/9 Kommentarer/i /af

Lægen spurgte, om jeg kunne trække vejret

Lægen spurgte, om jeg kunne trække vejret

Medvirkende til rygestoppet

Lægen spurgte, om jeg kunne trække vejret

Jeg var til ECT (kaldtes tidligere “Elektrochok”) i mandags den 19. august. Den 21. august slukkede jeg den sidste cigaret. (troede jeg da …)

Før behandlingen kommer der altid en læge og lytter på hjerte og lunger, spørger om man har slået hovedet siden sidst, hvornår man senest har fået noget at spise og drikke osv. Der skal være fuldkommen styr på den slags før anæstesien, så jeg er glad for de rutinemæssige spørgsmål.

Denne gang spurgte hun tillige, om jeg havde vejrtrækningsbesvær, og om jeg kunne gå til anden sal? Jeg synes, det er nye spørgsmål, for jeg har prøvet dette 100 gange før – og hvorfor spurgte hun? Hørte hun noget i mine lunger, der ikke skulle være der?

Jeg blev bange. Det var som at få smækket skadevirkningerne lige op i synet, og det var en klart medvirkende faktor til mit rygestop. Jeg har endnu ikke vejrtrækningsbesvær, og jeg stadig gå til anden sal. Men hvor længe varer det ved?

Denne viden er ikke ny for mig. Enhver idiot ved, det er dødsensfarligt at ryge, men det er som om, det altid angår nogle andre, når man læser og hører om det. Denne gang angik det mig.

Jeg har ikke tid at dø

Jeg er 60 år. Jeg har endelig fået et liv og en hverdag, jeg elsker. Årene fra 1972 til 2021 var primært op ad bakke. Når man trækker de to tal fra hinanden, får man 49 år. Det er mange. Så længe kæmpede jeg.

Jeg har ikke tid til at dø nu. Jeg har heller ikke tid til at ligge i en respirator på et hospital.

Jeg skal være “færdig” med min slægtsforskning (det bliver man (heldigvis) aldrig), mit website skal redesignes, og jeg har en “TNG-kunde”, der stadig behøver support.

Min lejlighed egner sig ikke til rollator med iltapparat

Min lejlighed har en del dørtrin, så det vil være fandens bøvlet at gå rundt med en rollator påmonteret et iltapparat. Jeg havde engang en veninde, der havde en vældig sød mor, hvis kunstværker, jeg har hængende, så jeg glemmer hende ikke sådan lige.

Det billede, jeg har i hovedet af moderen, er, at hun nærmest “flyder ud” midt i en trepersoners sofa med en iltmaske for næsen. Selve iltapparatet står vist på rollatoren. Jeg tror, det er meget smertefuldt at have KOL. Hun kunne godt være blevet lidt ældre, men cigaretterne tog livet af hende.

Det har jeg simpelthen ikke lyst til at gentage, og det er nok heller ikke nemt at få dørtrinnene af, når de har siddet der, siden ejendommen blev opført, hvilket formentlig var midt i 50’erne.

Det er allerede mindre rædsomt nu

Jeg synes faktisk, det går helt hæderligt, og jeg tænker også på andet end at ryge. Den lille spray er snart tom, og når den er det, køber jeg bare en ny. Nettoresultatet er stadig positivt.

Jeg glæder mig til budgetopfølgningen for september den 2. oktober og til at se faldet i udgiften til husholdning, men det ved jeg jo allerede: 25.000 kr. på årsbasis. Men jeg ser ikke desto mindre frem til det.

God weekend!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Sådan blev jeg ryger

Sådan blev jeg ryger

Jeg har følt mig som »Underklassen«

Sådan blev jeg ryger

Jeg lyttede til den gamle »Hjernekassen på P1« fra den 16. september 2019, og jeg har hørt den flere gange. Og den er også omtalt i denne artikel.

Jeg ved ikke, om jeg får læst Allen Carrs »Endelig ikke-ryger. Den lette vej til rygestop«, men jeg vil høre denne udsendelse hver gang, jeg er svag(-elig).

En af gæsterne i studiet er Henrik Rindom. Og han er virkelig god at høre på, eftersom han ved alt om misbrug og er psykiater. Han fortæller blandt andet, at man er afhængig efter to til tre pakke smøger, og det gælder især, hvis man starter, når man er ung, fordi der er hjernen maksimalt indstillet på indlæring. Der udløses meget dopamin, altså hjernens belønningsstof, når man ryger. Vi får det så skønt, og derfor tager vi en til.

Jeg startede, da jeg var 16 i 1981, og en af årsagerne var, at jeg gerne ville være ligesom de øvrige kollegianere, som jeg så op til. Jeg ville gerne være en del af deres fællesskab. Det var som om, jeg blev lidt mere voksen af at ryge.

Herudover er jeg fra hjem, hvor der blev røget. Alle røg cigaretter, til sidst blev det cerutter. Hvem husker ikke søndagsturene på bagsædet med to rygere på forsæderne? Hvis det var sommer, kom der et vindue på klem … Selv min elskede far var så dum, at han røg.

Det bedste, man kunne gøre, er, at få forældre til at holde op med at ryge, for børnene gør som deres forældre. Børnene kunne således vokse op i et røgfrit miljø. Henrik Rindom mener, rygning burde anerkendes som en sygdom.

Gennem et godt stykke tid har jeg været flov over at ryge fx i min vens hjem. Hun er ikke-ryger men er alligevel så sød at stille askebægre frem og sige, at jeg gerne må ryge, og det gør jeg så. Jeg kan jo godt selv lugte, hvilken lugt jeg tilfører hendes hjem. Det synes jeg egl. ikke, man kan, men alligevel gør jeg det.

Jeg har følt mig lidt som »underklassen« for blandt de mennesker, jeg omgås, er det oftest dem med en kortere uddannelse, der ryger. Selvfølgelig gælder det ikke altid. De veluddannede ryger sjældnere. Jeg er veluddannet, altså må jeg stoppe. Så er den potte ude.

I skadestuen ved 4- 5-tiden om morgenen

Peter Lund Madsen fortæller, hvordan han som ung reservelæge typisk blev kaldt ned i skadestuen ved  4- 5-tiden om morgenen og skulle hjælpe folk, der var ved at dø af deres astmaanfald. I 20-30 minutter anede man ikke, om de klarede den eller ej. Skulle anæstesien tilkaldes, og skulle folk i respirator? De svedte så meget, at de elektroder, man forsøgte at sætte på hjerteregionen, gled rundt på kroppen; de kunne simpelthen ikke sidde fast. Jeg vil ikke være en af dem.

De samme mennesker, der havde været lige ved at dø, sad ved 11-tiden om formiddagen oppe i rygerummet sammen med de andre rygere og røg. Det siger noget om, at det er vanvittigt afhængighedsskabende.

Læge Charlotta Pisinger er også i studiet

Sådan blev jeg rygerCharlotta Pisinger er Danmarks første professor i tobaksforebyggelse. Hun er professor på Københavns Universitet og adjungeret professor på Syddansk Universitet. Hun betegnes ofte som landets førende tobaksekspert, har skrevet de nationale retningslinjer for rygeafvænning, udgivet mange tobaksrelaterede rapporter og bl.a. præsenteret videnskabelige resultater for EU Parlamentet.

Charlotta fortæller bl.a., at det står rigtig skidt til med rygning i Danmark. Efter årtier, hvor andelen bare er faldet og faldet og faldet, er det stagneret, og man ser, at det er de unge, der begynder at ryge. Det er ikke de gamle rygere, der tager et tilbagefald. Dem, der er holdt op, holder fint fast i rygestoppet.

Blandt de 16-24 årige er det 16 pct., der ryger i Danmark. I Norge er det 3 pct. i samme aldersgruppe. I Danmark ryger 17 pct. ryger dagligt. Inkluderer man festrygerne, kommer vi op på 23 pct. Altså ryger ca. en fjerdedel af befolkningen. Det er mange, og det er mange flere end i vores nabolande.

Der står en vanvittigt magtfuld industri bag tobakken. Influencerne ryger, og det virker sindssyg godt. Der bruges mere en 1 milliard dollars i timen på markedsføring af tobak. Det ville de ikke gøre, hvis det ikke virkede.

Hypnoseterapi er undersøgt ved lodtrækningsforsøg, og man har ikke kunnet påvise en sikker effekt, men selvfølgelig virker det på nogle få. Det, der virker bedst, er støtte i form af rygestopkurser. Det, der virker dårligst, er »den kolde tyrker«. Jeg ved ikke helt, om det er det, jeg er gået i gang med. Måske er det en farlig vej?

Halvdelen af de daglige rygere dør af en rygerelateret sygdom. Helbredsgevinsten ved at holde op med ryge er enorm. Det slår hurtigst igennem på hjerte-kar-lidelserne, og det er yderst positivt. Lungerne, er det organ, der gennem 43 år har modtaget min nikotin og tjære, bliver aldrig, som en aldrig-rygers. Jeg er for gammel og når det ikke.

Prisen

Prisen skal sættes markant op, og det har man så gjort forsøg på siden 2019. Lige nu koster en pakke cigaretter 69 kr. Men den burde måske koste 130 kr. Jo mere man sætter prisen op, jo mere mindsker man den sociale ulighed, for de unge og de fattige har ikke råd til at ryge, hvis det er så dyrt. Direktøren og advokatfruen skal nok finde pengene.

Jeg har selv regnet ud, at jeg vil spare 2.098,75 kr. pr. måned ved ikke at ryge (365/12*69). Det svarer til 25.000 kr. på årsbasis. De penge kan jeg snildt bruge på noget andet.

Fortæl det vidt og bredt

En af gæsterne i studiet har det tip, at man skal fortælle vidt og bredt, at man er holdt op med at ryge, for omgivelserne er så søde og bakker så meget op. Det være hermed gjort.

Sådan blev jeg ryger

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i /af

Rygestop er indtil videre rædsomt

Rygestop er indtil videre rædsomt

Jeg prøver (endnu) et rygestop

Rygestop er indtil videre rædsomt

Når dette udgives den 22. august kl. 00:01, har jeg været røgfri i 16 timer, og jeg bryder mig på ingen måde om det. Det er hæsligt, og jeg føler mig vanvittigt rastløs.

Men jeg bryder mig heller ikke om tanken om:

  1. at dø af lungekræft. Det gjorde “min mor”.
  2. at ende mit liv med KOL og inhalator. Det har jeg set et menneske gøre, og det så ikke rart ud.
  3. at ødelægge mund og tandkød
  4. at fylde mine nymalede vægge in spe med nikotin og tjære
  5. at bruge alle de penge på cigaretter

Jeg har røget siden 1981. Spørgsmålet er, om mine lunger kan nå at “rense sig”, inden jeg dør – jeg er nok for gammel til det. Men det kan i hvert fald ikke blive værre.

Et rygestop kræver hjælpemidler. Her omtaler jeg nogle muligheder

Man kan ringe til »Rygestoplinjen«

Der var meget lang ventetid på at komme igennem – og det var måske lidt snik snak i forhold til det, jeg allerede havde læst på Netdoktor mv., men hun var da vældig sød. Jeg synes bare ikke, jeg blev meget klogere. Men det var selvfølgelig opmuntrende at vide, at sådan har andre det også. Jeg er ikke alene.

Man kan gå på rygestopkursus

Hvidovre Kommune tilbyder rygestopkurser, men det er ikke noget for mig at sidde i rundkreds og tale om mine “lidelser” sammen med andre med de samme “lidelser”.

Man kan forsøge sig med en mundhulespray

Jeg har købt en mundhulespray og læst indlægssedlen. Måske hjælper den faktisk lidt.

Jeg føler mig ikke overbevist om, hvorvidt nikotinplastre virker

Da jeg senest gjorde et forsøg, købte jeg nikotinplastre. De er tre måneder for gamle, og jeg synes ikke, der er nogen effekt. Det venlige menneske hos Rygestoplinjen mente, at der måske alligevel er en effekt, da idéen er, at de skal virke som depoter.

Men jeg synes »Hjernekassen på P1« virker glimrende

Jeg vil gå tidligt i seng og lytte til den udgave af »Hjernekassen på P1«, der handler om rygning, som jeg også hørte for et stykke tid siden. Den drejede sig nemlig om, hvor vanvittigt afhængighedsskabende rygning er, hvilket er en medvirkende forklaring på, hvorfor det er så svært at holde op med at ryge.

Udsendelsen er fra den 16. september 2019 og handler om »Hvorfor ryger så mange mennesker stadig tobak? Hvor skadeligt er det egentlig at ryge? Hvorfor er det så svært at stoppe?«

Jeg må i gang med mine projekter, for det virker

Jeg har taget fat på bare et af mine projekter, og der er sådan set nok at gå i gang med. Midt i juli tog jeg fat på familierne Protz og Granzow som er 3 og 4 * tipoldeforældre i og omkring Darsikow, Brandenburg, Germany. Jeg har fået en del hjælp til tydning af flere personer, men har ikke fået dem skrevet ind i mit slægtsforskningsprogram og her fem uger efter, kan jeg selvfølgelig ikke huske hvem, hvad og hvornår jeg er nået til.

Jeg fører nogle noter i Notepad++, så jeg ved, hvor langt jeg er kommet, og det er praktisk at kunne gå baglæns og prøve at finde ud af, hvor jeg mon er kommet til. Jeg har brugt nogle timer på at finde ud af det – og jeg har en tilståelse: et par timer har jeg ikke tænkt på at ryge og har end heller ikke tænkt  på inhalatoren. Måske er der alligevel håb …

Herudover har jeg sorteringsprojektet med bøgerne: Hvilke skal ud og hvilke skal gemmes? Der er masser tilbage. Og i morgen skal jeg have fat i den unge mand, der skal hjælpe med logistikken, for at være helt sikker på, at vi har en aftale og hvornår.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Der er ting, man ikke taler om

Der er ting, man ikke taler om

Ensomhed og at “få tiden til at gå”

Der er ting, man ikke taler om

En telefonsamtale med en ven inspirerede mig til denne artikel: at skrive om det man ikke taler om.

Der er sikkert mange ting, man ikke taler om, men det er helt sikkert, at man ikke taler om hverken, at man føler sig ensom, eller at man ikke kan få tiden til at gå.

Jeg vil starte med at indskyde, at ingen af delene længere gør sig gældende for mig.

Om ensomhed

I marts 2016 skrev jeg en artikel, jeg kaldte “Angst og ensomhed”, om en påske fyldt med begge dele. Puha – hvor var livet dog ubehageligt og usikkert dengang. Hvor er det dejligt, at det er datid. Jeg følte mig så ensom, og overvejede blandt andet, om jeg overhovedet havde behov for en telefon, idet den alligevel aldrig ringede.

Der er meget stigma knyttet til ensomhed. Hvis man siger, man er ensom, så kan det jo være fordi, man er så kedelig at være sammen med, at der ikke er nogen, der gider en? Måske er en ens sfære så begrænset, at ingen gider tale med en? Måske er man så syg, at man kun kan tale om – og tænke på – sygdommen?

Der kan være uendeligt mange årsager til ensomheden, der under alle omstændigheder er tabubelagt. Har du måske nogensinde set et opslag på Facebook fra et menneske, der starter med at skrive: “Jeg føler mig så ensom”? Jeg kan huske, at jeg havde mange overvejelser om at udgive artiklen fra 2016, fordi den kunne gøre mig endnu mere ensom, end jeg allerede var, og det var ikke det, jeg havde behov for.

Dengang var jeg syg, angst og ensom, men det var også før, jeg havde accepteret, at jeg synes vældig godt om at være alene.

Mit mantra er nu: “Jeg har ikke noget imod andre mennesker, men jeg har ikke så meget brug for dem”.

Jeg er sammen med min bedste ven ca. en gang om måneden. Jeg ser psykologen en gang om måneden, og jeg ser min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien hver tredie uge, og så er behovet for at være fysisk sammen med nogen dækket.

Til gengæld holder jeg vildt meget af at føre timelange telefonsamtaler med alle de dejlige og kloge mennesker, der er i mit liv.

Det er sådan, jeg “holder de sociale forbindelseskanaler åbne”, og det passer mig utrolig godt.

Om at få tiden til at gå

Når jeg tænker over det, er der vist også stigma knyttet til at indrømme, at man har svært ved at få tiden til at gå. Det er jo ikke videre flatterende at sige, at det kan man ikke, for så er man måske så dum, at man ikke kan finde sig en hobby?

I virkeligheden overvejer jeg ofte, hvordan jeg nogensinde fik tid til at gå på arbejde. Det oplever jeg, at mange pensionister overvejer. Efterhånden kender jeg ikke længere nogen, der stadig er på arbejdsmarkedet. Det skyldes selvfølgelig, dels at jeg selv er blevet “gamlere”, dels at jeg har viet mine resterende år til slægtsforskning, der typisk er noget, folk begynder at interessere sig for, når de kommer op i alderen. Jeg var et særsyn, fordi jeg begyndte at slægtsforske, allerede da jeg var 40 år.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft problemer med at “få tiden til at gå”. Jeg har vist altid interesseret mig for et eller andet og i de erhvervsaktive år, fyldte arbejdet det meste af tiden, så der var slet ikke tid til ikke at kunne få tiden til at gå.

Gennem årene har jeg mødt mange medpatienter, der havde det så dårligt, at de ikke kunne have en hobby. Hvis hjernen hele tiden er beskæftiget med at høre stemmerne, der taler nedsættende til en eller med tanken om, at “verden vil være et bedre sted uden mig” (hvilket er en forfærdelig tanke – been there, done that), så kan man ikke dyrke en eller flere (sær-)interesser, og så er det klart, at man kan have svært ved få tiden til at gå, og så kan det være, tiden skal slås ihjel med et abonnement på Netflix …

Lyt til Line Trine Dalsgaard

For kort tid siden hørte jeg et interview med Line Trine Dalsgaard. Hun er sygeplejerske med en kandidat i pædagogisk psykologi, og hun fortalte om, hvor sundt det er at have en hobby, fordi hjernen bare elsker de små mikrosejre, det giver, når der er noget, der lykkes; måske finder man Maren Hansdatter i 1712, som man ellers havde opgivet for flere år siden.

Det er endvidere godt for nervesystemet at have en hobby, fordi man bliver beroliget.

En hobby gør, at man føler, at man dur til noget, og man kan producere et eller andet. Og det “et eller andet” kan være et svært puslespil, strikketøj, slægtstavler osv. Det er ligegyldigt. Måske glæder man nogen med det, man har produceret, eller en hobby kan være en vej ind i nogle fællesskaber. Selv elsker jeg fx at tale slægtsforskning eller at hjælpe nogen i gang med TNG. Der føler jeg jo, at jeg dur til noget.

I forskningen om hobbyer er fokus ofte på det, man kalder “flow”, der er et menneskes oplevelse af selvforglemmelse, hvor man simpelthen glemmer tid og sted. Det er så sundt. Jeg kan jo fx læse kirkebøger i 12 timer i træk uden at tænke på mad og drikke. 

Line arbejder for Ulykkespatientforeningen, så hun tager udgangspunkt i, at man fx glemmer de smerter, ulykken har medført, eller at man måske glemmer bekymringerne om fremtiden efter ulykken.

Der er ting, man ikke taler om

Du kan høre Line her. Hendes fortælling varer 3:48 minutter.

  • Hvis du selv har en hobby, vil du blive ekstra glad for at lytte til hende. Hun forklarer nemlig, hvorfor du gør det, du gør.
  • Hvis du (endnu) ikke har en hobby, skal du lytte til hende for at få en forklaring på, hvorfor du bør finde en.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.