/16 Kommentarer/i , /af ,

Det gik stærkt!

Angsten for e-boks

Jeg har tidligere skrevet om angsten for e-boks. Den fik jeg at føle igen, da der kom en mail med den lakoniske passus :”Du har fået ny post fra Hvidovre Kommune”. Koldsved og hjertebanken. Den ville ikke åbne i Firefox; at skulle skifte over til Chrome tog også tid. Afskyeligt.

Usympatisk

Jeg er så usympatisk, at jeg føler, at min tidligere bisidder og jeg har vundet en stor sejr, og sagsbehandlingstiden var to (!) dage. Vi fik da fyret op under dem.

Det gik stærkt!

 

Der var reelt ikke noget at komme efter, men jeg er verdens mest bekymrede menneske, så jeg vil se tingene på skrift (og i netbanken), før jeg stoler på det. Og det er jo ikke mig, der har magten – det er dem.

Det, man må sige, er, at det sørme gik stærkt. Det havde jeg ikke forventet. Nu forventer jeg derimod at kunne spise og sove igen.

Jeg kan ikke lade være at fundere over, at jeg i to og et halvt år klarede en usikkerhed, der samlet set var langt værre end dette. Gad vide hvordan i alverden jeg holdt til det?

/4 Kommentarer/i , /af ,

Sortie

Fin frokost

Det var sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp, og afdelingen havde for noget tid spurgt, om jeg ville have sådan en lidt større afskeds-tam-tam. Jeg er ikke tilhænger af den slags, så jeg havde i stedet spurgt Dorte og Lotte, som er dem, jeg har haft mest med at gøre, om de ville gå med ud og spise en klassisk frokost. Det ville de gerne, og det var utrolig hyggeligt.

Vi havde bestilt bord på “Restaurant & Cafe Nytorv” lige foran domhuset. Lotte og jeg snuppede en “Københavnerplatte”, mens Dorte tog en fiskefilet og en rejemad. Hertil godt øl – vi undlod dog snapsen. Dyrt men dejligt. Jeg kan bestemt anbefale det. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke var fulde huse, for da jeg forleden ringede rundt  til mindst seks eller syv steder for at bestille bord på lignende steder (altså smørrebrødssteder) Karen Kik, Fridas mv., var alt udsolgt. På vores sted, var der halvtomt.

Vi var der i et par timer, og vi fejrede min sortie med maner.

Psykiatrifondens julehilsen

Jeg er kommet over den alder, hvor man er fan af det ene og det andet, men der er én undtagelse, og det er Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt. Jeg er vild med konen. Her sender hun fondens julehilsen (2:15) og beder til, at der kommer mere fokus på psykiatrien i de kommende år. Det er der så sandelig også behov for. Det er ikke så længe siden, jeg i et indslag i TV-avisen hørte følgende “Sundhedsvæsenet og psykiatrien…” Er psykiatrien nu ikke længere en del af sundhedsvæsenet?

Jeg har oplevet Anne Lindhardt live en enkelt gang, hvor jeg var blevet inviteret til et møde sammen med ca. 80 jobcenterchefer, og hvor hun talte i to stive timer om bipolar affektiv sindslidelse – og det vel at mærke uden Powerpoint eller manuskript. Det fængede altså. Hun er fuldstændig dedikeret til det, hun laver, og det hun taler om. Hun har 40 års erfaring som psykiater, og hun taler med inderlighed og entusiasme. Hende gad jeg godt drikke en kop kaffe med en dag. Men det gider hun nok ikke 🙂

/10 Kommentarer/i /af

Bladbeder

Søndag

Hver søndag hygger jeg mig med at pakke varerne fra Aarstiderne ud. I dag var det helt overdådigt, da jeg havde tilkøbt “Herlighedskassen” og et læs klementiner. Herlighedskassen rummer et væld af specialiteter, også ting jeg ikke kender på forhånd, fx portugisisk havsalt, Æble + Hindbærbrus og kapers i salt – og herudover er det jo da juletid, så der skal være klementiner.

Nyhed

Jeg gjorde store øjne, da jeg pakkede denne her fyr ud. Hvad er det? Kan den spises? Ved at bruge udelukkelsesmetoden ud fra ugens liste med kassens indhold må det være en bladbede, også selvom den overhovedet ikke ligner den, Aarstiderne har i deres leksikon (klik på billedet). Det kan bare ikke være andet. Jeg kan godt lide overraskelserne, og selvom jeg ellers føler mig nogenlunde velbevandret udi grønsager, er der alligevel ofte nyheder og overraskelser.

Ugens menu

  • Grønne fiskefrikadeller med stegte kartofler og bladbeder
  • Pita med svin og sprød kålsalat
  • Spicy tykstegsmedaljon med broccoli, gulerødder og couscous

Selvom der “officielt” kun er til tre måltider i mit abonnement, har jeg alligevel ofte til ca. fem dage, og mangler der lidt (typisk kød), har jeg opbygget et lille lager i fryseren. Det fungerer faktisk rigtig godt.

Før i tiden havde jeg tit lidt eller meget madspil, og det er helt uacceptabelt, når verdens 795 millioner fattigste ikke har mad på bordet – faktisk har de ikke engang bordet. Nu får jeg brugt resterne, for næsten alle grøntsager og kød kan smides i wokken med en eller anden form for sauce eller krydderi. Jeg har lige opdaget Hoisin-sauce, der pifter enhver wokret op, også selv om min bagvedliggende kreativitet lod meget at mangle.

God søndag!

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.