Jeg opgiver at få en servicekat

Jeg opgiver at få en servicekat

Afslag trods psykiatrifaglig begrundelse

Jeg opgiver at få en servicekat

Af mange værktøjer til at se hvilke artikler på hjemmesiden, der bliver læst, fremgår det tydeligt, at artiklerne om servicekat scorer højt. Der er simpelthen mange, der læser dem.

Af og til hører jeg også fra brugere, der er blevet inspirerede af artiklerne. Således også Eva, hvis e-mail jeg har fået lov at citere. Den vises nederst i denne artikel.

For mit eget vedkommende har jeg nu givet op. Det er et par år siden, jeg spurgte min udlejer første gang, og nu har jeg prøvet endnu en gang. Denne gang har jeg har vedhæftet en anbefaling fra Distriktspsykiatrien. Min kontaktperson har redegjort for mit forløb, de mange ECT-behandlinger, de mange indlæggelser, et selvmordsforsøg osv. Intet har hjulpet mig.

Der er siden den 20. juli sendt 18 e-mails frem og tilbage mellem ejendommens administrator og mig. Administratoren er fair og åben og har gang på gang sendt mine e-mails videre til ejendommens ejere. Det er i den forbindelse gået op for mig, at det ikke længere er Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP som er omdøbt til P+), der ejer ejendommen, men et privatkapitalistisk foretagende.

Svarene fra administratoren eller ejeren (det er ofte uklart, hvem der har skrevet hvad) er tit forvrøvlede. Det gælder fx dette fra den 12. september, som jeg ikke begriber meningen med:

Ejer kan ikke finde noget som tilsidesætter en servicekat med en servicehund i forhold til de krav som foreligger.

Lige som der heller ikke er konkret dokumentation på at du opfylder behovet for det.

Ordet “tilsidesætter” skulle muligvis have været “ligestiller”. Hvis det er sandt, ville sætningen give mening. Herudover står der, at der ikke foreligger dokumentation. Ved telefonisk henvendelse gik det op for mig, at de åbenbart ikke havde set Distriktspsykiatriens skrivelse. Den fremsendte jeg endnu engang.

Senere den 12. september fik jeg dette svar, der også måtte dechifreres for at give mening

Har lige fået svar retur fra ejer som det lyder til har set det skriv du har henvendt dig omkring.

For dem handler det om at der ikke fremgår nogle steder at en kat kan adviseres som et servicedyr, men at dette blot er hunde som kan det.

Af skrivet du har sendt er det ikke præciseret at der er tale om en kat, men blot ”kældedyr”.

  1. Det betyder nok, at de har set Distriktspsykiatriens skrivelse.
  2. De har helt ret i, at der ikke i lovgivningen findes regler om “servicekatte”, det er et lidt hjemmelavet begreb. Jeg er ganske udmærket klar over, at der ikke findes regler – jeg har nemlig selv sendt dem et link til den af mine egne artikler, hvor det fremgår og hvor jeg henviser til bekendtgørelsen fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013).
  3. “Skrivet”, hvorved de mener Distriktspsykiatriens erklæring, omtaler ganske rigtigt et “kæledyr”, da en offentlig myndighed naturligvis ikke kan henvise til et hjemmelavet begreb.
  4. Jeg spurgte, om det ville ændre noget, hvis jeg bad Distriktspsykiatrien rette dette ord?
  5. Jeg prøvede at sætte trumf på med følgende “Fortæl mig, hvilke krav I stiller. Jeg må sige, at jeg synes, det er endog meget vanskeligt at gennemskue sagsbehandlingen og jeres krav. Vær rar at opstille betingelser mv. samt angive hvilke muligheder, jeg har for at klage og til hvem.”

Der gik 14 dage, og i går fik jeg dette svar

Vi tillader ikke dyr i vores lejemål. Kun hvis det er en absolut nødvendighed og lovgivningen påkræver det. Ellers kan vi desværre ikke godkende nogen former for kæledyr.

Vi forstår at din ansøgning går på at få en ”servicekat”, men vi kan ikke se at et sådant begreb eksisterer. Derfor kan vi ikke tillade det.

Klager i sådanne sager kan sendes til ejer af ejendommen. Der er ingen betingelser der kan få en listes, kun lovgivning vil kunne ændre udkommet på ansøgningen.

Herefter spurgte jeg, om det virkelig kunne være sandt, at jeg skulle klage til den samme “instans”, som har truffet “afgørelsen”.

Da jeg havde forklaret, hvad jeg mente med det, selvom mit spørgsmål vel er nogenlunde klart formuleret, fik jeg svaret, at det kunne det.

Retssikkerhed er en by i Rusland, når man agerer på det private marked. Og derfor giver jeg op nu.

Jeg vil intet få ud af at klage.

  • Jeg vil endnu en gang få at vide, at det er forbudt, fordi det ikke er tilladt.
  • Endnu en gang vil de fortælle mig, at der ikke findes regler om servicekatte – nu hvor jeg selv har belært dem om det.
  • Det vil kun være negativ energi, og det har jeg ikke behov for.

Jeg ønsker Eva al mulig held og lykke. Der findes nemlig fornuftige udlejere, og jeg håber virkelig for hende, at hun har ramt en af dem.

Eva skrev blandt andet til mig

Jeg vil også så gerne have en servicekat. Og jeg må sige, at din side og svaret fra Laura har givet mig så meget håb.

Der er forskning der viser, at mennesker, der har kat, har mindre tendens til hjerteproblemer og hjerteanfald end mennesker, uden kat. En undersøgelse fra Minnesotas Stroke Institute med 4500 testpersoner og løb over 10 år.

For mig er deres spinden så beroligende, da jeg har tendens til noget angst.

Jeg vil også mene, at en kat at komme hjem til, ville gøre mig så meget godt, spinderiet berolige mit sensitive sind, og en at tage sig af, vil kun gøre det nemmere for mig, at komme igennem dagen, få lyst til at spise og måske også sove bedre, når jeg ved, at der er en levende kammerat ved min side.

Så jeg vil prøve at gå til læge og se, om hun vil give mig en lægeerklæring og krydse for, at hun vil.
Jeg har nemlig pænt spurgt udlejer og samtidigt sagt, at jeg naturligvis stadig vil passe på lejligheden og gøre rent og andet. Men der er ikke meget at gøre. Men dette kunne være en løsning.

Jeg synes, det er vigtigt at få udbredt, for det må alt andet lige være bedre at have en lille levende kat end for meget medicin og eventuelt også, set fra udlejers side, en lidt større hund.

Jeg takker for, at du har lavet denne fine hjemmeside og tør dele ud af dine erfaringer.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Næsten fri af rollen som syg

Næsten fri af rollen som syg

Angsten blev for stor

Næsten fri af rollen som syg

Jeg er måske en stor idiot (sig det bare), men jeg har aflyst alle fremtidige ECT-behandlinger. Det var nemt. Logge på “Min Sundhedsplatform” (hvis det så end er), sætte et flueben og svare på, om jeg ville have nye tider. Nej tak. Og så “Venlig hilsen Hanne B. Stegemüller”.

Det er et sats, for hvad vil der nu ske? Starter cirkusset forfra om nogle måneder? Bliver jeg syg igen? Skal jeg indlægges 15 gange mere?

Jeg har to behandlingsmuligheder:

  1. Medicin eller
  2. ECT.

Ad 1: Jeg skal under ingen omstændigheder eller nogensinde tilbage til medicinen. Jeg blev nærmest invalid efter 15 års indtag af diverse antipsykotiske præparater. Det medførte en frygtelig Parkinsonisme, der er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Forestil dig at tisse i sengen hver nat, fordi det hormon, der styrer blæren, ikke længere fungerer. Så kan man fx ikke gå på gaden, for hvad nu, hvis det går galt der? Jeg havde ingen håndskrift, jeg kunne ikke ramme de rette taster på tastaturet, så jeg kunne ikke passe et mikroskopisk job som supporter for Interfloras kunder. Jeg kunne ikke løfte en kop eller et glas men måtte bruge sugerør. Det er altså en underlig måde at drikke et godt glas rødvin på. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig kunne se noget. Og der var meget andet galt.

Det var så slemt, at jeg uden videre fik bevilget ugentlig, vederlagsfri fysioterapi efter konsultation hos en hamrende dygtig speciallæge på Bispebjerg. Får man det i dagens Danmark, så er man altså dårlig.

Ad 2: ECT er stort set uden bivirkninger bortset fra nogle kognitive problemer, men man kan lære kompenserende strategier. Parkinsonismen gik langsomt men sikkert i sig selv, da jeg overgik til ECT efter en langvarig indlæggelse i efteråret/vinteren 2020. Professor Poul Videbech deltog i beslutningen om overgangen; han mente i hvert fald, at det var et forsøg værd, da en overlæge og en farmaceut på Psykiatrisk Center Glostrup spurgte ham til råds.

Måske behøver jeg ikke længere behandlingerne?

Det er to måneder siden, jeg fik den seneste (og indtil videre sidste) ECT-behandling, og jeg har det jo godt. Muligvis en anelse submanisk, men søvnen er helt, som den skal være. Døgnrytmen passes og jeg får rigeligt med vand. Jeg synes, alt er godt, men er selvfølgelig opmærksom. Sådan er det at have det, der kaldes “god sygdomsindsigt”.

Angsten blev for stor

Jeg vågnede 03:30 natten til lørdag med galopperende angst: hjertebanken, sved og katastrofetanker om at dø fra det liv, jeg endelig er blevet glad for. Brugte en time i sengen på at besvare en mail (jeg har et lækkert og rigtigt tastatur til iPadden). Forsøgte uden held at sove igen og 05:30 stod jeg op og lavede morgenkaffen. Så havde jeg en lang dag forude.

Psykologen havde på forhånd sagt, at angsten ville blive værre, når jeg havde svigtet behandlingen i juni og egl. også i juli. Endnu en gang havde hun ret. Det var på ingen måde rart.

Søndag morgen traf jeg beslutningen: Jeg vil ikke mere. Jeg havde tænkt og overvejet pro et contra i et døgn – i hvert fald satser jeg og ser, hvad der sker. Det er måske torskedumt, men jeg prøver. Jeg vil ikke leve med fem dages angst forud for to minutters behandling hver fjerde uge. Der var en befrielse over at trykke på diverse taster i SP. Angsten er væk som ved et trylleslag, og jeg kan foretage mig andre ting.

Ikke syg?

Det kan ikke vides, om jeg fortsat er syg og har behov for ECT. Vi må teste det. Men det, der helt sikkert vides, er, at jeg gerne vil ud af rollen som syg, samtidig med at jeg håber Distriktspsykiatrien vil vedblive at holde lidt snor i mig. Det er selvfølgelig modsætningsfyldt. Vil de ikke, så henvender jeg mig da bare igen, hvis det bliver nødvendigt. Mig slipper man ikke sådan lige af med.

ECT-afdelingen har lige ringet og ville aftale tid til på onsdag. Jeg måtte så fortælle, at jeg har aflyst alt. Det troede jeg, de vidste pr. automatik. Hun er så sød og sagde “Det er jo din beslutning. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, ringer du bare”. Mere kan man ikke forlange – og det gør jeg heller ikke. Jeg benyttede lejligheden til at takke for den altid gode behandling, alt det de har gjort for mig og for deres altid søde måde at være på. Selvom det må være en “fabrik”, når de behandler 12 – 17 patienter på en formiddag, har der altid været mennesker ansat på “fabrikken”.

Nu må vi se. Det kan gå godt, og så er jeg ikke en idiot. Det kan gå ad h…. til, og så er jeg en idiot. Sådan er det. Jeg tager chancen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, , ,

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Det hedder “Min Sundhedsplatform”

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Programmet (jeg nægter altså at kalde det en “app”) hedder “Min Sundhedsplatform” og indeholder mange fine data. Hu hej, hvor er der meget at se – hvis man altså kan finde det …

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

 

Jeg kigger for eksempel altid efter, når min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien har skrevet et notat. Hun skriver kort, klart og lige til benet. Det kan jeg godt lide. Jeg elsker fraværet af “udenomssnak”. Hun skriver om det helt centrale fra vores samtaler og nærmest om det, vi skal huske at være opmærksomme på ved næste samtale om to eller tre uger. Det er enormt fint. Det kunne simpelthen ikke være bedre. Hvis jeg skulle skrive sådanne notater, ville jeg være glad, om jeg kunne gøre det på samme måde.

Andres notater kigger jeg også efter. Jeg vil gerne kende min behandling og baggrunden for den.

Men jeg har opgivet at åbne programmet, når en af de mange autogenererede mails kommer ca. kl. 20:30: “Du har nyt i Sundhedsplatformen …”. I årevis har jeg pligtskyldig åbnet programmet og ledt efter det, der kunne være nyt. Men jeg kan simpelthen ikke finde det. Og “selvfed” – som jeg jo er – synes jeg, det siger mere om Sundhedsplatformen end om mig.

Kunne man ikke på en eller anden måde fortælle, hvad det er, der er nyt. Jeg har mange hundrede meddelelser liggende, fordi jeg ikke i tide var opmærksom på at slette dem efterhånden, så nu tør jeg ikke slette dem, og nu kan jeg slet ikke overskue det. Så nu lader jeg stå til og stikker hovedet i busken, hvilket aldrig er en god strategi, men jeg kan ikke finde på andet.

Kunne “det nye” ikke bare markeres med fed skrift, en anden farve eller lignende? Det kan da ikke koste en formue/nogle millioner?

Det er jo ikke “Min Sundhedsplatform”

Okay de kalder det “Min Sundhedsplatform”, men klikker man bare en smule rundt i programmet, fremgår det tydeligt, at det slet ikke er min men deres. Se blot billedet herunder

 

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Det fremgår tydeligt, at “Her skriver vi til hinanden, så du forstår det nok ikke”, jfr. “… skrevet af klinikere til klinikere”.

Det er helt fint, at klinikere skriver til hinanden, og det er blot venligt af dem, at jeg får lov at se med, men at inddrage det under “Min Sundhedsplatform” er et falsum.

Hvem kan man spørge?

Da jeg senest traf min læge i Distriktspsykiatrien, spurgte hun, om jeg fulgte med i Sundhedsplatformen? Jeg måtte gå til korset og sige, at “ja, jeg gør det, så godt jeg kan”, men at jeg også i et eller andet omfang har opgivet.

Det viste sig, at hverken hun eller min kontaktpersonen kender de mails, jeg får som bruger, og at den Sundhedsplatform, de kan se, ikke er den samme som den, jeg kan se. De ved kort sagt ikke, hvad jeg kan – eller ikke kan – se.

Det vil sige, at der faktisk ikke er nogen i mit primære netværk at spørge, når jeg selv fedter rundt i programmet. Og øh … man kontakter jo ikke supporten og siger “jeg kan ikke finde ud af det”. De ville da grine deres dertil indrettede i laser – og det kan man vel ikke fortænke dem i?

Hvem er glad for Sundhedsplatformen?

Jeg er kommet i psykiatrien i otte år. Og det har jeg været enormt glad for. De har været der, når de skulle, og jeg har fået en ultra-god behandling. Men jeg mangler vist nok at møde en af de professionelle, der siger “Yes, Sundhedsplatformen er svaret på mine administrative bønner”.

Jeg har nærmere oplevet medarbejdere, der oplevede, at Sundhedsplatformen stjal deres tid; at det var endnu et element, der blev lagt oveni deres arbejdstid, som allerede var for kort.

Er Sundhedsplatformen hverken til glæde for medarbejdere eller patienter, burde man måske overveje at gøre noget ved det? Jeg er på ingen måde fortaler for, at “så smider vi bare barnet ud med badevandet”; men det ville måske være muligt at tilpasse systemet, så medarbejderne oplevede en værditilvækst, og patienterne kunne se, hvorfor der kom en mail om “nyt”? As simple as that”?

,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.