Lettelse efter rehabiliteringsteamet
Jeg ved ikke, hvordan jeg har det
Lettelse efter rehabiliteringsteamet.
I dag kl. 13:20 var jeg til møde i Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam. Jeg havde min fantastiske psykolog med som bisidder. Jeg har sovet maks. to timer i nat fra 7 – 9, hvor jeg skulle op. I nat skal jeg sove! Jeg glæder mig allerede.
Det gik som smurt, men jeg var hamrende nervøs. De havde trods alt bestemmende myndighed over resten af mit liv. Jeg var bange for at komme til at virke som om, jeg havde det ‘for godt’ (ihukommende dine ord, @Henny). Og jeg var meget bange for, at de skulle mene, at jeg skulle prøves af i det syvende fleksjob.
Da de kom retur med indstillingen, sad jeg bare og græd op i deres åbne ansigter. De havde forinden spurgt mig, hvad jeg selv mente, og jeg havde svaret, at jeg nok mente, at den rigtige løsning ville være en pension, og at jeg ikke kunne se flere muligheder på arbejdsmarkedet for mig.
De indstiller uden videre til pension. Sagen er velbelyst – der er ikke mere at komme efter. Alt er afprøvet. Samarbejdet mellem mig og kommunen har været rigtig godt.
De præsenterede sig med hver deres rolle, og jeg fik lov at sige lidt. De fortalte, at deres muligheder var at indstille til ressourceforløb, fleksjob og pension. Min søde sagsbehandler, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med, havde på forhånd fortalt mig, at sådan foregik det, og at jeg ikke som en anden borger skulle spørge ‘Sig mig har I ikke læst min sag?’ I sådanne situationer drejer det sig om at svare, men også om at svare høfligt. Det havde jeg ingen problemer med, for jeg er et høfligt menneske.
Sagen gik sin gang. De havde nogle få spørgsmål, men jeg kunne kun sige, at jeg mente, sagen allerede var velbelyst, og at det havde jeg talt med min bisidder om. Jeg havde kun få ting at at tilføje: Jeg kunne fx fortælle, hvordan fysioterapien havde lært mig at komme op fra gulvet, når jeg var faldet (led i Parkinsonismen), at jeg med årene havde lært at optage vigtige samtale med fx psykologen osv.
De var søde og rare, og da de begyndte at fortælle om, hvilke ydelser, jeg ville blive berettiget til som pensionist, tænkte jeg forsigtigt ‘den er hjemme’, men alligevel turde jeg ikke tro det.
Efter deres – korte – votering vendte de tilbage med deres indstilling: førtidspension, for de syntes, at var der nogen, der havde kæmpet, så var det mig. Og så begyndte jeg at græde! Jeg er så glad for, at min fantastiske psykolog Anette var der. Hun havde på forhånd sagt, at hvis det nu gik ad h…. til, ville hun gerne køre mig hjem. Jeg har kendt hende siden 2015, hvor Hvidovre Kommune gav mig et forløb i Psykiatrifonden, og Anette var min erhvervspsykolog. Jeg har holdt ved hende lige siden. Lige nu har jeg ikke så meget at komme med, men det er som en sukkersygepatient, der kommer for at få sin insulin. Jeg skal have mit fix i et trygt og roligt rum engang i mellem, så kan jeg fungere lidt igen.
Efter jeg er kommet hjem har jeg orienteret de nærmeste: Min bedste ven og så også to af de behandlere, jeg har haft på Psykiatrisk Center Glostrup og som har gjort utrolig meget for mig. Jeg skylder så mange mennesker så stor tak, og jeg skal nok komme frem med takketalerne – lige nu er jeg bare mest til at græde af lettelse! Alle har troet på det undtagen mig, der ikke har turdet tro på det. Men det er lykkedes.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv! Bortset fra at jeg i aften skal deltage i et webinar om WordPress – så er tankerne da lidt til en side.