan tage kildekoden under armen, gå sin vej og bygge sin egne distro (version), hvis man ellers har forstand til det, og hvor brugen af programmerne er gratis. Ingen dollars er involverede her. Men det hentyder også til, at jeg har installeret Linux og Windows side om side – dvs. jeg har haft folk til det 🙂 – så jeg kan vælge hvilket system, jeg vil bruge en given dag. I går var Microsoft åbent et kvarter og i dag når det næppe at blive åbnet. Pudsig tanke at det jeg har brugt siden før computeren blev opfundet, for mit vedkommende siden 1990, kan skiftes ud på nogle få dage.

Det tager tid

Det tager sin tid at starte på en helt blank og vårfrisk PC; der er mange ting, der skal på plads i Linux, før maskinen er rigtig brugbar som arbejdshest, men jeg har ikke noget andet arbejde, der skal gøres, så jeg kan koncentrere mig om at bringe nødvendige ting på plads fx:

  • program til koder. Keepass 2 er fint og det jeg kender, og sørme også tilgængeligt.
  • Dropbox. Kører nu takket være en hjælpsom sjæl fra ‘Linux for begyndere’, men jeg havde nu gjort det rigtigt selv. Jeg var bare ikke tålmodig nok.
  • et alternativ til Teamviewer. Er jeg endnu ikke i gang med at undersøge.
  • slægtsprogrammet Legacy, der kan køre meget fint under Wine, jeg kan bare ikke finde ud af at få det installeret, selvom jeg har fundet en super god guide her. Men jeg prøver da bare igen. Det kunne lykkes. Min slægtsforskning er 10 års arbejde, der bare ikke må mistes!
  • Herudover er der småting:
    • kan man ikke fjerne kodeordet, der konstant skal indtastes?
    • Og er der ikke genvejstaster til copy and paste og cut and paste? Jeg savner allerede de gængse taster fra Windows.

Videoer

Jeg ser begyndervideoer i rå mængder, for jeg gider ikke spørge hele tiden, og det er også rimeligt at man klarer alle de nemme tin selv vha. Google. Der er virkelig mange fine videoer om Linux Mint på YouTube. Jeg har fået meget basisviden fra dem. Nuvel der er langt endnu, men det går fremad.

I dag har jeg fx lært om backup af filsystemet, om at ændre skrivebordsbaggrunden, hvilket jeg synes er inderligt uinteressant, om Programhåndteringen og om andre ‘småting’.

Og sådan får tiden nemt ben at gå på. 🙂

PS1: Jeg har sørme fået installeret Wine og Legacy. Hvor er jeg glad for det. Nu kan jeg gå i gang med at se på at koble personer og billeder sammen, så programmet igen bliver flot at se på.

PS2: Så er billederne også på plads i Legacy

PS3: Så er Teamviewer installeret vha. denne guide.

Så kører det

Linux

Installationerne er tilendebragt

Jeg er nu indehaver af både Windows 10 og Linux Mint Cinnamon. Det er sat op, så jeg kan vælge, når PC’en starter op (dualboot). Så kan jeg lære Linux Mint stille og roligt og skifte fra Windows 10, når jeg føler mig klar. Det er trods alt en helt anden verden.

Min tekniker kom, så og sejrede. Han er bare så dygtig. Det var spændende at sidde ved siden af og iagttage, om hans skærmbilleder så ud som mine gjorde, og det gjorde de overhovedet ikke. Der, hvor man skulle vælge om det skulle være dualboot eller ej, fik han teksten a la ‘ved siden af Windows’ og den fik jeg på ingen måde. Alt så anderledes ud med en masse tal, som jeg ikke kunne gennemskue og navne på partitioner a la ext4-fs, som ikke siger mig ret meget.

Vi kiggede lidt på USB-pinden og konstaterede, at databasen havde mangler, selvom jeg brugte Rufus til at lave USB-pinden med. Han kunne heller ikke køre installationen med pinden. Så snart vi skabte en ny pind, trillede det bare på ingen tid.

Dokumenter og billeder

Dokumenter og billeder er placerede på en disk for sig, så selvfølgelig burde der ikke kunne ske dem noget, alligevel er der ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt, at jeg ville være lykkelig, når jeg så dem. Således blev jeg lykkelig her til eftermiddag.

Fremad

Nu skal det gå fremad med Linux, for lysten til at lære er stadig til stede – men jeg har lige et par ting i Windows der skal ordnes, koder, adgangen til Facebook og mails osv. Der bliver nok at gøre, og jeg skal også passe på musearmen, den er slem nok. Så jeg kommer ikke sådan lige ud over stepperne.

Partitionerne

Ubuntu

Partitionerne, der blev væk

Jeg har heldigvis min iPad at skrive på og kommunikere med omverdenen med. Uden den ville jeg være ilde stedt, for det er nemlig lykkedes mig at smadre min elskede PC fuldstændig. Den kan ingenting, og der er kun sort skærm. Jeg tror, jeg har lavet fuldstændig kuk i partitionerne.

Forhistorien

Jeg vil gerne lære Linux Mint eller Ubuntu og legede lidt med det i en Virtuel Box, men der kommer man jo ikke til at bruge det “i virkeligheden”. Det er og bliver leg, så jeg ville gerne videre og besluttede derfor at installere Linux Mint som dual boot – altså ved siden af Windows.

Jeg lavede plads på den rigtige partition – 97,66 GB – og var klar til at installere der. Under installationen kom der en meddelelse vedrørende partitionerne, jeg ikke forstod, men jeg store idiot kørte videre. Det kom der ikke en installation af Linux Mint ud af. Tværtimod var mit Windows-skrivebord tømt for indhold, hvilket altid er et dårligt tegn.

Da det nu alligevel var gået galt, besluttede jeg at gå all in med Linux Mint og installere det på Windows´plads. Det gik heller ikke. Der kom adskillige meddelelser vedrørende partitionerne, men jeg forstod dem ikke. Og i hvert fald kom der ingen installation ud af det.

Status

Jeg har ingen PC og går og er så bekymret for, om der er sket noget med mine dokumenter og billeder, men de ligger altså på et særskilt drev. Men jeg vil se dem, før jeg tør tro, de er uskadte.

Jeg synes installationsprocessen er langt fra brugervenlig. Jeg har installeret tusindvis af programmer, så det burde ikke være så svært. Jeg fik aldrig præsenteret det afsatte 97,66 GB plads til Linux Mint. Der står nogle andre tal, men hvis man ‘bare’ er bruger, siger de ikke en ret meget, og når de ikke gør det, ved man ikke, hvor man skal installere.

Jeg føler mig som en kæmpe idiot, men synes på den anden side ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Nu står jeg bare med en super PC, der intet kan.

Løsning

Jeg har ringet efter en tekniker, der kommer på tirsdag, så må vi se, om han kan redde stumperne. Og ellers må vi starte forfra, og det skal være som dual. boot, for jeg vil stadig gerne have Linux Mint.

,

Diverse

Diverse

En lille skygge

DiverseEn lille diskret skygge kan have stor betydning.

Det har længe generet mig, at knapperne under billedrækkerne på forsiden af min blog var fuldstændig umulige at se, med mindre man vidste, de var der. Jeg tror, jeg har mange ældre læsere, og jeg ser jo nødig, at de går glip af mine tidligere geniale indlæg. Jeg fandt en stump kode på nettet, som løste problemet. Man skal bare skrive sådan her (hvilket jeg aldrig bliver i stand til):

 

#top .pagination a{
    box-shadow: 1px 1px 1px 1px rgba(0,0,0,.5);
}

Og når man så har skrevet det, har knapperne fået en pæn lille skygge (øverste række), så man kan se, de er der, uden de fylder for meget i helheden. Jeg kan ikke selv kode længere, og det interesserer mig heller ikke. Jeg vil hellere skrive, lave hjemmesider, lære/lege med Excel osv.

En kognitiv succes

Sidst jeg prøvede at høre en lydbog er vist et par år siden. Det gik mildest talt elendigt. Jeg kunne koncentrere mig 4 * 4 minutter, så var koncentrationen røget. Hvis man deler en bog på måske tre timer op i intervaller af 16 minutter er det helt sikkert, at man har smadret handlingen. Man kan lige så godt lade være at lytte.

DiverseP.t. siger ugeskemaet, at jeg skal gøre grundig rent, og da jeg retter mig efter skemaet, når jeg ellers ikke pjækker fra det, gør jeg altså rent. Og her bliver kanonflot! Undervejs kan jeg jo så høre et eller andet. Det plejer at være musik, men af en eller anden grund vovede jeg at finde en lydbog frem. Succes – det gik så godt. Jeg lyttede mindst en time, mens jeg arbejdede. Hvor er jeg glad.

Det var et af mine mål, da jeg blev udskrevet: træne den delte opmærksomhed (det at man kan gøre flere ting ad gangen). Dagligt har jeg brugt 15 minutter under min kugledyne med musik fra Spotify i mine Airpods foran Facebook på iPadden, og det er faktisk gået rigtig fint. Nu er Facebook jo ikke stor litteratur, men det er heller ikke målet lige nu. Målet er at træne hjernen op igen; næppe til samme niveau, men i hvert fald til et bedre. Jeg føler det som en succes.

I Hvidovre kirke (nærmest)

Det er vist et par år siden, jeg har været i kirken eller i nærheden. Af mange grunde blev det for svært. Min præst havde imidlertid jubilæum i dag, så det var en passende anledning til at vove sig derover igen. Jeg hilste på mange søde mennesker i menighedshuset, men det var svært. Jeg føler mig syg, når folk siger, jeg ser godt ud (underforstået nu). Det er lidt som dengang, min tænder lige var blevet lavet. Jeg traf mennesker, der sagde “Gud du har fået lavet dine tænder” underforstået de havde tidligere tænkt, at jeg så farlig ud.

Jeg smuttede efter en time og var godt tilfreds med at have klaret det, også selvom jeg nappede en Oxapax (et beroligende kemikale) inden jeg gik hjemmefra.