Smartmatch er ikke slægtsforskning
For og imod MyHeritage
Smartmatch er ikke slægtsforskning
Forleden læste jeg et interessant opslag på Facebook. Det stammede fra en jødisk slægtsforsker, der skrev om den uhyre omfattende kopiering på MyHeritage. Folk kopierer i et væk og skaber enorme slægtstræer, der ikke har noget med slægtsforskning at gøre.
Hun gav et eksempel med en såkaldt “slægtsforsker”, der havde kopieret adskillige personer uden selv at tjekke kilderne. Vedkommende havde set de samme oplysninger i to træer og havde derfor antaget, at oplysningerne var korrekte.
Hvad hjælper det at se de samme oplysninger to gange på MyHeritage, når folk bare sidder og kopierer bevidstløst fra hinanden? Der opstår jo nemt minimum 150 træer med det samme vrøvl i. Smartmatch har intet med slægtsforskning at gøre.
Vil man lave seriøs slægtsforskning, må man studere kilderne selv – og også angive dem, så andre let kan slå op og se, om de er enige. Hvis de ikke er enige, kan man jo få en dialog om det og måske få rettet sine egne data, for vi laver alle fejl, og det kan være vældig rart at få en “second opinion”.
Der er ikke noget at sige til, at der eksisterer så enorme træer, når folk bare hapser det, de tror er korrekt. Sjovt nok ser jeg aldrig ejerne af de enorme træer med fx over 50.000 navne i Facebookgruppen “Slægtsforskning”, der har mere end 28.000 medlemmer, stille et spørgsmål om fx hjælp til tydning. Hvorfor kommer de ikke i tvivl om, hvorvidt de læser rigtigt? Det undrer mig meget.
Opdateret den 17. august 2023
Prøv at se et eksempel på vanviddet: Det er simpelthen ikke normalt at have mere end 1,2 millioner personer – og i hvert fald kan det ikke være mange oplysninger, der er faktatjekkede i de originale kilder;
Smartmatch er ikke slægtsforskning
Irritationsmomenter ved MyHeritage
Jeg har selv et abonnement, fordi jeg trods alt en gang imellem finder noget, der kan lede mig på et spor til en original kilde. Men det sker så sjældent, at jeg overvejer, om jeg vil forny abonnementet. På den anden side set er fx folketællingen fra 1940 vældig rar og det samme gælder originale indrejsedokumenter til Ellis Island. Sidstnævnte synes jeg, det er ret indviklet at søge på, og der er MyHeritage en hjælp.
Irritationsmomenterne kan deles op i to:
- systemet
- brugerne.
1. De systemmæssige irritationsmomenter
A) Tillempede søgekriterier hvor jeg eksempelvis søgte efter en “Anne Marie”, der var gift med Johannes, og blev præsenteret for resultater om Christen, Jørgen og Jens Jørgen som billedet viser. Eller det hænder, at mænd bliver gift med mænd, og det er altså ikke så mange år siden, vi indførte det registrerede partnerskab her i landet.
Smartmatch er ikke slægtsforskning
B) Hvad skal man med en “kildeangivelse”, der hedder “Danmarks Kirkebøger 1576 – 1919”. Det giver ingen mening.
C) Man skriver fx et fødselsår 1750 og sætter flueben i “Match år nøjagtigt”, men alligevel får man resultater, der ligger 100 år senere.
D) De skriver meget om, hvor forsigtige de er med ikke at udlevere oplysninger om nulevende. Og det er selvfølgelig fint. Systemet angiver imidlertid “Private”, bare der ikke er en dødsdato, eller der ikke er sat et spørgsmålstegn i dødsdatoen. Så er børn født i fx starten af 1800-tallet markeret som “private”. Det giver heller ingen mening.
E) Kvinders fødenavn ændres til deres giftenavn, hvilket er noget frygteligt rod og decideret forkert. I nutiden eller lidt før er det selvfølgelig fint nok, men vi skal maksimalt 75 år tilbage, før det er noget hø og alene bringer rod og tvivl i databasen. Også kvinder hedder det, de er døbt, medmindre de adopteres eller tager navneforandring.
F) Der er ikke noget, der på dansk hedder “Gravlagt” bortset fra fx “at henlægge et lig (især: uden kiste) i graven”, jfr Ordbog over det dansk Sprog. Med de priser MyHeritage tager, må det være muligt at sørge for en ordentligt oversættelse. Her kalder vi det “begravelse” eller “bisættelse”, da det er meget sjældent folk bliver/blev lagt i graven uden kiste.
G) Man bliver konstant ført til siden, hvor de vil sælge en DNA-test.
H) Det man skrev i felterne “Fødselsår” og “Sted” forsvinder, så man bliver nødt til at skrive det igen og lave en ny søgning.
2. Dårlige data fra brugerne
Selve firmaet MyHeritage kan selvfølgelig ikke stilles til ansvar for dårlige data fra brugerne!
A) Der indtastes og publiceres hvad som helst. Jeg kigger stort set aldrig i brugeres data. Det skyldes blandt andet, at systemet åbenbart ikke tillader angivelse af kilder, for man ser det stort set aldrig, og at stedsangivelserne er det rene Anders And & Co. Der er alt for mange postnumre, regioner og “I København”, hvor folk ikke har gjort sig den ulejlighed at lede efter det rigtige sogn. “København” er et vidt begreb.
B) I går sad jeg og ledte efter en Hans CHRISTENSEN, som der jo er en del af. Han “Døde paa en Reise fra Haderslev Marked i Ammitzbøl Kroe” i 1850. Adskillige brugere har ham med det samme ganske nutidige billede, de har kopieret fra hinanden. Det er godt klaret, eftersom det, vi i dag kender som fotografiapparatet, først blev opfundet ca. 1887, dvs. ca. 37 år efter hans død.
C) I min database har jeg fx Mette Marie THOMASDATTER, som adskillige på MyHeritage angiver død i Franklin, Iowa, USA den 10. marts 1912. Jeg har svært ved at se, hvad hun skal der, og jeg har ikke kunnet finde hende hverken i Det Danske Udvandrerarkiv eller i Vejle-listerne. På den anden side kan det være rigtigt, for jeg har ikke kunnet finde hendes død i Vejle Amt, Brusk Herred, Øster Starup Sogn, 1892-1922, KM. Her ville det have været rart med en kildeangivelse.
D) Jeg har eksempler på billeder af en granvoksen kvinde ved en pige, der døde knapt tre år gammel.
E) Jeg er irriteret over, at mine egne billeder er tyvstjålet og komplet forvanskede. Nu til dags vandmærker jeg alle mine billeder, men det hjælper ikke på de billeder, folk allerede har “lånt”. Nogle gør sig endda den umage at klippe i billederne, så de slipper udenom vandmærket. Har man en legitim interesse, kan man ved at henvende sig til mig få en version uden vandmærke. Jeg har aldrig fået nogen henvendelser.
F) Mine fejl bliver også kopierede. På den ene side kan jeg selvfølgelig være tilfreds med, at folk stjæler med arme og ben hos mig. Det må jo betyde, at de mener min forskning er brugbar. På den anden side kan jeg se, at også mine fejl bliver kopieret. Jeg havde fx et ægtepar, hvor jeg fejlagtigt havde angivet dem døde samme dag. Den er kopieret i et væk uden at en eneste har udført “kan det passe-prøven”. Det er meget sjældent, et par dør samme dag!
G) Engang diskuterede jeg med en MyHeritage-bruger med adskillige store træer (over 100.000 personer), der har stjålet med arme og ben hos mig. Hans fulde overbevisning var, at “vi hjælper hinanden”. Det har jeg svært ved at se. På den anden side set må jeg nok acceptere, at sådan er virkeligheden, og ønsker man ikke den form for “hjælp”, må man lade være at lave en hjemmeside og lægge sin forskning derud.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
