,

Jobparat?

Arbejdsprøvning

Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:

Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:

  • Indflydelse – på eget arbejde
  • Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
  • Relevante informationer – om vigtige ændringer
  • Støtte – fra ledelse og kollegaer
  • Belønning – løn, karriere, anerkendelse
  • Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt

Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.

Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.

Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.

Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.

Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.

Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.

Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.

,

Jobsøgning

Positivt møde

Så har jeg været til møde i Akademikernes a-kasse, og det var temmelig positivt, og jeg fik lidt mod på det med at skrive ansøgninger igen. Ikke at jeg ikke skriver ansøgninger, for det gør jeg selvfølgelig, men energien og lysten har manglet. Strategien med de opfordrede ansøgninger virker ikke, så nu må jeg se og i gang med de uopfordrede. Hun gav mig en webadresse, som jeg skal have set på – men lige nu kan jeg ikke logge på. Akademikernes er en god a-kasse, som jeg er ret godt tilfreds med. Det er min fornemmelse, at de rent faktisk er til for medlemmerne og at de ikke er en del af kontrolhelvedet.

Jeg skrev på et tidspunkt et dokument til mig selv, om hvad jeg kan, og hvad jeg ønsker mig, og vi aftalte, at det er et godt udgangspunkt til de uopfordrede ansøgninger. Jeg tror, jeg skal have fat i de små og mellemstore virksomheder og gerne brancher, der beviseligt er i vækst. Mit problem er at finde brancherne, men det kan være at den hjemmeside kan hjælpe mig. Jeg skal også være noget mere offensiv overfor arbejdsgiverne, hidtil har jeg “bare” sendt nogle fine ansøgninger og så håbet på at blive kaldt til samtale, men det er ikke nok, der skal noget mere til. Jeg er træt af arbejdsmarkedet, men det skal lykkes at finde et job.

I får lige den reviderede oversigt over de implicerede i Stubdrupmordet. Det nye er, at der er født en søn Mads Hansen den 16. december 1867, og at det er tydeligt, at Peder Pedersen Skjødtes motiv til mordet er økonomisk.

Hvis du klikker på billedet bliver det større og derfor lettere at læse.

 

, ,

Drømmejobbet

Jeg sad med en af de daglige mails fra en af mine jobagenter, og orkede næsten ikke at åbne den, men gjorde det alligevel, for jeg skal jo; og sørme så, der er drømmejobbet – godt nok kun et halvt års løntilskud, men alligevel. Jeg synes simpelthen, at der står mit navn på det job.Jeg er godt nok ikke historiker/antropolog/etnolog, men mine 10 år som slægtsforsker kan sikkert godt opveje det. Det håber jeg i hvert fald.

Ser det ikke bare godt ud?

Ansøgningsfrist:
22. april 2014

Københavns Stadsarkiv søger en medarbejder til webopgaver. Der er tale om et løntilskudsjob.

Vi står midt i en proces med at digitalisere arkivmateriale og omlægge websider. Til at hjælpe med dette drømmer vi om en webkyndig allrounder, der kan arbejde selvstændigt i et CMS og kender til billedredigering. Vi søger derfor en person, der interesserer sig for Københavns historie og forskellige typer historisk materiale, fra håndskrevne erindringer til digitale kort, men samtidig har flair for det tekniske.

Vi tilbyder
Du får mulighed for at udvikle din faglige baggrund som webformidler og/eller historiker i et miljø, hvor vi lige nu sætter fuld kraft på digitalisering og udvikling af webløsninger til forskelligt historisk indhold.

Dine arbejdsopgaver
Vi har en lang række opgaver og projekter, som du kan deltage i. Vi vil sammen med dig vægte dine arbejdsopgaver, så du får det på cv’et, som giver mest mening for din videre jobsøgning.
Overordnet vil du komme til at arbejde med at:

  • skabe adgang til digitaliseret materiale på web
  • være med at formidle Stadsarkivets samlinger på web
  • producere indhold og udvikle Stadsarkivets hjemmeside.

Vi forestiller os at du:

  • er er historiker/antropolog/etnolog
  • har interesse for Københavns historie,
  • har erfaring med webarbejde og billedredigering fx i photoshop.
  • har erfaring med CMS
  • er tålmodig, systematisk og grundig
  • solidt allround kendskab til it

Arbejdssted
Du kommer til at arbejde i Stadsarkivets Publikumsafdeling, Københavns Rådhus, Rådhuspladsen, 1599 København V.

Ansøgningsfrist m.v.
Nærmere oplysninger hos webredaktør Signe Trolle Gronemann på 33 66 20 38 / 24 95 18 06.

Ansøgning mailes inden 22. april 2014 kl. 12.00 til bw2h@kff.kk.dk.

Ansættelsesaftale afholdes 28. eller 29. april.

Ansættelse snarest muligt herefter.

Virksomhedspraktik

Jeg er startet hos Statens It i onsdags, og jeg har fire uger til at lave dokumentation på et It-projekt under implementering. De er enormt søde og fremkommelige, og siger at ingen spørgsmål er dumme, og har øje for, at jeg befinder mig i en helt ny verden. De er hele tiden omkring mig, og har endda flyttet rundt på deres skriveborde, for at jeg skulle komme til at sidde centralt. Alt i alt fantastisk og over al forventning.

Jeg ville bare ønske, at min indlæringskurve var stejlere, og at jeg kunne optage alt det, de fortæller mig, i en større hast. Herregud jeg er jo nødt til at have forklaret forskellen på en tyk og en tynd klient, og VAN og LAN står heller ikke klart for mig. Jeg er havnet et sted med 240 specialister udi IT, der er vant til – på højt niveau – at betjene 10.000 kunder dagligt. Organisationen er høj-effektiv og jeg er meget imponeret over, hvad de kan yde.

Jeg håber, jeg kan yde mit bidrag.