,

Se eller hør

Nye registreringer

Faktisk orker jeg ikke flere registreringer, mere medicin op og ned, mere ‘musik’, flere indlæggelser, mere jobcenter: you name it, men der er ikke noget at gøre, for der er dage, hvor jeg næsten ikke kan se, hvad der står på skærmen, og hvor det hele flyder sammen, og hvor det er som om, tasterne forskubber sig i forhold til hinanden. Dvs. hvis jeg mener, jeg trykker på ‘l’, så trykker jeg på ‘k’ – og nej det hjælper ikke at flytte tastaturet, hvis der nu var nogen, der ville foreslå det.

En morgen skrev jeg en mail, der var det rene volapyk, den blev kun på fire linjer, for jeg kunne jo trods alt se, at det var ørkesløst. Jeg kunne ikke. Det er som om, øjnene skal vågne. Jeg ved, det lyder tåbeligt.

I dag har jeg hele tiden måttet rykke ansigtet for at stille skarpt; som om det ville være bedre lidt til højre eller lidt til venstre. Men det var det ikke.

I Glostrup

Heldigvis havde jeg aftalen med Kasper og Christina (overlægen og farmaceuten) i dag, hvor jeg selvfølgelig bragte det op. De tog mig helt enormt seriøst og talte meget længe – måske 30 minutter eller mere – indbyrdes om, hvordan de bedst muligt kunne skrue lige så forsigtigt på medicinen, så jeg ikke ville få tilbagefald efter en måneds indlæggelse eller skabe nye problemer. Det er ikke bolsjer.

Som det ser ud lige nu, men det kan ændre sig, så skal jeg vælge mellem den musik, jeg af og til hører, som jo altså ikke er der,  og at kunne se hele tiden. Valget var ikke svært. Jeg foretrækker at kunne se på min skærm. Hvis jeg har skrevet noget vrøvl på det seneste, ved I hermed hvorfor.

Vi har aftalt, at jeg tager fat på registreringerne igen, så vi ved, hvad vi taler om på en skala fra 1 – 10. Forleden var det 11. Måske er der en sammenhæng med noget andet, fx søvn? Hurra for Excel.

‘Musikken’

Gennem de seneste to måneder har jeg i kortere eller længere perioder hørt:

  • Bip, bip
  • Klaver
  • Folkemusik
  • Fest hos nabo
  • Jimmy Hendrix-like
  • Trommer

Nu er det nok – og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om ‘Jimmy Hendrix-like’, altså den slags rockmusik hvor de i slutningen af koncerten piner det sidste ud af guitarstrengene. Det er så grimt. Så hellere Andrea Berg.

Og så noget positivt

I dag har jeg vasket mindst 35 krystalglas og hele skabet de står i – og det er blevet så flot. Det trængte nu også. I den forbindelse fik jeg igen øje på oldefars glas, som det siges, han havde med sig, da han i 1890 indvandrede fra Frankfurt an der Oder. Jeg er meget glad for at have det stående, men man skal være meget forsigtig, når man vasker det af.

 

 

,

Anders Agger om ECT

ect-apparat

Klinikchefen (den øverste) på Psykiatrisk Center Ballerup bekræfter, at der faktisk er mange ting i hjernen, vi ikke ved noget om, og måske kommer vi heller aldrig til helt helt at forstå den. … Det er noget med, at der under ECT udvikles nye hjernecelle

, ,

Mellem to stole

Dementi

Det er gået op for mig, at jeg har svaret Henny Stewart delvist forkert i en kommentar til en tidligere post. Derfor vil jeg gerne rette op på det.

Selvom man har en psykisk sygdom, der ikke er i udbrud, kan man være indlagt på en psykiatrisk afdeling, men det er kommunen, der betaler, mens borgeren fx venter på et bosted. Kommunen skal selvfølgelig betale, da det er dem, der ikke kan stille et bosted til rådighed. Det koster kassen, når borgeren falder mellem to stole. Og man må vel sige, at en sengeplads på et åbent afsnit kunne være brugt bedre – fx til en af dem, der sidder ude i Glostrup og venter på at komme til 808 (altså når man indregner flowet).

Jeg skrev i kommentaren, at det var overlægen, der havde været på spil igen i den konkrete situation. Det var noget vrøvl. Jeg håber, der nu er rettet op på det.

Kom godt hjem!

For at komme godt hjem er der mange ting, der skal være ordentligt på plads, og det kommer de også. Jeg har “truet” med ikke at forlade afsnittet, før alt er i orden:

  1. PSI-kontrakten. Jeg måtte kæmpe en lille smule for at lave den her og ikke i DPC. Herregud lægen i DPC ser jeg to gange om året. Her kender de mig. Når jeg tager kontakt til 808, behøver jeg ikke sige så meget eller forklare døre op og døre ned. Jeg behøver ganske enkelt ikke at argumentere!
  2. Jeg har selv lavet aftale med min kontaktperson i DPC. Hun er god.
  3. Apoteket er kontaktet, så dosispakningerne skulle være i orden, og jeg får kemikalier med til “slippet”.
  4. Jeg har kontaktet Rigshospitalet om det første møde med en overlæge og en professor, der skal lave et forsøg med bipolare gennem seks måneder. Det er dem, der har opsøgt mig, og det noget med en app. Mere herom når jeg har fattet, hvad det går ud på. Mødet skal være inden otte dage efter udskrivelsen. Det værste er, at jeg fik udleveret 1 cm. (i højden) spørgeskemaer. Jeg går altså lidt død i dem. Jeg må tage det i bidder derhjemme.
  5. Jeg har stille og roligt udfyldt spørgeskemaet med de 230 rubrikker fordelt på 39 spørgsmål. Når man har tid og ro, og når det giver mening, og når man er så “rask”, som man kan blive, er det ikke slemt. At udfylde det i en akutmodtagelse hvor man har været to en halv dag giver derimod ingen mening.
  6. Tablettens 11 spørgsmål er besvaret. Man kan udfylde fritekstfeltet anonymt. Jeg har dog skrevet, at de nu har lappet mig sammen for tiende gang; så der er jeg “afsløret”, men jeg vil gerne stå ved alle mine – næsten kærlige -udsagn.
  7. Jeg har kontaktet jobcenteret og aftalt møde på mandag og atter spurgt, om de vil give mig VBA-kurset. Det startede med at koste 5.000 kr., nu koster det 2.000 kr. Billigere fås det ikke. Der er 128 lektioner og det vil tage 20 timer. Det vil tage mig 60 timer, da jeg altid afprøver tingene på egne ark, hvis jeg kan finde nogle, hvor det kan være relevant. Jeg har forklaret ham om mit behov for struktur, og at det bedst opfyldes med et arbejde; det forstod han godt. De fleste borgere oplever, at JC jagter dem. Jeg tror, JC oplever, at jeg jagter dem. Min konsulent er virkelig OK!

Sprogsjov: Syg eller sårbar?

Det er meget forskelligt, om folk siger “psykisk syg” eller “psykisk sårbar”. Selv siger jeg syg, men der kan let argumenteres med, at hvis man er syg, kan man blive rask. Jeg tror ikke på, at jeg kan blive “rask”; jeg kan få det bedre, men det er ikke det samme som rask.

Hvis man har mistet benet er man hverken syg eller rask. Man er handicappet. Selvfølgelig var man syg, da man mistede det, men man kan aldrig blive “rask”. Og dette har jeg fra en, der faktisk har mistet benet, og selv siger, hun er handicappet.

Pskologen sagde altid, at sårbarheden var grundlagt i barndommen, men sygdommen brød ud mange år efter. Jeg tror faktisk, hun sagde “psykisk syg”.

Jeg kastede spørgsmålet ud i rummet en aften, og der kom mange gode meninger. Mange sagde “psykisk syg” om sig selv.

Det bedst “svar” var fra en (bipolar) fyr, der sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar, men når sygdommen bryder ud, er jeg psykisk syg”.