/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

ECT: Nyt forsøg på at imødegå angsten

Electroconvulsive Therapy/Elektrokonvulsiv behandling (ECT)

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

Alle har gjort alt, hvad de kan.

Angst er irrationelt; sådan er det bare. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har gjort alt, hvad hun kan. Jeg har fx overnattet i Glostrup inden behandlingen. Men de kom hver anden time for at spørge, om jeg sov, og så kan man selvfølgelig ikke sove. Har man ikke sovet, er man endnu mere skrøbelig. Tårerne triller endnu lettere.

Jeg har vendt det med psykologen mindst 50 gange, alligevel kommer tanken “Det er sidste gang, jeg låser min dør”, når jeg tager afsted til ECT. Det er meget ubehageligt. Når jeg lægger mig på ECT-lejet, triller tårerne, og jeg kan kun lige nøjagtigt fremstamme navn og CPR-nummer. De vil jo gerne vide, om de har fat i den rigtige patient.

Psykologen har heldigvis en dejlig operationel og kreativ tilgang “Vi har et problem, vi skal have løst”, så hun udtænkte noget nyt: “Har du en, du stoler 100 pct. på, som kan tage med næste gang?”. Mit svar faldt prompte “Ja, dig”.

Kontaktpersonen ringede til ECT-afdelingen og spurgte, om det var muligt, at psykologen måtte komme med? “Ja, hun må meget gerne komme med” (jeg bemærkede ordet “meget”), og det var så i går, jeg havde følgeskab. Det var så rart, at nogen holdt mig i hånden, da jeg vågnede op. Det har jeg ikke prøvet før.

Der var ingen bøvl ved at få lov til at tage hende med, og personalet var så søde og imødekommende. Jeg havde nok forestillet mig 5 overlæger, 5 blanketter, samtykkeerklæring, GDPR osv., men sådan var det ikke. J i ECT-afdelingen sagde, det var i orden, så var det sådan, og vi skulle bare finde en dato.

Sådan er det, når gode mennesker lægger sig i selen for en.

Formålet med følgeskabet

Når jeg ellers ikke føler mig for fjollet og dum og kan fremstamme det, beder jeg J “sige højt, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt”. Intellektuelt ved jeg naturligvis godt, at de aldrig nogensinde vil tænde for strømmen, hvis narkosen ikke er på plads. Men dødsangst og intellekt har intet med hinanden at gøre. Men jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om J rent faktisk gør det, for jeg er jo (forhåbentlig) i narkose. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for at mærke strømmen eller for at dø. (I parentes bemærket sætter man ikke strøm gennem hjernen – det er en myte – man sætter strøm til hovedbunden. Strømstyrken svarer til strømmen i en lommelygte).

Jeg er så bange for, om de passer på mig. Måske er de bare ligeglade? Nej, det er de naturligvis ikke, for hvis jeg dør, er det en klar UTH (utilsigtet hændelse), og det har de ingen interesse i.

Gør de virkelig alt det, de siger, de vil gøre, når jeg sover? Det kan jeg jo ikke vide:

  1. Er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?
  2. Giver de bilateral ECT?
  3. Har de bideskinnen parat?
  4. Slår de sengehestene op?
  5. Siger J rent faktisk, når de tænder for strømmen?
  6. Passer de på mig?

Professor i psykiatri Poul Videbech skriver

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder. Energimængden svarer til ca. 1/10 af den energi, som afsættes af en almindelig defibrillator (hjertestarter). Langt størstedelen af strømdosis shuntes imidlertid udenom hjernen via huden og kraniet, således at kun ca. 5 pct. af strømmen påvirker hjernen, hvor den synkroniserer nervecellerne i et lille område. Efter at strømmen er ophørt, breder impulserne sig ud fra dette område og ender med at fremkalde et krampeanfald, ligesom man ser det hos en person med grand mal-epilepsi.

Psykologens referat

Det varede ca. 40 sekunder. J sagde, da de tændte for strømmen. ECT-apparatet var indstillet til 90 pct. bilateral ECT, bideskinnen var parat, og de slog sengehestene op. Alt dette er selvfølgeligheder for mennesker uden dødsangst.

Nu håber jeg sådan, at jeg om fem uger kan genkalde mig dette, for der er ingen grund til at tro, at de bare gjorde det, fordi psykologen var med. De gør naturligvis sådan hver gang. Åh Gud hvor jeg husker det!

Yderligere forklaring om ECT

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved i detaljer, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker. Virkningen fremkaldes ved, at nogle neurotransmittere genfinder hinanden.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til medicinsk behandling og samtaleterapi.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg er afhængig af ECT, og derfor må vi løse problemet med dødsangsten.

  • Gør jeg ikke noget, bliver jeg syg.
  • Tager jeg medicin, bliver jeg også syg.

Jeg fik Parkinsonisme af medicinen, hvor jeg tror, jeg fik “den fulde pakke”, og det var værre end den tilgrundliggende bipolare lidelse.

Da jeg var ligeglad med livet

Det er klart, at dødsangsten er overvældende nu, hvor jeg har fået et lykkeligt liv og aldrig har haft det bedre. Nu vil jeg så nødigt af med livet. De år, hvor jeg helst ville dø, var jeg ikke angst for ECT. Det behøver man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at regne ud. Det er den rene logik.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

10-årsplan for psykiatrien

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Citatet om, at der er lande, hvor det er værre, stammer fra professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er gæst i dagens udgave af “Hjernekassen på P1”, som kan findes i DR Lyd. Hun er psykiatriens klogeste kvinde, og så er hun forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den 8. april i år blev den 1. psykiatriaftale indgået. Til sammenligning blev den 5. kræftplan indgået i maj måned i år.

Psykiatrien tilføres varigt 4,6 mia. nye kroner. Beløbet falder på et tørt sted. Tidligere løft har typisk været midlertidige satspuljer. Ingen i denne verden kan udvikle et nødlidende område baseret på midlertidige bevillinger.

Regeringen skriver i sin pressemeddelelse

Med et nyt udspil, der fuldender den samlede 10-årsplan for psykiatrien, styrker regeringen behandlingstilbuddene til mennesker, der mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år.

Flere danskere har brug for hjælp og støtte i psykiatrien, og især blandt børn og unge er efterspørgslen steget markant de senere år.

Med et nyt udspil til en stærkere psykiatri fuldender regeringen nu den fuldt finansierede 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet realiserer et samlet løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner. Det er et løft på hele 35 procent i forhold til 2019.

Det har taget sin tid, for psykiatriaftalen har været seks år undervejs.

Første skridt var forståelsespapiret fra 2019: “Af forståelsespapiret, Retfærdig retning for Danmark, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse”

Kilde: “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, side 3, udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2022.

“Hvem griber Sarah?” og hvem greb mig?

I aftes viste Danmarks Radio dokumentaren “Hvem griber Sarah?”. Det er en skrækhistorie om, at alle i psykiatrien forsøger at gøre deres bedste, men ingen gør det godt nok. Det bevirker, at Sarah tager sit eget liv, da hun er 23 år gammel. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Det må vi kunne gøre bedre.

Det må have været forfærdeligt for den unge kvinde at skulle fortælle sin historie igen og igen. Det er i sig selv opslidende. Det er svært at forstå, hvorfor Sarah ikke måtte komme tilbage til det første tilbud, som hun var så glad for, og som hjalp hende til at få det bedre i en periode.

TV viste billedet af Brøndbyøstervej 160. Jeg kender kun skiltet alt for godt. Jeg fik selv fantastisk hjælp på adressen. De kan om nogen noget derude. De tog imod mig hver gang, jeg stod der med tasken igen. De sagde “Vi er her for dig Hanne”. De hjalp mig blandt andet til at tro på, at der nok alligevel ikke stod en respirator i mit klædeskab og sagde sit “bip, bip”. Jeg hørte det så tydeligt, når jeg lå i sengen, men hver gang, jeg stod op for at slukke for den, var den der jo (selvfølgelig) ikke. De skrev “nærpsykose” i journalen.

Hvem stiller diagnoserne?

Danmark har – og har i mange år haft – ca. 600 selvmord om året. Det er 600 for mange. Der var engang, en kræftdiagnose var en dødsdom, men sådan er det gudskelov ikke længere.

Muligvis havde Sarah en svær depression. Det behøver man – med den rette hjælp – ikke dø af. Men hvem siger egl., at hun havde en depression? Flere af lægfolkene i udsendelsen antager det – men hvad bygger de det på? Hvad er deres kilde? Er disse medvirkende dygtigere end de – helt sikkert alt for mange – behandlere, hun præsenteres for?

Herudover står det lidt uklart, hvilken rolle de pårørende har spillet. Har de bakket Sarah op og støttet hende ved fx at deltage i samtlige lægesamtaler?

Dokumentaren fortalte, hvordan de forskellige specialiserede enheder rent faktisk forsøger at gøre det så godt som overhovedet muligt ved at henvise kvinden til det sted, man mener, hun vil få den rigtige hjælp. Det synes jeg faktisk ikke, man kan klandre nogen for.

Det, vi burde lære af denne dybt tragiske hændelse, er, at de forskellige specialiserede enheder bør arbejde tættere sammen og drøfte symptomer og mulige diagnoser, så der hurtigt kan sættes ind med den rette hjælp. Så er vi måske nede på 599 …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

headspace spørger "Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Poul Nyrup om headspace

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Jeg har hørt Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024, hvor Poul Nyrup fortæller om headspace. Det er faktisk anden gang, jeg hørte udsendelsen, for jeg elsker at høre på Poul Nyrup. Han er menneske før system, og jeg er herudover gammel nok til at huske “Stuerene, det bliver I aldrig”.

Jeg har haft en oplevelse (herom til sidst), der aktualiserede hans helt centrale tilgang: Når en ung henvender sig i headspace er det første, den frivillige spørger om “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Man siger, at 20 pct. af de unge mistrives, men det betyder ikke, at de hører til i psykiatrien, de hører til i headspace, for det er ikke en sygdom at være ked af det, faktisk er det lige så naturligt som at være glad. Livet er ganske enkelt ikke en perlerække af succeser, men det har vi på en eller anden måde fået bildt dem ind.

Problemet er, at vores samfund har indsnævret normalitetsbegrebet så meget, at det næsten er umuligt ikke at falde uden for. Det øger presset på ventelisterne så meget, at de unge, der virkelig har behov for psykiatriens eksperter og vildt dygtige medarbejdere, må vente urimeligt længe på at få hjælp.

Fokuserer vi mere på det forebyggende arbejde, kan det være med til at løse ventelisteproblemerne.

Når headspace opgør, hvad de unge henvender sig om, er det:

  1. Relationen til forældrene
  2. Bøvl med kærester og venner
  3. Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen
  4. Selvværd – de trænger til at høre “Du er god nok”
  5. Angst – men uden at det er patologisk – herunder angsten for fremtiden

20 pct. af de unge, der henvises til psykiatrien, hører slet ikke til der, for de er ikke syge, de trænger “bare” til nogen, der spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”.

Henvisningen til psykiatrien udløses ofte efter at to eller flere kommunale tilbud er gået helt Anders And, og sagsbehandleren nu ikke kan finde på andet. De skal henvises til headspace, længe før “systemet” sætter ind med kommune og psykiatri. Man er ikke enten rask eller psykisk syg – der er også noget midt imellem.

Poul Nyrup havde en skøn sætning: “Diagnosen er en ‘overfrakke’, men hvem har overfrakken på?”

De store valg

Noget af det, de unge er bange for (men ikke patologisk angste) er fremtiden og uddannelsesvalget. Vi har på en eller anden måde fået bildt dem ind, at det første valg ikke er førstevalget, og at de ikke kan vælge om. Men selvfølgelig kan de vælge om senere, hvis det viser sig, at de aldrig skulle have været jurister men hellere elektrikere. Det er ikke en katastrofe at måtte vælge om.

Selv husker jeg i min barndom/ungdom at sidde alene på værelset og bladre i bogen, der hed “Hvad kan jeg blive?”. Jeg var simpelthen så bange for at vælge forkert. For det første var det noget, man løbende skulle have talt om i familien, så jeg ikke skulle sidde alene, og så var der nogen, der skulle have sagt “Du kan altid vælge om”. Og der var heller ikke nogen, der sagde “Du er god nok”. Det havde nu været rart.

Jeg havde været i erhvervspraktik som apoteksassistent på Nexø Apotek, hvor jeg i en uge betjente den maskine, der spyttede Kodimagnyl ud. Det næste år var jeg i erhvervspraktik som agronom på Bornholms Landøkonomiske Forening. Jeg kunne ikke se mig selv i nogen af rollerne. På den anden side set kunne jeg heller ikke finde på noget andet.

Jeg blev jo så af mange årsager jurist. En af dem var, at det var den korteste akademiske uddannelse, man på det tidspunkt kunne tage, og der var kun mig til at betale studiegælden, da der trods alt var grænser for, hvor meget jeg kunne arbejde ved siden af. I virkeligheden skulle jeg jo have været cand. polit., men arbejdslivet tilbød ved tilfældigheder alligevel helt de samme opgaver, bare man havde en længerevarende uddannelse. Der var en medarbejder i sekretariatet, der døde, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge det ledige job, fordi vicedirektøren havde fået øje på mig. Det blev vejen fra de kirurgiske arbejdsskadesager til tal og analyser.

En anden årsag til juraen var, at jeg var optaget af, at der er noget, der er rigtigt, og at der er noget, der er forkert, det gælder både indenfor og udenfor straffelovens rammer. Jeg var optaget af store spørgsmål så som retfærdighed og resocialisering. De spørgsmål drøfter man her 40 år efter stadig, og folkestemningen viser, at man ikke er kommet meget længere …

“Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Det, der fik mig til endnu en gang at lytte til Poul Nyrup om headspace, var, at jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde tilbudt mig en samtale med deres recoverymentor, fordi jeg søgte hjælp til at prøve at udbygge mit netværk. Det er jo ikke kun sundt at være så meget alene, selvom jeg faktisk trives godt med det.

Når jeg får et tilbud, siger jeg da selvfølgelig “Ja tak”, da jeg mener, det ville være dumt andet. Det kunne jo være, han kunne byde på noget godt.

Han talte vældig meget om sig selv, og først i det 29. minut ud af i alt 36 spurgte han “Hvad vil du gerne”?.

Det var efter min mening helt Anders And. Og jeg er blevet bedt om en evaluering af mødet, og der har jeg tilladt mig at være ærlig og sige, at de måske i enheden skulle tale om, at det ville være godt, hvis han vendte sin proces om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Når hjernen bliver glad

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg verden som data. Og jeg elsker det.

Mit motto er: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg besluttede at finde ud af, hvorfor det er sådan. Jeg har nørdet lidt med kilder til en forståelse af det den seneste uges tid, og du finder mit svar herunder:

Aspergers syndrom, en del af autismespektret, er for mange forbundet med unikke kognitive styrker frem for begrænsninger. Hvor diagnosen tidligere har været opfattet som et handicap, viser nyere forskning og erfaringer, at mange med Aspergers syndrom trives i områder, hvor systematik, detaljer og mønstergenkendelse er centrale elementer (Baron-Cohen et al., 2009).

Jeg betragter Aspergers syndrom som min styrke blandt mine mange svagheder. Min baggrund er juridisk, men mit arbejdsliv har været centreret om økonomistyring og udvikling af ledelsesinformationssystemer og tidsregistreringssystemer. Fællesnævneren i disse fagområder er data – og en systemforståelse, som for mig føles naturlig. Jeg opfatter data som noget intuitivt og meningsfuldt. For mig er det, som om verden kan aflæses som tabeller og datastrukturer, og det giver mig en stor arbejdsglæde.

Nu i min “alderdom” dyrker jeg systematik og detaljearbejde gennem slægtsforskning, som jeg har beskæftiget mig med i mere end 20 år. Det stiller store krav til nøjagtighed, logisk tænkning og evnen til at krydsreferere informationer på tværs af kilder – evner, der er typiske for mange med Aspergers syndrom (Happé & Frith, 2006). Det giver ikke bare en intellektuel stimulans men også en dyb tilfredshed, når komplekse oplysninger falder i hak og danner en sammenhængende helhed. Så bliver hjernen for alvor glad.

Men hvad er det, der gør, at mennesker med Aspergers syndrom ofte har en særlig forkærlighed for data? Det kan forklares gennem blandt andet følgende træk:

Høj systematiseringsevne

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkningSimon Baron-Cohen har introduceret begrebet “systemizing quotient” (SPQ) som et mål for en persons evne til og interesse i at analysere og konstruere systemer (Baron-Cohen et al., 2003).

Mennesker med Aspergers syndrom scorer ofte højt på SPQ-skalaen, hvilket passer med en fascination af logiske strukturer, regler og forudsigelighed – centrale egenskaber ved data og systemer. Denne evne til at systematisere kan bruges effektivt i mange professionelle sammenhænge, herunder softwareudvikling, økonomisk analyse og teknisk dokumentation.

Personer med en klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Jeg er en “Klassisk systemizer”, da jeg får 130 – 140 point i testen. 70 havde været tilstrækkeligt til at lande i den højeste/bedste/værste kategori (og jeg har forsøgt adskillige gange – det er ingen tilfældighed). Du har mine testresultater her.

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Stærk detaljeorientering og mønstergenkendelse

Flere studier har vist, at personer med autistiske træk har en særlig evne til at identificere detaljer og uregelmæssigheder (Shah & Frith, 1983). Det betyder, at man ofte hurtigere opdager fejl, mangler eller interessante sammenhænge i datasæt. Det er en kognitiv fordel i alle typer af analyse- og informationsarbejde. I praksis betyder det eksempelvis, at man hurtigt kan identificere inkonsistenser i store datasæt eller finde mønstre, som kan føre til værdifulde indsigter.

Uden Aspergers syndrom ville jeg nok ikke finde det morsomt at udvikle Sprogdatabasen måned for måned. Psykologen har ofte sagt “Når en autist ser en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen”. Ergo er det enormt svært for mig at færdes på sociale medier, for jeg ser stort set kun alle de sproglige fejl.

Kognitiv fordybelse og specialisering

Interesser hos personer med Aspergers syndrom er ofte dybe og langvarige snarere end brede og skiftende. Denne fordybelse muliggør specialisering og ekspertise inden for dataanalyse, programmering, statistik, slægtsforskning og beslægtede felter (Winter-Messiers, 2007). Det giver mulighed for at opbygge en dyb faglighed, som kan føre til innovative løsninger og høj kvalitet i arbejdet.

Forudsigelighed og tryghed i struktur

Sociale interaktioner kan ofte være uforudsigelige og energikrævende for mennesker med Aspergers syndrom. For mig er sociale sammenhænge anstrengende. Jeg læste lige, at der var 10.000 gæster til “Historiske dage 2025”; godt jeg ikke var en af dem. Jeg ville have ligget brak en uge efter, selvom jeg gerne ville have været der. Jeg er fuldt ud klar over, at også mange neurotypiske mennesker, vil mene, at 10.000 er et stort antal!

Data, derimod, følger regler og logik. Det skaber en oplevelse af kontrol og stabilitet. Der er en tryghed i det objektive – tallene lyver ikke, og struktur giver overblik. Denne tryghed kan være afgørende for at skabe arbejdsglæde og motivation i professionelle kontekster.

Konklusion

Konklusionen er, at det ikke er tilfældigt, at mange med Aspergers syndrom har en naturlig interesse for data. Det er forankret i måden hjernen bearbejder information på.

Detaljefokus, systemforståelse, fordybelse og præcision gør dataarbejde til et naturligt match. I stedet for at betragte diagnosen som et problem, kan man med rette se den som en ressource i en verden, hvor data spiller en stadig større rolle. Det er derfor afgørende, at både arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner forstår og understøtter disse styrker, så potentialet hos mennesker med Aspergers syndrom kan udfoldes fuldt ud.

En arbejdsplads, der har forstået dette til fulde, er GladTeknik.

Kilder:

  1. Baron-Cohen, S., Richler, J., Bisarya, D., Gurunathan, N., & Wheelwright, S. (2003). The systemizing quotient: An investigation of adults with Asperger syndrome or high-functioning autism, and normal sex differences. Philosophical Transactions of the Royal Society B, 358(1430), 361–374.
  2. Baron-Cohen, S. (2009). Autism: The empathizing–systemizing (E-S) theory. Annals of the New York Academy of Sciences, 1156(1), 68–80.
  3. Happé, F., & Frith, U. (2006). The weak coherence account: Detail-focused cognitive style in autism spectrum disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, 36(1), 5–25.
  4. Shah, A., & Frith, U. (1983). An islet of ability in autistic children: A research note. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 24(4), 613–620.
  5. Winter-Messiers, M. A. (2007). From Tarantulas to Toilet Brushes: Understanding the Special Interest Areas of Children and Youth with Asperger Syndrome. Remedial and Special Education, 28(3), 140–152.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning