/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

  • “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
  • Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

  • 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
  • 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
  • Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

En dejlig dag

En dejlig dag

Retur hos psykologen

En dejlig dag

Dette skrives fra iPad – og er noget besværligt – da mit Wi-fi er nede og har været det siden søndag morgen. Der kommer en youSee tekniker i dag mellem 10 og 14. Det er længe at vente. Eksempelvis kan jeg ikke arbejde på min slægtsforskning, da jeg ikke kan se de originale kilder.

Dagen i går var så dejlig af to årsager:

  1. en dygtig med arbejder hos DSB og
  2. jeg var retur hos psykologen.

1) Den dygtige medarbejder hos DSB

Alt var kaos i toget til Holbæk, fordi der kun var to vogne, hvor der plejer at være fire. Jeg var heldig at få en plads og sad og så TV Avisen på min iPad. Jeg havde min solsikkesnor på. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap.

DSB-medarbejderen hjalp en blind mand med at få en plads i nærheden af hans hjælper. Da hun var ledig, spurgte jeg om de havde en stillezone, nu hvor toget var så kort. Det regnede jeg ikke med, at de havde.

Jow da, det havde de i den anden ende af toget lige før første klasse. Der gik jeg ned og kunne sidde i ro og fred for blandt andet skoleklassen på vej på lejrtur. Det var fint, for sådan en klasse larmer meget.

Jeg traf medarbejderen ude på Holbæk station og sagde til hende, at hun skulle have stor ros for sin både både hjælpsomme og humoristiske måde at tackle kaos på.

Hun svarede “Jeg havde godt spottet dig, men du så ud til at have det godt nok med din computer. Jeg sørger altid for, at der er stillezone, men førsteklasse kan jeg godt finde på at droppe. Jeg er nemlig også udfordret, når jeg er i civil”.

Det er da ganske imponerende – og så må jeg sige, at solsikkesnoren af og til virker.

2) Retur hos psykologen

Hvor var det dog dejligt igen at være sammen med det menneske, der kender mig bedre end nogen anden. Vi brugte en stor del af tiden på en form for evaluering af min næsten to måneder lange indlæggelse. Der var nok at tale om.

Hun har en særlig evne til altid at se noget positivt i de fleste situationer. Og det er godt.

Fx mente hun, at min fornemmelse af den splittede hjerne, hvor den føltes delt i forholdet 75 pct. – 25 pct., var et udtryk for, at jeg kunne stille mig lidt udenfor mig selv og betragte hvad der skete.

Derfor var jeg også – det som medarbejderne måske opfattede som lidt negativ, og jeg selv kaldte “besværlig” – fordi jeg ikke var helt overvældet af sygdommen, som jeg plejede at være. (Det er lidt svært at forklare). Derfor opdagede jeg, når nogle overlæger i Glostrup talte ned til mig

Derfor var det også helt Anders And, at en medarbejder foreslog mig at få et sponsorbarn i Afrika, når jeg udtrykte mit behov for at foretage mig noget, der havde betydning for andre end mig selv. Det lo vi en del af.

2a) Jeg skal altid være i gang med et projekt

En læring ud fra det, der førte til, at jeg henvendte mig i Akutmodtagelsen den 29. maj, er: Jeg skal altid være i gang med et “projekt”. Det er næsten ligegyldigt, hvad projektet drejer sig om. Et projekt udfylder tomrummet. Det bevirker, at jeg kan se en mening med at være i live. Derfor er jeg også glad for at hjælpe et firma lidt med deres hjemmeside. Der har været nogle “knaster”, der skulle ryddes af vejen, men vi forsøger igen.

Det er kun godt, hvis projektet involverer andre levende væsner, men det er ikke så afgørende. Med Aspergers syndrom har man dybt inde i hjertet (eller hjernen?) ikke så meget behov for andre mennesker. 

Det plejer jeg selv at udtrykke sådan; “Jeg har ikke noget imod andre mennesker; jeg har bare ikke så meget brug for dem”. Jeg hører tit folk tale om – eller ser dem skrive om – hvor slemt det var under pandemien med de to nedlukninger. Selv opdagede jeg dem dårligt nok. Og i det omfang jeg opdagede dem, var de lidt af en befrielse på grund af fraværet af kravet om at være sammen. Til gengæld talte man mere i telefon, og det elsker jeg.

Jeg har meldt mig til et kursus om at lave podcasts, og det glæder jeg mig meget til. Der vil næppe være så meget smalltalk og deltagerne har et grundlæggende interessefællesskab. Måske møder jeg nogle, der også er interesserede i teknik o.lign. Vi vil helt sikkert alle være interesserede i formidling på en mere tidssvarende måde end lange artikler som denne. Nu til dags lytter folk, de læser ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Vent lige 81 uger på en psykiater

Vent lige 81 uger på en psykiater

Kan man bruge en psykoterapeut?

Vent lige 81 uger på en psykiater

Den gennemsnitlige ventetid på at komme til en psykiater er lige nu 81 uger. Det kan ikke være sandt, at mennesker i et velfærdssamfund, der beder om hjælp til noget med psyken, skal vente så længe. Og det er endda bare et gennemsnit, nogle må vente endnu længere; eksempelvis Nordjylland trækker gennemsnittet opad.

Ville man nogensinde bede kræftpatienter vente 81 uger? Nej – og gudskelov for det, for det er urimeligt, og det gælder både somatikken og psykiatrien.

Jeg må for 120. gang erkende, at psykiatrien er nedprioriteret. Forskellen på cancer og psykiatri er, at psykiatribrugere ikke umiddelbart dør af deres lidelse.

Vi kender ikke årsagen til de årlige 600 selvmord. Det eneste, vi ved, er, at 50 pct. af de mennesker, der tager deres eget liv, har en psykiatrisk diagnose.

Kausaliteten er ukendt, for det er for sent at spørge. Det er som om, vi har accepteret tallet på 600 selvmord om året. Det har ligget på det niveau siden 2011. Vi betragter dem nærmest som noget naturgivent, for der bliver ikke talt om dem.

Tallene stammer fra en artikel i Ugeskrift for læger i april 2021 af Merete Nordentoft professor i psykiatri Institut for Klinisk Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet og Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP), Psykiatrisk Center København, Region Hovedstadens Psykiatri.

Her er ingen synsninger; det er den skinbarlige sandhed.

Kan man bruge en psykolog i stedet?

Nej, det kan man ikke, hvis man eksempelvis ønsker sig en udredning for Aspergers syndrom eller noget helt andet, for psykologer må ikke diagnosticere, med mindre de har taget efteruddannelsen til specialpsykolog. Man kan heller ikke bruge en psykolog, hvis man virkelig er psykisk syg (ikke bare sårbar!). Den eneste “mulighed” man har, er at vente på at blive så syg i psyken, at man kan blive indlagt i hospitalspsykiatrien. Det kan ikke heller være sandt i et velfærdssamfund.

Det er ingen kritik af statsanerkendte psykologer med ydernummer!

Alle, der har fulgt med her på siden bare et år, ved, hvor højt jeg værdsætter min egen psykolog, og hvor meget hun har hjulpet mig. Hun sagde eksempelvis i flere år “Du har måske nok nogle Aspergertræk”, for mere må hun ikke sige. Det fik mig til at opsøge en udredning hos en psykiater, for jeg havde brug for en bekræftelse på, at det, jeg havde undersøgt og læst om i 16 år – siden 2003, ikke var det rene Anders And.

Jeg ventede “kun” et år på at komme til, og det var endda i 2019, før ventetiderne eksploderede. Ingen, der ikke kender til, at man går med en næsten-viden om en diagnose i så mange år, kan forestille sig, hvor meget det betyder at blive udredt.

Også hos psykologerne er der urimeligt lange ventetider. Det skyldes blandt andet, at det er vedtaget, at unge mellem 18 og 24 år med angst og/eller depression kan komme gratis til psykolog. Det er kun godt. Jo før man tager hånd om problemerne, jo mindre er risikoen for, at de bliver værre.

Problemet er imidlertid:

  • at antallet af ydernumre ikke er øget tilstrækkeligt,
  • at det er vanskeligt at besætte stillingerne i yderområderne,
  • at psykologerne har et indtjeningsloft på 144.000 kr. Det er et loft over, hvad de må tjene på gratisordningen,
  • hvis de overskrider loftet, får de en økonomisk sanktion,
  • min psykolog har fx fortalt om, hvordan hun hver uge må afvise unge, der beder om hjælp, fordi hun har nået loftet. Det må være meget ubehageligt at skulle sige “Nej desværre” til et menneske.

Kan man bruge en psykoterapeut i stedet?

Nej, det kan man ikke. Det er ikke en beskyttet titel; selv jeg kunne nedsætte mig som psykoterapeut om nogle uger …

En psykoterapeut har taget en række uge- og weekendkurser, og det kan være rart at komme hos en psykoterapeut – mens man er der. Jeg har selv været der mange gange i begyndelsen af 90’erne. Det var dejligt at sidde i hendes favn, jeg brugte mange penge på det, det gav tryghed og varme men “ude af favn ude af sind”. Jeg blev ikke klogere på mine problemstillinger. Og de var fortsat tilstede. Måske var det medvirkende til, at jeg mange år senere blev temmelig syg?

I Information findes – uden betalingsmur – en kronik fra december 2022 med titlen “Coaches, influencere og pseudoterapeuter har fripas til at fuske med folks mentale helbred”. Den er hård ved psykoterapeuter og pseudoterapeuter, men med min ca. 30 år lange erfaring om, hvad der foregår i mit hoved, er jeg fuldkommen enig med de to forfattere.

En “Familie- & Psykoterapeut, Ngh Hypnoterapeut, Rbl-terapeut” (jeg ved ikke, hvad hokus pokus-titlerne betyder) skrev i går et langt opslag på sin Facebookprofil blandt andet “… statsansatte psykologer med ydernumre, der langt hen ad vejen ikke er dygtigere end os …”.

Det fik mig op ad stolen, for hvad ved han om det? Hvad baserer han sine synsninger på? Hvilken forskning ligger til grund? Hvilke statistikker bygger han på? Hvilke kilder har han til sine påstande?

Helt banalt er der den faktuelle fejl i udsagnet, at psykologer med ydernummer ikke er statsansatte. De er statsanerkendte, og de er selvstændigt erhvervsdrivende, hvilket er noget helt andet. Hvis man får en henvisning fra egen læge til de 12 gange, er det regionen, der yder tilskuddet. Det gør ikke, at man kan påstå, at de er ansat af regionen.

Han er så glad for sit håndværk, at han gennem hele opslaget skrev psykoterapeut med stort P. Det burde ikke være nødvendigt. Min psykolog har eksempelvis ikke behov for at skrive psykolog med stort P.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.