/2 Kommentarer/i , /af ,

Impulskøb – ikke her?

Søndag

Søndag er Aarstidernedag. I dag kom chaufføren først ved 16-tiden, så jeg var helt bange for, om der var gået noget galt i logistikken, men det var der heldigvis ikke.

Når jeg pakker kassen med grøntsager ud, står jeg mutters alene og siger “Uhm”, “mums” og synonymer her til. I denne uge er der grønkål med. Jeg elsker grønkål: Det er smukt at se på med den dybe grønne farve, og så smager det ubeskriveligt godt.

Genoptræning

Inden mit liv gik i stå, tænkte jeg ikke så meget over det med at lave mad. Jeg gjorde det bare. Måske var det ikke så spændende kreationer, men det var da mad, og det var hjemmelavet. Efter det “lille” intermezzo på tre fire år er det som om, hjernen skal genoptrænes:

Jeg har endnu noget at lære mht. den rigtige opbevaring, men det går fremad. Jeg har da i hvert fald fundet ud af, at kålen skal i en plastikpose, inden den kommer i køleskabet. Friske krydderurter skal også i en pose med et par skefulde vand i bunden, som stilkene skal dyppe sig i. Herefter kan posen stille i køleskabsdøren med en lille klemme på toppen, og krydderurterne holder fint en lille uge. I dag brugte jeg koriander, der havde været opbevaret som beskrevet i en uge. De var fine og lækre. Derudover er der noget med, at der er forskellige grøntsager, der ikke må opbevares sammen, da nogle udskiller et eller andet, der går ud over de sagesløse andre. – Nå men det klarer Google nok for mig.

Jeg bøvler med igen at kunne dosere salt. Før i tiden var det aldrig et problem, nu smager det enten alt for salt eller også smager det slet ikke af noget. Sidstnævnte er trods alt at foretrække. I mange opskrifter står der: “En knivspidsfuld salt”. Jamen det kommer da an på, hvilken kniv man har!

Impulskøb

Mange hævder, at en af fordelene ved at handle hos fx Aarstiderne er, at man ikke foretager impulskøb. Det er noget sludder, synes jeg.

I dag kiggede jeg lidt rundt på deres flotte hjemmeside, og blev fristet af en “Herlighedskasse” med alskens lækkerier. Måske nok lidt dyrt – men dejligt. Og det er rart at have lidt i reserve til de dage, hvor der måske ikke er så meget af selve måltidskassen tilbage.

Går jeg i et supermarked, har jeg altid huskeliste med, og jeg køber kun det, der står på sedlen. Andet har jeg sådan set ikke fantasi til.

Juleferie

Firmaet holder juleferie i 14 dage. Jeg tror, jeg køber lidt ekstra ind inden, så slipper for selv at skulle finde på i to uger, for det, jeg selv finder på, er temmelig trivielt: kartofler, noget dødt dyr på en pande og champignon-fløde-sauce. Når man er blevet vant til noget spændende, er det simpelthen for kedeligt.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Kognition og detaljer

Det er fortsat svært i Folkekirkens Nødhjælp, fordi mine kognitive problemstillinger viser sig.

Kognition betyder “tænkning” i bred forstand – herunder hører mine problemer  med overblik, koncentration og hukommelse. Jeg står for bestillingerne fra vores ca. 125 genbrugsbutikker. De skal bruge alskens ting for at skaffe os de omkring 25 millioner på årsbasis, som vi sender videre til verdens ca. 795 millioner fattigste. De (altså butikkerne) har behov helt almindelige ting så som prismærker, støvleklemmer, plastikposer, tallerkenholdere mv.

Mine begrænsede kognitive kompetencer kommer i den grad på overarbejde, fordi der er to hovedregler og 27 undtagelser, og herudover er der mindst fire kokke i maden de dage, jeg ikke er der, som jo er de fleste (fem ud af syv). Jeg skal så prøve at overskue den oprindelige bestilling, og finde ud af, hvad andre allerede har gjort, og hvad der resterer. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Mails, mails, mails. Jeg synes, jeg kommer til kort og bliver mindet om de ting, jeg ikke længere kan.

Af og til er der så nogle butikker, der klager, fordi de ikke har modtaget varerne. I dag viste det sig, at det var en tredjepart, der havde haft hovedet under armen og ikke havde håndteret en ordre fra 1. november korrekt. Fair nok – det kan ske for alle. Problemet for mig er, at alle pile peger på mig, så for at dokumentere, at jeg ikke er en sjusket idiot, gemmer jeg mails, som der kan søges i. Jeg skal hele tiden dokumentere, at det ikke er min fejl. Det er ikke særlig rart.

Detaljer

En god ven og læser mener, at jeg går alt, alt for meget op i detaljerne i forbindelse med bogen. Jeg har forsket lidt i “sagen”, og talt med psykologen om det. Der er tre årsager til, at detaljerne er væsentlige og skal med:

  1. Forfattercoachen Morten Bracker bekræftede mig i, at detaljer er vigtige i en bog.
  2. Psykologen bekræfter, at jeg har nogle Aspergertræk på samme måde som min far: For mig er der 48 km mellem Give og Kolding – ikke 47,75 km 🙂 “I følge Simon Barry-Cohen er personer med Aspergers Syndrom eller træk af Aspergers Syndrom ofte meget bevidste om detaljer, og de kan være specielt dygtige til at arbejde med matematiske problemer eller med fakta og systemer hvor de skal finde mønstre. Det svarer til de evner som kræves for at designe og overskue kompliceret software, og det er da også omtalt at der er en del med Aspergers Syndrom blandt både ingeniører og dataloger.” Kilde: Aspergerforeningens tidligere hjemmeside. Jeg kan ikke finde artiklen på deres nye side.

    • Efterskrift september 2021: 1½ år efter psykologen forsigtigt talte om “Asperger-træk” fik jeg den klokkeklare diagnose “Aspergers syndrom” i foråret 2019.
    • Jeg havde da selv tænkt over diagnosen i 16 år. Hvis du er interesseret, kan du læse hele historien her.
  3. Jeg bruger fx ambulancen og isenkræmmerne til at validere hukommelsen. Der er så meget af det, jeg har oplevet, der er virkelig sindssygt; så sindssygt at jeg selv af og til kan tvivle på, om det er noget, jeg finder på. Lyver jeg? Men når jeg kan se, der er detaljer, der virkelig er fakta, tror jeg på min hukommelse. Alt det andet kan jeg jo ikke dokumentere.

Mærkedag(e)

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Magi hos psykologen

Som sædvanlig er jeg lidt bagud, så det er der jo ikke noget nyt i. Det nye er, at jeg havde en mærkedag i tirsdags den 21. november 2017.

Den dag var det nemlig præcis et år siden, jeg sidst blev udskrevet efter seks og en halv uge på Psykiatrisk Center Hvidovre med “svær depression med psykotiske symptomer”.  Jeg plejer at dække mig ind ved at skrive senest, men nu tror jeg på, det holder. Som hovedregel har jeg fået det rigtig godt og måske endda bedre, end før jeg blev syg.

Forløbet hos psykologen, der startede den 2. december 2016, har virkelig rykket. Vi havde også fine og meget givende samtaler fra maj 2015 til april 2016, hvor hun var i Psykiatrifonden, men der drejede det sig jo alt sammen om sygdommen og en eventuel fremtid på arbejdsmarkedet, hvilket var rigtigt, når det var Hvidovre Kommune, der betalte. Det endte på 151.000 kr.

Nu er vi kommet langt, langt videre. Jeg havde aldrig troet, det ville være muligt at nå hertil, hvor jeg/vi er nu. Jeg synes, vi har taget fat om tingene og fået placeret dem tilstrækkeligt langt fra det, der er det nuværende mig. Hvis det ikke var sådan, kunne jeg heller ikke forsøge på det med en “måske-bog”, for den bringer ting frem fra “Absurdistan”. Jeg bliver bare ikke hverken skræmt eller fedtet ind i det, som jeg gjorde tidligere. En operationel og praktisk orienteret tilgang fra psykologens side har bragt mig hertil. Jeg er glad og lettet!

Herudover var det i tirsdags valgdag og også præcis 45 år siden, min elskede far døde. Vi havde hinanden i seks og et halvt år, og han nåede at overføre vigtige værdier til mig på den korte tid. Dem er jeg glad for den dag i dag. Jeg synes, de – trods alt – har gjort mig til et nogenlunde ordentligt menneske nutildags. Billedet her er det eneste, jeg har fra min barndom. Det er fra ca. 1966 kort tid efter, de hentede mig på børnehjemmet. Derfor er jeg meget glad for det, og der er styr på backuppen; det ligger mange steder…

Vidner

De dejlige mennesker, der tog sig af mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980 (dvs. fra jeg var 14, til jeg var 16), er helt egenhændigt begyndt at samle “vidner” til min bog. Jeg har altså ikke bedt dem om det. De er fra Bornholm, nærmere bestemt Aakirkeby, og kender selvfølgelig Gud og hver mand, idet de havde den isenkram, hvor jeg dengang havde et eftermiddagsjob. Jeg har givet dem psykopatens navn, som jeg kun har udtalt den ene gang i 37 år, og dette er de gået lidt videre med.

En nærtstående person (familie) siger om psykopaten: “jeg får et billede af en lettere fordrukken, lidt sjusket person”.

En tidligere lærer, altså en kollega til psykopaten, er med på at fortælle, hvad han husker. Jeg er meget spændt på det, og jeg har stillet lidt supplerende spørgsmål, fx. hvilke fag han underviste i, og om der var stort sygefravær? Jeg spørger til disse emner, fordi jeg undrer mig over, at han vist aldrig forberedte sig så som at rette stile mv. og over, at der vist nok var lange perioder, hvor han ikke var på arbejde. I hvert fald kan jeg huske, at jeg i de perioder ventede på bussen kl. 15:00 i en til to timer. Ofte gik jeg hen til isenkræmmerne i ventetiden.

Jeg kan sagtens tage fejl, og derfor er jeg glad for vidner – især disse, som jeg aldrig nogensinde selv ville kunne fremskaffe. Mine udsagn skal i det omfang, det overhovedet er muligt, være verificerede.

/6 Kommentarer/i /af

Fantastisk – intet mindre

Jeg har glædet mig – meget!

Det er først, da jeg sidder i Metroen mod Vanløse, jeg mærker, hvor både rørt og berørt jeg er af dagens møde med to mennesker fra min fortid, som gjorde virkelig meget for mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980. De tog sig af mig. På en måde var de en redningsplanke. De viste mig, at der fandtes normale liv, og at det ikke var alt i denne verden, der var fyldt med absurditeter.

Med mig hjem har jeg en stor pose med syltede og henkogte lækkerier fra haven, samt seks økologiske, strikkede karklude. Jeg er rigtig glad for det alt sammen. Nu smider jeg karkludene med mikroplastikken ud.

Vi har talt og talt, for der er et stort gab på 37 år. Det kan ikke lige indhentes, men vi ses helt sikkert igen. Vi er gået ind og ud af fortiden, for ingen kan udholde at være der konstant. Vi har set billeder af deres børn og børnebørn, talt jobs, fritid, menighedsråd, Folkemøde i Allinge, sygdom (ikke kun min) mv. Næste gang tager de gamle billeder med af sig selv og børnene. Det glæder jeg mig til.

Jeg spørger dem, hvordan jeg fik jobbet hos dem. De havde den store isenkram på torvet. De mener, jeg kom ind fra gaden og spurgte efter et arbejde dengang i 1978. Det havde de respekt for. Dengang var der ikke noget, der hed “curlingforældre”, og havde de eksisteret, havde jeg alligevel ikke haft dem.

Det er godt arbejde, og jeg er glad for at være der. Så vidt jeg husker, er det mest noget med at pakke varer ud, når de var læsset af ude i porten, og derefter anbringe dem på lageret på loftet eller i butikken.

De er klar over, at jeg mistrives (jeg kan ikke lige huske det præcise ord, de brugte), og jeg får lov at være en del af familien. De siger, de ikke gjorde noget særligt – det passer simpelthen ikke, for for mig var det noget ganske særligt. Jeg bliver en del af familien, og er meget hos dem, og har også mit eget værelse der. De har tre små børn, en gul labrador og en kat. Jeg husker endnu den trygge og gode fornemmelse af at gå i seng der med bevidstheden om, at der ikke næste morgen står nogen med sygelige krav og ønsker.

I dag ville de have kontaktet politi og sociale myndigheder, og resultatet havde formentlig været en tvangsfjernelse, men sådan var tiden bare ikke dengang. Og det er også muligt, at jeg bad dem om ikke at sige noget til nogen. Og måske fortalte jeg ikke det hele. Børn er jo loyale. Min mor og psykopaten var slet ikke glade for, at jeg kom så meget hos dem. Retrospektivt har de vel været ved at dø af skræk for afsløring, politi og sociale myndigheder. Og det med god grund.

Selv mener jeg at huske, at jeg er med til at bage boller. Og det er rigtigt, men vi laver herudover mad og smører madpakker, fortæller de. Jeg spørger dem, om vi også lavede lektier, men det, mente de ikke, var nødvendigt 🙂

Jeg spørger dem, hvad de tænkte, når de så på mig. Var der noget særligt ved påklædning? ved frisure? Der var noget særligt, og de bruger et rammende ord, som jeg ikke kan huske. Men det var noget med at “stikke ud” og være anderledes. Og det er bare ikke godt, når man er 14 år, har haft et rakkerliv og allerede har gået på fire forskellige folkeskoler. Noget med usselt, noget med at det kunne have været gjort bedre. Det rimer fint med min erindring. Jeg var altid anderledes. jeg var altid nået til et andet sted i matematikbogen osv.

God nat

Jeg tror, jeg går tidligt til ro i aften. En tur “down memory lane” tager på kræfterne, men det har været intet mindre end fantastisk, og jeg gør det gerne igen. Jeg har ikke rigtig nogen livsvidner, men disse mennesker har været vigtige vidner, og mere end det, for 37 år siden…

Men inden jeg tørner ind, skal jeg tjekke lokalarkivets skolebilleder. Måske kan jeg genkende mig selv? På den anden side ved jeg ikke helt, om jeg tør. Hvad nu hvis jeg ser for ussel ud?

/2 Kommentarer/i /af

Så spændt

På torsdag…

På torsdag skal jeg mødes på “Madklubben, Frederiksberg” kl. 13:30 med to mennesker, der betød uendeligt meget for mig i min barndom.

De ønskede dengang at være et fristed, og de var et fristed! De lykkedes, selvom det var usagt.

Når vi mødes, håber jeg, at jeg kan forklare, hvor meget, de betød. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sætte ord på det. Jeg kan gøre det formummet bag mine 32″ – men IRL er noget ganske andet.

Fra sommeren 1978 til 1. august 1980 boede jeg på Bornholm sammen med min såkaldte familie. Jeg havde et eftermiddagsjob hos en stor isenkræmmer i Åkirkeby. Jeg var meget glad for at være hos dem. De inviterede mig ganske enkelt til at være en del af familien. De havde tre skønne børn + mig og en gul labrador (Puggi). De var mennesker med overskud – det var jeg ikke vant til. Jeg var vant til at leve på kanten af samfundet.

Jeg havde mit eget værelse hos dem, og det var trygt at gå i seng der, for der kom ingen med sygelige krav og ønsker næste næste morgen.

Min egen såkaldte familie var naturligvis ikke glad for alliancen, for de kunne blive afslørede, de sociale myndigheder kunne dukke op for nu slet ikke at tale om politiet. Og endelig manglede de min arbejdskraft derhjemme.

I forbindelse med bogprojektet kommer mange sære minder frem heriblandt isenkræmmerne. Jeg sad for et godt stykke tid siden og skrev på et kapitel, der nok skal hedde “Fire gode mennesker”, og “Fanden” tog ved mig`: Hvorfor ikke bare ringe dem op? Som tænkt så gjort. Jeg ringede op, og vi talte næsten 30 minutter. Fantastisk. Vi har ikke talt sammen i mere end 37 år, men alligevel var der et bånd.

Vi har udvekslet et par mails. Blandt andet skriver de, at jeg nok var “overkvalificeret” til jobbet hos dem. Jeg var 14 år! 🙂

De har foreslået at mødes, og det bliver så på torsdag. Jeg glæder utrolig mig meget!

Jeg har spurgt, om de har gamle billeder af børnene og af dem selv. Det er jo længe før den digitale tidsalder. Dengang tog man kun billeder ved helt ekstraordinære lejligheder, for det kostede kassen at få dem fremkaldt. Nu om dage løber enhver rundt med et ret godt kamera i lommen, og alle stunder foreviges uanset, hvor ligegyldige de er.

Jeg har haft et billede af børnene, der sad i “futtog” på grænsen mellem køkkenet og stuen i beboelsen ovenover forretningen. Jeg ved bare ikke, hvor det er blevet af.

Nu glæder jeg mig bare. Det er specielt.