Efterløn
Indholdsfortegnelse
Folk er trætte
Når politikere (især liste Ø) og fagforeningsmænd og -kvinder taler om tidlig tilbagetrækning, efterløn, at alle skal have ret til lige mange år i frihed efter arbejdslivet, taler de altid om de nedslidte arbejdsmænd, som stort set ikke findes mere. Hvorfor er det kun dem, man taler om?
Mennesker jeg kender
Eric er lige gået på efterløn og er vist 63. Han stornyder friheden og var vist egentlig ret træt inden retræten. Han var i cementindustrien med administrative opgaver.
Min veninde på 62 havde forventet at kunne gå på efterløn (vist nok) om et års tid, men da hun er på overgangsordningen, kan det stort set ikke lade sig gøre på grund af modregning i privatopsparede midler. Hun er også af og til rigtig træt og har også administrative opgaver.
Hvis jeg selv fortsat havde været ‘rigtigt’ på arbejdsmarkedet, ville jeg også have været temmelig træt om 14 år, da min pensionsalder er 68… Jeg er/var for ung til efterlønnen og meldte mig derfor aldrig til; og det var jo så ret klogt. Jeg er også administrativ nørd.
Jeg forstår det ikke
Eric har lige skrevet et indlæg om fraværet af det forjættede arbejdsmarked og om, hvordan ‘det skal kunne betale sig at arbejde’. Jamen det kan let betale sig at arbejde, for dem man vil piske ud på arbejdsmarkedet, har ikke en bøjet femøre. Lad det være sagt straks: Det er min holdning, at kan man arbejde, så skal man arbejde. Men man skal også have lov at være syg, og man skal have lov at gå på efterløn efter et langt liv i produktionen.
Det danske arbejdsmarked vil om ganske få år skrige af mangel på arbejdskraft – hører vi altid. Man taler om arbejdsudbud, men jeg var i tvivl om, hvad det helt præcis betyder. Jeg fandt denne gode forklaring:
Ved et øget arbejdsudbud forstår økonomer, at befolkningen som helhed gerne vil arbejde mere. Sigtet med mange reformer er at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere. Kort sagt: øge arbejdsudbuddet.
Men på den korte bane giver et øget arbejdsudbud aldeles kontraintuitivt en øget ledighed. Det er helt ukontroversielt for en økonom. Et øget udbud af eksempelvis tomater kan heller ikke forventes straks at blive efterspurgt.
Først hvis og når det ekstra udbud af arbejdskraft gradvist presser lønnen nedad, vil merledigheden lidt efter lidt forsvinde. Og i mellemtiden kan den usolgte arbejdskraft ikke bare smides væk, som var det rådne tomater.
Kilde: Videnskab.dk
Har man ikke sagt sådan i mange år? Hvornår sker det?
Jeg ved, det er svært at få psykiatere og det i særlig grad til distriktspsykiatrien. Det er svært at få kokke og vinduespudsere, men det er faktisk mit indtryk, at det for tiden – også for tiden – går den anden vej: arbejdsgiverne effektiviserer, økonomiserer, moderniserer, lægger nye strategier, procesoptimerer, går agile osv., og alt det betyder, at de har behov for færre medarbejdere ikke flere.
Eller har jeg helt misforstået?