/i /af

Efterløn

Efterløn

Folk er trætte

Når politikere (især liste Ø) og fagforeningsmænd og -kvinder taler om tidlig tilbagetrækning, efterløn, at alle skal have ret til lige mange år i frihed efter arbejdslivet, taler de altid om de nedslidte arbejdsmænd, som stort set ikke findes mere. Hvorfor er det kun dem, man taler om?

Mennesker jeg kender

Eric er lige gået på efterløn og er vist 63. Han stornyder friheden og var vist egentlig ret træt inden retræten. Han var i cementindustrien med administrative opgaver.

Min veninde på 62 havde forventet at kunne gå på efterløn (vist nok) om et års tid, men da hun er på overgangsordningen, kan det stort set ikke lade sig gøre på grund af modregning i privatopsparede midler. Hun er også af og til rigtig træt og har også administrative opgaver.

Hvis jeg selv fortsat havde været ‘rigtigt’ på arbejdsmarkedet, ville jeg også have været temmelig træt om 14 år, da min pensionsalder er 68… Jeg er/var for ung til efterlønnen og meldte mig derfor aldrig til; og det var jo så ret klogt. Jeg er også administrativ nørd.

Jeg forstår det ikke

Eric har lige skrevet et indlæg om  fraværet af det forjættede arbejdsmarked og om, hvordan ‘det skal kunne betale sig at arbejde’. Jamen det kan let betale sig at arbejde, for dem man vil piske ud på arbejdsmarkedet, har ikke en bøjet femøre. Lad det være sagt straks: Det er min holdning, at kan man arbejde, så skal man arbejde. Men man skal også have lov at være syg, og man skal have lov at gå på efterløn efter et langt liv i produktionen.

Det danske arbejdsmarked vil om ganske få år skrige af mangel på arbejdskraft – hører vi altid. Man taler om arbejdsudbud, men jeg var i tvivl om, hvad det helt præcis betyder. Jeg fandt denne gode forklaring:

Ved et øget arbejdsudbud forstår økonomer, at befolkningen som helhed gerne vil arbejde mere. Sigtet med mange reformer er at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere. Kort sagt: øge arbejdsudbuddet.

Men på den korte bane giver et øget arbejdsudbud aldeles kontraintuitivt en øget ledighed. Det er helt ukontroversielt for en økonom. Et øget udbud af eksempelvis tomater kan heller ikke forventes straks at blive efterspurgt.

Først hvis og når det ekstra udbud af arbejdskraft gradvist presser lønnen nedad, vil merledigheden lidt efter lidt forsvinde. Og i mellemtiden kan den usolgte arbejdskraft ikke bare smides væk, som var det rådne tomater.

Kilde: Videnskab.dk

Har man ikke sagt sådan i mange år? Hvornår sker det?

Jeg ved, det er svært at få psykiatere og det i særlig grad til distriktspsykiatrien. Det er svært at få kokke og vinduespudsere, men det er faktisk mit indtryk, at det for tiden – også for tiden – går den anden vej: arbejdsgiverne effektiviserer, økonomiserer, moderniserer, lægger nye strategier, procesoptimerer, går agile osv., og alt det betyder, at de har behov for færre medarbejdere ikke flere.

Eller har jeg helt misforstået?

/i , /af ,

Hvilket Danmark?

Hvilket Danmark?

Hvad ønsker Danmark at være kendt for om 50 år?

Der er netop (20. december 2018) kommet en rapport fra Ombudsmanden, der har været på uanmeldte tilsynsbesøg på Udrejsecenter Sjælsmark flere gange.

1) Han konkluderer: ‘Børn i Udrejsecenter Sjælsmark lever under svære forhold’, som er det nærmeste han kan komme uden at træde lovgiver i haserne, eller hvad det nu hedder.

2) En anden konklusion: ‘Forholdene for børn i Udrejsecenter Sjælsmark er egnede til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse. ‘

Ordene ‘egnede til væsentligt at vanskeliggøre’ (min udhævning) er vel det nærmeste, han kan komme på at udtrykke alvorlig kritik og give lovgiver i et los i rumpen. De 93 børn skal simpelthen have et bedre liv. Hvorfor skal de undgælde for, at far og/eller mor af en eller anden årsag ikke vil/tør/kan rejse tilbage?

3) ‘uro, ensomhed og uoverskuelighed i betydeligt omfang synes at karakterisere børnenes hverdag’

Kan vi byde dem det?

Nej det kan vi ikke. De legetøjsløse børn sad midt i min hjernebark i to måneder, men det var værre for dem end mig. Jeg kunne bare sluge et par Abilfy. De havde fortsat intet legetøj.

‘Ombudsmanden peger samtidig på mere konkrete forhold i centeret, der ville kunne ændres for at styrke børnenes trivsel. Det drejer sig bl.a. om spiseforhold og fritidsaktiviteter for børnene.’

Jeg så forleden en video med Morten Østergaard, der talte med Dua (vel 7 – 8 år), der ikke vil have kammerater med hjem, fordi de ikke skal se de dårlige forhold, hun lever under.

Ôzlem Cekich og Bent Melchiot har været i lejren med forslag til ‘sikrede’ fritidsaktiviteter. Alt bliver afvist. Det kan ganske enkelt ikke have sin rigtighed.

Hvorfor må de ikke gå i en ganske normal skole og få en del af den hverdag, som en dansk dreng eller pige har? Jeg forstår det ikke.

Hvilken historie er det, der skal skrives om 50 år?

Børnenes valgkamp?

I den igangværende valgkamp er der ikke det parti, der ikke vil være ‘Børnenes statsminister’. Mette Frederiksen (S) går foran og går på sine flyers ned i børnehøjde for at tale med de små pus. Jeg brækker mig med mindre, det fører noget konkret med sig. Morten Østergaard (R) er også ude med riven. Ham har jeg dog mere sympati for. Det er som om, der er mindre udenomssnak.

Med alle de gode hjerter må der hurtigt kunne gøres noget for de 93 børn på Udrejsecenter Sjælsmark. De må også have en god jul!

 

/i /af

Hvor mange lejre?

Hvor mange lejre?

Hvor længe?

Hvor mange lejre?Den 4. december (2018)  læste jeg en kronik af overrabbiner Bent Melchior og brobygger Özlem Cekic i Berlingske med titlen ‘Hvorfor kan vi ikke behandle mennesker som mennesker?‘

De sammenligner bl.a. Udrejsecenter Sjælsmark med et åbent fængsel, fordi der ikke må være noget på væggene, fordi der kun er et lille smalt stålskab, fordi beboerne ikke selv må lave mad osv.

De spørger, hvorfor der ikke må være aktiviteter for både børn og voksne og de reflekterer over, hvordan forældrenes evt. gryende psykiske sygdom påvirker børnene, som bare er ‘dømt’ til at være der, hos mennesker der ikke af de ene eller anden grund ikke kan rejse hjem.

Jeg var i en længere årrække fængselsbesøgsven via Røde Kors – og via studiet – både i åbne og lukkede fængsler. Dér havde fangerne bedre – og menneskelige – forhold; langt bedre end de forhold Bent og Özlem beskriver

Her findes svarene

Der kan stilles mange spørgsmål men i tiden gives kun entydige svar: en del af danskerne vil ikke flygtninge det ret godt jf. fx finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti (s. 37) – det er det,, der bliver til den øde ø:

I løbet af 2020 vil der blive etableret faciliteter svarende til en centerkapacitet på 100 pladser med mulighed for yderligere 25 pladser (bufferpladser). Der vil endvidere blive etableret faciliteter til centrets medarbejdere og politiet.

Der afsættes en reserve på 34 mio. kr. i 2019, 300 mio. kr. i 2020, 200 mio. kr. i 2021 og 225 mio. kr. i 2022 til bl.a. etablering og drift af udrejsecentret samt øget operativ kapacitet til politiets indsats. (= 759 mio til 100 mand)

Det er rimeligt, at der er mennesker, vi ikke ønsker her, men det er ikke rimeligt, at de lever under umenneskelige vilkår, mens de er her.

Jeg spørger, hvor længe skal dette vare ved? Hvor går grænserne?

Interneringslejre? Hvor mange?

Udrejsecenter Sjælsmark og det kommende udrejsecenter på Lindholm, der i vidt omfang erstatter Kærshovedgaard,  minder mig mest af alt om interneringslejre; de minder mig om krig og besættelse, der resulterer i flugt, og det minder mig om at i nogle af danmarkshistoriens sværeste tider, kunne vi faktisk godt tage i mod flygtninge, og de kom endda fra Tyskland.

I 1945 udgjorde de tyske flygtningen fem pct. af befolkningen her i landet, og vi husede dem i interneringslejre Kilde Wikipededia. Hertil er at sige:

  • Dengang kunne vi modtage mennesker, der kan sammenlignes med nutidens kvoteflygtninge, som vi ikke har plads til med fem pr. kommune (500 årlig fordelt på de 98 kommuner).
  • Vi kunne modtage mennesker fra et land, der havde begået verdenshistoriens mest forfærdelige krigsforbrydelser også mod os og også mod jøderne i vores land.

Men situationen var særlig vil enhver sige; og det var den, men hvor går grænsen for hvor mange lejre, vi skal have nutildags? Hvem skal bo i den næste lejr og leve under umenneskelige forhold?