Archive for category: Rejser

Jeg slapper lidt af fra solen i middagsheden. Her kl. 12:45 er der 30,6 grader, og det føles rigtig behageligt, men solen er skarp. Jeg trives i det varme klima og kunne godt forestille mig at bo her, jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det ville være at arbejde her, men grækerne holder jo siesta mellem 12 og 16, så det er sikkert til at holde ud.

I aftes var jeg ude at spise med Per og Britta, som jeg mødte på turen til Leros, og det var rigtig hyggeligt. Vi kom omkring mange emner, og det var helt rart at møde nogen, der talte dansk. Inden vi spiste, gik vi en lidt længere tur østpå (?) og jeg så nogle steder, som jeg ikke tidligere har set på Telendos. Vi kom lige omkring solnedgang, og for første gang så jeg skyer her:

Affaldssystemet her er næsten ikke-eksisterende. Der er mange skraldespande omkring på øen, men de er alle sammen overfyldte. Her er nogle vanddunke, der sikkert er på vej i en affaldscontainer:

Det græske sundhedssystem oplevede jeg desværre indefra, da jeg var her i maj/juni. Det foregik ca. sådan her: Den første dag fortalte jeg en læge og en sygeplejerske hvilken medicin, jeg plejer at spise (og som jeg havde glemt). Lægen talte ikke engelsk, så sygeplejersken fungerede som tolk. Noget af medicinen havde de på lager og den fik jeg med med det samme. Nogle af pakkerne havde været åbne førhen, men det tog de sig ikke af. De skrev ned, hvad jeg sagde, og noget af det skrev jeg selv ned på en lap papir. Dagen efter kunne jeg så komme igen med min håndskrevne lap papir. Efter lang tids venten kom jeg ind til en kvinde, der skrev en recept ved at skrive af fra den håndskrevne lap. Herefter kunne jeg drage på apoteket. Det virkede som om de gjorde alting to gange, og effektiviteten var ikke høj. De kunne jo bare have skrevet recepten den første dag.

Lægen befandt sig på hospitalet i Pothia. Hospitalet virkede som en overlevering fra juntatiden; alting var meget simpelt og gammeldags. Jeg ville egentlig have talt med en psykiater, men en sådan havde de ikke. Desværre fik jeg ikke taget nogle billeder, de kunne ellers have været spændende at bringe her.

En detalje: Jeg elsker at fotografere detaljer, fordi de overlader resten til fantasien:

De gamle koner ved havnen på Telendos:

Jeg har booket endnu en tur til Leros, for jeg er ikke færdig med den ø, der er ganske enkelt flere billeder, der trænger til at blive taget og ‘war museum’ der skal ses. Jeg kom i snak med kaptajnen nede ved Ritas her til morgen og fortalte ham, at jeg godt kunne tænke mig at tage en tur til og spurgte om jeg kunne booke hos ham. Det kunne jeg godt også selv om det er en anden båd, der sejler. Han fortæller bare til den anden kaptajn, at jeg gerne vil med fra Telendos på lørdag. Jeg er spændt på, om det fungerer.

Dagen har budt på en skøn udflugt til Leros, der er den nordligste i Det Dodekanesiske Øhav. Færgen sejlede kl. 9:00 fra Myrties og var fremme på Leros kl. 9:45. Båden vippede lidt mere end jeg brød mig om. Jeg får altid fornemmelsen af at falde af, når det vipper så meget – jeg bliver ikke søsyg, men jeg synes, det er ubehageligt, når det gynger så meget. Allerede på kajen i Myrties faldt jeg i snak med danske Per og Britta, og vi tilbragte så dagen sammen. De er et af de på par jeg har mødt, der ikke havde nok i sig selv og hinanden.

Vi blev enige om, at vi ville op og se en gammel borg, der lå højt oppe på Leros. Man kunne se borgen fra havnen og den så spændende ud. Vi gik og vi gik og vi gik på landevejen. Hele tiden op ad, og på en varm dag som i dag, var det hårdt. Der er i følge Lonely Planet 3 km. derop, men det føltes væsentligt længere. Nu sidder jeg her kl. 21:30 og føler mig uendeligt træt i benene. Der var en eller anden hellig begivenhed deroppe, måske en del af Maria Dag, men det nåede vi ikke frem tids nok til at kunne se. Inde i den lille kirke blev vi budt på indviet brød, men vi takkede alle tre nej.

I borgen var der et ikonografisk museum, som man kom ind i for 2 euro. Kustoden var en meget ivrig fortæller, der kunne alle årstal udenad. Han havde mange indskudte sætninger og var slet ikke til at slippe væk fra; det lykkedes dog til sidst. Det virkede som om, det var længe siden, han sidst havde haft opmærksomme tilhørere. Han fortalte blandt andet, at Leros har været besat af både italienerne og grækerne og først blev selvstændig i 1947.

Turen ned var væsentligt nemmere end op, for nu gik vi ikke ad landevejen, men ad de trapper der førte direkte op til borgen; vi fandt dem bare ikke på turen op, hvor vi fulgte vejskiltene, der viste sig at være vejskilte for bilerne. Mine dårlige knæ har det ikke godt med trapper, så det var lidt hårdt at komme ned igen.

Vel nede igen fandt vi en taverne, der havde en god græsk salat og masser af vand; det er ufattelige mængder af vand, man har brug for i varmen. Vi traf en græker, der sagde at det var meget varmt i dag – når en græker siger sådan, må det være virkelig varmt.

Vi ville egentlig også have set et ‘War museum’, men det lukkede allerede kl. 14:30, så det kunne vi ikke nå. I stedet gik vi på stranden og fik en tiltrængt dukkert i det krystalklare vand.

Leros ser ud til at være en meget smuk ø, med de traditionelle hvide huse, der står klinet op ad hinanden op ad bjergene. Så snart man nærmer sig Leros er det tydeligt, at den er meget anderledes end Kalymnos – på en eller anden måde virker den mere autensisk græsk. Jeg fik tanken, at jeg godt kunne tilbringe 14 dage på Leros en gang ved lejlighed.

Kl. 16:30 var det tid atter at vende næsen mod Kalymnos og heldigvis gyngede det ikke nær så meget på tilbagevejen.

Per og Britta foreslog, at vi skulle spise middag sammen på lørdag, og det sagde jeg straks ja tak til. Jeg kan godt lide mit eget´selskab, men det er sandelig også rart at være sammen med andre mennesker (der taler dansk).