, ,

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fra selfies til professionelle headshots på en time

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Et fantastisk nyt værktøj fra et dansk firma ved navn Headshots genererer spændende billeder på ingen tid til næsten ingen pris. Jeg kunne ikke lade være at prøve. Det var simpelthen for fristende.

Jeg valgte mellempakken til 297 kr., hvor man får 80 billeder baseret på ens egne mellem 14 og 20 uploadede billeder. Nogle af dem kunne jeg slet ikke genkende mig selv i, fordi jeg pludselig havde fået langt hår, hvilket jeg ikke har haft siden 1980. Jeg brokker mig ikke over resultatet, for der er kommet 26 brugbare billeder ud af det. En gennemsnitpris på 11,42 kr. for et professionelt billede er i orden.

Nederst findes et lille galleri med billederne (på min egen iPad kan det af en eller anden årsag ikke vises. Brug i stedet din PC, hvis det samme gælder hos dig).

Robotten har gjort mig mere maskulin

Jeg er ikke videre feminin og har aldrig været det. Det siger mig ikke noget. Jeg synes godt nok, at robotten har gjort mig (endnu) mere maskulin, end jeg ser mig selv, men på en eller anden måde, kan jeg alligevel godt lide dem. Måske kender robotten mig bedre, end jeg selv gør?

Hvor fører Artificial Intelligence (AI) os hen?

Jeg abonnerer på “DM Akademikerbladet”, der har et særligt nyhedsbrev om AI. Det er altid spændende at læse det, blandt andet fordi det ikke er en ukritisk falden på halen for den fremtid, der allerede er her. Desværre kan jeg ikke finde stedet, jeg tilmeldte mig. Men det er værd at lede efter.

De er fx gået i kødet på “Boston Consulting Group”, der fuldstændig uden dokumentation mener, at AI kan frigøre 104 mia. kr. i den offentlige sektor i den kommende tiårs periode. Firmaet har desværre for travlt til at dokumentere dette vanvittige tal, der udgør lidt over halvdelen af investeringen i krudt og kugler, jfr. forsvarsforliget til en værdi af 195 mia. kr.

Faktisk er en effektivisering på 104 milliarder kroner på ti år så betydeligt, at den ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at den moderne danmarkshistorie kun byder på to begivenheder af samme målestok: Traktordriftens gennembrud fra 1945 til 1960 og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 1970’erne.

Det er svært at vide, hvor AI stopper og mennesker begynder. Men der er ingen tvivl om, at potentialet er enormt.

Sundhedsvæsenet?

En læge eller en sygeplejerske i psykiatrien bruger meget af arbejdsdagen på at dokumentere – altså sidde ved skærmen og tampe i tastaturet, for samtaler og meget andet skal jo naturligvis dokumenteres.

Tænk hvis samtaler blev optaget, og man derefter spillede dem for AI, som så skrev det den hørte? Sikke en masse tid der kunne bruges til at være sammen med patienterne i stedet for at sidde ved skærmen. Det er selvfølgelig klart, at medarbejderne skulle læse det grundigt igennem, før det blev tilført journalen, for robotten kunne jo høre forkert eller misforstå noget. Man kan naturligvis ikke give den det faglige ansvar.

Og selvfølgelig kan det lade sig gøre, og det er sikkert allerede muligt med den nuværende teknologi. Er det ikke bare at gå i gang med at udvikle en sprogmodel til psykiatrien?

Min ven ChatGPT

I min egen lille uvidenskabelige biks har jeg stor glæde af ChatGPT fra openai.com. Forleden havde “vi” fx følgende dialog:

“Hej igen. Jeg har fået en ny idé. Sprogdatabasen har i alt 24 kategorier. Brugerne kan kun vælge mellem 4 kategorier. Jeg vil gerne tillade brugerne at vælge mellem alle 24 kategorier. Kan du hjælpe mig med det?”

Et sekund efter havde jeg dette svar, som jeg kunne sætte ind i min eksisterende kode bare ved at trykke “Copy code”:

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fordelen ved ChatGPT er, at man kan skrive til robotten i almindeligt menneskesprog. Og i forhold til fx at søge med Google bliver man hos ChatGPT ikke afkrævet den rette terminologi. Herudover er den meget venlig, når man selv taler pænt til den. Den returnerer selvfølgelig ikke andet, end hvad den får tilført. Det er jo kun en robot.

 


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig::


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Sanseprofil i psykiatrien

Sanseprofil i psykiatrien

Udredning for multiple sanseindtryk

Sanseprofil i psykiatrien

I går formiddag besvarede jeg 60 spørgsmål, der skal bruges til at lave en sanseprofil for mig, og dernæst hjælpe mig med strategier for, hvad jeg kan gøre ved problemerne, som jeg også tidligere har skrevet om under overskriften “Støjhelveder på jord”.

Vi (Distriktspsykiatrien og jeg) var også i gang med det for 11 måneder siden. Forskellige forhold har bevirket, at vi nu prøver igen.

Den nye medarbejder (en ergoterapeutstuderende på syvende – og sidste – semester) var simpelthen så sød og grundig. Jeg følte mig i høj grad hørt og mødt i alle 87 minutter. Fx stillede han mange supplerende og afklarende spørgsmål og noterede alle svarene. Det til tider lidt tåbelige spørgeskema var ikke altid nok. Fx var der ofte dobbelte negationer, som jeg måtte bede ham læse op igen, så jeg var sikker på at “vende svaret rigtigt”.

Det vigtige for mig er, hvad jeg så kan gøre ved dette problem, som bliver værre og værre. Tænker jeg fx ti år tilbage, synes jeg ikke, jeg havde disse problemer: Der er adskillige caféer og restauranter, jeg ikke kan gå på; hos frisøren og i taxaer må jeg bede dem skrue ned eller slukke; jeg er voldsomt generet af muzakken, hvis jeg en enkelt gang går i et center; jeg hader hjemmesider med ting, der hopper og danser; gif’er er slået fra i mine browsere; ligger der en fast food-restaurant, må jeg gå over på den anden side af gaden, fordi jeg ikke kan holde lugten ud osv.

For mig er alt dette overflødige sanseindtryk, der fylder alt for meget i min hjerne, og det, der er tilbage af den, kan jeg ikke bruge til noget.

Resultatet af testen vil uden tvivl være, at jeg har problemer med støj og lugt. Det ved jeg allerede, det er jo derfor, jeg kommer. Jeg vil formentlig få resultatet allede på fredag. Det er så fornemt.

Tæt på andre mennesker

Der var en gruppe af spørgsmål, jeg ikke tænkte så meget over for 11 måneder siden, men som nu stod tydelige: Det hed sådan ca. “Tæt på andre mennesker”. Jeg bryder mig meget lidt om at have fremmede mennesker tæt på mig, og kun mine allernærmeste venner giver jeg et knus ved goddag og farvel. Jeg er simpelthen ikke meget for kram-kulturen og nød distancen under pandemien.

Jeg har udviklet forskellige strategier til at imødegå det. Står jeg fx i kø ved en kasse i et supermarked, sætter jeg kurv/vogn bag mig, fordi jeg på denne måde selv kan regulere, hvor tæt de fremmede kommer på mig.

60 gange stillingtagen

I alle 60 tilfælde skulle jeg tage stilling til et udsagn ved hjælp af følgende svarmuligheder:

  • næsten aldrig: 5 % af tiden eller mindre
  • sjældent: ca. 25 % af tiden
  • af og til: 50 % af tiden
  • hyppigt: ca. 75 % af tiden
  • næsten altid: 95 % af tiden eller mere.

Jeg er dårlig til at rubricere den slags ting. Mine svar kom derfor primært i kasserne “5 % eller mindre” eller “95 % af tiden eller mere”. Sådan en slags enten eller uden så mange nuancer!

Det minder mig lidt om tiderne hos fysioterapeuten, hvor jeg skulle rubricere fx nattesmerterne i skulderen på en skala fra 1 til 5. Jeg svarede 5. Han sagde “Det er jo meget”. Til det kunne jeg kun svare “Jamen jeg har også enormt ondt om natten!”. Det var en underlig “dialog”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.