Jobparat?
Arbejdsprøvning
Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:
Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:
- Indflydelse – på eget arbejde
- Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
- Relevante informationer – om vigtige ændringer
- Støtte – fra ledelse og kollegaer
- Belønning – løn, karriere, anerkendelse
- Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt
Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.
Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.
Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.
Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.
Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.
Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.
Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.