,

Til jobsamtale 3

Afslag

Da jeg åbnede min mailboks lå følgende i den:

“Kære Stegemüller

Som opfølgning på vores samtale g.d.
Jeg takker for din ansøgning og din interesse for løntilskudsstillingen hos SKAT København.
Vi har valgt ikke at tilbyde en stilling til dig.
Som du også blev oplyst om under samtalen, så har vi fået mange gode ansøgere til stillingen, og vi har valgt de profiler vi synes passer bedst sammen og ind i afdelingen – og der var du desværre ikke i blandt.

Jeg takker dig endnu engang for din viste interesse – og ønsker dig alt held med jobsøgningen

Med venlig hilsen”

Jeg ringede for at følge op, og spurgte om jeg havde gjort noget forkert til samtalen, for så ville jeg jo gerne lære af det. De oplyste, at jeg ikke havde fået stillingen, fordi jeg ikke er nyuddannet. Jeg sagde så, at det vidste de jo egentlig allerede, da de indkaldte mig til samtalen, hvortil han svarede, at jeg også havde en interessant profil. Herefter syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at bore mere i det og sagde farvel.

Jeg er forvirret på et højere plan og synes godt nok ikke, at det er nemt med det arbejdsmarked. Jeg er sikker på, at jeg gør et eller andet forkert, men kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er. Hvis alting havde været i orden havde de jo taget mig, selvom jeg ikke er nyuddannet, når jeg nu netop havde en interessant profil, for ellers havde de vel ikke indkaldt mig til en samtale.

Jeg er ikke alene forvirret, jeg er også smadderskuffet, og skal lige sunde mig, for jeg havde virkelig håbet på at få en af stillingerne. Jeg skal have mig samlet sammen til at søge andre stillinger og klø på med krum hals igen, det er bare lidt svært; jeg tillader mig i hvert fald at holde fri fra ansøgningerne i dag.

Til jobsamtale 2

Eftertanker

Det var så i dag, jeg var til jobsamtale hos SKAT København; jeg tog en vogn derud, for jeg ville ikke risikere at punktere på vejen endsige at komme for sent, så jeg var der i god tid.

Det var en underlig samtale, synes jeg. De var rigtig søde og flinke, men det undrede mig, at de ikke havde nogle spørgsmål til mig. Det forløb sådan her: De havde en hel masse information om jobbet og om hvordan arbejdet konkret foregår, og det fortalte de godt og spændende om. Herefter stillede jeg mine spørgsmål og så rundede de af. Jeg spurgte, om de havde nogle spørgsmål til mig, men det havde de ikke.

På en eller anden måde virkede det som om, de bare skulle ‘se giraffen’. Jeg har ingen fornemmelse af, om det er gået godt eller skidt – men måske er det et dårligt tegn, at jeg stod nede på gaden igen efter 20 minutter? Det er en noget flad fornemmelse, når man har sat sig op til det helt store og har forberedt stærke og svage sider osv.

Jeg fik det ud af samtalen, at jeg enormt gerne vil have jobbet; det lyder simpelthen superspændende, også selv om det er hard core-jura, som jeg ikke har beskæftiget mig med i 20 år (som tiden dog går). De giver én en uddannelse som pantefoged og man kommer til at foretage udlægsforretninger på egen hånd efter en vis oplæringsperiode. Det kildrer lidt i maven ved tanken. Et af mine spørgsmål til dem var, hvordan oplæringen konkret vil foregå. Svaret var kurser og sidemandsoplæring, og det lyder rigtig godt. De ansætter løntilskudsmedarbejdere i bundter, denne gang seks, men tidligere har de ansat 25 på een gang; jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de ikke udnytter ordningen helt til stregen? Men det vil sige, at de har stor erfaring i at lære op, og det er jo rigtig positivt.

Et andet spørgsmål til dem var selvfølgelig om der var nogen mulighed for at blive der efter de seks måneder. Her var de klare i spyttet: der er ingen mulighed for en fastansættelse. Så er det da på det rene.

Chefen skal gå på ferie på fredag, så jeg får formentlig svar i morgen. Jeg er spændt og jeg håber…

,

Til jobsamtale

Jubiii

Jeg er blevet ringet op af SKAT København om, at jeg skal til jobsamtale på den løntilskudsstilling, jeg har søgt hos dem. Det er på onsdag kl. 13:45, så vær søde at krydse fingre for mig. Jeg har pastet selve ansøgningen ind nederst i denne post.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg får stillingen, for det vil se pokkers godt ud på CVet for 2012. Jeg tror nok, at det er sådan, at man stadig skal sende de obligatoriske to ansøgninger pr. uge, for formelt er man jo stadig ledig, men det gør heller ikke noget. I det hele taget har jeg det sådan med hele A-kassesystemet og ‘anden aktør’ og Jobcenteret at jeg tager i mod det hele med kyshånd, og jeg udsender signaler om, at jeg vil gøre hvad som helst for at få et job. Mange ledige opfatter det hele som et kontrolhelvede, hvad det dybest set også er, men jeg har bare valgt den tilgang at prøve at få det bedste ud af det. Hvis der er nogen, der kan hjælpe mig med at få et job, er jeg bare glad.

Der hvor kontrolhelvedet er mest synligt er hos jobcenteret, hvor man en gang pr. uge skal gå ind på en hjemmeside og klikke på en knap for at dokumentere, at man stadig er ledig. Og det er så smart lavet, at man ikke kan trykke på knappen fra en udenlandsk IP-adresse. På mig virker det fuldkommen vanvittigt. Glemmer man at trykke på knappen, mister man sin dagpengeret. Man kan dog i systemet angive, at man gerne vil have en reminder på SMS og/eller e-mail. Jeg har tillige lagt det ind i min kalender, så jeg alt i alt bliver mindet om det tre gange, og indtil videre har jeg også kun glemt det én gang.

Ansøgningen til SKAT kommer her:

Løntilskudsjob i inddrivelsen – hos SKAT København
Det er med stor glæde og interesse, jeg sætter mig til at skrive denne ansøgning, da jobbet ser utrolig spændende og udviklende ud. Jeg vil gerne være med til at løfte porteføljen af inddrivelsessager hos SKAT København.

Jeg har været ledig siden den 1. januar 2012 og brænder virkelig for snarest at komme i arbejde. Oprindeligt er jeg uddannet cand. jur., men har i mange år beskæftiget mig med resultat- og økonomistyring i staten. Det vil sige, at jeg er vant til at arbejde med både tal og jura. Jeg har let ved at sætte mig ind i nye arbejdsopgaver og ser jobbet som en god udfordring og en god vej til en fast stilling – også selv om det ikke kan blive hos SKAT.

Jeg har stor erfaring som projektmedarbejder og projektleder, idet jeg har stået for en række større statslige udviklingsprojekter. Jeg ser projektarbejdsformen som den ideelle vej til at skabe nye arbejdsgange og vil gerne bidrage med energi og nytænkning til at udvikle og optimere arbejdsgangene i SKAT København.

Personlig profil
Som menneske er jeg analytisk og kvalitetsbevidst inden for de givne økonomiske rammer – og så har jeg begge ben på jorden. Jeg har det godt i store organisationer med tværfagligt samarbejde og lægger vægt på opgaver med et udviklingsperspektiv (både menneskeligt og teknisk). Jeg er god til at få tingene til at glide; samtidig har jeg gennemslagskraft og står fast, når det er nødvendigt.

For en gennemgang af blandt andet uddannelsesretning, kompetenceudvikling og tidligere stillinger – og deres indhold – tillader jeg mig at henvise til det vedlagte curriculum vitae.

Jeg håber denne korte ansøgning har vakt jeres interesse og jeg ser frem til at uddybe ansøgningen ved en personlig samtale.

Venlig hilsen
Stegemüller

,

Hos ‘anden aktør’

Jeg har i dag været hos ‘anden aktør’

‘Anden aktør’ varetager Jobcenterets opgaver for visse arbejdsløse. Jeg er tildelt Ramsdal. Jeg gætter på, at jeg er henvist dertil, fordi jeg er akademiker. Det var anden gang jeg var der, og jeg fik lidt mere ud af det end sidst, men ikke meget. Jeg gik ret hårdt til hende, og spurgte direkte, hvad hun kunne gøre for mig. For første gang synes jeg, det var en sludder for en sladder.

Vi snakkede løntilskudsjob til mig, for der må snart ske noget, og jeg ved at indse, at jeg næppe kommer i job ad de sædvanlige kanaler. Jeg er berettiget til et offentligt løntilskudsjob, og det går ud på, at man ikke koster virksomheden noget, for man får fortsat sine dagpenge fra A-kassen. Det kan være en vej til at foden indenfor i en virksomhed, og så kan man jo håbe på, at man kan gøre sig så uundværlig på de seks måneder, at de vil fastansætte en. Om end ikke andet så vil det pynte på CVet, at der står en arbejdsgiver også i 2012. Hun sagde, at hun vil rekvirere et løntilskudsjob til mig. Fint nok – og tænk at jobs bare er noget man ‘rekvirerer’.

Jeg har også selv søgt et job med løntilskud hos SKAT København, hvor de starter et projekt op om inddrivelsessager. Som jeg forstod stillingsopslaget, har de en sagspukkel liggende, som de ikke kan komme igennem ved egen hjælp; så derfor vil de nu ansætte seks jurister til at arbejde puklen ned. Det kunne være spændende at være med til. Det er godt nok lidt mærkeligt for mig at søge job som jurist; det har jeg ikke gjort i 20 år, og jeg betragter selv min uddannelse som forældet. Men de skriver at de vil stå for den fornødne oplæring.

Et job med løntilskud er i og for sig ren ‘interessetid’, man har ikke noget økonomisk ud af det, og man bruger stadig af de 104 uger, man har ret til dagpenge. Men jeg vil alligevel gerne, for det kan måske være vejen til et nyt fast job, som jeg inderligt ønsker mig.