Når børnelokkeren er gift med mor

Når børnelokkeren er gift med mor

13-årige Filippa er fundet “ved bevidsthed”

Når børnelokkeren er gift med mor

Det er kun de mest uempatiske, der er ikke de seneste 24 timer har fulgt med i 13-årige Filippas forsvinden fra sin avisrute, og den fantastiske politimæssige indsats, der har betydet, at pigen er fundet “ved bevidsthed” og at en mand på 32 år er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Formuleringen “ved bevidsthed” siger en del! Men selvfølgelig er det langt bedre end morgenens udmelding om, at politiet frygtede, at “der er sket en forbrydelse”; det plejer de stort set kun at sige, når de er næsten sikre på, at alt håb er ude.

Jeg så netop politiinspektøren i TV Avisen 18:30, og selvom det ikke er så professionelt, er det forståeligt, at han dårligt kunne “holde gråden fra sin stemme og tåren fra sit øje” (hvor stammer citatet fra? Er det noget med besættelsen?).

Man må forstå, at manden mangler søvn, har knoklet i 24 timer og har koordineret en enorm – effektivt og succesrig – indsats. Så bliver man mere sårbar og “sprød”. Også politiinspektører har følelser. Og det har de ret til.

Og politiet skal nu bruge aftenen og natten på sikre flere spor og beviser, så de har nok til, at de er sikre på, at en dommer kan varetægtsfængsle den 32-årige i morgen.

Når børnelokkeren er gift med mor

Da jeg engang i forhistorisk tid var barn, lærte vi, at vi skulle passe på “børnelokkere”. Det ret milde udtryk blev brugt om voksne mænd, der ikke ville små piger noget godt. Det var nogle, man skulle være bange for at møde på gaden eller nede i anlægget. Det var nogle, der lokkede med slik eller andet, vi gerne ville have. Det skulle vi sige “Nej tak” til.

En dygtig Facebookskribent skrev i dag et tankevækkende indlæg om, at vi, hvis vi har børn, skal lære dem, at de skal skrige højt, og blive ved med det og løbe væk, så snart de kan, når de mærker, at noget er helt galt. Og det har hun ret i. Der er grund til at passe på pigerne, for der for mange mænd, der er underligt skruet sammen i hovederne.

Der var imidlertid ingen, der lærte os – dengang – hvad vi skulle gøre, når børnelokkeren var gift med mor.

Sagen med Filippa får mig til at tænke tilbage

Når Filippa er “ved bevidsthed”, trives hun ikke i bedste velgående! Hun har ikke været til sodavandsparty i 24 timer. Der er sket noget forfærdeligt. Det gjorde der også, da “min mor” giftede sig med psykopaten. Han var sådan set “min børnelokker”. Til forskel fra en “almindelig børnelokker” havde vi bare samme adresse seks år fra 1974 – 1980.

Den første tid ville jeg så gerne have en ny “far” som erstatning for ham, der døde. Men der gik ikke lang tid, før jeg som ikke engang 11-årig var klar over, at noget var helt galt.

  • Jeg kunne ikke lide, at han ville give mig penge for at gå i bad med ham
  • Jeg brød mig ikke om, at han kælede mig i håndfladerne, når vi holdt i hånd tværs over parkeringspladsen i Vollsmose
  • Og jeg brød mig ikke om hans åbenstående morgenkåbe – med udkig til samtlige genitalier – hver eneste eftermiddag, når han var tidligt hjemme efter sit job som skolelærer … Den cerutlugtende morgenkåbe har jeg vendt 500 gange med psykologen.

Det var min klare fornemmelse, at noget var galt. Jeg vidste på en eller anden måde, at sådan gør en far ikke. Sådan havde min afdøde far i hvert fald aldrig gjort.

Jeg henvendte mig til “min mor”. Men det var mig, og ikke ham, der blev “forhørt” ved det cirkelrunde køkkenbord med den storblomstrede, orangefarvede voksdug. Bevisbyrden var vendt om. Og det var ham, hun efterfølgende giftede sig med.

Sådan startede det hele, og det eskalerede, til jeg kunne flytte hjemmefra som 16-årig og begynde at skabe et normalt liv på egen hånd.

Der er i sandhed grund til at passe på pigerne. Også dem på samme adresse!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Optaget af fortiden 3

Optaget af fortiden 3

PAS betyder “Post Adoption Services”

Optaget af fortiden 3

Denne artikel ligger i forlængelse af:

  1. Optaget af fortiden
  2. Optaget af fortiden 2

En af mine trofaste læsere gennem mange år gjorde mig opmærksom på, at Ankestyrelsen har en service, de kalder “PAS”. PAS står for “Post Adoption Services”. Det havde jeg aldrig hørt om, og jeg havde heller aldrig selv fundet frem til det. Tusind, tusind tak til dig “M”. Du ved selv, hvem du er.

M’s datter er adopteret fra udlandet. Det er årsagen til, at hun kender til PAS.

Jeg klikkede på de links “M” sendte mig, og jeg var på forhånd indstillet på, at jeg ikke ville kunne hente hjælp, da jeg er adopteret i forhistorisk tid fra Danmark. Det ville være naturligt, hvis en offentlig myndighed/lovgiver satte tidsgrænser eller besluttede, at servicen kun gjaldt børn adopteret fra udlandet, som unægteligt må have det meget sværere end os fra Danmark.

Jo mere jeg læste, jo gladere blev jeg. Der var ingen tidsfrister. Og der stod intet om, at der skulle være tale om adoption fra udlandet.

Man skulle indsende en ret banal ansøgning. Ansøgningsskemaet ligger på styrelsens hjemmeside. Det mest væsentlige i ansøgningsskemaet er:

  1. Man skal beskrive sin problemstilling
  2. Man skal beskrive, hvad man håber at opnå eller at udvikle ved at få rådgivning.
Det var ikke svært.

Samlet set vil jeg “lukke huller” og opnå generel viden om, hvordan man dengang behandlede børn, der ansås for at være retarderede. Hvordan behandlede man børn på dels Rigshospitalets (RH) børnepsykiatriske afdeling og hvad gjorde, at RH anså mig for så “rask”, at de kunne levere mig tilbage til “Dear Home”, der var navnet på mit børnehjem?

Jeg ansøgte den 23. marts, og i dag – den 29. marts – har jeg fået bevilling på otte timer. Det er ganske enkelt en imponerende sagsbehandling fra Ankestyrelsens side. Det koster banale 100 kr. pr. gang, og jeg har fundet en PAS-rådgiver her i Hvidovre, som jeg vil kunne spadsere til på 16 minutter (men tage bussen i 45 minutter. Jeg tror, jeg går …). Jeg har sendt hende en e-mail og er spændt på at møde hende.

Hun kan naturligvis ikke besvare mine helt konkrete spørgsmål om mit eget forløb; det kan kun Rigsarkivet (måske), når/hvis det en gang bliver min tur, men hun vil muligvis kunne hjælpe mig på vej ad det generelle spor.

Et skridt ad gangen og det er jeg fuldt tilfreds md. Det er en utrolig flot service fra det offentliges side.

(A-)bortadopteret og “Barnets lov”

Optaget af fortiden 3

I forlængelse af ovenstående ligger naturligt hele diskussionen om “Barnets lov”, der går ud på at udvide og stadfæste kommunernes ret til at fjerne barnet straks efter fødslen.

Mange (voksne) prioriterer forældrenes “ejendomsret” til barnet over barnets tarv. Adskillige skælder ud på en nytårstale fra Mette Frederiksen og siger, at det er forkert, at statsministeren ønsker flere tvangsfjernelser. Jeg er klar over, at jeg får bank nu; men endnu en gang har jeg iført mig min rustning.

Selvfølgelig skal der ikke indføres måltal for tvangsfjernelser, men det er altså heller ikke det, hun siger. Hun siger, at flere børn burde tvangsfjernes af hensyn til børnene! Der er for mange børn, der har det for dårligt. Og det har hun ret i Jeg stemmer ikke socialdemokratisk, men jeg mener, hun har ret i dette.

Vores holdninger, vil altid været bestemt af vore egne oplevelser. Det er naturligt, for hvor skulle holdningerne ellers komme fra?

Jeg ville gerne selv gerne have været fjernet efter min (elskede) far døde og “min mor” giftede sig med en pædofil folkeskolelærer. Jeg ville gerne have været sparet for daglige seksuelle overgreb gennem seks år (fra 1974 til 1980). De har kostet mig tusindvis af kroner at komme overens med. Fra en tidligere medarbejder i et “Familieretshus” (det, der tidligere hed “Statsamtet”) ved jeg, at virkelig mange børn gerne ville have været fjernet.

Du kan fx begynde med at se Anders Aggers fantastiske “Tvangsfjernet”. Den er rørende, og jeg har siddet og tudet over den i flere omgange! Prøv engang at vurdere parrets forældrekompetencer (som det kaldes nu til dags). Hvor ville lille Milo have det bedst? Hos plejeforældrene eller hos de biologiske forældre? Det kan ikke være så svært at finde ud af. De er simpelthen ikke i stand til at være far og mor for ham! Milo må til mennesker, der ved, hvad de har med at gøre.

Som a-bortadopteret (adoption før aborten blev fri) vil man nok altid have en følelse af, at det var dejligt, at man blev adopteret, for der var så mange ulykkelige par, der brændende ønskede sig et barn. Men også at man er uønsket på et eller anden plan. Ja, man blev sendt videre til fx et børnehjem. men hvad så? Hvad var næste skridt?

I mit tilfælde var der en høflig diskussion mellem RH og mit børnehjem “Dear Home”. Den diskussion vil jeg umådeligt gerne have nærmere yderligere indblik i.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Optaget af fortiden 2

Optaget af fortiden 2

Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

  • De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
  • Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
    • Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
    • Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

  1. “Retard” lig forsinket/senere
  2. “Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

  • Bestil bogen (checkmark)
  • Læs bogen (den er undervejs)
  • Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
  • Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg skal være med i en podcast

Jeg skal være med i en podcast

Når andre kan, kan jeg også …

Jeg skal være med i en podcast

Efter at have lyttet til “Særklassens” episoder med Mathias Emil Nielsen fra GladTeknik (han er “stifter, IT-tekniker, Hardware- og Ubiquiti Broadband Wireless Specialist”) besluttede jeg at kontakte dem for at spørge, om de vil lave en episode med mig.

Det vil de gerne.

Det bliver spændende, for jeg har et budskab: Der er en masse, vi kan på grund af vores diagnose – ikke på trods af. Vi har en #Superkraft, det drejer sig “bare” om at finde den.

Her kan du læse om min #Superkraft, som går ud på, at jeg ser alle detaljer.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

Ad myter og fordomme: Folk sagde i årevis til mig: “Du har ikke Aspergers syndrom, for du kan holde øjenkontakt …”. Det er en udbredt misforståelse, at vi ikke kan holde øjenkontakt. Nogle kan ikke, men mange kan. Det er ikke et diagnosekriterie.

Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting

  1. Sociale kompetencer
  2. Forestillingsevne
  3. Kommunikationsevner
  4. Du kan læse mere om det i denne artikel.

Jeg brugte 16 år på at læse om Aspergers syndrom og til sidst manglede jeg bare en psykiater, der ville skrive under. En overlæge i Distriktspsykiatrien spurgte mig, hvad jeg ville med en udredning. Det lykkedes vist aldrig at få ham til at forstå, at jeg bare gerne ville vide det.

Sådan foregår optagelsen

Ann-Sophie, der er “Digital kommunikationsansvarlig” hos Sputnik, havde netop gået og tænkt på, at hun gerne ville lave en episode med en person, som var sendiagnosticeret (med Aspergers syndrom eller en anden autismespektrumforstyrrelse). Jeg er naturligvis klar over, at med ICD-11 sondres ikke længere mellem forskellige Autismespektrumforstyrrelser, men jeg vil til min dødsdag tænke, at jeg har Aspergers syndrom, for det var sådan, jeg blev diagnosticeret i april 2019, efter psykologen i årevis havde sagt: “Du har nok nogle asperger-træk”.

Vi har aftalt to datoer efter påske. Hvornår episoderne, for der bliver nok to, kan høres, afhænger af deres sendeplan, som jeg ikke kender.

  • Første dato: Et online for-interview med disse formål:
    • Vi mødes – skabe tryghed og afslappethed, når vi laver det optagede interview
    • Et overblik over min historie og sikring af relevante og skarpe spørgsmål, når vi optager
    • Viden om hvordan det reelle interview vil forløbe og afstemme hvilke veje, vi går ad.
  • Anden dato: Live-interviewet. Jeg er meget spændt på det.

Podcast er det nye “sort”

“Alle” lytter nu til dags til podcast lige bortset fra mig, for jeg har svært ved at holde koncentrationen, med mindre det er høj-interessant. De to udsendelser med Mathias faldt netop i kategorien høj-interessant, fordi jeg kender ham og hjælper i kulissen med firmaets hjemmeside. På mange måder fortalte han både om sig selv og om mig. Et eksempel: Vi har begge været “hjælpelærere” i folkeskolen.

Jeg har gennem længere tid overvejet, at jeg ville lave min egen podcast-serie, der skulle handle om Bipolar Affektiv Sindslidelse, god behandling i psykiatrien og om et langvarigt psykologforløb.

Det er strandet på, at man skal have godt lydudstyr (kan dog købes for ca. 1.000 kr.) og selvfølgelig på min tvivl om, hvorvidt jeg nu er dygtig nok, og om jeg har en eller flere historier, nogle gider lytte til. På samme måde som man skriver for at have læsere, laver man podcast for at få lyttere.

Jeg har læst adskillige artikler om, hvordan man laver en god podcast, nogle har lyst at lytte til. Formentlig vil jeg kunne lære det, og idéen er ikke lagt i graven.

Andre spændende projekter har imidlertid stået i vejen.

 

Jeg skal være med i en podcast


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.