, ,

Tracy Chapman mv.

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne, og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

RADMIS-studiet

Ny diagnose Autisme

Jeg hopper af

Jeg er blevet afhopper eller kæden er hoppet af for mig. Jeg orker ikke at deltage i RADMIS-studiet længere.

Jeg får ikke noget ud af det, jeg brokker mig bare (og sådan er jeg egl. ikke som menneske), og jeg sidder og bøvler med appen hver aften kl. 21:00, fordi jeg ikke kan ramme de små taster.

Der var herudover to ting, der slog hovederne på sømmet:

  • Kontaktpersonen, der mente, jeg burde se flere mennesker, og
  • spørgeskemaerne, der skal udfyldes til den 19. februar. Bunken er 1 cm. høj, gamle kopier af forskellige spørgeskemaer, der er kopierede og ikke er koordinerede. Dvs.: man risikerer let at skulle svare på de samme spørgsmål fem gange. Jeg orker det bare ikke. Nogen burde da have skrevet dem sammen, koordineret dem og stillet dem lidt pænt op i Word, så slutbrugeren kunne overskue dem.

Jeg sendte kontaktpersonen en ret umisforståelig mail, hvor jeg bare skrev, at jeg hoppede af, fordi jeg ikke orkede at kæmpe med appen mere, og fordi jeg ikke fik så meget ud af det. Men det er sørme ikke bare sådan lige at hoppe af et studie. Så nu har vi sendt flere mails frem og tilbage og er enedes om en afsluttende telefonsamtale i starten af næste uge.

Det bliver mandag eller tirsdag. I morgen er det lørdag; der tømmes papirkurven fast her i lejligheden, så ryger spørgeskemaerne. Appen er slettet. Så er det snart overstået.

Så er der ikke mere brok.

Tillid og tro

Medvirkende til min samlede mistillid/-tro er formentlig også, at jeg ikke bryder om tanken om af behandling af syge mennesker pr. app. og det kan så være sclerosepatienter, kræftpatienter og alle mulige andre patienter. Et er behandling, noget andet er monitorering, her er det fint. Jeg forestiller mig – men aner intet om det – at en hjertepatient gerne vil følges via en eller anden form for app eller andet elektronisk udstyr, der holder øje med hjertets livsvigtige rytme.

I RADMIS-studiet lægger de op til, at monitoreringen er en del af behandlingen, og det, mener jeg, er forkert. Skal jeg behandle mig selv ved at sidde kl. 21:00 og fedte med min mobiltelefon? Jeg ved som absolut hovedregel godt, hvordan jeg har det, men hvad med alle dem, der ikke helt ved det? Falder de gennem maskerne, når de taster forkert ind? Som et eksempel kan jeg jo nævne, at man har det glimrende, når man har en mani – i hvert fald de første 3-5 dage, hvorefter hele kroppen gør ondt og verden er væltet.

Der skal en læge til at stille en diagnose! Selvfølgelig kan man blive en erfaren patient, der ganske udmærket ved, hvordan man har det, men senest ville jeg aldrig selv have stille diagnosen ‘nærpsykose’, for jeg kendte end ikke ordet. At kende sig selv betyder ikke, at man har skiftet profession.

Udredning påbegyndt

God oplevelse

Jeg kunne ikke sove i aftes, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville stå op til andet end en aftale med en speciallæge Pia Bohn Christiansen. Hun er psykiater med speciale i koblingen bipolar lidelse og autismespektrumforstyrrelser (ASF), og hun har klinik på Strøget.

Jeg fik hende anbefalet af den tidligere klinikchef på Hvidovre, som jeg syntes så godt om, og nu har jeg så ventet i syv måneder, og i dag var det endelig min tur.Men jeg vil kun have den bedste – og så må jeg vente!

Jeg troede, jeg havde ‘bestilt’ en psykiatrisk speciallægeerklæring, og den har jeg så gået og sparet op til og faktisk været i tvivl om, hvorvidt jeg havde råd og samtidig ikke turdet spørge, hvad det kostede. Jeg er en kylling! Det viser sig, at min læge har lavet henvisningen således, at det er et udredningsforløb, der løber over ti gange. Og det kommer under sygesikringen. Uha jeg er vild med den læge, selvom jeg aldrig ser hende 🙂

Nej jeg har ikke bare ventet i syv måneder – jeg har ventet i ti år; for allerede for ti år siden skrev jeg et dokument, hvor jeg i den ene spalte argumenterede for, at jeg havde Asperger og i den anden spaltede argumenterede imod det. Det kunne fx være:

Fx kan jeg læse kirkebøger eller lave hjemmesider i 18 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise; men så er sulten forsvundet. Jeg tænker på at gå i seng men er ikke træt.
Det er bare en god koncentrationsevne.

Det hører bare til den maniske del (revideret januar 2019)

Det første møde

Det var sådan en positiv oplevelse at møde speciallægen. Hun var sådan et behageligt menneske, og hun kunne spørge på en måde, så jeg huskede ting, jeg havde glemt. Jeg gav hende et rids over min barndom og sagde, at fra 1972 og frem havde vi været en ‘nomadefamilie’, men at det ord ikke var opfundet dengang. Så var hun jo sporet ind. Men jeg sagde også, at årene fra 1966 – 1972 havde været rigtig gode, og at jeg var kommet til et godt hjem, hvor man brændende ønskede sig et barn, men ikke selv kunne få det. Og at de de første år holdt to fødselsdage: en den dag jeg er født og en den dag, de havde hentet mig.

Hun spurgte en del til den tidlige barndom, hvor jeg benyttede lejligheden til at fortælle om de forestillingslege, jeg ikke magtede at lege med de andre piger, men hellere lavede noget ingeniørarbejde med Meccano, Bilofix, Lego osv. Det skulle altid være noget med at konstruere. Og om den lille Niels, der gik rundt inde i huset, mens jeg legede udenfor med fantasivennen Jens.

Jeg synes da, vi fik talt om det hele vedr. min skolegang, men næste gang vil hun gerne høre mere. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der mere kan være, eller hvad jeg mere skal kunne huske, men med hendes spørgeteknik så… Jeg fik fortalt det med, at jeg altid var udenfor og blev drillet meget, fordi jeg ikke havde det ‘rigtige’ tøj på, for det var der ikke penge til; og det med at jeg altid var enten foran eller bagud i forhold til lærebogssystemerne, fordi jeg skiftede skole så ofte. Mere er der vel ikke at sige om det?

Det videre forløb

Hun forklarede en del om forløbet, og det havde været rart med en lydfil, for jeg kan simpelthen ikke huske det. Næste gang (8. februar) drister jeg mig til at spørge, om jeg må optage. Så har hun set, at jeg er et ordentligt menneske.

Det jeg i hvert fald kan huske er, at hun skal spørge, og jeg skal fortælle, og en lille smule tid skal bruges ved skærmen på at udfylde diverse tests. Jeg kan godt lide vægtningen, for jeg kan også sidde herhjemme og udfylde AQ-testen, og så er jeg klart inden for spektret: 80-90 pct. Det har jeg konstateret 50 gange mindst og behøver ikke hendes hjælp til. Jeg har også udfyldt testen, jeg fik af overlægen i Glostrup. Jeg kunne ikke finde ud af at score den, men når jeg kigger ned over spalterne, ser det ud som om, jeg altid har haft ASF/Asperger, og det har jeg stadig, men jeg er ‘vokset’ mig fra noget af det. Og det er helt almindeligt. Det kan i et vist omfang aflæres.

Det medbragte materiale

Jeg havde lavet en lille ‘mappe’ med ting jeg syntes, hun nødvendigvis skulle have kendskab til.:

  • Speciallægeerklæringen fra klinikchefen på Hvidovre
  • En udfyldt RAADS-R-test
  • Dokumentet (tre sider) med for og imod
  • Et dokument fra 2015 hvor udefrakommende vurderer min far (adoptionssagen i 1963) og mig (lederuddannelse ca. 2005), som jeg har sat op i en tabel, så det bliver tydeligt, hvor meget vi ligner hinanden.
  • Et dokument hvor jeg i tre bullets beskriver ‘Hvad vil jeg med det?’. Det har jeg fundet nødvendigt, fordi selv lægen i distriktspsykiatrien spørger sådan. Jeg behøvede heldigvis ikke forklare mig i dag.
  • Medicinliste

Jeg havde været lidt bange for, at hun ville synes, det var sært, når jeg syntes, det var genialt. Men jeg kan vist være den, jeg er her.

Da jeg var på vej ud af døren, sagde hun noget med, at hun da godt nok syntes, jeg kunne huske mange datoer… 🙂