/i , , , /af , , ,

Billedleg

Slideshow

Jeg har kigget nogle af mine mange billeder igennem, og koblet dem med min nye lærdom om IrfanView. Programmet kan lave slideshows, så jeg har udvalgt nogle få billeder, som jeg selv synes har følelse. Du kan se dem her: [download id=”12267″] Det er en exefil, så du skal dobbeltklikke, for at få vist slideshowet.

Topbilledet

Herudover har topbilledet fået en ny udformning:

De to første er fra Tanzania 2009, hvor jeg var nede for at opleve forskellige kristne projekter understøttet af dansk kirke i udlandet. Det var nærmere bestemt landsbyen Karagwe.

Hernæst kommer to billeder fra Vietnam 2010: Fantastiske grønsager på et marked og en kvinde med den karakteristiske hat og med en hårdt lastet cykel fyldt med appelsiner.

De sidste to er fra den græske ø Telendos i 2013.

Fremtid

Jeg drømmer om fortsat at kunne rejse verden rundt. Jeg har det som H. C. Andersen: At rejse er at leve.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Diverse

Tænk at blive konfirmeret på sådan en smuk forårsdag! Jeg har været ovre i kirken for at tage billeder til en af dagens tre konfirmationer. De bruger ind imellem mig som en slags husfotograf, og det er en opgave, jeg gladeligt tager på mig. Jeg trykker på knappen og fyrer løs, og nogle af dem bliver gode. I dag var der dog problemer med overbelysning, da den skarpe sol stod lige ind ad vinduerne på de hvidkalkede vægge.

Det er en fornøjelse at se de glade og forventningsfulde unge mennesker. Jeg læste et eller andet sted, at der gennemsnitligt ofres ca. 20.000 kr. på en konfirmation. Jeg synes, det er lidt vildt. Det er slet ikke til at forstå, at det er de samme unge, der malede altertavler i februar måned.

Jeg tror, jeg har pådraget mig en “frossen skulder” – i hvert fald gør det forbistret ondt; det er smerter, der minder om dem fra “Restless legs”, diffuse, allesteds nærværende og stort set konstante. Der har ikke været nogen optakt; pludselig var det der bare. Jeg har googlet lidt, og det, jeg har kunnet finde, passer præcist. Det kan være flere år om at gå væk… Jeg har bestilt tid hos min læge, men kunne først komme til på torsdag. Jeg håber inderligt, hun kan hjælpe, for lige nu overlever jeg på en kombination af Ibuprofen og Pamol. ØV – jeg synes ellers, jeg har set læger nok de seneste to år. Så indtil videre vil min deltagelse i blogland være begrænset – jeg må spare skulderen til arbejdet, det er trods alt det vigtigste. Jeg læser med hos jer andre, men jeg kan ikke kommentere så meget, som jeg gerne ville.

Nyd den fine lørdag.

 

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Diverse

Lidt af hvert

Photo Tangler Collage Maker, som kan hentes her, har jeg nu testet lidt yderligere:

  • Kan ikke indsætte tekstblokke, der indeholder æøå, hvilket er en klar svaghed, når man nu er dansker. Jeg har prøvet, om tegnækvivalenterne fra html virker, men det gør de ikke.
  • Det ser ud som om, man mister resultatfilen, hvis man sletter kildefotos. Endnu en svaghed.
  • Men bortset herfra virker det fortrinligt. Jeg har fx lige opdaget, at man kan “trække” billederne ind fra stifinder, og det er meget nyttigt, da man så med det samme kan se, hvilket billede man arbejder med.

Leif Sepstrup er den der tager alle de billeder på Landsarkivet i Viborg, vi skal bruge til at levere beretningerne i kriminalhistorie.dk. Han har også taget en del supplerende fotos af fangefotos, der oprindeligt er optaget mellem maj 1853, hvor fængslet åbnede og så frem til 1906. For ikke så længe siden læste jeg “Forbrydelsens ansigt” der på 250 sider fortæller om bland andet “opfindelsen” af forbryderbilledet. Vi fik den første egentlige straffelov i 1866. Før denne lov havde man hang til død og lemlæstelse som straffe. Den nye lov lagde i stedet vægt på, om det var en førstegangsforbrydelse eller om der var tale om gentagen kriminalitet. Til at fastslå sidstnævnte kom fotografiet naturligt nok til at spille en væsentlig rolle, man skulle jo kunne genkende forbryderne. De første forbryderbilleder blev optaget i Roskilde, Grenå og Skive i 1866. 1867 kom Odense til, mens Københavns Amts Nordre Birke først kom til i 1871.

Alphonse Bertillon introducerede det vi i dag kender som det “rigtige” forbryderbillede, nemlig et fra siden og et forfra. For at effektivisere sin metode opfandt han et særligt spejl med en udskæring, som forbryderen skulle sætte skulderen imod; på denne måde behøvede man kun at trykke på udløseren en gang.

Der kommer to collager herunder, hvor det ikke ser ud til, at det særlige spejl har været i brug – husk at de kan klikkes større. Der er to, fordi jeg mistede det første pga. det med kildefilerne, men det kunne stjæles fra en afsendt mail.

En slægtning: Min farfar havde otte søskende, den ene – Rigmor Margrethe Stegemüller – døde kun to måneder gammel, og så var der syv tilbage. Nu til dags er der i følge Danmarks Statistik kun 14, der hedder Stegemüller. Jeg har aldrig truffet min farfar, da han døde allerede i 1952, længe før der var tænkt på mig.

Ad snirklede veje kender jeg dog to af min farfars brødres børnebørn. Den ene af dem inviterede mig til jul, hvor jeg så skulle noget andet, og så forleden dag kom der endnu en invitation til at komme og spise sådan: “Søndag laver jeg en culotte med bearnaisesovs og hele dynen. Hvis du har lyst til at spise med, skal du være velkommen “. Vi kender næsten ikke hinanden bortset fra en enkelt gang, hun kom og besøgte mig i Vanløse. Sikke et hjerterum og husrum! Jeg er ikke så god til det med en masse mennesker, og da slet ikke hvis jeg ikke kender dem på forhånd, så derfor takkede jeg nej, men vi har så i stedet aftalt, at hun kommer her hos mig til kaffe og kage senere i denne måned. Det kan jeg overskue og det glæder jeg mig til. jeg glæder mig også til at give hende en masse slægtsoplysninger vedrørende hende farfar,  som jeg tror vil være nye for hende.

 

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Begravelse

En borgerlig begravelse

Ellen har beskrevet en smuk begravelse, og det har fået mig til at tænke på den seneste begravelse jeg har været til: min mors i 2006.  Hun døde 1. juledag og blev bisat den 29. december.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed hjem. Vi brugte kun kirken i yderste nødstilfælde fx ved begravelser og andre lejligheder hvor man ikke kunne undslå sig. Da jeg selv begyndte at bruge kirken og være involveret i aktiviteterne derovre, måtte jeg lære alting fra grunden, og det er jeg slet ikke færdig med. Et lille eksempel er, at jeg i lang tid undrede mig over, at salme 439 – Oh du Guds lam – altid var på tavlen; jeg troede, de vældig godt kunne lide den Faktum er, at den hører til nadveren, og så synges den selvfølgelig til hver eneste højmesse.

Jeg blev ringet op 20 minutter efter, at hun var død på Holbæk Sygehus. Tilstede havde været en kusine og hendes mand og så min halvbror. Mig fandt man ikke for godt at “invitere” Jeg tog af sted til Holbæk og gik ned i en kælder under sygehuset, hvor hun lå på en båre.

Vi har aldrig haft et særlig inderligt forhold og der var fx 22 år, hvor vi ikke så hinanden (måske kommer historien en dag). Jeg syntes alligevel, at jeg ville give hende et eller andet med i kisten på den sidste rejse, og det blev min fars “konfirmationssalmebog”, som jeg havde arvet. Det var det mest rigtige at give, da det så var en hilsen både fra ham og mig – også selv om han døde i 1972. Jeg turde ikke selv lægge bogen på hendes bryst, så jeg fik portøren til det. Måske var jeg bange for, at det ville gå som i “Nattevagten” af Ole Bornedal.

Og nu kommer vi så tilbage til det med kirken: Hun havde ønsket sig, at der intet skulle foregå ved bisættelsen, og sådan blev det, for selvfølgelig må man respektere den afdødes ønsker. Intet kirkerum, ingen salmer, intet orgel, ingen præst, ingen blomster, ingen jordpåkastelse for det er jo kun præster, der må kaste jord på – i sandhed en borgerlig begravelse. Og så kan jeg selv tilføje, at det for mig var som at være til “bisættelse” uden en afdød, for hun døde for mig i 1975 , da hun holdt op med at spille den rolle, en mor skal spille. Ved rigtige begravelser og bisættelser spiller kirken en rolle, uanset om man definerer sig selv som troende eller ej, da langt, langt de fleste præster nutildags er dygtige til at møde de efterladte, der hvor de nu en gang er. Nu og dage tror vi da gudskelov på en mild og kærlig Gud som defineret i Det nye Testamente. Ham fra Det gamle Testamente har vi ikke behov for, og han er vist også på vej ud.

Ved denne mærkelige lejlighed – jeg vil ikke kalde det en bisættelse – så jeg for første gang i 26 år hendes tidligere ægtefælle. Det var en underlig situation. De to har i fællesskab ageret på en måde, som er utilstedelig og utilgivelig. Utilgivelig fordi jeg ikke kan tilgive, selv om jeg prøvede i tre år. Jeg opsøgte hende, da jeg kunne se i telefonbogen, at hun var blevet skilt, under dække af slægtsforskning og gamle billeder, så dejlig neutralt, men det gik ikke, selvom jeg forsøgte. Jeg og Pia Sundbøll er blevet enige om, at det må være Guds opgave at tilgive her, for jeg kan ikke, og det kan man ikke pålægge et menneske.

Og så noget neutralt: Lidt gamle billeder fra Heidi Løkkegaard Larsen puslet sammen af mig.