/8 Kommentarer/i , , /af , ,

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET – altid med dig

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

En af min favorit-podcasts er “Genstart”, som findes i DR Lyd. Den 19. maj 2025 havde de en episode, de kaldte “PET – altid med dig”, og den var virkelig god at få forstand af. De præsenterede episoden sådan:

Regeringen vil give PET nemmere adgang til dine data – fra hospitalet, biblioteket og sociale medier. Kritikerne kalder det masseovervågning. Justitsministeren siger: Slet ikke. Genstart spørger, om vi ændrer adfærd, hvis vi ved, at nogen kigger os over skuldrene? I dag med Justitias direktør, Birgitte Arent Eiriksson.

Vært: Simon Stefanski.

Selv har jeg altid tænkt “Jeg har ikke noget at skjule, så jeg er ligeglad med overvågningen”. Men jeg blev klogere af episoden, og det gik op for mig, at overvågningen allerede har medvirket til, at jeg har ændret adfærd. Og hvordan vil det se ud i fremtiden, når vi alle skal masseovervåges, hvis regeringen får sin vilje?

Hidtil har man med en dommerkendelse i ærmet kun kunnet overvåge personer, der konkret er mistænkt for en forbrydelse af en eller anden art. Materialet, der indsamles, skal fremlægges for retten, hvor en dommer tager stilling til, om det er bevis nok til en domfældelse. Overvågningsmaterialet fører (måske) til en hurtigere domfældelse, hvilket kun er positivt. Det kan man næppe være uenig i.

Det nye er, at enhver her i landet vil blive overvåget. Man behøver ikke at være mistænkt for en forbrydelse. Justitsministeren mener, at retstilstanden sådan set ikke ændres af PET-loven. De krav, der er i dag, vil efter hans mening også gælde i fremtiden.

Data vil kunne indsamles, gemmes og samkøres i op til 20 år. Det er lang tid. Bevisbyrden vendes så at sige om. Lige nu skal staten (dvs. anklagemyndigheden) bevise, at den tiltalte er skyldig. I fremtiden skal borgeren bevise, at vedkommende er uskyldig.

Danmark er langt fremme med data, og vi er gode til det. Vi har alle god gavn af CPR-nummeret, der er enormt smart, da det er tværgående. Det Centrale Personregister (CPR) blev oprettet den 2. april 1968 på grundlag af de gamle folkeregisterkort. Lande uden tilsvarende teknologier kræver fem eksemplarer af en blanket for at sende en pakke – eksempelvis fra Østrig til Danmark.

Ønsker vi os det? Nej det gør vi næppe.

CPR-registeret vejede tungere end mine ord, min erindring og arkivalierne

Dette er er bare et sjovt eksempel: På et tidspunkt havde jeg brug for nogle oplysninger fra den daværende Skjern Kommune (nu hedder den “Ringkøbing-Skjern Kommune”). Jeg spurgte dem telefonisk om, hvornår jeg tilflyttede Skjern Kommune, fordi det kunne fortælle mig, hvornår mine forældre fik mig udleveret fra børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup.

Jeg var simpelthen ikke klar over, hvor længe jeg havde været på børnehjemmet, og hvornår jeg kom til min nye familie. Den oplysning var naturligvis vigtig for mig, og på det tidspunkt tog en egenaccess hos Rigsarkivet flere år. Jeg syntes selv, det var en temmelig smart genvej, jeg havde udtænkt.

Damen i røret sagde “Her har du aldrig boet”. Det hjalp ikke, at jeg kunne angive den præcise adresse til Park Allé nr. 4, og at jeg tydeligt husker at have stået på reposen og kigget ud på Park Allé.

Det er stort set umuligt at få rettet en fejl i CPR. Da jeg efter ca. tre år fik svar fra Rigsarkivet, indeholdt det dokumentation fra stambogen på “Dear Home”. Jeg har altid troet, jeg var på børnehjemmet i tre år for både adoptionsbevilling og dåb er fra 1966, men af stambogen fremgår, at jeg kun var der i 13 måneder. Det bevirkede, at der var billeder, der pludselig gav mening, for folk med forstand på børn havde sagt til mig “Du var godt nok en lille 3-årig”.

Jeg videresendte dokumentationen til Ringkøbing-Skjern Kommune. Det har dog ikke ført til, at fejlen er rettet. Min første adresse er anført som værende i Brande. Hverken Sofievej 26 i Hellerup eller Park Allé 4 i Skjern fremgår.

CPR skriver “Martensensalle 2, Ikast-Brande, 23.10.1963 (Datoen er usikker)”, hvilket simpelthen ikke er rigtigt. 23.10.1963 er min fødselsdato. Men pyt med det. Det er ikke så vigtigt. Jeg har selv fundet ud af, hvor jeg har boet!

Billedet herunder stammer fra stambogen:

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Mine sundhedsdata

Det er ingen hemmelighed, at jeg har to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom), at det er vurderet, at min arbejdsevne er stort set lig 0, og at den ikke kan forventes at ændre sig. Af den grund er jeg tilkendt førtidspension. Mit liv ligger på nettet, og det har jeg ingen problemer med. Jeg har jo selv lagt det frem gennem mange år.

Af podcasten fremgik, at Udbetaling Danmark overvåger modtagere af sociale ydelser vha. lister, der sendes til kommunerne, der kan indkalde borgerne til samtaler om deres tilstand og evt. kan iværksætte yderligere overvågning for at træffe en anden afgørelse. Staten opdager ganske få svindlere, for der er kun sjældent en begrundet mistanke om svindel. Alle overvåges men meget, meget få mennesker dømmes for svindel, for folk er generelt både pæne og lovlydige.

Pludselig fik jeg en ubehagelig fornemmelse: Jeg må aldrig mere skrive om, at jeg kan gå ca. 5.500 skridt dagligt, at jeg kan koncentrere mig om højinteressante emner i lang tid, eller at jeg har en god dag, for hvad kan det ikke føre til? Og PET-loven er ikke en gang trådt i kraft endnu!

Allerede den nuværende praksis og lovgivning har medført en adfærdsændring hos mig. Var der nogen, der fremstammede ordet “retssikkerhed”? For fremtiden vil jeg kun skrive om alt det, jeg ikke kan …

Drabsefterforskning

Intet fornuftigt menneske vil mene, at det var negativt, at Kirkerup-sagen og Emilie Meng-sagen blev opklaret, og at dommen lød på fængsel på livstid til gerningspersonen. I Kirkerupsagen bad politiet borgerne om hjælp. Det kunne fx dreje sig om videoovervågning fra private. På den måde fandt man gerningsmanden.

DNA-profiler bruges også til efterforskning. Og igen er det selvfølgelig positivt, hvis man ad den vej kan finde gerningspersoner, man ikke ellers ville have kunnet finde frem til. Flere gange har man opklaret endog meget gamle forbrydelser.

Det er flere gange fortalt, at man søger i MyHeritage. Det er også flere gange fortalt, at man i fremtiden gerne vil anvende slægtsdata. Min retsfølelse har det ikke ret godt med graden af tilfældighed, hvis man baserer sig på slægtsdata, for det kræver jo, at en potentiel gerningsmands familiemedlem(mer) har indsendt en spytprøve. Hvad med alle de gerningsmænd, der ikke har en slægtsforsker i familien – og det er måske de fleste? Skal de tilfældigvis gå fri?

Jeg kender til kvaliteten af “almindelige” slægtsdata på MyHeritage. Den er simpelthen langt under lavmålet.

Forhåbentlig er DNA-data bedre. Selvom jeg (vist) ikke har kriminelle familiemedlemmer, ærgrer jeg mig lidt over at have taget en DNA-test hos MyHeritage.

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Når man vil ofre børn

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Den 7. maj i år skrev SF på Facebook:

Netanyahus plan om at annektere Gaza er både farlig og hjerteløs

Nej til annektering, ja til en retfærdig tostatsløsning

Jeg svarede: “Ja til en retfærdig tostatsløsning”, for jeg har set små børn næsten sulte ihjel på hospitaler. Begge krigens parter er tindrende ligeglade med modpartens børn, så mødre sidder ved siden af, og ser børnene ånde ud. Det må stoppe. Jeg kan ikke holde det ud længere.

En eller anden skrev: “Hvordan er en tostatsløsning retfærdig for dem som blev fordrevet i 1947/1948?“.

Jeg svarede: “Jeg vil have en fred nu! Derfor tager jeg stilling til de aktuelle forhold og ikke forholdene for 77 år siden. Historien viser med al u-ønskelig tydelighed, at det ikke er en fornuftig idé.”

Samme skrev “vil du have fred eller retfærdighed for det er to forskellige ting. Man kan have fred uden retfærdighed! Forholdende i dag er en direkte konsekvens af forbrydelserne i 47/48. 80% af Gazas befolkning er flygtninge og efterkommere fra palæstinensiske byer som Israel bogstaveligt talt blev oprettet ovenpå.”

Jeg svarede: “Det har jeg allerede skrevet.”

En anden skrev: ” forholdene for 77 år siden er stadig aktuelle for det, vi ser nu. Du kan ikke adskille det.”

Jeg svarede: “Så længe nogle har den holdning, viser historien, at der ikke bliver nogen fred. Hvor mange små børn (både jødiske og palæstinensiske) vil du ofre nu til fordel for hændelser i 1948? Hvad er det, du og dine meningsfæller vil? Fred eller?”

En tredje skrev: “Ofre små børn”?! Det er Israel der nådesløst og ondskabsfuldt massemyrder både dem og deres familier“.

Her stoppede den såkaldte dialog.

Min kæde hopper af

Jeg fatter det ikke, og jeg tager ikke hermed stilling til fordel for eller imod nogen af parterne i konflikten – eller hvad det rette ord nu end er, for der er også politik i ordene. Jeg forholder mig til de små underernærede børn, der ligger i en hospitalsseng med knoglerne stikkende ud af skuldrene, underarmene og hofterne. De skal åbenbart dø nu, fordi en af krigens parter opførte sig på en given måde i 1948, dvs. for 77 år siden.

Der hopper min kæde af. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være rede til at ofre børnene i dag. Jeg har her til formiddag fået at vide, at jeg er “ældre”, det må jeg leve med, men jeg vil ikke leve med, at næsten-babyer skal dø nu til gengæld for 77 år gamle hændelser.

På den måde får vi aldrig fred i Gaza. Men det er måske heller ikke målet?

Retfærdighed er

Når vi “ældre” i 1987 læste om retfærdighed i faget retslære på jurastudiets andet år, lærte vi blandt andet, at “retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles ens” (Alf Ross side 353), og at “retfærdighed er en apriorisk hest, der spændes for, når man ikke har andre argumenter”. Faget var svært og på et så højt abstraktionsniveau, at jeg kun dårligt kunne følge med, men det var samtidig så fascinerende, at jeg har gemt Alf Ross’ bog “Om ret og retfærdighed”.

Ross ville ikke have ment, at det, der p.t. finder sted i Mellemøsten, har noget med retfærdighed at gøre. Det er jeg enig med ham i. Jeg synes, det drejer sig om, hvor mange børn – på begge sider – der skal dø.

På bogens første side har jeg skrevet “Juraen er livets mangfoldighed sat på formler”. Det gælder stadig.

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvis jeg nu var syrer i Danmark – tallene fyger i luften

Hvis jeg nu var syrer i Danmark - tallene fyger i luften

Assad-styrets fald i Syrien

Hvis jeg nu var syrer i Danmark – tallene fyger i luften

  • Ville jeg skynde mig “hjem” og deltage i genopbygningen?
  • Ville jeg være bange for at blive sendt “hjem”?

Af og til tænker jeg på, at min seng står et godt sted, men at jeg også en dag kan ende som flygtning på gulvet i en gymnastiksal.

De stakkels mennesker sidder måske nu og frygter, hvad der skal ske både med dem selv og et Syrien, der er et patchwork af interesser, hvor ingen taler om at etablere et demokrati. De stakler her i landet får ikke en god jul. Danmark er heldigvis bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ingen grund til panik!

Nogle taler om, at der er 40.000 eller 60.000 syrere her i landet. En skrev på facebook “det var op til 60.000 da det var værst og der er over 40.000 syere i dk.”. Jeg bad om en kilde, og det var noget, vedkommende engang havde set i fjernsynet … Det kan ikke bruges til noget. Men okay, som billedet fra dr.dk herunder viser, er der nu noget om et tal med nogen og fyrre tusinde.

I aftes den 8. december så jeg Morten Messerschmidt skrive, at der er 45.121 syrere her i landet (hvilket er korrekt), men bemærk den sidste sætning: “… hjælpe gevaldigt på voldtægtsstatistikkerne herhjemme”. Glædelig jul min ven tilføjer jeg for egen regning.

Hvad er hans kilde til det? Er det andet andet end rendyrket populisme? Føj for pokker.

Hvis jeg nu var syrer i Danmark - tallene fyger i luften

Hvad er op og ned?

Lad os lige finde ud af, hvad der er op og ned. Den bedste kilde er selvfølgelig Udlændinge- og Integrationsministeriets udlændingedatabase i Danmarks Statistik, som jeg fandt på dr.dk i dag den 10. december.

Jeg undrer mig over formuleringen om, at hvis man har permanent opholdsgrundlag, vil man ikke umiddelbart kunne sendes hjem. Nej, det er vel det, der ligger i ordet permanent?

Hvis jeg nu var syrer i Danmark - tallene fyger i luften

Jeg lavede selv denne tabel i “Statistikbanken” i Danmarks Statistik. Den viser ikke overraskende, at vores syriske medborgere kom til Danmak i 2014 og 2015. Hvem husker ikke billederne af den unge betjent i blå politiskjorte, der satte sig ned på motorvejen og legede med den lille pige? Jeg gør i hvert fald. Han sad til venstre; og hun sad til højre og var nok ca. fire år gammel.

Hvis jeg nu var syrer i Danmark - tallene fyger i luften

Udtalelser fra politikere – inkl. Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger til DR: ”Vi har haft en del, som har været forfulgt af Assad-regimet, og da han nu som diktator er faldet, så vil der selvfølgelig være mulighed for, at rigtig mange vil kunne blive frivilligt overført til Syrien og få repatrieringsstøtte til eksempelvis at tage hjem og starte en butik. Så det håber jeg da, at mange vil gøre brug af.” Kilde POV Overblik i dag kl. 12:00.

Kaare Dybvad Bek (S) tilføjede i gårsdagens TV Avis 18:30, at han var ligeglad med, at en syrer havde sit studie, sin kæreste, sine venner – og sin kat – her. Selvfølgelig er katten ikke nok til et permanent opholdsgrundlag (hvor “permanent”, det så end er?), det var måden, han fik det sagt på, der fik det til at vende sige i mig.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Mikkel Bjørn opfordrer i Berlingske flygtningene til at rejse tilbage, så snart situationen tillader det. Danmarksdemokraternes udenrigsordfører Charlotte Munch siger: ”Uanset hvad der sker i Syrien, skal de syriske flygtninge vende hjem, når der er fred i deres hjemland.” Kilde POV Overblik i dag kl. 12:00.

Danmark er ikke en Anders And-stat

Et er vanvittige antal, der fyger gennem luften, noget andet er juraen, som selv Socialdemokrater må rette sig efter.

Michala Clante Bendixen fra refugees.dk har hasteindsamlet information og skriver

Ingen grund til panik! Syrerne kan ikke sendes hjem, bare fordi Assad er væk. For det første skal der være en stabil forbedring i Syrien, for det andet har langt de fleste efter 10 i DK opnået en så stærk tilknytning, at de har ret til at blive af den grund.

Michala Clante Bendixen har skrevet denne artikel, hvor hun uddyber, hvad der er op og ned i regelsættet (§7,1, §7,2 eller §7,3).

Både Mikkel Bjørn (DF) og Kaare Dybvad Bek (S) burde læse artiklen som god nat-læsning i aften, så de får viden om de regler, der gælder her i landet. Det ville klæde såvel en minister som et medlem af Folketinget, der endda er formand for Indfødsretsudvalget – her op til jul, hvor vi ævler om næstekærlighed og den slags banaliteter …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Peter Hummelgaard vil indføre lovgivning, der kun straffer nogle få

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Jeg har gemt meget få bøger fra min studietid. En af dem er “Om ret og retfærdighed – en indførelse i den analytiske retsfilosofi” af professor dr. jur. Alf Ross. Vi brugte bogen i faget, der hed “Retslære”. Et helt centralt princip i Alf Ross’ fremstilling er, at (side 353):

Lighedskravet må forstås relativt, dvs. som et krav om, at det lige skal behandles lige.

Og så lyder det videre på side 353: “Det i retfærdighedsidéen liggende lighedskrav retter sig ikke absolut mod alle og enhver, men mod alle medlemmer indenfor en ved visse relevante kriterier bestemt klasse (fx klassen af gifte, løftegivere manddræbere osv.).”

Ville Alf Ross mon have ment, at borgere med bopæl i de såkaldte “parallelsamfund” tilhørte samme klasse? Jeg ved det ikke.

  • Er svaret “ja”, er Peter Hummelgaards vanvittige idé om kun at straffe folk , der begår vold mod kvinder og børn, “retfærdig”
  • Er svaret “nej”, er Peter Hummelgaards vanvittige idé om kun at straffe folk , der begår vold mod kvinder og børn, “u-retfærdig”.

Uden at gøre mig ret meget klogere på retfærdighedens idé og afdøde Alf Ross’ holdninger, så støder det min retsfølelse, at kun nogle skal være omfattet, nemlig dem, der bor i de bebyggelser, man tidligere kaldte “ghettoer”. Jeg tror simpelthen ikke på, at en klasse udgøres af mennesker med en bestemt bopæl.

Ergo anser jeg justitsministerens forslag for uretfærdige regler. Det lige behandles ikke lige.

Når Peter Hummelgaard kommer med et forslag som dette, er det formentlig fordi, han forestiller sig, at havde sådanne regler eksisteret, da han selv var barn, ville reglerne have været til hjælp for ham. Han ville altså være blevet smidt mindre ind i gulve og vægge, hvilket naturligvis er fuldkommen utilstedelige handlinger overfor ethvert barn og enhver kvinde uanset postnummer.

Men sagen er jo, at lovgivningen ikke havde hjulpet ham, eftersom han ikke boede i en ghetto men i det pæne Tårnby. Pæne mennesker i pæne kvarterer må med lovforslaget gerne mishandle koner og børn.

Til illustration: Hvis det drejede sig om seksuelt misbrug af et barn

Man skal have levet under en sten, hvis man ikke er klar over, at servicelovens § 154 beskriver den generelle pligt for alle borgere til at underrette, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare. Og samme lovs § 153 beskriver den skærpede underretningspligt for fagpersoner.

Hvis serviceloven havde været gældende, da jeg var barn, ville adskillige have overtrådt underretningspligten efter begge bestemmelser. I forhistorisk tid slap de alle godt fra ikke at agere på deres viden om det daglige seksuelle misbrug jeg voksede op under i perioden fra 1974 til 1980.

Kan man forestille sig, at man i dag ville indføre regler, der tolererede seksuelt misbrug af et barn, hvis familien boede i et bestemt postnummer og havde en pæn grøn græsplæne foran rækkehuset? Jeg hverken håber eller tror det. Men når det drejer sig om justitsministerens egne oplevelser som barn, er det altså i orden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.