/i , /af ,

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Mennesker glæder sig med mig

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Nogle gange tænker jeg på, at jeg slet ikke har ret til at have det så godt, som jeg har det.

Er det ikke forkert, når der er så mange, der kæmper for at få det godt – eller bare en smule bedre – krigen i Gaza, krigen i Ukraine, oversvømmelserne i Tanzania, sulten i Yemen, herhjemme (Tænk på børnene og de unge i Anders Aggers “Syg ungdom”)?

Dagens rejse til Holbæk, hvor psykologen har sin klinik, overbeviser mig alligevel om, at det er okay. Det vil sige, det er selvfølgelig ikke rejsen, det er vores mangeårige samspil. Det lyder måske vildt, men på mandag den 6. maj har hun været mit faste holdepunkt i ni år. Vi ses en gang om måneden, og jeg er altid velforberedt, for jeg vil have mest muligt ud af det. Jeg har hørt den seneste samtale, og jeg har lavet en dagsorden med fokuspunkterne.

Der findes psykologer, der laver såkaldt “korttidsterapi”. Det kan de godt glemme med mig. Jeg er i alle livets forhold en langsom starter og tilhænger af “det lange seje træk” ligesom Marianne Jelved; jeg ved, at livet er op ad bakke. Det virker på mig. Skal man arbejde sammen, skal man have gensidig tillid, og det tager tid for mig at stole på folk; at lukke dem ind.

Jeg har optaget alle vores samtaler, og af og til genhører jeg en af dem. Ikke for at dvæle ved fortiden, ikke for at dyrke min selvmedlidenhed, ikke for at angle efter din medlidenhed men for at glæde mig over, hvor meget jeg har flyttet mig fra udgangspunktet i 2015.

Hvor godt jeg har fået det. Det er fantastisk.

Microsoft-sessionen og forklaringen på navnet.  Afsnittet er i “falsk nutid”.

Den session, jeg har hørt flest gange, er “Microsoft-sessionen”, som jeg kan næsten udenad. Den er forfærdelig. Det er femte gang, vi ses (23. juni 2015).

Jeg ved ikke, om jeg tør være ærlig og fortælle hende sandheden om mine tanker. Jeg er bange for, at hun indlægger mig på røde papirer. Hun siger, at nu til dags indlægger man ikke nogen på røde papirer, med mindre de er til fare for sig selv, og at det faktisk er noget af det, hun sidder og efterprøver, om jeg er, når jeg fortæller, at jeg aftenen før fuldkommen blottet for følelser har skrevet mit afskedsbrev. Hun siger, jeg skal være ærlig, ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan selv jeg indse midt i det momentane vanvid.

Alligevel er jeg i tvivl, om hun er til at stole på og siger ”Jeg skal jo lige finde ud af, hvem du er, og du skal vel også finde ud af, hvem jeg er. Jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst”. 

Nogle vil måske sige, at så længe kan man ikke gå hos sin psykolog. Jeg er tindrende ligeglad, hvad nogle siger. Jeg kan, for jeg kom med en bagage, der var tungere end de flestes. Der var meget “skrammel”, der skulle begraves (eller måske rettere graves frem på den for mig rigtige måde?) i form af oldgamle traumer, en psykisk sygdom, der var ved at slå mig fuldkommen ud, en fremtid der var uvis, en vaklende økonomi, usikkerhed om boligen, en hukommelse, der næsten var stået af med absencer på op til 14 dage. Det var lige før, folk ikke troede på det. Osv.

Den overvældende depression taler

Jeg er klar over, at mine ressourcepersoner trækker sig fra mig, og jeg forstår dem godt, for jeg er heller ikke værd at tale med eller være sammen med. Jeg har overvejet konsekvenserne for de efterladte og er kommet frem til, at de vil være vældig kede af det i et par uger, men derefter er det også gået over. Det er min erfaring fra dengang, min barndomsven begik selvmord for et par måneder siden. Større aftryk har jeg ikke sat. Den overvældende depression taler.

Det er to år siden, jeg er blevet fyret fra mit sidste ordinære job i Finansministeriet. Jeg har tabt hele min identitet, fordi jeg har mistet det, der er vigtigst for mig i mit liv: mit arbejde, og jeg er i gang med at skifte ham, og det kan jeg ikke finde ud af, fordi mine sædvanlige strategier med lidt Excel, procesdiagrammer og den slags ikke virker mere.

Hun siger: ”Du er vant til, at hvis der var noget, du ønskede dig, så så du på, hvor du stod nu og sagde ’Det er den der, jeg gerne vil have. Hvordan kommer jeg herfra og dertil? Det kan man bare ikke med en følelse.” Jeg aner ikke, hvad jeg gør uden Excel, data i tabeller og procesdiagrammer. Jeg kan ikke håndtere alle de følelser. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.

Måske undrer du dig over sessionens navn: Jeg kalder den sådan, fordi jeg ikke kan tage livet af mig før efter samtalen med Microsoft, der er berammet til kl. 15:00. Jeg vil først tale med dem, for vi har jo en aftale, og den kan jeg ikke svigte. Sådan er jeg skruet sammen selv på det yderste. Det er noget med “Aftaler er til for at holdes”. Hun tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, men det har jeg heller ikke tid til …

Hun giver mig ekstra tid, hun er til stede som menneske, og jeg lover hende at gå hjem og ringe til “Akutten”, mere kan jeg ikke love. Jeg kan ikke love at ringe efter en vogn og tage derud. Det efterlader jeg hende med …

Lige nu og bare “selvfed”?

Lige nu høster jeg frugterne af et faktisk ret hårdt arbejde tålmodigt bistået af de bedste i verden, som selv ved, hvem de er!

  • Jeg elsker livet, som det er nu.
  • Jeg har stabilitet.
  • Jeg kan købe en gryde og pande, når de gamle er slidt op.
  • Jeg kan planlægge en rejse og glæde mig til den og glæde mig over, at jeg i det hele taget tør rejse igen. Der var så mange år, hvor pengene ikke var til det, og hvor jeg var bange for ikke at kunne finde hjem til hotellet.
  • Jeg har verdens bedste venner – ikke så mange, men sådan har jeg det bedst.
  • Mennesker hjælper mig ganske gratis med at opspore alt om børnehjemmet “Dear Home”. Der er kommet ro på den del af mit liv, som jeg troede skulle være mit livs lakune. Det er nok svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det.
  • Mennesker glæder sig med mig og lægger sig i selen for mig.
  • Det er helt utroligt.

Det er måske lidt “selvfedt”, men som hovedregel er fortjenesten min egen. Jeg er en heldig kartoffel (på min måde).

De vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi

Jeg har lige set 4:4 af “Syg ungdom” og tænker endnu en gang over, hvad det er for et samfund og et system, der ikke kan hjælpe dem bedre. Jeg sammensætter gerne et panel af de dygtigste mennesker, jeg har truffet de seneste ni år. Jeg kan nemt finde mindst ti. De skal sidde omkring et bord i et år og arbejde tværfagligt, for de har fingrene i mulden. De er rent faktisk sammen med patienterne/klienterne, så de ved, hvad de taler om.

  • Hvorfor har vi en psykiatri, hvor man kan være indlagt på psykiatrisk afdeling i to måneder eller længere og resultatløst efterspørge en psykolog og være glad, når de siger, “Du skal være glad for, at vi overhovedet har en nu”? Jeg er faktisk ligeglad, når jeg ikke selv kan komme til at tale med vedkommende.
  • Hvorfor skal jeg som patient selv “lure af” med hver enkelt behandler, om vi kan bygge en alliance og sammen gå til kanten af vedkommendes kompetencer (her forstås ikke dygtighed nærmere “tilladelser”), når jeg ved, at det er det, der hjælper mig? Det drejer sig om samarbejde.
  • Hvorfor skal Amalie sidde på et bart værelse på psykiatrisk afdeling (den brugerstyrede seng) og stirre ud i luften, alt imens selvmordstankerne raser?
  • Hvorfor skal Sebastian ende med en fire måneder lang indlæggelse med tvang?
  • Hvorfor kan voksne kun gå til psykolog, hvis de har mulighed for at prioritere det økonomisk, når vi er ude over de 12 gange, der er på en lægehenvisning?
    • Kommer man med en voldsom bagage, forslår 12 gange som en skrædder i helvede.
    • Eksempelvis er folkesygdommen angst noget, der tager enormt lang tid at behandle. Og det klares helt sikkert ikke på 12 gange.
  • Det er fint, at unge nu kan gå gratis til psykolog med henvisningsårsagerne 10 og 11 (let til moderat depression og let til moderat angst, herunder let til moderat OCD), men der er ikke psykologer nok, når de samtidig skal overholde omsætningsgrænsen. Ergo må min psykolog hver uge flere gange sige “desværre nej”, når unge ringer og beder om hendes hjælp.
  • Når jeg nu er en “langsom starter”, er det klart, at det relationelle har stor betydning. Jeg vil tro, at op til halvdelen af min behandling både hos psykologen og fx hos min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er baseret på det relationelle. Jeg kan simpelthen godt lide de mennesker. De deltager begge i løbende efteruddannelse, så jeg ved, jeg kommer til mennesker, der på alle måder har fingeren på pulsen. Jeg elsker, at de hele tiden bliver klogere.
    • Når jeg fortæller andre psykiatribrugere, at jeg har haft den samme kontaktperson i ni år (måske nærmest ti år), kigger de vantro på mig. Det er lige før, de spørger “Hvordan har du båret dig ad med det?” Jeg ved det ikke.

Der er altså noget, vi kan gøre bedre, og det haster!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Er blod tykkere end vand?

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Jeg forstår det ikke – men alligevel forstår jeg det godt – jeg er vanvittigt træt og sover 10-12 timer pr. nat.

Jeg var hos psykologen i onsdags, og det er altid godt! Lige p.t. kommer jeg heldigvis ikke med store psykiatriske eller psykologiske problemstillinger. Det håber jeg, jeg er færdig med. Jeg kommer med emner, der måske kræver, at jeg “justerer” lidt, for at jeg kan få dem på plads og få det endnu bedre. Det er en luksustilværelse. Jeg er glad og har det godt, men derfor ønsker jeg alligevel at blive klogere.

Der er stadig emner fra min fortid, der kan undre mig, som jeg gerne vil “udrede”.

Det sidste, jeg vil, er at blive anset som et offer og en, det er synd for. Det drejer denne artikel sig derfor ikke om, men torsdag kværnede tankerne så meget om onsdagens samtale, at jeg ikke kunne koncentrere mig om det, der p.t. er er mit “arbejde”: gennemgang af tyske kirkebøger for Frankfurt an der Oder i 1700-tallet. Og som jeg elsker.

Det mærkelige fravær i 9. klasse

For et stykke tid siden bad jeg om aktindsigt hos det, der nu hedder Bornholms Regionskommune. Jeg boede på Bornholm fra den 12. juli 1978 til den 31. juli 1980.

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

De var både hurtige og grundige. De havde gennemgået både den daværende amtskommunes arkivalier samt Aakirkeby og Svaneke kommuners arkivalier. Det eneste, de fandt, var elevprotokollen. Den rummede blandt andet det noget triste billede fra 7a, hvor jeg boede på Sydfyn.

Man må aldrig gætte, man må aldrig opdigte sammenhænge. Det ligger langt fra min natur. Der er jo en årsag til, at jeg minutiøst gennemgår min slægtsdatabase og sætter kilder på alt. Kan jeg ikke finde en kilde, skriver jeg “Kilde?” eller sletter oplysningen helt. Jeg orker ikke gætterier og opdigtede sammenhænge. Jeg dokumenterer.

Elevprotokollen rummede karakterer og notater fra alle ti skoleår. Generelt klarede jeg mig godt. Mine ordenskarakterer lod noget tilbage at ønske, og jeg var temmelig “kværulerende” i gymnastik.

I 9b (to forskellige adresser på Bornholm) var jeg fraværende i 19 dage det ene semester og i 14 dage det næste semester. Herudover havde jeg lægeerklæring i gymnastik. Det undrer mig, at jeg overhovedet ikke har den ringeste erindring om årsagen til et fravær på 6 pct. af tiden (et skoleår har 200 skoledage).

De fire billeder herunder er klippet fra elevprotokollen, så du selv kan forvisse dig om, at det ikke er fri fantasi fra min side:

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen At blive taget med vold

Og nej, man må ikke gætte, man må ikke digte – og man må da slet ikke inkriminere nogen. Det er naturligvis strafbart. Psykopaten er dog død for mere end 13 år siden. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det mærkelige fravær dækker over en voldtægt, jeg bare har glemt, eller over en voldsom tristesse/depression, som ingen måtte se. Og derfor blev jeg holdt hjemme? Så vidt jeg ved, har jeg aldrig fejlet noget somatisk. Næste skridt er at undersøge, om der evt. skulle eksistere patientjournaler. Sandsynligheden er dog nok meget ringe.

Normale familier havde kørt barnet til skole, så det kunne deltage i videst mulige omfang. Der, hvor jeg boede, blev alt holdt inde for hjemmets fire vægge, for udadtil skulle det jo se ud som om, familien var “normal”. Dog var det i Aakirkeby velkendt, at psykopaten var “noget af en drukkenbolt”. Det ved jeg fra en af hans lærerkolleger, SZ, som jeg ringede op for et eller to år siden.

Voldtægt er et voldsomt ord, men jeg husker tydeligt andre situationer, hvor jeg blev taget med vold, uanset at det ikke drejede sig om et traditionelt samleje med penetration. En af dem er kort beskrevet i denne artikel, du kan læse, hvis du har gode nerver.

Når man gifter sig over sin stand og senere falder tilbage, hvor man kom fra

Der er ingen tvivl om, at mine (adoptiv-)forældre kom fra hver sin samfundsklasse.

  • Min far var veluddannet, havde gode stillinger og var opvokset i stabile rammer. Hans far havde en stor stilling som fabriksmester på Brede Klædefabrik og senere på en virksomhed i Randers. Hans far igen var hattemagermester på Brede. Det var ham, der indvandrede fra Frankfurt i 1890.
  • “Min mor” var fra små kår. Hendes mor havde to uægte børn med to forskellige mænd fra før ægteskabet med min morfar. Mormor havde seks søskende, faderen hængte sig i værkstedet i september 1940. “Han var forfalden til drik”, står der i dødsattesten. Morfar gik konkurs med husmandsstedet i 1925 og ernærede sig derefter ved at grave tørv i diverse moser og senere som arbejdsmand resten af livet.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan mine (adoptiv-)forældre mødte hinanden. Det var måske i Randers? Min fars ungdomskæreste sagde det ligeud: “Hvor har han dog støvet hende op?”.

Det er formentlig sådan, at dengang kunne en mand i hans stilling ikke være ugift, når han var 33 år gammel; ergo måtte han have sig en “trofæ-hustru”. Min mormor var imod ægteskabet med en mand, der var 13 år ældre end “min mor”. Men morfar pressede det igennem, har hun selv fortalt. Jeg ved ikke hvorfor.

Det er mit gæt, at “min mor” i virkeligheden ikke var videre begejstret for at blive gift som 20-årig med en meget ældre mand. Men jeg ved det ikke positivt. Og det skal også siges, at Mødrehjælpen i Holstebro i adoptionssagen ordret skriver om ham “Man har indtryk af, at andrageren nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. Hende står der ikke noget om. Kvinder fyldte jo ikke så meget dengang.

Da han dør i 1972, kan hun, der er uden uddannelse, uden arbejde og seks måneder senere også uden tag over hovedet, ikke opretholde den status, hun har haft i ægteskabet med min far. Ergo gifter hun sig med psykopaten, der ganske vist har en uddannelse som skolelærer, selvom jeg allerede inden vielsen har fortalt hende, hvad der foregår i Vollsmose, mens hun er på arbejde. Jeg har så tit overvejet, hvorfor han blev skolelærer – og jeg tror, jeg gætter rigtigt. Det behøver man næppe være psykolog for at finde ud af.

Altså falder hun tilbage til den stand, hun kom fra og kaos tager sin begyndelse: De mange flytninger; jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg efter min fars død, og frem til jeg fik foden under eget bord i København, boede gennemsnitligt 1,4 år på hver adresse, og som følge deraf også har gået på fem forskellige folkeskoler. Alkoholmisbruget. Usikker økonomi med truende tvangsauktioner osv.

Er der noget, et barn med Aspergers syndrom ikke har behov for, er det kaos.

Når nissen flytter med

Jeg forsøgte flere gange at gøre “min mor” opmærksom på, hvad der foregik, men det interesserede hende ikke. Jeg husker meget tydeligt et tilfælde i køkkenet i Svaneke: Det var formiddag, hun stod i sin stribede morgenkåbe op ad bordet til højre. Jeg stod ved køkkenvasken til venstre og fortalte hende noget; jeg ikke husker præcist, hvad var. Men det drejede sig uden tvivl om de seksuelle overgreb fra psykopatens side. Hun svarede ordret “Nårh, det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet.” Hermed hentydede hun til sin fire år ældre halvbror. Hvad det nærmere gik ud på, er jeg ikke klar over.

Det er velkendt, at overgreb går i arv i generationer. Det er på en eller anden måde en acceptabel adfærd i visse familier. Når den, det går ud over, fortæller sin historie, er det dén person, der udelukkes fra det gode selskab – ikke gerningsmanden. Det stemmer også i mit tilfælde, hvor “min mor” og jeg var uden forbindelse i 22 år i perioden fra 1981 til 2003.

Der var mange, der ikke agerede

Helt objektivt kan jeg udpege en flok mennesker, jeg betroede mig til, men som ikke agerede. De eneste, der indså vanviddet og tog aktivt stilling, var min fars ungdomskæreste og hendes mand, der den 14 maj 1979 (min fars søsters 60-års dag) sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og det benyttede jeg mig af, da jeg ca. 1½ år senere flyttede til København.

  • min mormor som jeg ellers holdt meget af
  • fire klasselærere (den første fraregnes, for det var mens min far stadig levede)
  • isenkræmmerne
  • og sidst – men ikke mindst – “min mor”.

Er blod tykkere end vand?

Jeg er uhyre skuffet over min ellers kære mormor. Jeg ved 100 pct., at jeg fortalte hende om overgrebene, mens både vi og hun boede på Sydfyn. Hvorfor greb hun ikke ind? Hvorfor holdt hun hånden over “min mor”? Og hvorfor holdt hun dermed også indirekte hånden over sin søn? Havde hun også ladet det passere, hvis jeg havde været “min mors” rigtige barn?

Hvis jeg nu havde et barnebarn (adopteret eller ej), der fortalte om daglige seksuelle overgreb, havde jeg da lagt korsstingsbroderierne til side og var faret op af lænestolen og gjort et eller andet. Jeg havde nok ringet til politi og socialforvaltning. Men hun gjorde intet. Jeg kan ikke en gang huske, hvad hun sagde.

Det minder mig om, at min far ungdomskæreste om “min mor” sagde: “Havde hun mon også ladet det ske, hvis du havde været hendes eget barn?”, da jeg i overskriftsform fortalte hende om hændelserne. Jeg fejede det lidt hen, for vi kan jo ikke vide det, og det er jo gætterier.

Havde psykopaten begået overgrebene, hvis det havde været hans egen kødelige datter? Jeg tror det ikke, men det er også gætterier. Men sådan noget kan man da ikke gøre mod sit eget barn?

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , , , /af , , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.