/6 Kommentarer/i /af

Overpræstere?

Jeg har været til møde med min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden. Det var som altid positivt, for hun er enormt sød og også målrettet, og nu er målet at finde et nyt sted, der vil tage mig i en virksomhedspraktik.

Jeg har selv lavet lidt lobbyarbejde i den forstand, at jeg har skrevet en mail til en tidligere forretningsforbindelse, hvor jeg kort præsenterer “historien” og spørger om 1) de har lyst til at have mig i en virksomhedspraktik, som er ganske gratis for firmaet og om 2) de skulle være interesseret i at have mig i et fleksjob X timer om ugen fra april/maj måned 2016.

Jeg skrev blandt andet: “Du ved, hvad jeg står for, og hvad jeg kan…”. Her løftede hun pegefingeren og holdt en længere “pegefingertale” for mig, fordi jeg ikke længere kan det, jeg kunne. Jeg må indstille mig på, at jeg er blevet en anden, og at jeg kun kan præstere på et lavere niveau. Jeg bliver nødt til at se, at hvis jeg oversælger mig selv, er jeg i risiko for at bryde ned igen. Jeg skaber urealistiske forventninger hos arbejdsgiveren. På en eller anden måde bliver jeg nødt til at prøve at skrue forventningerne til mig selv ned. Der er bare det, at inde i hovedet er jeg stadig den “gamle Hanne” med de kompetencer og styrker, jeg havde før i tiden. Det er bare så svært at finde det nye ståsted. Arbejdsprøvningen vil vise, hvad jeg kan, og hvor meget jeg kan. Jeg er selv meget spændt på resultatet. Det er en proces at finde frem til den “nye Hanne”, hvor jeg er nødt til at se på den nye virkelighed. Det er slet ikke let. Jeg har været en enormt god medarbejder, der først gik hjem, når opgaven var løst uanset hvad klokken blev. Jeg har ofte arbejdet 50 til 70 timer pr. uge. Det er slut med det.

Et andet eksempel på overpræstation er, at speciallægen endte med at skrive, at hendes vurdering var, at jeg kunne komme til at arbejde 15-30 timer pr. uge. Der var så meget på spil til den undersøgelse, så selvfølgelig overpræsterede jeg. Det er urealistisk, at jeg kan komme til at arbejde 30 timer pr. uge; erhvervspsykologen vurderer, at det realistiske er 15-18 timer pr. uge, og det kan jeg se mig selv i.

P.t. har jeg det rigtig godt, og jeg har opstillet et succeskriterie: Jeg vil holde mig fri af psykiatrisk afdeling i et år. Det er at sætte overliggeren lidt lavt, men hvis det kan lykkes er jeg glad.

/19 Kommentarer/i /af

Taknemmelig

Det er netop sådan jeg føler mig: Taknemmelig. I disse dage føler jeg, at jeg har fjernet mig fra afgrunden og har lysten til livet; det er i sig selv stort. Jeg har det ganske enkelt godt. Jeg sender “forebyggende ECT” mange venlige tanker. Når de seks aftalte gange er slut i løbet af februar 2016, skal vi “forhandle” om næste sekvens. Jeg forestiller mig, at jeg kan komme og sige: “Se nu har jeg haft det godt i 5 * 3 uger (underforstået har ikke været indlagt), synes I så ikke, I skulle give mig seks gange mere?” 15 uger uden indlæggelser er ikke ret lang tid for almindelige mennesker, men for mig er det lang tid, når jeg kigger bagud. Jeg ved ikke, hvornår det sidst er sket. Jeg håber, de er til at “forhandle” med.

Ganske langsomt begynder der at tegne sig konturer af mit fremtidige liv, og det gør godt efter 2½ år i uvished. Rom blev ikke bygget på en dag, så jeg er helt med på, at det vil tage tid, men bare det ganske langsomt går i retning af mere klarhed, er jeg glad.

En dag som i dag med højt klart solskin og klingende frost har bare gjort det hele endnu bedre. Jeg kom ud at gå en tur iført den store vinterfrakke og de store vinterstøvler, men skønt var det. Inden det havde jeg besøg af præsten og vi kom ind på søndagens prædikentekst om Jesus, der skiller fårene fra bukkene. Jeg var til Gudstjeneste hos Pia Sundbøll i går, og hun fik noget interessant om verdens ondskab og næstekærlighed ud af det – alt sammen set i lyset af de forfærdelige terrorhandlinger i Paris. En af hendes mange pointer var, at man kan vise kærlighed overfor andre mennesker på mange måder – også i det små, det behøver ikke være noget stort og fint, de små handlinger gælder også. Jeg kan ikke lige huske/forklare, hvordan hun fik koblet terrorhandlingerne sammen med dette.

Det var bare det, jeg ville fortælle i dag.

/8 Kommentarer/i /af

Besøg

En af mine dejlige faste læsere reagerede på mit seneste indlæg ved at sende mig en besked om, at hun gerne ville lægge øre til, hvad jeg nu end måtte have at fortælle. Hun havde læst lidt mellem linjerne, og hun havde læst rigtigt. Jeg mangler ind imellem nogen at tale med og føler mig af og til også lidt ensom. Jeg har to venner, men de bor pokkers langt væk, så det bliver kun til telefonsamtaler.

Hun ville komme her hos mig (da min stedsans ikke er for god) og hun ville tage mad med (da jeg ikke kan overskue at lave det).

Nu har jeg så haft det dejligste besøg i 3½ time, og vi kom vidt omkring i vores samtale. Fx ville hun gerne vide noget om elektrochok… 🙂

Jeg har det p.t. godt og har ikke en million ubearbejdede problemstillinger, men alligevel gjorde det godt at tale med et rigtigt levende menneske. Hun er ekstrovert, og jeg er introvert, men vi blev enige om, at alle mennesker rummer noget fra begge sider. Vi kunne mødes trods forskellighederne. Det er længe siden, jeg sidst har haft en gæst, og det er fx dejligt at høre nogen sige, at jeg bor dejligt. Det synes jeg også selv, men jeg ser det jo ikke til daglig. Her er et par billeder fra stuerne.

Vi ville have brugt konceptet “walk & talk” men sludbygerne holdt os indendørs. Jeg håber, vi kan ses igen og næste gang komme ud at gå en tur, for man taler nu så godt sammen, når man går.

Tusind tak for besøget Kisser og for al den dejlige mad. Nu har jeg dejlig hjemmelavet aftensmad til flere dage. Tak!

/16 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

At blogge

Jeg har tænkt på det så tit, så nu materialiserer tankerne sig i en post: Jeg er så glad for at færdes i blogland. Jeg synes, jeg får så meget relevant feedback på mine poster, og så har jeg nået et af mine mål med bloggen. Da jeg oprettede den, var målet at skrive et ugentligt nyhedsbrev om centrale fund i min slægtsforskning. Det blev nu aldrig rigtig til noget. Med tiden har min blog udviklet sig til at blive meget personlig, og af og til kan jeg tænke på, om det nu også er fornuftigt. Min konklusion er hver gang, at sådan er jeg nu engang, og det afspejler sig så i mine poster.

Bloggen fylder 10 år den 9. december 2015, og det skal på en eller anden måde fejres. Lige om lidt har I også sendt 8.000 kommentarer (der mangler kun 60), og det skal også markeres. Min hovedside er blegnet noget, for det er meget sjovere at skrive på noget, hvor man får feedback. Man kan gå alene rundt med tanker om dette eller hint, hvor det så er godt at få andre øjne på fx et problem. I skal vide, at jeg er glad for alle jeres kommentarer.

Et er min egen blog, noget andet er jeres blogs: jeg synes, jeg bliver klogere af at læse med hos jer fx hos Lene, hvor jeg lærer noget om både sygepleje og landmandslivet i kartoffelmarkerne, og hos Ellen, hvor jeg lærer en masse om blandt andet godt sprog. Jeg gør mig umage med at lægge kommentarer hos alle jer, jeg følger, da det er lidt “give and take”; vil man selv have kommentarer, må man også selv lægge nogle.

Apropos godt sprog: Jeg glæder mig over det gode sprog, som alle de bloggere, jeg følger, har. Der bliver både sat kommaer og læst korrektur. Det er en fornøjelse. Ikke at jeg selv er perfekt, slet ikke, men jeg gør mig i hvert fald umage, og det glæder mig at se, at sproget på nettet kan være meget bedre end på Facebook, hvor jeg også færdes en del. Jeg krummer ofte tæer, når jeg ser, hvad folk skriver der. Det er sikkert en art snobberi, men jeg kan altså ikke tage folk, der laver bunkevis af fejl, særlig seriøst.

Og så er der kun tilbage at ønske jer alle sammen god weekend og god ferie.