, ,

Vemodigt farvel til psykologen

Vemodigt farvel til psykologen

Det var ikke nemt

Vemodigt farvel til psykologen

Jeg har sat mig til rette med et stort glas økologisk hyldeblomstdrik og skriver om dagen i dag for at gøre den lidt lettere at bære.

Det var dagen at sige farvel til min psykolog i Psykiatrifonden. Jeg havde frygtet det, men det var alligevel ikke helt så slemt, som jeg havde troet. Jeg var lige ved at græde, men det lykkedes at kontrollere det. Havde jeg ikke kunnet kontrollere det, havde det ikke været nogen katastrofe, for det har hun såmænd oplevet så tit.

Hun har båret mig på hænder og fødder siden foråret 2015, og hun har i bogstaveligste forstand udgjort forskellen på liv og død for nu at sige det ligeud.

Jeg har optaget alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen, men det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får det gjort. En ting er dog blevet mejslet i sten, og det er, at jeg har en stor, stor livsvilje, for ellers havde jeg ikke klaret den så langt, som jeg har med det liv, jeg har haft. Det giver god mening, jeg tror på det, og jeg synes, hun har ret. En anden ting, der er mejslet i sten, er, at jeg bliver nødt til at indgå i nogle sammenhænge, hvor det ikke bare er mig, der skal levere, men hvor jeg også kan få noget igen. Det mangler jeg at gøre noget ved.

Jeg er blev mødt, selvom jeg er sær

Kun sjældent har jeg i den grad følt mig mødt, som det lidt kantede menneske jeg nu engang er. Hun har taget mig alvorligt og lyttet. Hun har fundet alternative synsvinkler, der kan bruges til noget, og hun har til tider udfordret mig.

I lang tid gik jeg og tvivlede på, om jeg ville kunne klare mig selv, når vi havde sagt farvel. Nu har hun været syg i to måneder, og jeg har faktisk klaret mig selv i al den tid, så jeg kan altså godt, når jeg absolut skal. Det er godt at vide. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne hende.

Vi har mødtes som ligestillede med respekt for det, den anden kan, selvfølgelig med den modifikation at det var mig, der havde “hjælpbehov”. Jeg har aldrig følt, at hun overrulede mig, hvilket jo havde været nemt i hendes position.

Vi besluttede, at det var nu, det var nu, og mødtes i et stort knus. Så var der bare tilbage at gå ud ad døren og ned på gaden. Det var okay, men samtidig føltes det tomt. Der vil gå nogle dage, inden det går over. Så meget har hun betydet!

PS: Hvis du, der læser dette, nogensinde skulle få en psykisk sygdom og behøve hjælp til den, vil jeg på det varmeste anbefale Psykiatrifonden. De ved, hvad de taler om. Med andre ord er de top-professionelle og top-kompetente hele vejen igennem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst: måske har jeg en lille livslyst?

Jeg optager alle møderne med “systemet” med appen “Memoer” på min iPad og jeg går typisk hjem og hører dem lige bagefter for bedre at kunne huske, hvad mødet drejede sig om. Jeg er glad for de lydfiler, og det er da en af de kompenserende strategier, jeg selv har fundet på.

Lige nu sidder jeg og hører optagelsen med min psykolog i Psykiatrifonden, hvor jeg har været i dag. Hun er bare så dygtig og så kompetent, og jeg kan så godt lide hende som menneske. Efterhånden kender vi jo hinanden ganske godt, da jeg er kommet der siden april måned. Det betyder, at hun kan udfordre mig på en god og sød – men også effektiv – måde.

Sygdommen og jeg er ikke identiske

I dag talte vi meget om min sygdom contra mig. De to ting er ikke identiske. Det er sygdommen, der indimellem tager over og fratager mig lysten til livet, mens det er mig selv, der søger hjælp ved fx at ringe til 808 og til Livslinjen. Det er mig, der tager til psykiatrisk afdeling og det er mig, der læser mit “actioncard”, og ser advarselstegnene med det samme.

Af og til slår jeg mig selv oveni hovedet over, at jeg bare snakker og ikke handler, men det dækker trods alt over en eller anden form for livslyst.

Hun fik mig til at anerkende lysten til livet, og hun fik mig til at se forskellen på mig og sygdommen. Jeg må erkende, at dette er livsvarigt (det synes jeg ellers, jeg har erkendt 500 gange) og jeg må erkende, at jeg er let at vælte og meget sårbar. Inden jeg trådte ind på hendes kontor i dag, tænkte jeg, at jeg havde 2 pct. livslyst; hun fik mig til at se, at det er en meget større andel, ellers havde jeg nemlig været død for længst.

Mit håb

Jeg har et håb om, at når virksomhedspraktikken er overstået (nu skal vi lige finde et nyt praktiksted), når Psykiatrifonden har skrevet noget papir og når rehabiliteringsteamet har holdt sit møde, så vil der være nogle ting, der falder på plads.

Til den tid vil brikkerne med min fremtid falde på plads. Lige nu er alting usikkert, uklart og uden perspektiv. Jeg kan ikke se frem, og jeg synes ikke, jeg har indflydelse på min egen fremtid.

Den gamle Hanne havde styr på det hele og fuld kontrol over tilværelsen, men det er en saga blot. Jeg håber, noget af det kommer tilbage.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Ny identitet

Ny identitet

Overvejelser om en ny identitet

Engang i sidste uge skrev jeg et indlæg, jeg kaldte “Indlagt igen”, og Lene K. C. skrev en kommentar. Begge dele er forsvundet fra jordens overflade; jeg forstår ikke hvorhen. Gemt er vel gemt. Nu kunne jeg godt tænke mig, at denne blog snart ville køre stabilt.

Jeg er hjemme hos mig selv for at tømme postkassen og gøre et par andre småting.

Jeg har været indlagt siden den 23. juli med depression. Jeg nåede at være hjemme i 1½ uge, før det gik galt igen. De har kigget på medicinen men vil ikke røre ved den, da de synes, det ser rigtigt ud. De har tildelt mig seks gange ECT, og jeg har det som om, jeg er et andet menneske, end da jeg kom.

Når jeg ser en læge igen, vil jeg foreslå, at de lægger tre ture oveni til stabilisering, så jeg ikke skal komme rendende igen 1½ uge efter. De fysiske rammer derude er virkelig dårlige, men der er både hjerterum og husrum, der opvejer tresengsstuerne. Medarbejderne forekommer mig at være virkelig dygtige.

Til møder i Psykiatrifonden

I dag har jeg været til to møder i Psykiatrifonden og jo bedre jeg lærer mine kontakter derude at kende, jo dygtigere synes jeg, de er. Jeg er begavet med en erhvervspsykolog og en erhvervsrådgiver, og de ved, hvor de vil henad. Psykologen Anette Friis var ude i noget med, at det jo er hele min tilværelse, der er væltet rundt; det er ikke “kun”, at jeg er blevet syg. Det er ikke “kun”, at jeg har mistet mit job, jeg har også mistet store dele af hukommelsen… der kommer til at gå nogle år med at få det hele etableret igen.

På en eller anden måde skal jeg finde en ny identitet, for jeg plejede at arbejde så meget, at der ikke var plads til andet i livet. Det kan blive noget af en øvelse.

Der skal findes en virksomhedspraktik

Psykiatrifonden vil nu gå i gang med at finde en virksomhedspraktikplads til mig. Jeg har selv et første bud, som er hos en tidligere forretningsforbindelse, og ham (Martin) skal vi ud at tale med den 18. august. Han er nu hos Atea.

Erhvervsrådgiveren Jane Hansen skal med nærmest for at sikre, at jeg ikke lover for meget, for Martin kender mig jo fra gamle dage, og vil automatisk stille op med de gamle forventninger, og intet ville være lettere end at respondere på dem.

Jeg tror selv på, at det er vigtigt at komme i gang med den praktikplads hurtigt, for jeg får det ikke bedre af at gå hjemme og trille tommelfingre – tvært imod. Jeg vil gerne arbejde!

Hvordan finder man en ny identitet?

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det med den nye identitet, men jeg er ikke i tvivl om, at det er i den retning, det skal gå. Et eller andet må der ske, og så må jeg håbe på, at min sygdom falder til ro.

Det kan ikke blive ved at gå sådan her, hvor jeg har været indlagt syv gange siden 5. juni 2014. Nå jeg kigger på alle de år, jeg har været syg (siden 2003), er der tale om, at det det seneste år er eksploderet til et nærmest vanvittigt niveau; sådan kan det ikke blive ved. Noget må der ske.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Hjemme igen 2

Hjemme igen 2

Jeg er hjemme igen 2

Goddag til mit dejlige hjem – det er rart at være hjemme igen, selv om det selvfølgelig føles lidt tomt, når jeg har vænnet mig til at have mennesker omkring mig 24 timer i døgnet. Af og til tænker jeg på, om jeg skal bo på en anden måde fx i en art bofællesskab, men jeg er bange for, at jeg svinger for meget til det. De andre kan ikke være tjent med mine svingninger, så jeg må nok blive, hvor jeg er!

Bodil og jeg skal til møde med den kommunale sagsbehandler på onsdag, og det skal vi lige have tjek på.

På torsdag skal jeg til møde med min psykolog Anette Friis i Psykiatrifonden.

Jeg har også lovet at skrive en artikel om “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG)” til et slægtsforskerblad, så der er sådan set nok at tage fat på – jeg skal bare have vendt hjernen rigtigt, så jeg kan komme rigtigt fra start. Efter hver indlæggelse er det som om, jeg skal starte forfra.

Vi har fået lavet konkrete aftaler om vedligeholdelses-ECT, der skal være hver 4. uge første gang den 7. august. Jeg skal møde op dagen før kl. 16:00 og så faste fra midnat. Det tænker jeg faktisk, jeg godt kunne administrere selv, men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.