, ,

Apartheid

De retslærde

Forleden efterlyste jeg de retslærde i forbindelse med regeringens nye idé om særlige strafzoner. De lærde er nu kommet frem i lyset, eller også har jeg bare ikke tidsnok været opmærksom på det.

Regeringen gambler med retssikkerheden

At give dobbeltstraf i ghettoområder vil sandsynligvis være diskrimination, vurderer professor og jurist.

Strider mod konventionerne:

Professor ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher vurderer, at det sandsynligvis vil være i strid med både dansk lov, menneskerettighedskonventionen og FN’s konvention mod racediskrimination at indføre dobbeltstraf i ghettoområder, fordi diskrimination på baggrund af afstamning er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Kilde: dr.dk.

Det er meget modigt – for nu at sige det pænt – af regeringen, at den nu vil sætte sig op imod både dansk og international ret, men den har muligvis ladet sig inspirere af Inger Støjbergs evindelige mantra “Jeg går til kanten af konventionerne”.

Jeg begriber det ganske enkelt ikke. Hvordan tør de? Det er da et soleklart eksempel på (ulovlig) forskelsbehandling, og det behøver man altså ikke nogen særlig uddannelse for at se.

Hvis Mohammed fra Tingbjerg laver hærværk i Tingbjerg, skal han fx have fire måneders fængsel, og det skal nu så fordobles til otte måneder. Holger fra Gentofte, der laver samme hærværk i Gentofte, vedbliver at nøjes med fire måneder. Det er ikke en ordentlig måde at få Mohammed ind i en god gænge og væk fra hærværket. Selvfølgelig skal han straffes, men når han har udstået straffen, er han en fri mand, som samfundet har stor interesse i bliver gelejdet tilbage på rette spor.

Noget positivt

Jeg synes bestemt, der trods alt er nogle positive momenter i ønsket om at gøre noget ved “ghettoerne”. Den segregering, der hersker nu, er ikke sund. Alle bør blande sig med hinanden, alle bør tale dansk, alle bør være på arbejdsmarkedet, ingen bør være lovovertrædere osv. Problemet med den aktuelle debat er, at den i realiteten kun retter sig imod de ikke-vestlige indvandrere. Den burde rette sig mod os alle.  Når den ikke gør det, kalder jeg det hårdnakket for apartheid.

, ,

Apartheid

Det rette ord?

Måske er “apartheid” ikke det rette ord, men det er det, der falder mig ind, når jeg læser følgende:

Regeringen:

Kriminalitet i ghettoer skal straffes dobbelt så hårdt. Et nyt udspil skal gøre op med parallelsamfundene i danske ghettoer. Kilde: dr.dk

Måske har regeringen, og dermed Søren Pape Poulsen, glemt at repetere FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) artikel 1: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”.

Hvis regeringen kommer igennem med sin idé om at straffe visse personer dobbelt så hårdt som andre for den samme forbrydelse, så står verden ganske enkelt ikke længere. Det være symbolpolitik, men Trine Bramsen (retsordfører for S) har allerede bakket op om det, og så følger DF jo nok trop om kort tid.

Hvor bliver diverse retslærde af? Jørn Vestergaard, Eva Smith, Anette Storgaard osv. Har de gennemskuet, at det er symbolpolitik, og gider de derfor ikke udtale sig?

Parallelsamfundene

Jeg så statsministeren i 21-søndag i aftes, og måden han talte om disse samfund på, var egentlig tiltalende. Der er noget rigtigt i, at det ikke er sundt kun at være blandt sine egne, med egne regler, intet arbejde, kun en lille bid dansk osv. Det er der vel næppe nogen, der kan være uenige i.

Problemet er, at man kun rammer en bestemt befolkningsgruppe med sådanne tiltag: de ikke-vestlige indvandrere (pudsigt ord der nu ligger på alles læber). Det svarer til det såkaldte maskeringsforbud, der reelt er et burkaforbud, da vi ellers får et problem med julemanden. Når man kun rammer en bestemt etnisk gruppe, er det apartheid forstået som raceadskillelse. Det klæder ikke en retsstat.

Det er meget muligt, at integrationen i mange år er slået fejl, og det bør man selvfølgelig rette op på så hurtigt som muligt!

Arbejdsgivernes og udlejernes rolle

Er der nogle, der bidrager med eklatante mangler, er det arbejdsgiverne, der op gennem tiden ikke har været villige til at ansætte mennesker med “anden etnisk herkomst end dansk”.

Udlejerne har hyttet eget skind. Dem med de dyre lejligheder har skuttet sig bag de høje lejer, hvor kun de etniske danskere har kunnet betale lejen. Dem med de billige lejligheder har været tvunget til altid at udleje til dem, der kun lige knap havde råd til at bo i den ringeste boligmasse.

På den måde opbygger man de usunde parallelsamfund.

Inger Støjbergs rolle

Selvfølgelig er det noget andet, men der er masser af paralleller: Der har gennem det seneste års tid – måske mere -været adskillige indslag om, at flygtninge/indvandrere havde fast arbejde, det var vist på Danish Crown i Jelling, var engagerede i den lokale boldklub, havde børn/barn i den lokale vuggestue osv. Alligevel er de sendt “hjem”, hvor de kom fra. Hvorfor? Hvorfor lader vi ikke disse mennesker være rollemodeller for den gode og gennemtænkte integration, der altid starter med et job?

Genbrug er guld

Man siger, at “Genbrug er guld”, og det er det på mange måder. En historie, der har gjort stort indtryk på mig er følgende: To unge syriske mænd arbejder nu nogle dage om ugen i en genbrugsforretning på Vestsjælland. Det er muligvis en af Folkekirkens Nødhjælps butikker, men det er nu ret ligegyldigt. De unge lærer dansk i et naturligt miljø.  De øvrige frivillige lærer noget om Syrien og om andre former for liv. Alle får udvidet netværket. Alle har brug for hinanden og kan hjælpe hinanden. Det er integration, når det er bedst. Det er sådan arbejdsgiverne burde agere. Skal integrationen være civilsamfundenes opgave?

Fordomme

Jeg er sikkert på, at mange arbejdsgivere har fordomme overfor ikke-vestlige indvandrere.

Det har de også over for psykisk syge i fleksjob, og jeg skulle hilse at sige, at det kræver meget at “sparke døre ind”, men det kan lade sig gøre, hvis man taler godt dansk. 🙂

, ,

Djøfisering

En god debat!

Det er fedt, når en blogpost formår at rejse lidt debat. Eric og Henny var “på” her i går, og en nær ven kommenterede indlægget i en privat mail. Så er der virkelig noget ved at skrive. I skal alle have tak – så her kommer indlæg nr. to om djøficeringen:

Mørkelygten

Eric anbefalede “Mørkelygten” af Jesper Tynell. De har den hos Nota, og jeg er begyndt at lytte. Den er spændende. Jeg er nået til fil 016 ud af 218, så der er et stykke endnu.

Den er spændende, fordi:

  1. hans research er dybdegående
  2. den handler om store dele af mit arbejdsliv, og alt det, jeg aldrig stillede spørgsmål ved.
Upartisk?

I et af de første kapitler beskriver han, at embedsværket forventes at være objektivt og neutralt. Han skriver det vist som, at det er den forventning, borgerne har.

Jeg forstår ikke, hvor den forventning kommer fra. Embedsværket skal beskytte ministeren og skal betjene ministeren. Ministeren har et mere eller mindre fornuftigt politisk budskab, og han/hun har embedsværket til at støtte op om dette budskab og hjælpe med at få det gjort til praktisk politik. Embedsværket er en art “tro tjenere”.

Ikke så vigtig

Jeg har heldigvis aldrig været så vigtig, at det var mig, der sad og producerede materiale til pressekonferencer, samråd, forelæggelser for Folketinget og den slags.

Jeg har været nede “på gulvet”, men opgaven var alligevel at producere noget validt, der eksempelvis kunne gå glat igennem Finansudvalget. Et regneark er ikke bare den skinbarlige og objektive sandhed. Man kan vælge at lægge mere vægt på nogle tal end  på andre, man kan helt udelade de tal, der peger i den gale retning osv. Det er en del af håndværket – jeg tror faktisk, vi kaldte det for det “politiske håndværk”, men jeg er ikke sikker.

Aktstykkerne

Mine institutioner har ofte været nødlidende, så jeg har brugt meget tid på den eneste farbare vej: Aktstykker. Sagsgangen er:

  1. Frugtesløse forhandlinger med departementet, der trods alt går med til at forsøge med et aktstykke til Finansudvalget.
  2. Udarbejdelse af beskrivende notater og tilhørende Excelark
  3. Oversendelse til departementet
  4. Departementet stiller yderligere krav
  5. Tilretninger
  6. Retur til departementet
  7. Departementet sørger for forelæggelsen for Finansudvalget.

Når et aktstykke førte til penge, blev jeg glad, for der skal noget til, for at det kan lykkes. Løseligt regnet sammen vil jeg mene, at jeg har skrabet ca. 120 millioner kr. sammen på den måde.

Noget ulovligt?

Efter min bedste overbevisning har jeg aldrig deltaget i noget, der var “klart” ulovligt. Gudskelov. Min sans for “ret og retfærdighed” ville have lidt alvorlige knæk ved det. Men jeg har været med til at undlade at vise alle tallene og til at fremhæve nogle tal frem for andre. Det var mit politiske håndværk. De tal, jeg har haft med at gøre, har drejet sig om mine institutioners interne økonomiske forhold. Vi har altid været på røven, for nu at sige det lige ud. Jeg har aldrig haft med tal om flygtninge at gøre eller om AF var bedre eller dårligere til at afskaffe arbejdsløshed end kommunerne (et af de eksempler Jesper Tynell bruger). Den slags er der politik i; næppe i mine Excelark.

Hvad nu hvis jeg sad i Støjbergs ministerium? Hvad nu hvis jeg sad hos Ninn-Hansen (“der er intet fejet ind under gulvtæppet” – Tamilsagen)? Hvad med alle de andre sager, der måske ikke er “klart” ulovlige, men som tenderer kraftigt mod lovbrud?

Uha… dette er selvransagelse. Jeg tror, jeg ville have løst opgaven som en loyal embedsmand. Det er ikke fedt at indrømme det, men jeg tror, det ville have været sådan. Den tid er heldigvis forbi nu.