headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”
Poul Nyrup om headspace
headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”
Jeg har hørt Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024, hvor Poul Nyrup fortæller om headspace. Det er faktisk anden gang, jeg hørte udsendelsen, for jeg elsker at høre på Poul Nyrup. Han er menneske før system, og jeg er herudover gammel nok til at huske “Stuerene, det bliver I aldrig”.
Jeg har haft en oplevelse (herom til sidst), der aktualiserede hans helt centrale tilgang: Når en ung henvender sig i headspace er det første, den frivillige spørger om “Hvad kan vi hjælpe dig med?”
Man siger, at 20 pct. af de unge mistrives, men det betyder ikke, at de hører til i psykiatrien, de hører til i headspace, for det er ikke en sygdom at være ked af det, faktisk er det lige så naturligt som at være glad. Livet er ganske enkelt ikke en perlerække af succeser, men det har vi på en eller anden måde fået bildt dem ind.
Problemet er, at vores samfund har indsnævret normalitetsbegrebet så meget, at det næsten er umuligt ikke at falde uden for. Det øger presset på ventelisterne så meget, at de unge, der virkelig har behov for psykiatriens eksperter og vildt dygtige medarbejdere, må vente urimeligt længe på at få hjælp.
Fokuserer vi mere på det forebyggende arbejde, kan det være med til at løse ventelisteproblematikkerne.
Når headspace opgør, hvad de unge henvender sig om, er det:
- Relationen til forældrene
- Bøvl med kærester og venner
- Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen
- Selvværd – de trænger til at høre “Du er god nok”
- Angst – men uden at det er patologisk – herunder angsten for fremtiden
20 pct. af de unge, der henvises til psykiatrien, hører slet ikke til der, for de er ikke syge, de trænger “bare” til nogen, der spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”.
Henvisningen til psykiatrien udløses ofte efter at to eller flere kommunale tilbud er gået helt Anders And, og sagsbehandleren nu ikke kan finde på andet. De skal henvises til headspace, længe før “systemet” sætter ind med kommune og psykiatri. Man er ikke enten rask eller psykisk syg – der er også noget midt imellem.
Poul Nyrup havde en skøn sætning: “Diagnosen er en ‘overfrakke’, men hvem har overfrakken på?”
De store valg
Noget af det, de unge er bange for (men ikke patologisk angste) er fremtiden og uddannelsesvalget. Vi har på en eller anden måde fået bildt dem ind, at det første valg ikke er førstevalget, og at de ikke kan vælge om. Men selvfølgelig kan de vælge om senere, hvis det viser sig, at de aldrig skulle have været jurister men hellere elektrikere. Det er ikke en katastrofe at måtte vælge om.
Selv husker jeg i min barndom/ungdom at sidde alene på værelset og bladre i bogen, der hed “Hvad kan jeg blive?”. Jeg var simpelthen så bange for at vælge forkert. For det første var det noget, man løbende skulle have talt om i familien, så jeg ikke skulle sidde alene, og så var der nogen, der skulle have sagt “Du kan altid vælge om”. Og der var heller ikke nogen, der sagde “Du er god nok”. Det havde nu været rart.
Jeg havde været i erhvervspraktik som apoteksassistent på Nexø Apotek, hvor jeg i en uge betjente den maskine, der spyttede Kodimagnyl ud. Det næste år var jeg i erhvervspraktik som agronom på Bornholms Landøkonomiske Forening. Jeg kunne ikke se mig selv i nogen af rollerne. På den anden side set kunne jeg heller ikke finde på noget andet.
Jeg blev jo så af mange årsager jurist. En af dem var, at det var den korteste akademiske uddannelse, man på det tidspunkt kunne tage, og der var kun mig til at betale studiegælden, da der trods alt var grænser for, hvor meget jeg kunne arbejde ved siden af. I virkeligheden skulle jeg jo have været cand. polit., men arbejdslivet tilbød ved tilfældigheder alligevel helt de samme opgaver, bare man havde en længerevarende uddannelse. Der var en medarbejder i sekretariatet, der døde, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge det ledige job, fordi vicedirektøren havde fået øje på mig. Det blev vejen fra de kirurgiske arbejdsskadesager til tal og analyser.
En anden årsag til juraen var, at jeg var optaget af, at der er noget, der er rigtigt, og at der er noget, der er forkert, det gælder både indenfor og udenfor straffelovens rammer. Jeg var optaget af store spørgsmål så som retfærdighed og resocialisering. De spørgsmål drøfter man her 40 år efter stadig, og folkestemningen viser, at man ikke er kommet meget længere …
“Hvad kan vi hjælpe dig med?”
Det, der fik mig til endnu en gang at lytte til Poul Nyrup om headspace, var, at jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde tilbudt mig en samtale med deres recoverymentor, fordi jeg søgte hjælp til at prøve at udbygge mit netværk. Det er jo ikke kun sundt at være så meget alene, selvom jeg faktisk trives godt med det.
Når jeg får et tilbud, siger jeg da selvfølgelig “Ja tak”, da jeg mener, det ville være dumt andet. Det kunne jo være, han kunne byde på noget godt.
Han talte vældig meget om sig selv, og først i det 29. minut ud af i alt 36 spurgte han “Hvad vil du gerne”?.
Det var efter min mening helt Anders And. Og jeg er blevet bedt om en evaluering af mødet, og der har jeg tilladt mig at være ærlig og sige, at de måske i enheden skulle tale om, at det ville være godt, hvis han vendte sin proces om.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Simon Baron-Cohen har introduceret begrebet “systemizing quotient” (SPQ) som et mål for en persons evne til og interesse i at analysere og konstruere systemer (Baron-Cohen et al., 2003).
