, ,

Klassekamp?

Hvad er kvindekamp?

i 80’erne sagde vi “Kvindekamp er klassekamp, og klassekamp er kvindekamp”. Sådan er det ikke længere, tiden er løbet fra det, men det var datidens musketered. Idéen var vel, at ville vi opnå noget, måtte vi stå sammen. Hvor meget der egentlig kom ud af det, er jeg ikke klar over.

Bak op om de offentligt ansatte

Der er opstået en Facebookgruppe ved det navn (Bak op om de offentligt ansatte), og den vokser hastigt. Godt halvdelen af medlemmerne er de offentligt ansatte selv, hvilket er naturligt nok. Men der er sørme også mange, mange sympatisører: adskillige murersjak, VVS’ere, liberale, stokkonservative osv. Det er godt. Vi har et budskab og det er, at vi sakker agterud i løn, men vi fører i produktivitetsstigninger. Det bliver bare ikke ved at gå. Jeg har set for mange kolleger gå ned med stress, angst, depression, museskader, tennisalbuer, og jeg ved ikke hvad.

Og så den tåbelige frokostdebat: Vi spiser frokost i 29 minutter på arbejdsgivers regning, forstået som at vi får løn i de 29 minutter. Ja gu gør vi så. Og det gør vi, fordi vi ikke har fri, men er til rådighed for kontorchefer, ministre, departementets embedsværk, patienter på hjerteafdelingen, patienter, der er temporært chokdemente efter ECT, børn der skal overflyttes til intensiv, menighedens afdøde medlemmer, der skal “synges ud”, kvinder der går i fødsel… Fortsæt selv listen, den er nemlig alenlang.

Sundhedsvæsenet

I den omtalte Facebookgruppe fylder sundhedspersonalet virkelig meget. Der er 100-vis af rørende beretninger om, hvad især sygeplejersker udretter og fuldstændig tilsidesætter egne behov, arbejder for to og når det umulige på en vagt. Mange af beretningerne er om dødsfald blandt børn, og det er noget der rykker. Det kan man kun blive rørt over. Men husk nu også alle de andre offentligt ansatte – også os der tillader os at være medlem af Djøf.

Er det klassekamp?

Ja det er klassekamp. Nu kalder vi os ganske vist ikke arbejdere mere, men principperne er nøjagtig som i 1899, hvor den første hovedaftale blev indgået. Vi ser heller ikke ud som på billederne, og vi har ikke snavs på fingrene længere. Men der er stadigvæk tale om arbejdstagere contra arbejdsgivere og andre magthavere, også selvom vi har fået pænt og rent tøj på, sidder på kontor, har hæve-sænkebord og kan kalde os funktionærer. Måske tror magthaverne, at vi af den grund har glemt klassekampen? Gu har vi ej, og vi står sammen med alle de andre fagforbund og kæmper for ordentlige løn- og arbejdsforhold under mottoet “En løsning for alle”. Vi er sakket voldsomt bagud de seneste år, hvor de rigeste skulle have “historisk” lavere skatter og billigere biler. Det er en fest, vi har bidraget til at betale sammen med de fattigste på kontanthjælp, der ikke får ydelserne PL-reguleret.

De gule med skruetrækkeren

I Facebookgruppen er der en del opslag om, at det er forkert at kalde dem, der tager konfliktramt arbejde, for skruebrækkere. Jeg er ikke gået ind i debatten, men jeg ved ikke, hvad man ellers skulle kalde dem. Det er da det, de er, hvad ellers?

Der er også debatter om kolleger, der slet ikke er medlem af et forbund eller er medlem af et af de gule forbund. Min holdning er klar: Er man slet ikke medlem eller medlem af et af de gule forbund, har man taget stilling til, at man ikke vil kollektivet, og derfor kan man selvfølgelig ikke forvente at få de samme goder, som parterne på arbejdsmarkedet (måske) kan opnå enighed om. Problemet er bare, at sådan foregår det jo ikke.

Jeg vil faktisk mene, at så må de klare deres forhandlinger selv – og så må de jo se, om de som enkeltpersoner kan klare det. Og det kan de jo sikkert, når de nu har valgt at gå enegang? Hvorfor skal alle vi, der er organiserede, betale for at de kan opnå goderne? Jeg kan jo heller ikke bruge tennisklubbens baner, hvis jeg ikke betaler mit kontingent. Jeg kan (som udgangspunkt) heller ikke blive begravet med præst og fuld musik og sang, hvis jeg ikke er medlem af folkekirken. Det kan da ikke være så svært at fatte?

, ,

Decentraladministrationen

Ny “bølge” af udflytninger

Det er vældig vigtigt for især Venstre, at der ikke er “hvide pletter på landkortet”, og at vi har et “Danmark i balance”, så derfor splitter man de statslige arbejdspladser ad, man atomiserer dem, og pludselig er det så fremragende, at Nota skal til Nakskov, at Innovationsfonden skal til Aarhus og at Dansk Sprognævn skal til Bogense for nu bare at nævne et par stykker.

Statsministerens og den såkaldte innovationsministers pressemøde findes her.

Dette er anden “bølge”, den første påbegyndtes i 2015. Sidstnævnte er under udredning af Rigsrevisionen – en form for evaluering af alle parametre, men det må ventes, at rapporten i særlig grad vil beskæftige sig med de økonomiske aspekter, eftersom budgettet lød på 400 millioner kr., men regnskabstallet er foreløbigt landet på 1 milliard kr. Da jeg lavede tal, regnede vi altså bedre.

Det er da fuldt forståeligt, at regeringen ikke venter på evalueringen, for den vil betyde fakta, mens regeringen driver politik. De to ting har sjældent noget med hinanden at gøre.

Hvad udflyttes?

Belært af erfaringerne fra første “bølge” kan det ikke ventes, at ret mange af medarbejderne flytter med. Det er ikke medarbejdere, der flyttes, det er årsværk/fuldtidsansatte/stillinger, for medarbejderne vil som hovedregel ikke med. Hvordan bryder man op fra Østerbro til fx Augustenborg? Ægtefællens arbejdsplads – måske egen virksomhed – daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner, håndboldklubben, socialt netværk osv. Det flytter man jo ikke bare 300 km. væk. Skal man bare starte forfra på livet i Brovst? Al erfaring viser, at jo ældre man bliver, jo sværere er det at etablere nye netværk.

Hvornår begynder man at udflytte departementerne, der jo er finere end os andre? De kan vel lige så vel betjene ministeren pr. e-mail og telefon, som alle vi andre kan betjene vores kunder på den måde. Og er der et vigtigt møde, kan de vel pendle?

Videnstab

For temmelig mange år siden (2000 – 2004), var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen i Høje Taastrup. Styrelsen varetager højt specialiseret sagsbehandling på de to sagsområder. Det tager, så vidt jeg husker, 4 – 5 år at uddanne en patentingeniør, og det er uhyre vigtigt, at afgørelserne er 100 pct. korrekte. Er de ikke det, risikerer man, at virksomheder får udstedt et patent, lejer/bygger lokaler, sætter produktion i gang, ansætter medarbejdere osv., og senere dukker en anden rettighedshaver op og siger “Jeg kom først. Du har krænket mine rettigheder”. Princippet om “Først i tid bedst i ret” gælder i høj grad her. Det er bestemt ikke godt for dansk erhvervsliv. Har man opnået rettigheden, skal man kunne stole på den. Gad vide hvad styrelsen gør, indtil den har fået uddannet nye folk i Ikast? Skal sagerne bare vente?

Det gælder naturligvis ikke kun min gamle styrelse; det gælder alle dem, der skal flyttes, og som ikke får medarbejderne med sig. Alle statslige afgørelser mv. skal være 100 pct. korrekte, ellers er der hele balladen med Ombudsmanden m.fl. Herunder kommer et par eksempler på nogle af dem, der er ramt at innovationen:

Nota

Nota er et nationalbibliotek under Kulturministeriet, som betjener sådan nogen som mig, dvs. folk, der af den ene eller den anden grund ikke kan læse en analog bog. Jeg synes selvfølgelig, at de laver vigtigt arbejde! Jeg har fået følgende refereret fra Dagbladet Politiken:

Vedr. Nota bliver de jo flyttet til Nakskov i forbindelse med den nye statslige udflytning. Politiken havde i går flere sider om emnet og gjorde meget ud af Nota. Borgmesteren dernede vidste ikke, hvad det var (naturligt nok), men var glad for, at der med Nota kommer 80 nye arbejdspladser til hans kommune. Fra Notas side blev det udtalt, at der er ansat rigtig mange specielt uddannede it-folk til at varetage indspilning og distribution, og man var bange for, at sådanne ville være svære at finde på Lolland. Men ikke mindst var de nervøse for, om de kunne få skuespillere og andre oplæsere til at rejse til Nakskov. Disse kan ikke klare at indlæse mere end fire timer ad gangen, så er de trætte, og det forstår man jo godt. Og ofte handler det om indviklet faglitteratur, som jo kræver særlig kunnen i forbindelse med indlæsning.

Ligeledes bruger de jo også oplæsere til oplæsning på andre sprog, og alt i alt er man bange for, at det bliver svært for Nota at fungere i Nakskov.

I dag skrives der i avisen en masse fra DJØF-folk, og det bliver åbent erkendt, at det ved seneste udflytning i 2015 var et stort problem, at man mistede så megen erfaring og ekspertise, fordi fire ud af fem sagde op og ikke ville flytte med. Det forstår man jo udmærket, for hvordan bære sig ad med at flytte, hvis ens ægtefælle har en god stilling her, og hvad med skolepligtige børn etc.

Dansk Sprognævn

Sprognævnet skal til Bogense, og det er de bestemt ikke tilfredse med. På deres hjemmeside skriver de:

Selvom jeg godt forstår intentionen med flytningen, har jeg svært ved at se den dybere mening i at flytte en institution som Dansk Sprognævn så langt væk fra de videnskabelige miljøer vi samarbejder med”, siger Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier. “Jeg er bange for at det bliver en overordentlig vanskelig opgave at få et højt specialiseret forskningsmiljø som Sprognævnet til at fungere i Bogense, og jeg er meget spændt på at høre hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen.

Der er også et kæmpe problem for vores afdeling for dansk tegnsprog da der i Bogense og omegn ikke findes et tegnsprogsmiljø som vores medarbejdere kan samarbejde med.

Jeg kan se at man ved flytningen af andre institutioner har taget hensyn til synergieffekter og relationer til andre institutioner, og jeg er meget forundret over at der ikke er sket noget tilsvarende i vores tilfælde.

Jeg synes, det er temmelig modigt, for nu ikke at sige lidt dumt, at skrive den slags på nævnets officielle hjemmeside; det hører til på Intranettet. Det risikerer at give bagslag senere, også selvom jeg er 100 pct. enig med hende i indholdet. Det kan let blive anset som illoyalt, og det bør man afholde sig, når man er en del af embedsværket.

Direktøren spørger til “hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen?” Det er et godt spørgsmål, men også et let spørgsmål, som jeg kan besvare “Mette Vuns”. Der er nemlig ingen faglige vurderinger, det er derimod politik. Der stod vel et tomt hus i Bogense i en passende størrelse, så derfor skal nævnet til Bogense. Absurd men sikkert sandt.

Innovationsfonden

Innovationsfonden skal til Aarhus, og også de har skrevet om det på deres hjemmeside. Betragtningerne om loyalitet som en del af embedsværket, gælder naturligvis også her. De bløder det op i den sidste sætning, men det virker som glasuren, der skal få lagkagen til at glide ned. De skriver:

Innovationsfonden er en hjørnesten i et velfungerende dansk forsknings- og innovationssystem, hvor idéer trives og bliver omsat til virkelighed. Vi er hele Danmarks Innovationsfond med aktiviteter overalt i Danmark og højt specialiserede medarbejdere placeret på vores kontor i København. Det er medarbejdere, der er eksperter i alt fra komplicerede forskningsfelter, talentpleje til skalering af virksomheder.

Ved en flytning af fonden vil det sandsynligvis betyde et farvel til mange af fondens erfarne og højt specialiserede medarbejdere. Dette tab af viden vil for en længere periode sætte Innovationsfondens arbejde under et stort pres, så vi risikerer, at vigtig samfundsudvikling bliver forsinket. Vi vil fra fondens side naturligvis gøre alt hvad vi kan, for at fonden stadig lever op til sit formål.

Hvis nu det var mig?

Det er fire og et halvt år siden, jeg ikke længere var en del af centraladministration og embedsværk, men efter 23 års “opdragelse” i centraladministrationen ligger mit hjerte naturligvis stadig der, og jeg kan ikke lade være med at tænke “Hvis nu hvis det var mig?”

Jeg har jo ingen børn, samlever, håndboldklubber eller lignende, så hvad skulle hindre mig i at rykket til Brovst sammen med de ti andre fra “Sekretariatet for frivilligrådet” og “Det centrale handicapråd”. Internettet fungerer vel også der – bare ikke så hurtigt?

Det, der ville få mig til at takke nej, er hele min solide kontakt til psykiatri og kommune, som jeg har brugt årevis på at opbygge. Skulle hele cirkusset så starte forfra? Ny læge, ny Distriktspsykiatri, ny kommune – hele “systemet”. Det ville jeg ikke være tryg ved.

, ,

Angsten for e-boks

Når man først lige har fanget melodien med WordPress-temaet Enfold, er det relativt simpelt. Det er træk og slip af de relevante bokse/indholdstyper.
Jeg har læst om andre, der fik nervøse trækninger, når der kom meddelelser om, at der nu var nyt i e-boks. Sådan har jeg det også snart. I dag har der allerede nu været to meddelelser:
1) Godkendelse af “Min plan”, som på ingen måde føles som min, med trusler om bål og brand, hvis man ikke trykker på knappen inden en vis frist.
2) Indkaldelse til “Aktivitet” i form af den 23. januar kl. 11:00 – 13:00 at få taget et portrætbillede mv. Af den grund skal man have pænt tøj på… Det står der virkelig: “pænt/neutralt påklædt til fotograferingen.” Herudover bryder jeg mig slet ikke om “Hej Jobsøgende fleksjobber”