/0 Kommentarer/i , /af ,

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

  • “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
  • Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

  • 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
  • 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
  • Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Det føltes som et overgreb

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Psykologen er ellers et særdeles fredeligt menneske, men i går fik jeg gjort hende næsten vred ved at fortælle om følgende episode, jeg var ude for, da jeg henvendte mig i “Akutten” i Glostrup den 29. maj i år:

Efter en virkelig god samtale med en specialpsykolog, der besluttede, at de ville beholde mig, til der blev en ledig plads på 808 i Hvidovre, kom der en medarbejder, der gerne ville vide hvilken form for tvang, jeg ville foretrække, hvis det skulle blive nødvendigt?

De kunne “tilbyde”:

  1. Bæltefiksering
  2. Fastholdelse
  3. Medicinering

Jeg blev fuldkommen overrumplet. I mit knapt 60-årige liv har jeg endnu aldrig oplevet at være udadreagerende. Jeg kan (nemt) blive verbalt overlegen men aldrig nogensinde fysisk overlegen. Af statur er jeg lille (165 cm.), så jeg vil ikke kunne stille meget op rent fysisk.

Da jeg aldrig har prøvet nogle af de mulighederne, vidste jeg ikke, hvilken jeg ville foretrække, hvis behovet skulle opstå. Hvordan vælger man mellem muligheder, man ikke kender?

Jeg skulle have været kvik(kere) og spurgt “Hvad ville du selv foretrække, hvis det var dig?” Jeg endte med at svare “Jeg ved det virkelig ikke. Hvis behovet skulle opstå – hvad jeg bestemt ikke kan forestille mig – så må I i situationen vurdere, hvad I mener er bedst for mig”.

Det må være noget nyt, der er indført, for jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået disse spørgsmål tidligere. Psykiatrien har virkelig mange procedurer og planer, og der bliver flere og flere. I virkeligheden er det, der hjælper mig som patient, de personlige relationer.

Pseudoinddragelse eller ansvarsforflygtigelse?

Jeg oplevede det som et overgreb, og det var utrolig ubehageligt. Det forekommer mig at være en form for pseudoinddragelse af patienten. De lader som om, jeg har indflydelse, men det har jeg ikke i virkelighedens verden.

I realiteten drejer det sig om, at personalet ikke ønsker at blive fanget på det forkerte ben. De ønsker, hvis det utænkelige skulle ske, at kunne fremvise en form for bevis på, at jeg jo selv har sagt, at jeg foretrækker følgende “tilbud”. Men det er ansvarsforflygtigelse. Man ønsker at være sikker på aldrig at kunne få en sag på nakken. “Hanne B. Stegemüller har jo selv skrevet under på at xyz …”

Qua deres stilling, uddannelse og erfaring skal de kunne træffe valget på mine vegne – og de skal også tage ansvar for et eventuelt fejlskøn. Det må være en del af det, der følger gratis med ansættelsen.

Selvfølgelig har de behov for informationen, men spørgsmålene kunne stilles i omvendt rækkefølge:

  • “Har du nogensinde været udadreagerende?”
  • “Hvis ja, hvad har vi så gjort, der hjalp dig?”

De puttede en ny tanke ind i mit hoved

Jeg kender selvfølgelig ikke deres IT-systemer, og det skal jeg heller ikke, men jeg forestiller mig, at hvis jeg var en udadreagerende type, og der tidligere havde været behov for tvang, ville det stå et eller andet sted med flammeskrift og en rød font. Det skal medarbejderne selvfølgelig ikke kunne overse. Det handler om deres sikkerhed og i sidste ende også om min sikkerhed. Det er kun godt.

Men pludselig har de puttet en tanke ind i mit hoved: “Kunne jeg evt. blive udadreagerende og have behov for tvang? Kunne det ske?” Det skal jeg også forholde mig til.

Når man henvender sig i “Akutten”, er man ekstremt sårbar og ængstelig. For mig sker det, når det er for farligt at blive herhjemme, og “Livslinjen” giver fortabt i nattens løb, hvor verden er sort og skyggerne derfor ikke engang kan blive lange.

Man venter tålmodigt, til det bliver ens tur, altimens tankerne kører om, hvad man gør, hvis de ikke vil vide af en, og man bliver sendt hjem igen. Retfærdigvis skal det siges, at det er jeg ikke blevet i mange år. Der er visse fordele ved at være “svingdørspatient”:

  • Jeg henvender mig først, når jeg ved, de beholder mig.
  • Og de ved, at jeg først kommer, når “lokummet brænder”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

En dejlig dag

En dejlig dag

Retur hos psykologen

En dejlig dag

Dette skrives fra iPad – og er noget besværligt – da mit Wi-fi er nede og har været det siden søndag morgen. Der kommer en youSee tekniker i dag mellem 10 og 14. Det er længe at vente. Eksempelvis kan jeg ikke arbejde på min slægtsforskning, da jeg ikke kan se de originale kilder.

Dagen i går var så dejlig af to årsager:

  1. en dygtig med arbejder hos DSB og
  2. jeg var retur hos psykologen.

1) Den dygtige medarbejder hos DSB

Alt var kaos i toget til Holbæk, fordi der kun var to vogne, hvor der plejer at være fire. Jeg var heldig at få en plads og sad og så TV Avisen på min iPad. Jeg havde min solsikkesnor på. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap.

DSB-medarbejderen hjalp en blind mand med at få en plads i nærheden af hans hjælper. Da hun var ledig, spurgte jeg om de havde en stillezone, nu hvor toget var så kort. Det regnede jeg ikke med, at de havde.

Jow da, det havde de i den anden ende af toget lige før første klasse. Der gik jeg ned og kunne sidde i ro og fred for blandt andet skoleklassen på vej på lejrtur. Det var fint, for sådan en klasse larmer meget.

Jeg traf medarbejderen ude på Holbæk station og sagde til hende, at hun skulle have stor ros for sin både både hjælpsomme og humoristiske måde at tackle kaos på.

Hun svarede “Jeg havde godt spottet dig, men du så ud til at have det godt nok med din computer. Jeg sørger altid for, at der er stillezone, men førsteklasse kan jeg godt finde på at droppe. Jeg er nemlig også udfordret, når jeg er i civil”.

Det er da ganske imponerende – og så må jeg sige, at solsikkesnoren af og til virker.

2) Retur hos psykologen

Hvor var det dog dejligt igen at være sammen med det menneske, der kender mig bedre end nogen anden. Vi brugte en stor del af tiden på en form for evaluering af min næsten to måneder lange indlæggelse. Der var nok at tale om.

Hun har en særlig evne til altid at se noget positivt i de fleste situationer. Og det er godt.

Fx mente hun, at min fornemmelse af den splittede hjerne, hvor den føltes delt i forholdet 75 pct. – 25 pct., var et udtryk for, at jeg kunne stille mig lidt udenfor mig selv og betragte hvad der skete.

Derfor var jeg også – det som medarbejderne måske opfattede som lidt negativ, og jeg selv kaldte “besværlig” – fordi jeg ikke var helt overvældet af sygdommen, som jeg plejede at være. (Det er lidt svært at forklare). Derfor opdagede jeg, når nogle overlæger i Glostrup talte ned til mig

Derfor var det også helt Anders And, at en medarbejder foreslog mig at få et sponsorbarn i Afrika, når jeg udtrykte mit behov for at foretage mig noget, der havde betydning for andre end mig selv. Det lo vi en del af.

2a) Jeg skal altid være i gang med et projekt

En læring ud fra det, der førte til, at jeg henvendte mig i Akutmodtagelsen den 29. maj, er: Jeg skal altid være i gang med et “projekt”. Det er næsten ligegyldigt, hvad projektet drejer sig om. Et projekt udfylder tomrummet. Det bevirker, at jeg kan se en mening med at være i live. Derfor er jeg også glad for at hjælpe et firma lidt med deres hjemmeside. Der har været nogle “knaster”, der skulle ryddes af vejen, men vi forsøger igen.

Det er kun godt, hvis projektet involverer andre levende væsner, men det er ikke så afgørende. Med Aspergers syndrom har man dybt inde i hjertet (eller hjernen?) ikke så meget behov for andre mennesker. 

Det plejer jeg selv at udtrykke sådan; “Jeg har ikke noget imod andre mennesker; jeg har bare ikke så meget brug for dem”. Jeg hører tit folk tale om – eller ser dem skrive om – hvor slemt det var under pandemien med de to nedlukninger. Selv opdagede jeg dem dårligt nok. Og i det omfang jeg opdagede dem, var de lidt af en befrielse på grund af fraværet af kravet om at være sammen. Til gengæld talte man mere i telefon, og det elsker jeg.

Jeg har meldt mig til et kursus om at lave podcasts, og det glæder jeg mig meget til. Der vil næppe være så meget smalltalk og deltagerne har et grundlæggende interessefællesskab. Måske møder jeg nogle, der også er interesserede i teknik o.lign. Vi vil helt sikkert alle være interesserede i formidling på en mere tidssvarende måde end lange artikler som denne. Nu til dags lytter folk, de læser ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.