Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen“. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.