Telendos
Nu er der tvivl om, om jeg må rejse hjem. Jeg skal endnu engang til hospitalet i Pothia i morgen, så lægen kan vurdere, om jeg må rejse hjem. Jeg skal have et stykke papir, som jeg kan vise frem i lufthavnen. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke må rejse – blive på Telendos og aflyse al den hjælp jeg har bestilt, når jeg kommer hjem?
Hele hjemtransporten er ved at være organiseret med hjælp fra Spies, SOS, Topdanmark og Falck. Det er en rigtig lang tur, så der er mange led, der skal involveres, og processer, der skal afpasses sammen. Jeg har brug for mine kompetencer fra mit arbejdsliv for at få det hele til at gå op. Alle har været flinke og venlige og jeg føler mig godt informeret. Jeg er bare lige lidt forvirret over, hvem der skal hjælpe med hvad, men det løser sig vel
Tak til jer, der gjorde mig opmærksom på ‘Bestillerenheden’ ved Hvidovre Kommune. Det havde jeg aldrig fundet selv. Hjemmeplejen vil komme fire gange om dagen fra fredag den 6., når jeg kommer hjem (hvis jeg altså kommer hjem).
Jeg er begyndt at få smerter og har et enormt blå mærke, der fylder hele højre overarm – men OK, det går selvfølgelig over. Jeg håber, jeg kan få hjælp fra fysioterapeien til genoptræning, for med så lang en immobil periode, er der risiko for stive led. Jeg vil jo gerne ende op med en højre skulder, der fungerer.
