, ,

Diverse

Det var en lørdag aften

Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften, og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.

Tidligere hjem

Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.

Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at “hendes” patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.

Intet svar fra regionen

Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.

Og apropos akutmodtagelsen, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet. Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker.

Ugeskema

Jeg har hygget mig gevaldigt herhjemme med at lave udkast til ugeskema. Du kan hente det her, hvis du af en eller grund skulle have lyst. Det er muligvis komplet uigennemskueligt for andre end mig selv 🙂

Jeg tror, kunsten er, ikke at fylde for meget i, men jeg skal have det til at fungere denne gang. Dette ind og ud kan ikke blive ved, men jeg er jo ikke selv herre over det.

Excelfilen indeholder en makro, men den er ikke farlig. Så hent bare filen selvom PCen lover bål og brand.

God søndag!

,

Ugeskemaer

Struktur mv.

Noget af det, der var med til at få læsset til at vælte denne gang, var at tiden flød ud og timerne flød sammen inden lydene overmandede mig og filteret faldt.

Jeg producerede meget, men der blev for mange dage i joggingbukser og forvaskede t-shirts, hvor jeg kun kiggede ind i min højt besungne 32” skærm.

Kasper spurgte “Hvordan ser din hverdag ud?” Jeg måtte svare, at jeg ingen havde. Gitte i DPC sagde “Struktur”. I fire år har “systemet” sagt til mig, at jeg skulle lave ugeskemaer, men jeg har følt mig for god til det. Jeg har ment, at jeg sagtens kunne bevare en struktur og få ting ordnet uden at skrive dem ned. Til tider er jeg krøbet til korset og har lavet to-do-lister, men jeg har ikke kunnet få det til at fungere.

Af alle disse årsager har jeg nu siddet og lavet en skitse – i Excel naturligvis 🙂 – til, hvordan det kan gøres. Idéen er god nok, det skal nok lykkes men ikke på en iPad i en hospitalsseng… formler, funktioner, formatering og alt muligt er simpelthen så besværligt. Men nu ved jeg, hvordan det skal laves, og så kan jeg hygge mig med at lave det derhjemme.

Skemaerne vil blive printet ud og placeret centralt på skrivebordet!

Noget af det, der skal stå, er “Delt opmærksomhed” bare 15 minutter om dagen. Jeg kan ikke lave mad og tale samtidig. Jeg kan ikke høre musik og være på Facebook samtidig. Jeg kan ikke lægge puslespil og høre opera samtidig. Den slags kan andre mennesker sagtens. Jeg har af samme grund altid ment, at multitasking var temmelig opreklameret. Det går nu op for mig, at det er en manglende færdighed hos mig. Peter Lund-Madsen og psykologen siger/sagde, at hjernen kan trænes, så nu prøver jeg men kun et kvarter…

Der skal også være en bitte smule motion, vasketøj hver lørdag og i den dur. Jeg tror på det. Alt dette betyder ikke, at jeg ikke fortsat vil gøre de ting, jeg elsker, men det betyder, at jeg også af og til skal gøre noget andet. Og alt dette har jeg endda selv fundet på.

Det, der vil give allermest og naturlig struktur, er, at få et arbejde igen. Det er mit største ønske, men mon ikke det snart lykkes.

VBA-kurset

Så vidt jeg husker, har jeg skrevet om det før, men: jeg har besluttet et online kursus i VBA til Excel hos Proximo. Det er bare lidt dyrt, så jeg har holdt mig tilbage, indtil jeg havde et svar fra Jobcenteret om, hvorvidt de vil betale et sådant kompetenceløft, uanset jeg er klar over, at man ikke lærer det ved at tage på kursus men ved at arbejde med det. Normalprisen er 5.000 kr., men i aftes sendte Proximo et tilbud lydende på 2.000 kr. vist fordi, jeg er tidligere kunde. Det er absolut spiseligt, for Kasper, der underviser, er rigtig god. Mon ikke det også er spiseligt for Jobcenteret?

En anden årsag til, at jeg har været tilbageholdende,er, at det er på engelsk, og jeg har være bekymret for, om jeg var god nok til det. Kasper har garantereret, at det ikke er avancerede ord, da det kan gøres simpelt.

En forudsætning er, at man har gennemført 1. kursus, hvor jeg er gået i stå i “arrays” for flere måneder siden. Men det kan jo så passende komme ind i ugeskemaet. Jeg glæder mig.

Erstatningen for stikkontakterne 🙂

Alle medarbejderne har set vores klart ulovlige ledningshelvede, men ingen har sagt noget. Jeg tror, det skyldes, at de kan se problemet singlekontakten, når både iPad, tandbørste mv. skal oplades for to mennesker.

 

,

Stud.med

Dygtighed – for det meste

Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en stud. med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem. Damn…

Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se afsnittet “Senere”.

Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.

Senere

Den studerende havde fremlagt sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.

Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.

Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var jeg også klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.

På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bestilt en udredning for Asperger. Mentoren bad om årsager til mit ønske. Og det er garanteret et helt OK spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om i ti år (mindst). Det knækkede mig lidt.

Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.

En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar lidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!

Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset  diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “sygere”.

Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.

Lige nu

  • Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ud i det virkelige liv
  • Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
  • For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!

Den flotte nye forhal

Her bor patienterne 🙂