/4 Kommentarer/i /af

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Var “min mor” doven eller bare initiativløs?

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Nogle gange, når der er noget, man ikke ved og ikke har mulighed for at verificere, må man opstille teorier. Herefter må man finde indicier, der peger den ene vej og/eller den anden vej, og derefter må man prøve at “mærke efter”.

Jeg er ikke så skrap til at “mærke efter”, så jeg foretrækker indicierne, fordi logik og stringens passer bedre til min hjerne. Sådan er det bare. Og det betyder, at det jeg forestiller mig/gætter på, på ingen måde er uden hold i virkeligheden. Det er altså ikke det rene Anders And grebet ud af den blå luft.

Af min adoptionssag fremgår, at det var min morfar, der pressede ægteskabet mellem mine forældre igennem. Min mormor mente ikke, de skulle gifte sig. Hvorfor det var sådan, står der ikke noget om, men man kan godt få en fornemmelse af et “arrangeret ægteskab”, og den fornemmelse har betydning for denne historie, eller hvad man nu skal kalde den.

Følgende kan være svært at følge med i, fordi det er så rodet, og fordi der er mange indicier om det ene og det andet. Jeg prøver at forklare det, så godt jeg kan. Er det alligevel uklart, må du spørge i kommentarerne. Nogle gange vil svaret være “Jeg ved det faktisk ikke”.

Der er mange fortællinger eller selvoplevede ting, jeg aldrig har kunnet få til at stemme. Dem tager jeg fat i i denne artikel, som er lang og lige på og hårdt. Så er du advaret på forhånd.

Var min mormor okay eller ikke?

Jeg holdt jo egl. meget af min mormor. Allerede mens min far levede, var jeg meget hos hende. Hun hentede mig fra skole hver fredag, og vi gik hjem til hendes lille hus på Dalgasvej 4. Ofte passerede vi de gamle togvogne på rangersporene, og de var fine at lege i. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge, så underholdningen bestod ofte i at klippe ud af gamle FamilieJournalen. Jeg kunne godt lide det. Om lørdagen gik vi gennem Brande by og hjem til min familie. Og erindringsforskydningen er, at vi fik grydestegt kylling med agurkesalat og grøn salat med “mormordressing” hver lørdag. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Det, der ikke hænger sammen, er, at jeg ikke husker “min mor” have et kærligt eller bare godt forhold til sin mor. Hun var ikke glad for hende, men måtte jo tage det sure med søde. Hvordan kunne jeg mene, at det var en dejlig mormor, mens “min mors” ‘fortælling’ om det samme menneske var næsten den modsatte?

Og her kommer det indviklede: “Min mor” var min mormors første “ægte” barn. Forud for hende var kommet to “uægte” børn med to forskellige mænd. I henholdsvis 1928 og 1931 har der været stor skam knyttet til at blive gravid uden for ægteskab(er). Min mormor havde haft en rigtig dårlig bardom og fået mange tæsk med bøjler og den slags. Hendes forældre blev skilt ca. 1938, og hendes far hængte sig ude i værkstedet mellem den 14. og 15. september 1940. Han var “temmelig forfalden til drik”, som der står i politirapporten.

Jeg kan nemt forestille mig, at min mormor har ment, at “min mor” i hvert fald skulle have bedre muligheder, end hun selv havde haft. Det vil man da altid ønske for sit barn. Det kan være, at hun derfor gerne ville påvirke “min mor” og hendes beslutninger. Det har været godt ment, men “min mor” kan have oplevet det som “pain in the ass”, og det forstår man jo egl. også godt.

Min morfar var 13 år ældre end min mormor, som hun derfor kaldte “Den gamle”. Gad vide om det var medvirkende til hendes uvilje mod min far, der også var netop 13 år ældre end min mor? Var det derfor min morfar “arrangerede ægteskabet” med en mand, han mente ville være et godt parti?

Forholdet mellem min far og min mormor var heller ikke videre godt. Det var lidt den gamle remse om svigermødre, uden at jeg helt ved, hvad det gik ud på. Han kan have været påvirket af “min mors” oplevelse af hendes mor. Det ville være naturligt, om han havde hørt nogle af de “ufede” historier fra “min mor”.

Og så var de slet ikke enige om min opdragelse. Her er jeg i hvert fald på sikker grund. Min far var lidt gammeldags og mente, min mormor forkælede mig for meget og fx gav mig for meget lakridskonfekt.

Samlet set er det en fortælling om en flok mennesker, der alle havde hver deres ædle motiver. Ingen gjorde noget i en ond mening, men når man ser på det så mange år efter, er der meget, der har behov for forklarelsens lys. Jeg kommer til at forstå dem bedre, og “fortællingerne” hænger en anelse bedre sammen.

Omtalen af “min mor” i adoptionssagen, svarer ikke til mit billede af hende

Endnu en “fortælling”, der ikke hænger sammen: Mødrehjælpen aflægger adskillige uanmeldte besøg, kort efter mine forældre har hentet mig på “Dear Home”, og alt er idel lykke.

Adoptionssagen står højt oppe på en hylde, og jeg kan ikke uden hjælp kravle op på en stige og få fat i den, så dette er frit efter hukommelsen. Men jeg ikke er i tvivl om følgende:

Mødrehjælpen skriver blandt andet: “Man får indtrykket af en hjertevarm ung husmoder …” og “Da man aflægger besøg, er husmoderen i færd med at bage og barnet (jeg, red.) sidder i sin høje stol …”. Når det står der, er det selvfølgelig fakta, jeg ikke har grund til at betvivle. Og det lyder jo alt sammen godt. De var altså en ret lykkelig kernefamilie, og hendes lod her i tilværelsen var at gå hjemme og passe mig. Vi taler om perioden fra 11/1964 (hvor de henter mig) og frem til 11/1972, hvor min far dør. Samlet set var de gift i 17 år.

Jeg har fået tanken, om hun var en smule doven eller bare initiativløs?

Forklaring følger:

Hun gifter sig med en mand, der kommer med uddannelse, job, økonomi, bolig, værdier, tryghed – og som gerne vil være far. I løbet af de 17 år, der går, gør hun intet for fx at tage en eller anden form for uddannelse eller et job. Jeg gik i halvdagsbørnehave noget af tiden – vist med formålet om lidt socialisering – i den tid kunne hun have arbejdet eller uddannet sig. Men det gjorde hun ikke. Og det var da ellers på den tid, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Havde hun gjort bare et eller andet, havde hun ikke stået i det forfærdelige morads, hun stod i, da han døde helt uventet.

Der var ikke økonomiske grunde til, at hun skulle arbejde, men hvad lavede hun egl., mens jeg var i børnehave? Hvorfor ønskede hun ikke at komme på arbejdsmarkedet og fx få nogle kolleger? Mange kvinder tog på den tid et job for at “komme ud at se nogle andre mennesker” (end ægtefællen). Men det gjorde hun ikke.

Alt det betyder på ingen måde, at jeg underkender den forfærdelig situation, hun står i, da han dør: Ingen uddannelse, intet job, en lejekontrakt, der løber ud – og med et barn, hun aldrig for alvor har ønsket sig. Det må have været ganske forfærdeligt. Hun har ikke anden mulighed end at besvare revisorens (og andres?) kontaktannonce. Det ligner en avanceret form for prostitution. Men hvad gør man ikke, når man ikke ved, hvad man skal gøre?

Det holder ikke med revisoren (den første kontaktannonce) og den næste kontaktannonce, hun besvarer, er den fra psykopaten (jeg går ud fra, det er ham, der har indrykket annoncen). Det er på et tidspunkt i 1974, efter hun og jeg er flyttet til Vollsmose den 1. februar samme år. Vi boede hos revisoren lidt over et halvt år.

Hun og jeg var alene nogle måneder i Vollsmose, hvor jeg husker, at vi egl. havde det ret hyggeligt, uden at jeg kan huske, hvad det hyggelige bestod i. Og herefter ruller rouletten. Psykopaten og “min mor” gifter sig i Rønne Kirke den 26. april 1975. Hun er allerede på det tidspunkt bekendt med de første overgreb. Men alligevel gifter hun sig med ham.

Der sker et eller andet, hvor hendes værdisæt ændrer sig fra de værdier, hun delte med min far. Enten overtager hun psykopatens værdier, eller også falder hun tilbage til dem, hun var vokset op med, hvor hun blandt andet selv har været udsat for overgreb fra sin halvbror. Det er helt almindeligt, at overgreb “ligger til familien”. Folk får oplevelsen af, at det hører til livet, at sådan er det bare og se nu at komme videre. Det stemmer 100 pct. med en klar erindring: Vi står i køkkenet i Svaneke. Jeg fortæller hende, hvad psykopaten udsætter mig for, og hun svarer ordret: “årh, det har jeg også prøvet, det skal du ikke tage dig af”. Hvis jeg nu selv havde et barn, der fortalte mig om den slags, ville jeg indledningsvist give ham arsenik og derefter gå til politiet.

Jeg ved ikke præcist, hvad der sker med værdierne, men jeg ved, at der sker en markant ændring. Jeg holder på min side krampagtigt fast i min fars værdier, og jeg gør det med fuldt overlæg, og det fjerner selvfølgelig hende og mig endnu længere fra hinanden.

Og der kommer alkohol på bordet både til hverdag og til fest. Faktisk er hver dag en fest. Mens min far levede, delte mine forældre (til den grydestegte kylling med agurkesalat 🙂 ) en flaske “Den med tyren” fra Skjold Burne om lørdagen. Ellers husker jeg aldrig alkohol bortset fra en øl og en snaps til påskefrokosten, pinsefrokosten og den slags. Men det var bestemt ikke hverdagskost.

Det dysfunktionelle har holdt sit indtog.

For mange blottede kønsorganer

Det er ikke nogen nyhed for mine tålmodige læsere, at psykopaten konstant udstillede sine kønsorganer, når “min mor” ikke var til stede. Det kunne fx være fordi, hun ikke var stået op, fordi hun var på sygehuset eller var på arbejde el.lign. Det vil sige, at det skete på stort set daglig basis. I følge en overlæge på Sankt Hans’ afd. R (Retspsykiatrisk), er der tre  personer, der har betydning for en psykopat: “Me, Myself, I”. Altså drejede dette sig om magt – ikke om sex.

Det nye for læserne er, at min halvbror (dvs. psykopatens og “min mors” fællesbarn) også gik rundt og blottede sig. Da jeg flyttede/flygtede i juli 1980, var han fire år, og min knivskarpe erindring er, at han det meste af tiden kun var i ført en orangegul undertrøje med brune 70’er kanter og gik og kærtegnede sin penis. I en normal familie, hvor man opdrager sine børn på normal vis, vil forældrene sige “Hov hov kammerat det der gør man ikke ude i det offentlige rum. Det må du gå ind på værelset med”.

Sådan kommer børn “på plads”, uden at de bliver skammet ud over en måske gryende seksualitet. Det er okay men ikke offentligt. Men for at børn kan komme “på plads” kræver det, at forældrene er “på plads” med hinanden. Det vil sige (som jeg har har forstået det), at der mellem forældrene er en stærk relation, og at de har et liv med hinanden, børnene ikke er en del af. I en dysfunktionel familie er der kuk i det hele, og der er ingen, der er på den plads, hvor de skal være.

Allerede når børn er 10-11 år, har de en klar fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert; ergo vidste jeg godt, at det var helt forkert, men jeg havde ingen handlemuligheder.

Det er mærkeligt at tænke tilbage på alt dette her roderi, som bliver en smule “mindre”, hver gang det bliver fortalt eller beskrevet. Helt forsvinde vil det imidlertid aldrig.

Det er fortid, det er historie, og jeg har et godt liv nu, som jeg kun kan takke mig selv (og min fars ungdomskæreste og hendes mand) for. Men af og til tænker jeg da på, at det er et mindre mirakel, at jeg er blevet relativt normal.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Mit liv som GLS-pakke

Mit liv som GLS-pakke

Hvor skulle jeg bo?

Mit liv som GLS-pakke

Noget af det skønne ved at være voksen og bo for sig selv i en dejlig lejlighed er, at jeg selv kan beslutte, hvor jeg vil bo. Og derfor skal jeg bæres ud herfra. Og det bliver jeg nok også en dag om forhåbentligt adskillige år. Det er helt fint med mig.

Jeg har været hos psykologen, og det er altid “bevidsthedsudvidende”. Jeg går altid klogere derfra, end jeg kom. Men det er selvfølgelig også derfor, jeg kommer.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, er, at både før og efter min far døde, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo:

Aflevering til Dear Home

Min biologiske mor har formentlig haft dårlige muligheder, fordi der dengang var stor skam knyttet til at blive uønsket gravid udenfor ægteskab som 18-årig, så Mødrehjælpen afleverede mig på “Dear Home”, da jeg var seks dage, og det viser sig jo at have været et ret fint sted. Og det er jeg meget glad for at have fundet ud af via et sødt og hjælpsomt menneske.

Mange unge kvinder valgte muligheden for enten brun sæbe eller strikkepinde, og det er jeg selvfølgelig glad for, at min biologiske mor ikke gjorde.

Udlevering til adoptivforældrene

Da jeg skulle videre til mine adoptivforældre, blev jeg formentlig afhentet på samme måde, som man afhenter en GLS-pakke. Min nye familie boede i Skjern i Vestjylland, men “Dear Home” lå i Hellerup, så vi lærte nok ikke hinanden lidt at kende på forhånd.

Muligheden for revisorens dejlige søster

Efter min far døde, rykkede “min mor” og jeg på den 183. dag (tre dage efter lejekontraktens udløb) videre til revisoren, der havde indrykket en kontaktannonce et eller andet sted, og som “min mor” besvarede. Jeg kunne vældig godt lide revisoren, hans søster og hans voksne børn. Jeg var vældig glad for Sanderumskolen og Fyns Væddeløbsbane, der lå lige om hjørnet. Jeg husker tydeligt, at “min mor” og jeg stod i køkkenet, og jeg sagde til hende “Det er en virkelig god skole, for her lærer man virkelig noget”.

Jeg har aldrig kunnet få “min mors” fortælling om, at vi flyttede fra ham og velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense til Vollsmose efter 0,7 år (vi boede der fra 25. maj 1973 til den 31. januar 1974), fordi han og jeg ikke kunne med hinanden.

Revisorens søster var en dejlig barmfager og varm kvinde, der var lærer på en eksternatskole i Svendborg. Hendes mand var pedel på skolen. Det var på tale, at jeg måske skulle bo hos dem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg husker at sidde på skødet af hende i deres køkken op ad hendes store bryster, og det var trygt og dejligt. I weekends og på fridage var vi i det nærliggende Rantzausminde eller måske var det Christiansminde – der kunne man spille minigolf. Det var herligt! Hvorfor jeg kom ikke til at bo hos dem, kan jeg ikke huske. Men det havde været helt fint med mig.

Jeg havde aldrig helt fornemmelsen af “her hører jeg til”

Også efter psykopaten trådte ind på scenen i ca. 1974, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo, men jeg kan ikke huske, hvilke steder der var på tale. Jeg kan bare huske fornemmelsen af aldrig at være helt sikker på, hvor jeg hørte til.

Det er sådan set lidt ærgerligt, at det aldrig materialiserede sig her, for på det tidspunkt ville jeg vældig gerne have boet et andet sted.

Jeg ville fx gerne have været på efterskole eller (grin bare) på søfartsskole i Svendborg eller i huset hos en bornholmsk familie på landet med tre små børn. De to første ting var der formentlig ikke økonomi til. Og familien med børnene kunne nok godt mærke, at det ikke lige hørte til blandt mine spidskompetencer at passe tre ret små børn. Det havde været synd for børnene 🙂

“Mormor har du egl. nogensinde være gift?”

Der er flere fortællinger, jeg ikke kunne få til at passe sammen allerede som barn. Mens min far levede, og mens vi altså stadig boede i Brande i Vestjylland, husker jeg tydeligt en scene ude i haven på Dalgasvej nr. 4, hvor jeg spurgte min mormor “Mormor har du egl. nogensinde været gift?” Hun svarede “Jamen jeg har da været gift med morfar”. Jeg stillede mig med armene over kors og sagde “Bare fordi jeg kun er fire år (vist nok), skal du ikke prøve at bilde mig noget ind”.

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at hun havde været gift med den mand, hun altid talte så grimt om. Hun kaldte ham fx altid for “Den gamle”, fordi han var 13 år ældre end hende selv, og jeg husker dem ikke nogensinde være i samme lokale. Det betød fx en del besvær med sådan noget som juleaftener. De var blevet skilt kort efter, mine forældre blev gift dvs. ca. 1955/-56. I adoptionssagen står, at det var morfars skiftende arbejde som arbejdsmand rundt omkring i landet, der bevirkede, at ægteskabet gik i stykker. Om det er sandt, ved jeg ikke.

Der er herudover en meget sjov tanke, og den er, at jeg altså allerede som ca. fireårig også har haft et ret klart billede af, hvad det vil sige at være gift – i hvert fald taler man ikke så grimt om hinanden, heller ikke efter ægteskabet er opløst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Samarbejde og respekt som behandling

Samarbejde og respekt som behandling

Når behandling virker

Samarbejde og respekt som behandling

Min erfaring er, at behandling virker, når patient/klient og behandler samarbejder og har en gensidig respekt.

Vi er ikke ligestillede, men vi er ligeværdige. Psykologen er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da), og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da).

De har deres faglighed, og det er den, jeg kommer for at nyde godt af. Ellers kunne jeg jo lige så godt blive hjemme. Jeg gør det, de foreslår mig at gøre, fordi de er dygtige og har årelang erfaring. Med dem begge oplever jeg, at vi har et samarbejde om at løse et givent problem eller belyse en given problemstilling. De respekterer mig begge som det menneske, jeg nu en gang er, og de prøver ikke på at lave om på mig.

Jeg frygter den dag, de begge går på pension men håber med at være “repareret” til den tid.

Jeg er ikke alene

Jeg har talt med to andre mennesker, som jeg kender vældig godt – en med en somatisk sygdom og en med en psykisk sygdom – der helt uafhængigt af hinanden (de aner ikke, hvem den anden er) også sagde ordene “samarbejde og respekt” om den gode og effektive behandling.

Hvis der ikke er samarbejde og gensidig respekt, virker behandlingen ikke. Det kan være behandling i psykiatrien eller det kan være et årelangt samtaleforløb hos en psykolog.

Evaluering

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og jeg har i dag evalueret de seneste uger, hvor jeg har haft det “fantastisk”. Jeg blev så glad, da hun sagde “Det er svært”.

Når hun som professionel siger sådan, løftes der et ansvar og et åg fra mine skuldre. Så burde jeg ikke selv have set faresignalerne.

Retrospektivt er det nemt at være klog – også for mig selv. Måske husker du også byggematador Kurt Thorsens “I bagklogskabens ulideligt klare lys”?

Vi talte om, hvorvidt nogen burde have handlet anderledes. Vi blev enige om, at vi alle har gjort det rigtige og ageret på faresignalerne, da de blev tydelige nok.

Vi har opstillet en plan for, hvad vi gør næste gang, for jeg sover ikke mere Tornerosesøvn, end at jeg ved, der kommer en næste gang. Men det er selvfølgelig også en slags søvn …

Den besværlige patient 1

Under en enkelt (ud af af et utal) indlæggelse har jeg følt mig som den besværlige patient. Altså jeg havde fornemmelsen af, at en læge syntes, jeg var så uendeligt irriterende, fordi jeg ville forstå, hvad vedkommende sagde, fordi jeg spurgte til journalnotater, hvis jeg enten ikke forstod det eller var uenig og gerne ville drøfte det skrevne.

Jeg havde følelsen af, at vedkommende ganske enkelt syntes, jeg var en kæmpeidiot og fandens besværlig.

Jeg har et “kort”, jeg kun meget, meget sjældent trækker, fordi det er så uendeligt uhøfligt, men hvis jeg er trængt op i en krog og kan mærke, at vedkommende synes, jeg er en idiot, siger jeg “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det lukker selvfølgelig for dialogen, men der er jo i forvejen ingen dialog, så der er ikke gået noget tabt.

Og en ting er sikkert: Jeg henvendte mig jo ikke i modtagelsen for at være besværlig. Jeg henvender mig først, når jeg ved, jeg har det så dårligt, at de ikke kan sende mig hjem igen. Sådan er det at være en erfaren psykiatribruger.

Den “besværlige” patient 2

Jeg ved ikke ret meget om det, så måske er dette noget vrøvl, men det er mit indtryk fra psykiatrien, at man faktisk sætter pris på de “besværlige” patienter, fordi det er dem, man kan lære noget af og på den måde udvikle psykiatrien.

Og det minder mig om de alle de sindssyg dygtige medarbejdere på mit stamafsnit (Brøndbyøstervej, 808), der som deres kollektive mantra har: “Vi giver aldrig op”.

Jeg bliver aldrig den type patient, der går ud af overlægens kontor og siger/tænker “Nu har hun fortalt mig, hvordan jeg har det”. Den må de længere ud på landet med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Jeg motiveres af data

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien siger det: “Man skal finde det, der virker for en”.

Nu har jeg fundet det, der virker for mig: data.

Jeg elsker data i tabeller, at regne på data og at sætte data op på en måde, så de umiddelbart kan forstås af andre end mig selv. Det kan fx være ved at bruge ikoner med grønne flueben eller røde krydser, der viser udviklingen.

Det burde jeg have regnet ud for længst, eftersom det er det, jeg brugte det meste af mit arbejdsliv på. Problemet der var ofte, at jeg ikke havde mulighed for at dyrke det i den detaljeringsgrad, jeg mente var nødvendig. Det er et problem, jeg deler med mange andre med Aspergers syndrom. Det er velbeskrevet i litteraturen fx af Georg Strøm, 2009, “Konflikter på arbejdspladsen”, og jeg har skrevet om det i min historie om Aspergers syndrom.

Da jeg senest var hos psykologen, viste jeg hende min sundhedsrapport, som jeg genererer i Excel. Data kommer fra min avancerede vægt og fra appen StepsApp, der fodres af mit Apple Watch, så al bevægelse registreres. Vi talte lidt om det, og i den forbindelse fik jeg sagt “Jeg skal jo have de her tal til at se pæne ud”.

Billedet herunder stammer fra min sundhedsrapport, og jeg kan lide at se de grønne flueben, der viser, at det går den rigtige vej:

Om motivationsfaktorer: find det der virker

At være auditiv

I realiteten er jeg auditiv, men jeg skulle blive 60 år, før jeg fandt ud af det. Jeg nyder podcasts i stor stil, mens jeg går mine ture. Jeg hører alt fra “Klog på sprog” med Adrian Hughes og “Hjernekassen på P1” med Peter Lund Madsen. Begge findes ganske gratis på DR Lyd.

Jeg har også forsøgt med andre podcasts, fx “Vennepunkter”, men måtte opgive dem, fordi der er for meget forstyrrende grin og tomgangssnak.

Min ven har ofte spurgt mig, om jeg så ikke hører musik, mens jeg læser kirkebøger eller laver det frivillige arbejde?

Det kan jeg simpelthen ikke, for i begge tilfælde er jeg nede i detaljens detalje, hvor intet må overses eller misforstås. Jeg skal helst fange alt i første hug. Og det gælder især i øjeblikket, hvor jeg dechifrerer en stor mængde tyske kirkebøger, der er virkelig svære, selv for de skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres forum.

I mange år var jeg sikker på, at jeg bestemt ikke var auditiv, eftersom min hjerne gik på udflugt efter 20 minutters lytning. Nu tror jeg nærmest, det skyldtes, at den var overbelastet af alle mulige andre problemstillinger så som sygdom, fremtid, økonomi, arbejdsmarked, bolig og andre “småting”.

Psykiatrien kunne måske bruge min sundhedsrapport?

Jeg spurgte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om nogle af hendes øvrige patienter ville være interesserede i skemaet, for så ville jeg gerne dele et tomt eksemplar klar til at taste data ind i. Hun mente nu ikke, hun kendte en, der var interesseret.

Hun forstår mig heldigvis og griner ikke af mine regneark. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hun tænker, og “tanker er toldfrie”, men vi gennemgår rapporten, når vi mødes, og jeg synes, hun kommer med vigtige refleksioner.

Da jeg for snart en del år siden var tilknyttet Akutteamet i Glostrup, udviklede jeg også et regneark til registrering af bivirkninger og udviklingen i dem, så vi havde noget konkret at tale om. Deres tanker var selvfølgelig også toldfrie, men vi gennemgik skemaerne hver uge, og de var vigtige input i behandlingen. Og vi fik i fællesskab bugt med de massive bivirkninger.

Som eksempel havde jeg så meget mundtørhed, som følge af al den antipsykotiske medicin, at tandlægen ikke kunne arbejde med spejlet i min mund, fordi det sad fast i ganen. Det var vildt. Godt det er fortid.

Konkurrencemenneske?

Af og til har jeg været lidt flov over at være konkurrencemenneske, fordi det ikke er videre inkluderende.

Alle mennesker er i virkeligheden konkurrencemennesker, når de blot finder de rigtige parametre at måle på. Når jeg har sat mig et mål, helmer jeg ikke før, jeg har nået det. Og det har jeg det fint med, for jeg får lige nu rejst mig fra skrivebordet og brugt kroppen i stedet for hjernen.

Den skal også holde fri en gang imellem.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.