Fortsat skrælles lag af

Vi leder efter min mor men finder min far

Jeg undrer mig over, at der kan blive ved at være lag at skrælle af, men det er der. Selvfølgelig er det lidt op og ned. Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på arbejde.

Sådan er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for mig.

Den rationelle del af mig forstår selvfølgelig ikke, at når vi nu har talt om z, y og z 20 gange mindst, og jeg synes, at nu har jeg styr på det, min hjerne er klar over, hvad der er sket, også rent psykologisk, så dukker der alligevel emner op, jeg behøver hendes hjælp til. Men jeg accepterer, at sådan er det, og sådan har mit liv været.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan prioritere at komme hos hende. Man siger, at alt er prioritering, og det er sandt, men det kræver, at man har noget at prioritere med. Det er den privilegerede del af det.

Da gammelt had, nag og andre ubehagelige ting er usunde og alt andet end gode for det mentale helbred, har vi gjort en del for at finde noget positivt at sige om “min mor”. Jeg synes ikke, jeg selv har kunnet bidrage ret meget til den proces; ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kan ikke kan.

Psykologen sagde i går, at hun ikke syntes, hun kendte “min mor” ret godt; og det er sandt. Jeg forstår hende godt, for “min mor” fremstår temmelig anonym både nu og i det, der var min virkelighed. Og det jeg husker, ville jeg faktisk hellere glemme.

Vi leder efter noget positivt og godt om hende, men vi finder gang på gang min far. Fornuftsmæssigt er det jo pudsigt, eftersom jeg havde ca. seks år med ham, men kendte hende fra ca. 1966 – 2006 minus “pausen” på de 22 år, som giver ca. 18 år, altså tre gange så lang tid. Det siger noget om, hvor usynlig hun var, og måske om hendes evne til at falde i med tapetet. Det var muligvis noget, hun fik brug for sammen med psykopaten.

Min sympati kommer i stedet til at ligge hos min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det tilgiver jeg dem aldrig! Morfars samlede livshistorie danner grundlag for min sociale indignation. Det med hans livs efterår kan dog virkelig røre mig til tårer.

Psykologen fandt noget i adoptionssagen

En gang i sommer lånte jeg psykologen adoptionssagen. Jeg lånte hende ikke sagen for, at hun skulle lære noget om mig, men fordi det måske kunne være relevant for hende at vide noget om, hvordan man behandlede den slags børn og den slags sager i forhistorisk tid.

Typisk nok fik hun noget positivt ud af det. Faktisk fandt hun noget positivt at sige om “min mor”, og det kan jeg sagtens se, og det er en vinkel, jeg trods alt er glad for.

Det positive består i

Da jeg lige er kommet til Skjern og vi alle tre er lykkelige, forstår “min mor” ikke papirerne fra børnehjemmet og Rigshospitalet, som børnehjemmet gav dem med. Hun forstår ikke, hvad der står i dem, og hun forstår ikke, hvad hun skal med dem. Mødrehjælpen siger ved et af sine uanmeldte besøg, at papirerne ikke har nogen betydning, og at dem kan hun bare smide ud. Hun smider dem straks i skraldespanden, og Mødrehjælpen noterer, at det virker som om, at hun er meget lettet over det.

Den positive vinkel er: Hun er sådan set ret glad for det barn, de har hentet, og hun er nærmest lidt vred over, at det har fået et stempel som værende retarderet, tilbagestående og smådum, når hun selv (i lighed med Rigshospitalet) synes, det virker normalt. Hun er muligvis klar over, at et sådant stempel kan følge med enten bare mange år eller resten af livet og derfor vil hun gerne af med det/papirerne.

Mit eget ræsonnement er, at selvom man smider nogle papirer ud, så står diagnoser, tests, undersøgelsesresultater mv. jo alligevel et eller andet sted, og jeg synes, det er lidt smådumt. Det svarer lidt til at tro, at krigen i Ukraine ikke længere udkæmpes, bare man ikke tænder for TV Avisen. Men okay … jeg kan godt lide psykologens tankegang og tilgang, der virker logisk, og jeg vil jo gerne finde noget positivt, hvis der vel at mærke er noget at finde, så dette har jeg mærket mig.

I Vollsmose havde vi det hyggeligt nogle måneder

Jeg er også selv kommet i tanke om en enkelt ting: Efter vi flyttede fra revisoren i Odense (hendes første bekendtskab efter min far døde) til Vollsmose og inden psykopaten dukkede op, var der nogle få (hvor mange?) måneder, hvor vi havde det ret hyggeligt – bare hun og jeg.

Jeg husker faktisk ikke, hvori det hyggelige bestod bortset fra én ting: Vi spiste spaghetti med kødsovs i køkkenet og sugede pastaen ind i munden og syntes, det var vældig sjovt, når tomatsaucen landede på køkkenvæggen …

Hvor blev pengene af?

Min fars pludselige død må have været et fuldkommen vanvittigt chok og traume for hende. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, selvom man prøver. Enlig kvinde uden uddannelse, uden arbejde og med et barn, der lige akkurat er blevet ni år. Og i øvrigt i en funktionærbolig, hvor kontrakten løber ud om seks måneder. Jeg ville så sandelig heller ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nu kommer lidt gætterier, som jeg faktisk ellers mener, man bør holde sig fra, men det skader jo ikke at prøve at tænke sig ind i den virkelighed, “min mor” var i.

En ting undrer både psykologen og mig (det var hende, der begyndte): Hvor blev pengene af?

• Man kan ikke forestille sig, at der ikke har været en livsforsikring efter min far: Han må simpelthen have været så ansvarligt et menneske, at der har været styr på den slags. Ellers taber jeg noget for ham! Mens jeg sidder og skriver dette dukker ordene “Statsanstalten for Livsforsikring” op i min hjerne. De pludselige glimt plejer at have noget på sig.
  • Gad vide om jeg kan grave noget frem? Jeg plejer at kunne grave ret meget frem, så hvorfor ikke her?
• Hvis man tegner en livsforsikring, sørger man vel også for, at der er taget hånd om den efterladte ægtefælle i form af en enkepension. Nogle gange er de to ting selvfølgelig en del af et samlet hele.
• Der må have været en form for eftervederlag fra fabrikken. Det må have haft en ret pæn størrelse, og det må have varet nogle måneder, når man ser på hans stilling. Andet giver heller ingen mening.

Okay hun arbejdede – så vidt jeg husker – ikke, mens vi boede i Brande, eller mens vi boede hos revisoren i Odense. I Brande har det været dagens priser. Man må forestille sig, at det har været billigere hos revisoren.

Der må simpelthen have været penge tilbage? Hvor blev de af? Kunne psykopaten vældig godt lide dem?

---

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.