, ,

Thesis tema til WordPress

Thesis er ikke bare en designpakke

Jeg besluttede at bruge lidt penge på min elskede blog og jeg har købt “Thesis Theme for WordPress”, og selv om det ikke kun er en designpakke, men lige så meget er en del af SEO (Søgemaskineoptimering (fedt ord ikke?)), vil I i den kommende tid set lidt forskellige designs indtil jeg finder ud af, hvordan bloggen skal tage sig ud i fremtiden. Der vil ikke ske de store vilde ting, det lover jeg, men en af de ting jeg har lyst til at lave er at få datoen for det enkelte indlæg til at stå tydeligere. Måske er det herudover meget forfriskende med billedet over kalenderen, men det skal være mine egne billeder.

Så summa summarum: her vil være behov for lidt “forandringsparathed” den kommende tid, men jeg kan berolige med, at det går over!

, ,

Godt håndværk

Tusindkronesedlerne flyver rundt i øjeblikket, og mange af dem er “bare” til forudsætninger for et hjem: maling, gulvafhøvling, vaskemaskine og den slags, som man bare skal have. Det er sgu ikke sexet at købe en vaskemaskine, uanset hvordan man end vender og drejer det.

I dag var det imidlertid anderledes: Købte 285 gr højglans fotopapir og printede de gamle billeder ud på min farveprinter. Ufatteligt hvad papir betyder – det er næsten ikke til at tro, det er de samme billeder som kladderne på det almindelige 80 gr papir. Superflotte blev de.

Kørte til Glarmester Allan Olsen for at vælge passpartout og rammer til billederne. De var nærmest lige så begejstrede for mine billeder, som jeg selv er, og gik op i indramningsopgaven med liv og sjæl. Hvor er det skønt at handle med fagfolk, der kan deres håndværk, ved hvad de sælger, og har et forhold til det produkt, de leverer! Det sker for sjældent nu om dage. Der er gået for meget Bilka i den.

Det tog vel 1½ time at finde det rigtige passpartout-pap og rammer til de to serier. Næsten som at købe sko; man prøver og man prøver, og pludselig er der en, der skabt til foden. Man kan prøve flere, men den, man stillede til side, er og bliver rigtig.

Serierne skal ikke hænge i samme rum, så spillet var frit.

Til de gamle brune billeder fandt vi i fællesskab et passpartout med udseende, der lugter langt væk af 20’erne (tænk på rammen om dine visitkort fotos, og så tre toner lysere, så har du tonen), og en højglans mahogniramme. Det er tyverne, det er danserestaurant Wivex med Teddy Petersens orkester, det er Charleston. Og så er det en ramme, der passer perfekt til mine højtalere af rosentræ. Billederne med to billeder på får to ‘huller’, og passpartout har sort kerne.

Sort/hvid serien var nemmere; stadig en gennemtænkt løsning med et passpartout, der passer perfekt i farven til min mors kind, tre ‘huller’ til billedet med tre billeder i, sort kerne og en højglans sort ramme.

Selv ville jeg aldrig have tænkt på det med flere ‘huller’; min fantasi rækker kun til det ordinære, men så er det dejligt at handle i en specialbutik med fagfolk, der har en faglig stolthed og som kan foreslå løsningerne.

Ok – de billeder kommer til at koste spidsen af en jetjager; men det er realiseringen af en gammel drøm at få dem op at hænge. Og så er det altså ret meget mere sexet end en vaskemaskine at få de døde op at hænge på væggen.

Billeder er historie og følelser, og de billeder, der skal i ramme nu, har jeg mange følelser for. Jeg har kigget på dem tusind gange, jeg har vendt og drejet dem, jeg har brugt timer på at finde en baggrundsfarve, der passer, og farfar er restaureret i PhotoShop, så du tror, det er løgn. Så på en måde var det grænseoverskridende at tage familien med til Olsen – men de kunne også se, at det var noget særligt. Det var “Fravær af krænket blufærdighed” – anderledes kan jeg ikke beskrive det.

Herunder ser du billedet af farfar før og efter timers restaureringsarbejde, hvor jeg virkelig synes, jeg har været nænsom mod originalen, og det er med vilje, at det ikke er perfekt! Kig i panden og til venstre for ham og bedøm selv resultatet.

Dørgreb

Dørgreb plejer ikke at fylde meget i min bevidsthed, men for tiden er der fokus på selv den mindste detaille.

De meget brune døre i Hvidovre var alle bestykket med ditto brune greb af plastik. Begge dele var meget lidt kønne, så jeg gik på jagt på nettet (genialt for os introverte, der ikke kan lide at gå i butikker). Møller og Mammen havde naturligvis et fint udvalg, herunder Arne Jakobsens til 745,00 pr. par. Nu er jeg ikke rigmandsenke, så de blev straks afskrevet.

Ved et tilfælde stak jeg lige hovedet ind hos vores lille isenkræmmer på Chr. Havns Torv og fandt disse til 90,00 kr. pr. par. Jeg synes, de er utrolig flotte, og der er tænkt på de små detailler – bemærk de manglende skruehuller. En skidtsamler mindre.

Er der mon noget galt med en, når man kan falde i svime over et dørgreb? I givet fald håber jeg ikke, det går over.

, , , ,

Svært at lave en hjemmeside?

Af og til har jeg fået spørgsmålet, om jeg kunne holde kurser i at lave hjemmeside. Hver gang har jeg svaret nej, fordi jeg for det første mener, at der er mange, der er langt bedre til det end mig. Og for det andet, så er det ikke noget man lige sætter sig ned på en weekend og lærer.Det svarer til at spørge Troels Kløvedal, om han vil lære een at sejle, eller Ib Michael om han vil lære een at skrive gode bøger. De to kunne uden tvivl gøre det og gøre det godt, men et er søkort at forstå, et andet skib at føre.

At lave en hjemmeside er sådan en dejlig aldrig-færdig læreproces (derved ligner det slægtsforskningen). Den første side har man vel en særlig forkærlighed for, for tænk at man ved hjælp af notepadog lidt tastaturtryk i den rette rækkefølge kan skabe noget, der kan vises på det store Internet? Og andre mennesker kan se det lige med det samme, og man skal ikke en gang betale for at delagtiggøre verden i sine kreationer. Senere stiger ambitionsniveauet måske, nu skal siderne ikke længere være statiske men dynamiske – og endnu senere skal de måske også være rigtige og valideres i henhold til W3?

Har du tiden, lysten og nysgerrigheden og sidst – men ikke mindst – en historie at fortælle (siderne med tre billeder af familiens hund er nu lidt kedelige i længden), kan jeg anbefale dig at gå i gang – og her kommer weekenden ind igen: Jeg startede med et lille weekendkursus hos AOF/FOF eller hvem det nu var. 12 timers introduktion til de grundlæggende færdigheder, og så var jeg hooked. Det blev hurtigt til en temmelig gul side med et ur med tikkende visere – jeg var pavestolt, lige til jeg så siden i Firefox – det rene skrammel var det; det var på tide at lære at validere. Det var nemlig ikke Firefox, der viste siden forkert, men mig der kodede forkert (IE er så ‘venlig’ at bortfortolke fejlene).

I starten var det hele lidt svært, men sådan er det jo med alt nyt, det er deri udfordringen ligger! Når ingen ting ville, som jeg ville, og jeg syntes, jeg havde kontrolleret og set efter og været på Google osv. var der to venner i nøden: Per Agerbæk og Jørgen Farum Jensens site og endelig (og den burde måske have været nævnt først): html.dk, hvor man virkelig kan lære alt det basale.

Mit budskab til min ene læser er (i sær hvis du er en slægtsforsker på 50+): Skub budskabet ud over rampen, fortæl historien (for du har allerede skabt den ved mange hundrede timer på arkiverne, interviews med familien, besøg på slægtens lokaliteter, dit utrættelige detektivarbejde, din logiske tænkning og konstante opstilling af hypoteser, der er blevet afprøvet og fundet vægtige eller for lette), og del den med andre, og brug nettet, for det er her vi almindelige mennesker let kan fortælle. Tænk at vi lever i en tid, hvor man ikke skal være rig eller fin for at formidle, at man ikke behøver at kunne skrive en hel bog og at skulle aflevere den hos en bogtrykker og så er det hele færdigt og slut. Næh her er muligheden for konstante revisioner, tilføjelser og rettelser. Den konstante stræben efter det optimale har gode kår; perfektionisten kan boltre sig side om side med fortælleren.

Allier dig med en ven, et barnebarn, en nabo eller en kollega, hvis det hele er volapyk i starten, køb nogle af de små hæfter til en 100-mand eller der omkring. Der er meget viden i dem, og det er fortalt, så vi alle sammen kan være med. Jeg er kedelig og grundig, så jeg laver altid alle de små øvelser, der er – for det er en god måde at blive fortrolig med stoffet.

Grib dagen, grib nettet, grib mulighederne og slip din indre fortæller løs. Du har læserskaren på forhånd – for slægstforskerne er flittige netbrugere.