,

En håndfuld brikker

psykiatri

Tænk at det skulle komme så vidt

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

 

, , ,

Tæt på lykkelig

lykkelig

En god følelse

Jeg føler mig tæt på lykkelig og nyder det, så længe det varer. Det kører for mig lige i øjeblikket, for jeg sammenligner med de to mareridtsår, hvor alt var uklart: hvad skulle jeg leve af, hvor skulle jeg bo, ville jeg dø eller leve, hvorfor kunne jeg ikke huske noget, hvornår skulle jeg indlægges igen osv.? 2014 og 2015 er helt væk fra erindringen, men måske gør det ikke noget, for det var alligevel et helvede af depressioner, manier, angst, frygt og dødslyst. Egentlig ønsker jeg heller ikke at huske det.

Hvad fremkalder lykkefølelsen?

Patientfeedbackmøde

De ringede fra afdelingen og spurgte, om jeg ville deltage i et patientfeedbackmøde den 19. juni om patientstyrede indlæggelser (PSI). Selvfølgelig vil jeg hjælpe, og det første ord der falder mig ind i forbindelse med PSI er ‘tryghed’. Det gør mig nærmest lykkelig at blive spurgt. Jeg har en kontrakt med afdelingen, der går ud på, at jeg til enhver tid kan komme og være på PSI-pladsen i op til fem dage. Idéen er at man skal komme, inden man har behov for en fx fire uger lang indlæggelse, fordi det er gået galt. Konceptet er genialt. Selvfølgelig er der store besparelser forbundet med PSI-kontrakterne, men jeg kan ikke se det som andet end en fordel for patienterne.

Udfordringen er at huske, at man har pladsen, når man er på vej til at blive dårlig. Det glemte jeg selv sidst, så jeg gik rundt hjemme og fik det værre og værre, og det endte med en tre ugers indlæggelse. Det var ikke godt. Måske kan jeg finde en smart anordning,, der bipper, inden det går galt, så jeg husker PSI-pladsen? 🙂

Arbejdet

Jeg arbejder som webudvikler i en lille IT-virksomhed. Det er et fleksjob, hvor jeg er ansat 5-15 timer om ugen, og jeg er meget glad for det. Efterhånden kan jeg bidrage med ret meget, og jeg kan lære chefen meget, hvilket er en stor tilfredsstillelse for mig; det gør mig nærmets lykkelig. Jeg elsker at lave hjemmesider, og jeg er ved at være god til det. Jeg tænker på at tilbyde ‘Linux for begyndere’ at lave en hjemmeside for dem, så vi kunne lave en systematiseret erfaringsopsamling.

Mit firma mangler opgaver p.t., men jeg prøver at have is i maven, for jeg er den af os to, der sidder yderst på grenen. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare jobbet, nu hvor jeg endelig har fundet drømmejobbet. Jeg finder aldrig noget, der er lige så godt.

Med arbejdet følger en lille løn, som suppleres af fleksløntilskuddet fra Hvidovre Kommune og min invalidepension fra JØP som samlet set gør min økonomi ret sund. Dette er også til forskel for de år, hvor verden var kaotisk.

Linux

Linux er leg, og jeg leger godt. Jeg elsker læreprocesserne, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det gør mig nærmest lykkelig. Jeg kan ikke finde ud af om indlæringskurven er stejl eller mere flad. Jeg er jo halvgammel (55 år), så det er sin sag, at begynde forfra med et nyt styresystem, men jeg synes egentlig selv, det går ret godt. Der er meget at lære, og google er min ven, så jeg googler svar på alle mine spørgsmål. Og det jeg ikke kan google mig til, spørger jeg om i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere‘, som er en fantastisk gruppe fyldt med hjælpsomme mennesker.

Konklusion

Det tegner til at blive et godt liv!

,

Autisme: mere om

Aspergers Syndrom

Region Midtjyllands Psykiatri om autisme

Region Midtjylland Psykiatri “Psykinfo og Social” har udgivet et fremragende skriv på ca. 20 sider om autisme hos voksne og om, hvad autisme i det hele taget er for noget.

Jeg læser det med udgangspunkt i, at jeg jo ikke er blevet et andet menneske fra i forgårs til i dag – jeg er bare blevet klogere på den, jeg hele tiden har været.

Jeg har hele mit liv vidst, at jeg var anderledes. Jeg kunne fx ikke lege forestillingslege som barn. De andre piger kørte med dukkevognen, havde “dialoger”, trøstede osv. Jeg kunne kun finde ud af at klæde dukkerne af og på. Længere kom jeg bare ikke. Det skal dog siges, at det gik noget bedre med “cowboys og indianere”, som også er en forestillingsleg.

Nu er der endelig sat ord på: Jeg er i autismespektret (ASF) Men jeg kan undre mig over, at jeg skulle blive 55 år gl., før noget så det, og at det skulle ske på mit eget initiativ. Hvorfor har mit intense samspil med psykiatrien siden sommeren 2014 ikke løftet sløret? Og så igen: Jeg skal også være fair, for overlæge Jannick Bjerrum på Psykiatrisk Center Glostrup luftede for ca. tre år siden tanken om en autismediagnose, men jeg fejede ham rasende (på en forhåbentlig pæn måde) af, eftersom han kun havde kendt mig i 45 minutter. Jeg har in persona senere undskyldt min lidt ubehøvlede opførsel.

Næste skridt i forholdt til speciallæge Pia Bohn Christiansen er at få spurgt, hvordan min autisme kan gradbøjes? Er det i øvre eller nedre kvartil eller bare midt i mellem?

Der er i følge pjecen tre kerneområder:

  1. Afvigende socialt samspil
  2. Afvigende social kommunikation
  3. Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter.
Afvigende socialt samspil

Jeg har – og har altid haft – en meget begrænset kontaktflade, men føler mig ikke ensom af den grund. Jeg kan føle mig alene men aldrig ensom. Der var et par år, hvor den bipolare sygdom var værst, hvor jeg ofte følte mig ensom, men nu er det tilbage til normaltilstanden = “aleneheden” som jeg trives godt med og som er selvvalgt.

Jeg er et fjols i sociale sammenhænge og har altid været det – og jeg har det OK med at være det. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg igen skulle gå til en fest. Jeg ville antageligt lyve mig væk, hvis jeg skulle få en invitation.

Det går fint at være sammen med et menneske ad gangen bare ikke for længe. Det er de færreste, der har glæde af mig mere end to timer 🙂

Afvigende social kommunikation

Jeg kan ikke uden videre aflæse, hvad andre mennesker tænker og føler. Keder de sig over min talestrøm eller bliver de kede af det? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg har det egl. også sådan, at jeg jo så ville begive mig ud i det rene gætværk. Jeg synes – from the bottom of my heart – at de selv må komme på banen, hvorfor skal jeg sidde og gætte på, hvordan de har det; men det er et temmelig autistisk træk.

Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter

Jeg slægtsforskede i 10 år, og jeg lavede ikke andet bortset fra at gå på arbejde og sove mindst muligt. Jeg var med i store projekter og gik forrest, når noget skulle gøres. Jeg kunne bruge en hel nat på at finde en dødsdato.

Jeg brugte 3-4 år på en hjemmeside med softwareguides og et virtuelt fællesskab knyttet til den. Det var også fuldtidsarbejde mm. jeg var indlagt. Særdeles repetitivt både fsva. guiderne og fsva. indlæggelserne. Jeg leverede varen, hvis jeg var hjemme, helt på samme måde, som jeg har gjort i mit arbejdsliv, hvilket minder mig om, at jeg så tit har tænkt, at det godt kan være, jeg ikke er specielt kvik, men jeg er i hvert fald flittig 🙂

Nu laver jeg alle de hjemmesider jeg kan komme til. Folk skal bare pippe om, at de kunne tænke sig en side, så laver jeg en skitse til dem. Jeg har lavet masser af skitser, der bare aldrig er blevet til noget.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker: Hvem kan slægtsforske uden detaljer? Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer? Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer? Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.