, ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Kommunal sagsbehandling

Kommunal sagsbehandling

Syv kontakter forud for et kort svar

Dette er en historie om en kommunal sagsbehandling, der kunne strømlines, og det kunne der sikkert spares nogle kommunale kroner på, som kunne anvendes bedre andetsteds!

Kommunal sagsbehandling

I servicelovens § 82 b står der følgende:

Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan (min fremhævning) kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Da jeg i sommer var indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup i Hvidovre, fortalte en af medarbejderne mig om bestemmelsen, som mange kommuner bruger til at tilbyde hjælp til mennesker med en diagnose på autismespektret. Det er i hvert fald bestemmelsens kerneområde. Hun syntes, jeg skulle prøve at spørge i min kommune, om de evt. havde tilbud efter denne regel.

Det var en god idé, så det gjorde jeg med det samme. Generelt lytter jeg selvfølgelig til de råd og idéer, jeg får fra fagfolk, jeg stoler på. Og jeg stoler på medarbejderne på 808!

Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at reglen er fakultativ, hvilket betyder, at kommunen kan – ikke at den skal.

De mange kontakter – en for en

Først ringede jeg og talte med en medarbejder i den relevante afdeling. Jeg spurgte helt simpelt: “Har I tilbud efter servicelovens § 82 b?” Hun bad mig beskrive min situation og mit behov på skrift. Hun bad mig også fortælle lidt om mig selv, så de bedre kunne vurdere “sagen”, som jeg faktisk bare syntes var en simpel forespørgsel. Men det var jo både pænt og venligt.

Kort efter – måske samme dag – den 19. juni, mens jeg stadig var indlagt, skrev jeg en mail til den relevante afdeling og gjorde det, vedkommende havde bedt mig om. Det krævede overskud, men hvad gør man ikke for at fremme den kommunale sagsbehandling?

Den 7. juli ringede jeg og spurgte til status. Jeg var fortsat indlagt, og der var gået ca. tre uger. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende, men den medarbejder jeg talte med, var ved at undersøge tilbud efter helt andre bestemmelser. Det var selvfølgelig vældig pænt af hende, men noget forbi skiven i forhold til mit simple spørgsmål. Jeg spurgte, om jeg var glemt, men det var jeg bestemt ikke.

Den 25. juli ringede jeg igen og spurgte til status. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende indtil den 14. august, at jeg så ville høre noget, og at vedkommende hurtigst muligt ville kontakte mig.

Den 6. oktober skrev jeg og spurgte igen pænt og høfligt til status. Alle mine henvendelser har i øvrigt været pæne og høflige. Det, jeg har på skrift fra min side, starter alt sammen med “Kære [afdeling]”

Den 24. oktober var jeg træt af at vente og skrev uden en venlig indledning: “Jeg undrer mig fortsat over, at jeg ikke får svar.”

I fredags den 3. november ringede jeg endnu en gang. Telefontiden er to timer dagligt. Jeg ringede til afdelingens hovednummer, og blev stillet om til “min sagsbehandler”. Jeg fik en telefonsvarerbesked om, at vedkommende ikke var ledig, og at jeg måtte ringe senere – men så ville de to timer været gået, og så skulle jeg have ventet til mandag den 6. november.

Nu var jeg ærlig talt træt af dette cirkus, så jeg ringede med det samme igen op til hovednummeret og sagde, at nu ville jeg simpelthen have et svar, og at det måtte være rimeligt, eftersom den første kontakt lå ca. 19. juni. Det lykkedes at få “min sagsbehandler” i tale.

Det korte svar

Jeg redegjorde (igen) for hændelsesforløbet. Og hun svarede: “Vi har ingen tilbud efter servicelovens § 82 b; det er en “kan-bestemmelse””. Det sidste var jeg godt klar over, og jeg var også klar over, at man ikke kan klage over en afgørelse efter bestemmelsen. Men det kan hun selvfølgelig ikke vide, at jeg vidste. Ret skal være ret.

Jeg kunne ikke andet end sige “Nåh”, for jeg blev noget paf. Retfærdigvis sagde hun “Det kunne vi have sagt straks”. Det kunne jeg bekræfte.

Hun spurgte, om jeg var opmærksom på Kofoeds Skoles tilbud. Næh det var jeg ikke, og jeg synes ikke rigtig, jeg er i en “udsat position”. Herudover er det store hold, og for mig er fx fem mennesker mange og voldsomt udtrættende, fordi alle indtryk går lukt ind i hjernen. Jeg har ikke det filter, som andre mennesker har. Endvidere er der langt; det vil tage lang tid i busser at komme til Holmbladsgade. Det dur ikke. Det kan jeg lige så godt erkende med det samme i stedet for at begynde på noget og så igen måtte give op.

Hun spurgte, om hun skulle prøve at se efter, om der er relevante muligheder lidt nærmere rent geografisk. Det sagde jeg selvfølgelig “ja tak” til. Jeg regner nu ikke med nogensinde at høre noget fra hende, for der er jo noget med, at intelligens kan defineres som evnen til at lære af sin erfaring …


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Jeg elsker læreprocesser

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Efter at have brugt mange timer “i selskab med” ChatGPT fik jeg endnu en gang lyst til at dykke ned i VBA’s mysterier, fordi jeg gerne vil kunne selv, og fordi jeg gerne vil kunne gennemskue bare lidt af det, ChatGPT spytter ud. Nu til dags er tilgang til viden ikke et enten/eller men et både/og.

Jeg har tidligere opgivet megen programmering, fordi min hjerne “lissom” ikke egner sig, nu var jeg bare inspireret til at prøve igen. Men hvad skal man vælge, og hvad er et rimeligt prisniveau?

Jeg kiggede på Proximos hjemmeside om VBA Masterclass for at finde ud af:

  1. Om jeg havde de rette forudsætninger?
  2. Om det var det rette kursus for mig – eller om jeg skulle sigte lavere, når jeg starter fra bunden?
  3. Om prisen var rimelig?

Siden gav ikke svarene, men firmaet er et af de få, man kan ringe til, så jeg ringede og fik en snak med Kasper Langmann selv. For fem år siden forsøgte jeg mig også med VBA. Det kan du læse om her. Der er løbet meget vand i stranden siden da. Heldigvis.

Kasper kunne – i modsætning til mig – huske, at jeg allerede da havde købt en livsvarig licens til VBA Masterclass, så han sendte da lige login-oplysningerne igen …

Det havde han jo slet ikke behøvet. Han kunne sagtens have solgt den samme vare en gang mere. Det kalder jeg kundeservice!

Det er VBA velegnet til

Det er utrolig spændende, og det er et fint kursus. Jeg er ikke nået længere end til at kunne kopiere nogle celler inkl. formatering og til at kunne farve dem røde(re) bagefter… alligevel føler jeg, at jeg har lært en masse, der vil kunne automatisere mange af de processer, jeg foretager gang på gang. Det er lige præcis det, VBA er velegnet til.

Fx laver jeg gang på gang en eksport af fx direkte aner fra Legacy og bearbejder data. En makro vil helt sikkert kunne hjælpe med det. Jeg har en VBA-kode, som ChatGPT har skrevet, så den kan jeg jo bare bruge, men når jeg er færdig med kurset, kan jeg forhåbentlig forstå lidt af, hvad den gør. og måske selv lave mindre ændringer.

Et andet eksempel er, at jeg, efter i mange år at have levet af at lave økonomistyring i statsinstitutioner, slet ikke kan leve uden at lave en månedlig budgetopfølgning. Det ligger i kalenderen til den 2. i måneden, men der kan ofte gå lang tid, før jeg får det lavet, fordi det er både kedeligt og besværligt at se, hvor pengene blev af. Det er ikke desto mindre vigtigt for næste års budget, der tager udgangspunkt i regnskabet. VBA vil sikkert også kunne hjælpe budgetopfølgningen på vej.

Det er også svært at huske alle de mange kommandoer, men herregud der var jo også engang jeg ikke kunne genvejstasterne i Officeprogrammerne. Det er bare så længe siden, jeg var begynder der. Nu har jeg glemt, at det var svært at huske CTRL + S , CTRL + O og lignende. Efter at have brugt genvejene en million gange, sidder de jo i fingrene.

Hjernens betydning for læreprocesserne

Kasper går meget op i, at man skal lære det ordentligt på hans kurser, og at man lærer ved at øve. Jeg kan jo ikke uden videre huske fx: Range(“c4”).PasteSpecial xlPasteValues.

I en af de første lektioner forklarer han dette billede:

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Engang indtil 1960’erne troede man, at vi mennesker blev født med et vist antal hjerneceller, og at det var, hvad vi havde at gøre godt med livet igennem, Nyere hukommelsesforskning fra ca. 1990 og frem har heldigvis vist, at hjernen er i stand til at danne nye nerveceller langt op i voksenalderen. Kilde: “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab & Peter Lund Mdsen, 2013.

En “standardhjerne” består af ca. 100.000 neuroner.

Neuroner er de grundlæggende celler i nervesystemet, og de kommunikerer med hinanden via forbindelser kaldet synapser. Når man lærer noget nyt, som fx VBA-kode, sker der forandringer i netværket af neuroner og synapser i hjernen. Processen kaldes “plastiskhed” og gør, at hjernen kan tilpasse sig nye informationer.

Når man gentager en handling styrkes de synaptiske forbindelser mellem de relevante neuroner. Det bliver lettere for signalerne at passere, og informationen “lagres” således mere effektivt i hjernen. Dette er grundlaget for hukommelse og indlæring.

Så når man prøver at lære fx VBA, træner man specifikke neurale netværk til at genkende og udføre bestemte kodningsmønstre. Hukommelse er en central del af dette, fordi det er den mekanisme, der gør, at man kan trække på tidligere erfaringer for hurtigt at løse nye problemer.

Lidt populært kan man sige, at neuroner og synapser er hjernens hardware, mens indlæring og hukommelse er den software, der bliver bedre, jo mere man øver sig.

Jeg vil se, om jeg kan lære det denne gang, for jeg elsker jo læreprocesser.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.