Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

En tur ud i sundhedsvæsenets karrusel

Jeg tager mit gamle mantra op af tasken: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg”. Det er desværre en nødvendighed en gang imellem! Jeg gør det ikke for at være en mavesur patient. Jeg gør det for at prøve at fortælle, at her er noget, “nogen” burde handle på.

Dialogen med egen læge ender surt – og det er mig selv, der sørger for det. Det gør jeg, når jeg fx mødes af “Som sagt …”

Skriver jeg selv “Som sagt …” til nogen, er det min måde at spørge, om de ikke kan læse indenad?

Nåh, men altså her kommer historien endelig:

Når man er i den lykkelige situation, at man ikke får medicin men vedligeholdelses-ECT grundet “svært behandlelig bipolar affektiv sindslidelse type 1”, tages blodprøver og EKG hver tredie måned. Det er jeg glad for.

Da “vi” senest skulle rekvirere blodprøverne, spurgte jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om det var muligt at bestille “den fulde pakke” eller i hvert fald noget, der inkluderede “levertal”. Jeg var nemlig enormt spændt på at se, om det havde normaliseret sig, sådan som det burde.

Normalt kigger jeg aldrig nogensinde på prøvesvarene:

1. For det første fordi alt sikkert er normalt. Denne gang havde jeg jo bare en konkret anledning.
2. For det andet fordi jeg har en eller anden opfattelse af, at hvis der er noget helt galt, så mærker jeg det nok, eftersom jeg regner med, at jeg kender min krop.

Svarene kom, og jeg kiggede efter “levertal”

Nu hedder levertal ikke “levertal” men Alanintransaminase [ALAT];P. hjalp doktor Google med at finde ud af. Grænsen er 45 og mit er nu 46. Alt er godt. Jeg er ganske udmærket klar over, at man ikke skal kigge efter en afvigelse på 1.

Nu er jeg jo bare patienten, så jeg undrede mig over, at levertallet var normalt, mens jeg stadig drak alkohol (marts). Ret præcist tre måneder efter jeg ikke længere drikker alkohol (juni), er tallet 83 og altså over normalområdet (stort set dobbelt op). Det må man vel gerne spørge til?

Amylase, pancreastype;P; er helt Anders And

Pancreas er bugspytkirtlen, og den skal nok helst fungere efter hensigten.

Normalområde: 10 – 65 U/L. Min værdi: 175.

Jeg spørger i psykiatrien, om det ikke er lidt underligt, at min værdi er i hvert fald 2,7 gange over normalområdet (175/65).

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien henviser til egen læge, da det er noget somatisk. Det forstår jeg godt, jeg synes bare af og til, det er svært at finde ud af, hvor jeg skal spørge om hvad.

Korrespondancen med egen læge

Jeg var meget tydelig, da jeg skrev til egen læge. Jeg har lavet utrolig meget support i mit liv, så jeg er vant til ikke at kunne hjælpe, når folk spørger ca. sådan: “Jeg klikker på den blå, og der sker ikke noget”. Det er langt fra tilstrækkelig information til at kunne yde support. Er du ude i haven ved græsslåmaskinen eller ved din PC? Hvilket program/hvilken app? Den blå hvor? Til højre eller til venstre? Hvad står der på den blå? osv.

På samme måde må man som patient sørge for at hjælpe lægen, så hun ved, hvad man spørger om, og hun ved, hvad hun skal svare på!

Så efter jeg har udtrykt min tilfredshed med levertallet på 46, men undret mig over det med juni, spørger jeg:

“2) Herudover forstår jeg ikke Amylase, pancreastype;P;
Normalområde: 10 – 65 U/L.
Min værdi er 175 …
Er det noget, jeg skal være bekymret over? Hvad kan det skyldes?”

Hun svarer:

“Disse tal kan fluktuere og kan blive påvirket af f.eks. virusinfektion. Hvis du ikke har mavesmerter eller nytilkommne symptomer, foreslår jeg at blodprøverne kontrolleres om 1 mdr.”

Jeg bliver nødt til at spørge:

“Ad 2) Jeg går ud fra, at dit svar om “mavesmerter og nytilkomne symptomer” vedrører Amylase, pancreastype;P.

Jeg har heldigvis hverken mavesmerter eller nytilkomne symptomer. Er det dig eller psykiatrien. der skal rekvirere blodprøver til brug om en måned?”

Hun svarer:

“Som sagt kan et levertal være påvirket af flere forhold. Det er fint, at du ikke har symptomer. Det er de læger, der rekvirerer blodprøverne, der også skal følge op på dem.”

Herpå bliver jeg desværre nødt til at svare følgende:

“Tak for dit svar. Jeg var desværre ikke klar over, om dit svar angik det ene eller det andet tal, når jeg spurgte til to tal, der så mærkelige ud for mig som bruger. Jeg returnerer til aldrig at kigge på disse resultater. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af. Og skulle jeg fejle et eller andet, så mærker jeg det nok.”

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg er ellers glad for min praktiserende læge. Jeg fulgte sådan set med klinikken, da hun overtog den efter Lasse og Marie for mere end 20 år siden; ergo har jeg været der længere end hende. Og jeg overrender hende altså ikke, eftersom jeg heldigvis ikke fejler noget somatisk – så vidt jeg da ved.

Jeg synes, hun sender mig ud i karrusellen ved at skrive at det er “de læger, der rekvirerer blodprøverne, der også skal følge op”. Det fatter jeg ikke en brik af. Når jeg har et prøvesvar “fra min krop”, der er helt Anders And, kan det da ikke være en psykiater i Distriktspsykiatrien, der skal følge op på det.

Min kontaktperson undrede sig også og ville selvfølgelig gå videre med det. Det skal hun jo. Jeg bad hende nu lade være. Vi venter på det normale interval (de tre måneder), eftersom jeg har det ganske udmærket. Var jeg ved at dø, havde egen læge vel i det mindste sendt en ambulance …