Hvor mange besøg kan jeg nå?

At holde af er at være bange for at miste

Topbilledet forestiller: min farmor Karen Sørensen g. Stegemüller, min fars søster Kirsten, min farfar Felix Stegemüller og endelig min far Jørgen. Det er desværre nødvendigt at bringe en vandmærket kopi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg af og til savner at høre til et sted – hvilket ikke betyder, at jeg ikke er glad for livet, som det ser ud, og at det ikke betyder, at jeg ikke accepterer omstændighederne, som de nu en gang er. Og de er helt fine nu. Intet kunne være bedre.

Min fars ungdomskæreste er 98 år, og i den alder kan der ske så meget. Ingen af os er uforgængelige, og det eneste, vi ved, er, at det hele en dag er slut. Vi har nu set hinanden tre gange i nyere historisk tid, jeg har tre lydoptagelser og jeg vil gøre meget for at komme på besøg en gang pr. uge, også selvom det er lidt bøvlet. Pyt med det.

På torsdag vil jeg forhåbentlig kunne medbringe nogle billeder på rigtigt og godt fotopapir af min far, som hun gerne meget vil have og taler meget om. Det kræver, at min nye blækprinter bliver leveret senest onsdag aften. Men mon ikke … Den gamle blækprinter vil kun printe ud i lyserøde toner (og jeg har prøvet alt!). Og hun skal ikke have min far i lyserøde toner. Af den årsag har jeg bestilt en ny printer, og den gamle Canon Pixma MG5300 er alligevel så gammel (over 10 år), at det er i orden at skifte den ud.

Jeg har spurgt en af sønnerne, om det vil interessere hende, at jeg medbringer en stabel breve fra 1954/55 fra min far til hende og Vagn og læser op fra dem. Det regnede sønnen med. Det er et forsøg værd. Og ellers må hun jo selv sige fra. Hvilket hun sagtens kan.

Det er måske dumt, men jeg går og er så bange for, at der skal ske hende noget. Jeg er helt sikker på, at hendes børn husker mig, hvis/når … Jeg hører pludselig til et sted. Og jeg skal med til 100-årsdagen, som hun glæder sig meget til; det kan man ikke fortænke hende i.

Den dag, hun ikke er længere, mister jeg noget af mig selv, og det frygter jeg. Det kan man ikke fortænke mig i. Det er minder om mennesker, der var der for mig fra august 1980 og nogle år frem i en tid, hvor jeg ellers stod ret alene. Jeg prøver at være lidt ydmyg og lidt taknemmelig. Hun siger “Det var da helt naturligt; der var jo ikke andre.” Det, de fandt “helt naturligt”, var nyt for mig.

Vi “traf hinanden” i Svaneke i maj 1979, da min fars søster, “tante Kis”, holdt sin 60-årsdag. Hun og Vagn fangede på en ½ dag, at noget var helt galt, og sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og pludselig dukkede jeg så bare op i Kongens Lyngby.

Den yngste søn fortæller, at familien Stegemüller og min fars ungdomskæreste – og den familie hun stiftede efter at have vraget min far – var “vævet ind i hinanden” – og det på en mere markant måde, end jeg har vidst.

Hvad var det, de gjorde?

De gjorde det, der var normalt i normale familier, men som jeg ikke kendte til:

• Omsorg uden sære modydelser fx at “putte mig” ved sengetid (selvom jeg var 16 år …). Jeg elskede det! Det føles underligt at fortælle det nu; men sådan var det.
• De troede på, at jeg kunne tage en uddannelse
• De satte huen på, da jeg blev nysproglig student i 1983
• De inviterede på traveture til Fortunen og til Taarbæk Havn blandt andet i de weekends, hvor der var for koldt på det lejede værelse på Nørrebro
• De gav mig min første elektriske tandbørste (eller måske “bare” et børstehoved og min egen farvede ring til det), og jeg fik plads oppe i skabet til højre i badeværelset. Det virker også underligt nu. Hun måtte vise mig, hvordan jeg skulle bruge den, for jeg vidste det ikke.

Fælles interesse for historie

Fra halsen og op fejler hun intet, bortset fra at hun ser ret dårligt. “Jamen jeg har det jo godt” siger hun. Jeg kender ingen andre med så positivt et livssyn.

I torsdags fortalte hun om Lasse Sommer, der blev skudt af Gestapo i Lauringe Mose sammen med 10 andre modstandsfolk i det, der kaldes “Massakren ved Osted”. Da jeg er en lille bitte smule i familie med familien Sommer pga. min fars første kone (der nu er 96 år), kunne jeg naturligvis ikke undlade at gå hjem og faktatjekke. Alt stemmer! Det glæder jeg mig også til at komme og fortælle på torsdag, for det er virkelig imponerende. Jeg må selvfølgelig tage mig selv i at tro, at man bliver dum, fordi man bliver gammel.

Hendes fortællinger stemmer med mine fakta. Det er altså fantastisk. Det er mit indtryk, at hun glæder sig over, at hendes erindringer er utrolig vigtige og at hun har en at dele dem med, som er uhyre interesseret i dem.

På torsdag vil jeg spørge, hvad hun lavede den 4. maj 1945 om aftenen og hvordan det var at vågne op i fred og frihed den 5. maj 1945.

Politiken den 8. november 1945

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.