/1 Kommentar/i , , /af , ,

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Når hjernen bliver glad

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg verden som data. Og jeg elsker det.

Mit motto er: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg besluttede at finde ud af, hvorfor det er sådan. Jeg har nørdet lidt med kilder til en forståelse af det den seneste uges tid, og du finder mit svar herunder:

Aspergers syndrom, en del af autismespektret, er for mange forbundet med unikke kognitive styrker frem for begrænsninger. Hvor diagnosen tidligere har været opfattet som et handicap, viser nyere forskning og erfaringer, at mange med Aspergers syndrom trives i områder, hvor systematik, detaljer og mønstergenkendelse er centrale elementer (Baron-Cohen et al., 2009).

Jeg betragter Aspergers syndrom som min styrke blandt mine mange svagheder. Min baggrund er juridisk, men mit arbejdsliv har været centreret om økonomistyring og udvikling af ledelsesinformationssystemer og tidsregistreringssystemer. Fællesnævneren i disse fagområder er data – og en systemforståelse, som for mig føles naturlig. Jeg opfatter data som noget intuitivt og meningsfuldt. For mig er det, som om verden kan aflæses som tabeller og datastrukturer, og det giver mig en stor arbejdsglæde.

Nu i min “alderdom” dyrker jeg systematik og detaljearbejde gennem slægtsforskning, som jeg har beskæftiget mig med i mere end 20 år. Det stiller store krav til nøjagtighed, logisk tænkning og evnen til at krydsreferere informationer på tværs af kilder – evner, der er typiske for mange med Aspergers syndrom (Happé & Frith, 2006). Det giver ikke bare en intellektuel stimulans men også en dyb tilfredshed, når komplekse oplysninger falder i hak og danner en sammenhængende helhed. Så bliver hjernen for alvor glad.

Men hvad er det, der gør, at mennesker med Aspergers syndrom ofte har en særlig forkærlighed for data? Det kan forklares gennem blandt andet følgende træk:

Høj systematiseringsevne

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkningSimon Baron-Cohen har introduceret begrebet “systemizing quotient” (SPQ) som et mål for en persons evne til og interesse i at analysere og konstruere systemer (Baron-Cohen et al., 2003).

Mennesker med Aspergers syndrom scorer ofte højt på SPQ-skalaen, hvilket passer med en fascination af logiske strukturer, regler og forudsigelighed – centrale egenskaber ved data og systemer. Denne evne til at systematisere kan bruges effektivt i mange professionelle sammenhænge, herunder softwareudvikling, økonomisk analyse og teknisk dokumentation.

Personer med en klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Jeg er en “Klassisk systemizer”, da jeg får 130 – 140 point i testen. 70 havde været tilstrækkeligt til at lande i den højeste/bedste/værste kategori (og jeg har forsøgt adskillige gange – det er ingen tilfældighed). Du har mine testresultater her.

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Stærk detaljeorientering og mønstergenkendelse

Flere studier har vist, at personer med autistiske træk har en særlig evne til at identificere detaljer og uregelmæssigheder (Shah & Frith, 1983). Det betyder, at man ofte hurtigere opdager fejl, mangler eller interessante sammenhænge i datasæt. Det er en kognitiv fordel i alle typer af analyse- og informationsarbejde. I praksis betyder det eksempelvis, at man hurtigt kan identificere inkonsistenser i store datasæt eller finde mønstre, som kan føre til værdifulde indsigter.

Uden Aspergers syndrom ville jeg nok ikke finde det morsomt at udvikle Sprogdatabasen måned for måned. Psykologen har ofte sagt “Når en autist ser en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen”. Ergo er det enormt svært for mig at færdes på sociale medier, for jeg ser stort set kun alle de sproglige fejl.

Kognitiv fordybelse og specialisering

Interesser hos personer med Aspergers syndrom er ofte dybe og langvarige snarere end brede og skiftende. Denne fordybelse muliggør specialisering og ekspertise inden for dataanalyse, programmering, statistik, slægtsforskning og beslægtede felter (Winter-Messiers, 2007). Det giver mulighed for at opbygge en dyb faglighed, som kan føre til innovative løsninger og høj kvalitet i arbejdet.

Forudsigelighed og tryghed i struktur

Sociale interaktioner kan ofte være uforudsigelige og energikrævende for mennesker med Aspergers syndrom. For mig er sociale sammenhænge anstrengende. Jeg læste lige, at der var 10.000 gæster til “Historiske dage 2025”; godt jeg ikke var en af dem. Jeg ville have ligget brak en uge efter, selvom jeg gerne ville have været der. Jeg er fuldt ud klar over, at også mange neurotypiske mennesker, vil mene, at 10.000 er et stort antal!

Data, derimod, følger regler og logik. Det skaber en oplevelse af kontrol og stabilitet. Der er en tryghed i det objektive – tallene lyver ikke, og struktur giver overblik. Denne tryghed kan være afgørende for at skabe arbejdsglæde og motivation i professionelle kontekster.

Konklusion

Konklusionen er, at det ikke er tilfældigt, at mange med Aspergers syndrom har en naturlig interesse for data. Det er forankret i måden hjernen bearbejder information på.

Detaljefokus, systemforståelse, fordybelse og præcision gør dataarbejde til et naturligt match. I stedet for at betragte diagnosen som et problem, kan man med rette se den som en ressource i en verden, hvor data spiller en stadig større rolle. Det er derfor afgørende, at både arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner forstår og understøtter disse styrker, så potentialet hos mennesker med Aspergers syndrom kan udfoldes fuldt ud.

En arbejdsplads, der har forstået dette til fulde, er GladTeknik.

Kilder:

  1. Baron-Cohen, S., Richler, J., Bisarya, D., Gurunathan, N., & Wheelwright, S. (2003). The systemizing quotient: An investigation of adults with Asperger syndrome or high-functioning autism, and normal sex differences. Philosophical Transactions of the Royal Society B, 358(1430), 361–374.
  2. Baron-Cohen, S. (2009). Autism: The empathizing–systemizing (E-S) theory. Annals of the New York Academy of Sciences, 1156(1), 68–80.
  3. Happé, F., & Frith, U. (2006). The weak coherence account: Detail-focused cognitive style in autism spectrum disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, 36(1), 5–25.
  4. Shah, A., & Frith, U. (1983). An islet of ability in autistic children: A research note. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 24(4), 613–620.
  5. Winter-Messiers, M. A. (2007). From Tarantulas to Toilet Brushes: Understanding the Special Interest Areas of Children and Youth with Asperger Syndrome. Remedial and Special Education, 28(3), 140–152.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Hvis “Historiske dage 2025” ikke var så velbesøgt, var jeg der også

Hvis "Historiske dage 2025" ikke var så velbesøgt, var jeg der også

At være lykkelig med Aspergers syndrom

Hvis “Historiske dage 2025” ikke var så velbesøgt, var jeg der også

“Historiske dage 2025” har et utrolig flot program, og jeg ville elske at deltage. Jeg er nærmest ked af ikke at være der.

Jeg ville i virkeligheden gerne have min egen lille stand, hvor jeg fortalte om The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG), som mange flere kunne have glæde af. Du kan se min TNG-side her. Jeg ville fortælle, at det ikke er svært, fordi det er så utrolig logisk men også, at TNG kun kan vise det, du har i dit slægtsforskningsprogram. Hvis du har rod der, vil din TNG-side – selvfølgelig – også blive rodet.

Lene har bygget denne side, og jeg har været hendes “konsulent” forstået på den måde, at hun selv har lavet arbejdet, mens jeg bare har fortalt, hvordan det kunne/skulle gøres.

Når jeg ikke er tilstede hverken som helt almindelig besøgende eller som havende en stand, skyldes det, at Historiske dage er så stor en succes, og at der forventes 10.000 besøgende. Var jeg der, ville jeg skulle lade op i en uge efter. Bare jeg har været ude til frokost med en enkelt ven eller veninde, er jeg nærmest udmattet et par dage efter, fordi alle indtryk lagrer sig i min hjerne. For mig er fem deltagere i en aktivitet mange. Det er fuldkommen naturligt, når man har Aspergers syndrom.

En medvirkende årsag kan selvfølgelig være, at jeg er ude af træning med det sociale. Psykologen siger ret klart, at jeg må tage mig sammen, for ellers risikerer jeg på et tidspunkt, at jeg slet ikke kan være i en social sammenhæng men bare sidder og taler med fjernsynet – og hun plejer jo at have ret. Så det må jeg hellere, jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør.

Nærmest lykkelig

Sædvanligvis siger man, at lykke er noget, der opstår momentant. Det er ikke noget vedvarende. Jeg er bare ikke enig, for jeg synes, jeg har været nærmest lykkelig siden den dag i marts 2021, det var den 13., hvor vi (psykologen og jeg) var til møde med Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam, og hvor de ikke var i tvivl om, at jeg var berettiget til pension.

Det var under Coronaen, så det foregik online. Vi sad på psykologens kontor i Høje Taastrup, og hun havde gentagne gange forud for mødet sagt: “Hvis du ikke får pensionen, går vi i Aftenshowet”. Det gav selvfølgelig håb, men alligevel turde jeg ikke tro på det, så jeg mødte op forberedt til fingerspidserne. Jeg tror, jeg kunne de fleste bilag udenad.

Jeg glemmer aldrig, da teamet kom tilbage efter en kort votering og formanden blandt andet sagde: “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Jeg bliver stadig berørt, når jeg tænker på det. Med et slag var alle bekymringer om fremtid, bolig, arbejde, økonomi osv. forsvundet. Siden da har der ikke været noget i mit liv, jeg kunne ønske mig anderledes. Der er mange mennesker, der aldrig oplever noget sådant.

Oplevede min “mor” det?

Ja, jeg tror, hun levede i et lykkeligt ægteskab med min far. Jeg har ikke noget indtryk af hendes ægteskab med psykopaten; det kan nemt have været momentvist lykkeligt, selvom jeg ikke ved noget om det og – selvfølgelig – heller ikke kan forestille mig det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv nu. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.