, , ,

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

I går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.

Kedsomhed

Bare ikke sløjd og håndgerning

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik.

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Asperger. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?

, , , ,

Spis og spar

Chips og slik

På DRs hjemmeside ligger i alt otte udsendelser med titlen “Spis og spar”. De er rigtig hyggelige at se.

Konceptet er, at TV-værten Sofie og kokken Jesper Volmer hjælper otte familier af alle mulige slags med at spare penge og samtidig få sundere mad. Flere vil gerne ud at rejse for de penge, de evt. kan spare.

Flere af familierne har fire eller fem børn – ofte teenagere – så der skal meget mad til. Det kniber med tiden og kun få prioriterer tid til at stå i køkkenet; de forventer, at det tager lang tid at lave ordentlig mad, så de ender tit med pasta med kødsauce. Ungerne skal bare fodres af hurtigst og lettest muligt.

Selv tænker jeg, at børnene muligvis kunne være med i køkkenet, så hyggen kunne udfoldes der og ikke foran TV. Det er jo som regel rart at fremstille noget virkeligt i fællesskab. Børn på fire kan fint røre i en skål med kolde råvarer.

De medvirkende skal, som det første, købe ind til en hel uge. Nogle få har en indkøbsseddel med, de resterende “planlægger”, når de står i butikken. De køber stort set alle store mængder af chips og slik. Selv har jeg aldrig kunnet lide nogen af delene; chips fordi jeg hader at få så fedtede fingre.

Nogle køber normalt ind mange gange om ugen evt. hver dag – eller flere gange pr. dag.

Når de kommer til kassen, skal de gætte på, hvor meget de har købt for. En del gætter ret godt, men mange gætter på 50 pct. af virkeligheden. Under alle omstændigheder er de fleste indkøbsvogne overlæssede.

Kokken som inspirator

Uden at være “hellig” kigger Jesper på bordet, hvor alle indkøbene er stablet op. Han bemærker hvilken type kød, der ligger der (hakket eller helt) , og om der er få eller mange grøntsager. Der er meget hakket kød, kun få grøntsager og aldrig fisk.

Han tager folk med i køkkenet og viser eksempelvis de to kvinder, hvordan de med en økologisk kylling kan lave mad til tre dage til den lille familie bestående af to voksne og to ret små børn. Kvinderne vil gerne leve økologisk, men de har et ret lille budget, da de lever af én indkomst. De er vanvittig gode til at være strukturerede, når de køber ind, de har seddel med og de kigger efter tilbudsvarer og datovarer. Indledningsvist tror Sofie og Jesper ikke, at de kan lære denne familie noget.

Selvom en økologisk kylling er dyr, er der meget mere mad i den, og de laver retter, der gør, at de ikke oplever at få kylling tre dage i træk. På den måde ender prisen pr. portion med at blive lavere, end hvis det var en konventionel kylling.

Al den mad, der laves, tager hensyn til familiernes virkelighed mht. tid, kræsenhed, konsistenser, budget, sport osv. Et par fra Brande (en af mine barndomsbyer) har den særlige problemstilling, at kvinden arbejder om natten, mens manden arbejder om dagen. Han kan faktisk godt lide at stå i køkkenet men bliver demotiveret af, at hun ikke altid orker at spise varm aftensmad til morgenmad, når hun står op kl. 17:30. Familien bruger ca. 2.000 kr. om måneden på fastfood og på at spise ude.

Kokken håndterer, at mange mennesker er meget sensitive overfor konsistens, og at mange ikke er gode til at få brugt resterne af maden. Der er alt for meget god mad, der ryger direkte i skraldespanden.

Han påviser også, at mange har mistet overblikket over, hvor meget de allerede har på lager i skuffer og skabe, så de køber endnu mere af det. I sidste ende ender det naturligvis med, at varerne bliver for gamle.

Alle familierne siger, at de er blevet inspireret til at prøve noget nyt så som:

  • Lave madplan og planlægge indkøb.
  • Have indkøbsseddel med.
  • Købe ind maks. to gange om ugen: Undgå impulskøb.
  • Bruge rester.
  • Spise fisk.

Det bliver regnet ud, hvad hver enkelt af de deltagende familier kan spare på årsbasis. Det er tusindvis af kroner. På den måde kan de to fodboldtossede drenge, inden året er omme, komme til Spanien og se FC Barcelona spille mod Real Madrid. Det var ellers en uopnåelig drøm.

Programmet rummer også en del om at skifte mærkevarer ud med butikkerne egne mærker (også kaldet “Private label”). Der er også mange penge at spare.

Endnu en kilde til besparelser ligger i at lave noget af det selv. Man behøver fx ikke købe energidrik (vand med sukker og farve 🙂 ), hvis man selv laver en smoothie. Man behøver ikke købe Haribos Matadormix, hvis man selv laver mandler i kakao- og lakridspulver. Man behøver ikke købe Nutella (farve og sukker smurt ind i fedt), når man selv kan lave en nøddecreme.

Alle opskrifterne ligger på DRs side.


Inspiration til mig

En af grundene til at jeg handler hos Aarstiderne er, at jeg er for fantasiløs til at lave mad “selv”. Det bliver bare til et stykke (eller to) kød på panden med et eller andet tilbehør og så en champignon- flødesauce. Ikke særlig sundt og slet ikke varieret. For mig er det fantastisk at få varerne leveret til døren inkl. opskrifter. Jeg behøver ikke tænke selv.

På den anden side så begynder der efterhånden at være lidt erfaring og færdigheder, der gør, at jeg kan eksperimentere og lave noget “af egen drift”. Indtil videre bare noget simpelt men alligevel, og man skal jo starte et sted:

  1. Når en banan er ved at være “træt” (jeg er meget sart med banananers konsistens), skæres den i skiver, kommes i en lille beholder og ind i fryseren til næste morgen.
  2. En håndfuld jordbør jordbær og/eller
  3. en kiwi.
  4. Det hele stoppes i blenderen sammen med enten et ½ bæger Skyr, eller en lille yoghurt 0,4 pct. fedt eller en ½ brik hasselnøddedrik. Det bliver er en superlækker smoothie.

Godt grej eller måske udstyr

Min nye hobby er altså køkkentjansen, og jeg vil have noget ordentligt grej at gøre godt med. Den seneste investering er et rigtig lækkert skærebræt i bøg. Det er stort, der kan være flere små bunker grøntsager, det ligger ordentligt på bordet, og det er pænt at se på.