/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Fravær af unødvendige sanseindtryk

Sådan skaber man et hjem, hvor ro, klarhed og overblik får lov at dominere – og hvor selv de mindste detaljer er valgt med omtanke. For mig begynder det med fraværet af unødvendige sanseindtryk. Jeg trives bedst i omgivelser, hvor tingene ikke råber på opmærksomhed, men understøtter hverdagen stille og effektivt. Det er et bevidst valg at skære ind til det essentielle: kun det, jeg bruger, har behov for eller har en reel relation til, får lov at være her.

Resultatet er et hjem, der giver mig både velvære, fokus og en følelse af orden. Mange opfatter måske “hygge” som noget, der kræver mange ting, men for mig ligger hyggen i netop det modsatte – i at kunne trække vejret frit og lade tankerne falde til ro i nogle rum, der ikke forstyrrer min hjerne med de mange sanseindtryk.

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Du behøver ikke læse den grå tekst, der bare er forhistorien.

I lørdags røg COAX-kablet ud af min router, og så kan man ikke komme på nettet via Wi-fi. Heldigvis kunne jeg danne Hubspot med telefonen, hvilket betyder, at jeg brugte telefonens internet til at danne forbindelse, og så kunne jeg komme på nettet på min iPad. Jeg ringede til YouSees kundeservice og fortalte, at det kun var den lille nedadgående lampe på routeren, der blinkede. Resten var dødt. Han sørgede for at sende en tekniker, som har været her i dag. 

I mellemtiden kiggede jeg nærmere på routeren og fandt ud af, at den lille kobbertråd fra COAX-kablet ikke var rigtigt inde i routeren, fordi selve kobbertråden slet ikke befandt sig, hvor den skulle, selvom skruen var skruet helt i. Kablet kunne uden videre trækkes ud, da det kun var holdt på plads af et stykke sølvpapir. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Derfor opretholdt jeg min fejlmelding, uanset at jeg selv havde fundet ud af at sætte kobbertråden på plads og opnå Wi-fi-forbindelse, for tiden fra lørdag til tirsdag kan føles lang, når man lever på nettet.

Det er slet ikke det, historien handler om. Den handler derimod om, at teknikeren fra YouSee sagde “Det er ikke mange ting, du har her”. Jeg svarede ham “Jeg kan vældig godt lide det sådan”. Jeg skulle sikkert have sagt noget andet, for det kunne jo opfattes som en afvisning eller irettesættelse. Det var ikke sådan ment, men det var, hvad jeg lige kunne finde på.

Det minder mig om, at jeg havde en veninde, der sagde “Du har det ikke hyggeligt”. Tænk jeg synes altså selv, jeg har det både hyggeligt og klassisk.

Jeg har fjernet alle unødige sanseindtryk

Med vilje har jeg kun det, jeg skal bruge, og jeg har fjernet alle unødvendige sanseindtryk. Da jeg fik malet for lidt mere end et år siden, smed jeg de fleste af de bøger ud, jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville få læst igen,og som bare stod og samlede støv.

Dog bevarede jeg en del bøger, der fortæller mig historien om mit liv fx Dea Trier Mørch, Marge Piercys “Vida”, Bente Clods “Brud” og “Vent til du hører mig le”, Preben Koks “Skæld ud på Gud”, “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun, Henrik Pontoppidan og “A. A. Milnes “Peter Plys” osv.

Resten af mine bøger er opslagsværker om historie og til slægtsforskning, fx “Kvindfolk”, “Tysk – Dansk Ordbog” af P. L. Ipsen, “Danmark i 30’erne”, “Skriv om din slægt, “At skrive Slægtshistorie” osv.

Jeg elsker “renheden” i mit hjem. Jeg kan simpelthen godt lide fraværet af unødvendigheder og sanseindtryk. Når man har Aspergers syndrom, forstyrres man ofte af de mange sanseindtryk, der kan være synsindtryk, lydindtryk og lugte. Så at fjerne de mange sanseindtryk i hjemmet gør, at jeg har det meget bedre,

Når jeg ser billeder fra andre menneskers hjem, synes jeg, de har virkelig mange ting stoppet ind på gulvet, på væggene, i reolerne og på skrivebordet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det sikkert er det, de/man forstår ved at have det “hyggeligt”, men i min verden er det mange unødvendige sanseindtryk, som jeg helst vil være foruden.

Billeder fra mit elskede hjem

Billede 1

Min arbejdsplads, hvor jeg dagligt bruger mange timer, og hvor jeg har det bedst.

  • Inden jeg tog billedet, sørgede jeg selvfølgelig for at rydde lidt op.
  • Den lille sorte kasse i venstre side af skrivebordet er en NAS, som er en server, hvor jeg blandt andet dagligt gemmer backups, før de bliver sendt i kopi til skyen. Sidstnævnte sker også dagligt.

Billede 2

Reolerne med de bøger der fik lov at overleve, to reserve-PC’er købt brugt, frigjort hyldeplads og et par kasser med “slægts-ting”, der ikke kan digitaliseres.

I kasserne er fx genstande fra min far (frihedskæmperarmbindet, manchetknapperne, uret, servietringen i sølv m.v.) og farmor, et 100 år gammelt album med billeder fra farmors og farfars hjem på Brede osv.

Billederne har jeg selvfølgelig digitaliseret for længst, men selve albummet – med en form for pergament mellem siderne – der er ved at falde fra hinanden, bevares til den dag, jeg dør. Derefter er der nok ingen, der er interesserede i det. Og så ryger det på vel på forbrændingen sammen med mig? Det er lidt trist at tænke på, men sådan er det, og jeg vil jo ikke selv opleve det. Heldigvis.

Billede 3

Når jeg vender mig væk fra skrivebordet, har jeg mine to “pause- og gæstepladser” 4 – 5 meter væk. Man sidder godt i de to lænestole, der bare er fra Ikea. Det er med vilje, jeg ikke har en sofa og aldrig har haft det. Jeg har ikke lyst at dele plads med nogen.

Jeg kan godt lide Asger B. C-lampen i vindueskarmen og bakkebordet af Hans Bølling. Den blå vase passer ganske godt til bakkebordet. Og jeg kan godt lide udsigten ud mod Hvidovre Torv, dels pga. Torvet selv, dels fordi der er så langt over til genboerne.

Billede 4

Spisestuen der kun bruges med års mellemrum. Både superellipse-bordet og 7’er-stolene er købt brugt, for jeg kan godt lide designerting, men der er også noget, der hedder økonomi.

Lysestagerne er Piet Hein-stager. Lysene tændes kun, når her er gæster, så de holder længe.

Billede 5

Når man vender sig ud mod Torvet i spisestuen ser her sådan ud. Der er ikke så meget at sige om det. Jeg kan bare godt lide rummeligheden.

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at samtlige “planter” er kunstige. Jeg synes, der skal være et eller andet, men jeg orker ikke at stå indendørs og rode med jord og ompotning. Så løsningen blev kunstige “planter”

Billede 6

Udsigten fra min seng, hvor der intet er på væggene til at forstyrre min hjerne, når jeg skal sove. Jeg elsker de vægge. Snavsetøjskurven er af stål, og jeg kan i det hele taget godt lide stål på grund af renheden.

Andet er der vist ikke at sige her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Er jeg bare for mærkelig?

Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Kom igen når han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

  • Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
  • Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om røgen fra en skorsten kunne vende modsat et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
  • Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
  • Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
  • Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

I en anden “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen sige følgende kloge ord, som er med til at forklare, hvorfor min skoletid ikke var entydig:

Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side af gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen

Hvordan og hvorfor lære Excel?

Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen

Dagens topbillede stammer fra arket med sundhedsdata, hvor jeg holder øje med alverdens ting om sundhed. Der indgår blandt andet et faneblad om aktivitet, hvor data stammer fra en app kaldet “StepsApp”. De er forklaret herunder:

  • De første tre kolonner A – C er en form for stamdata: dato, ugedag og ugenummer. Jeg bruger dem ikke til noget i dette ark, men i hvert fald datoen er nødvendig ovre i rapporten, hvor data om aktivitet indgår. Dag og ugenummer er sådan set overflødige og kunne slettes.
  • Kolonne D: antal skridt pr. dag. Hvis der er en grøn cirkel, har jeg nået dagens mål, som er 5.500.
  • Kolonne E: Forbrændte kalorier.
  • Kolonne F: Distance i kilometer.
  • Kolonne G: Forbrugt tid.
  • Kolonne I: Hvis cellen er grøn, og der er en smiley, har jeg for det første nået dagens mål for antal skridt (de 5.500) , og for det andet er det vist, hvor meget over dagens mål, jeg er.

Man kan mene, det er lidt “nørdet” – som heldigvis ikke længere er et skældsord – men når man har opsamlet simple data over en længere periode, kan der udtrækkes interessante informationer.

Jeg øver mig, for jeg vil lære det

Indrømmet: Nogle af videoerne fra Proximo må jeg se et par gange og øvelserne, må jeg af og til også lave et par gange, for jeg vil så gerne have, at det “sidder fast”, og at indlæringen er reel. Det går allerede bedre, og det er virkelig sjovt. Læs mere om kurset her.

Jeg er stor fan af læreprocesser, som er nødvendige partnere i min slægtsforskning. Der er hele tiden nye emner, jeg må vide noget om. Det er noget af det, der bevirker, at det er fascinerende på 23. år.

Nu er jeg jo ikke helt ung længere (om et øjeblik 62), så den langsommere indlæring hænger måske sammen med min alder?

Nej – det er faktisk ikke udelukkende rigtigt. Jeg fandt en fin lille pjece fra “ÆldreForum”, marts 1997, hvor der blandt andet står:

Ligesom for kroppens vedkommende er det vigtigt, at hjernen bruges, dvs. at der stilles opgaver til den.

Vi har vel alle hørt sætningen “at gå i stå” eller at være “forkalket” om ældre mennesker, som man nærmest opgiver. Men man behøver ikke at gå i stå, og man behøver ikke at blive forkalket. Det gør man kun, hvis man holder op med at “stille opgaver” til hjernen.

Nu er pjecen jo i sig selv halvgammel, og måske har forskningen bragt ny viden siden 1997, men det ser så banalt ud, at det må være rigtigt. Og krop og hjerne hænger sammen: de skal begge bruges aktivt for at holde længe!

Mere om hjernen

Billedet herunder er tyvstjålet fra Proximo. Det beskriver, at hjernen består af neuroner og synapser. Neuronerne har vi omkring 100 milliarder af. Neuronerne er forbundne via synapser.

Professor Jesper Mogensen har for Hjernesagen skrevet en meget interessant artikel “Den foranderlige hjerne”. Han skriver blandt andet (fremhævningerne er mine):

I forbindelse med indlæring, problemløsning, forsøg på løsning af i realiteten uløselige problemer osv. fandt vi en række ændringer i hjernerne på de individer, der udførte noget sådant.

Vi så vækst af eksisterende synapser (altså forbindelser mellem nervecellerne) og formindskelse eller bortfald af eksisterende synapser – men også dannelse af helt nye forbindelser, som ikke havde eksisteret før den pågældende erfaring.

  • Man kan sige, at når man lærer noget, gemmer hjernen det lærte i en synapse.
  • Når man bruger det lærte, gemmer hjernen det i nye synapser. Hjernen udnyttes altså bedre.

Noget af det, der er afgørende for, at vi kan blive ved at lære nyt, er hjernens plasticitet.

Plasticitet minder lidt om muskler: muskler, der bruges, er/bliver stærkere end muskler, der ikke bruges. Udfordrer vi ikke hjernen, stiller vi den ikke nye opgaver, reduceres plasticiteten, ergo får vi sværere ved at lære nyt eller fx at huske. De kognitive evner forringes.

Kort sagt: indlæringsevnen skyldes neuroplasticitet, som er hjernens evne til at ændre sig; dette sker ved at styrke eller danne nye synapser.

Har jeg tid til at motionere?

Ofte er jeg så optaget af mine spændende projekter, at jeg bliver siddende ved PC’en; jeg “har ikke tid” til at gå min daglige tur, for jeg er jo lige i gang med noget mega interessant.

Men jeg har bemærket noget: når jeg alligevel kommer afsted, fordi “nogen” sparker mig afsted, så tænker jeg bedre, når jeg er hjemme igen. Det kan være en gotisk tekst, hvor jeg alligevel kan læse ord, der før var helt umulige, det kan være en artikel, jeg alligevel kan få skrevet færdig, fordi jeg så en ny vinkel eller noget, der kunne være spændende at inddrage osv. Det er som om, at et “frikvarter” til hjernen, belønnes flerfoldigt efterfølgende.

Jeg har to spor i hjernen, hvilket er lidt svært at forklare. Men når jeg går, hører jeg typisk en podcast i det ene spor, mens det andet spor planlægger den næste artikel, udfordrer en ny funktion i Excel eller noget helt tredje.

Så jeg klør på med både Excel og gåture. Hvem vil ikke gerne være ejer af en rimelig grad af neuroplasticitet og indlæringsevne – og i nogenlunde fysisk form?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.