Jeg finder aldrig ud af det relationelle
Bare der var regler for venskaber
Jeg finder aldrig ud af det relationelle
Nu er det sket for mig igen: Jeg har mistet en ven, fordi jeg igen har gjort det forkerte, fordi der mangler regler for det rigtige.
Historien er
En tidligere medpatient var for kort tid siden indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og senere overflyttet til Brøndbyøstervej. Jeg besøgte hende på begge adresser. Hun havde det virkelig dårligt og var meget psykotisk.
Jeg satte mig ind i, hvordan man er pårørende i den situation, og jeg prøvede at gøre det rigtige, som fx er, at man ikke skal forsøge at rive mennesket ud af psykosen ved at påpege “vildfarelserne”. Så når hun sagde, at Putin havde en dobbeltgænger, at Mette Frederiksen lige havde været i USA for at tale med Joe Biden mv., talte jeg hende ikke imod men fandt metoder til at bøje af og føre samtalen et andet sted hen.
Efter udskrivelsen skulle hun til Glostrup, hvor man har samlet alle bipolare patienter. Hun turde ikke selv tage bussen, så jeg fulgte hende både ud og hjem, selvom det var en værre rejse, hvor vi stort set så hele Vestegnen.
Jeg forærede hende en iPad Pro, jeg havde stående og ikke brugte mere. Jeg sørgede for, at den kom på hendes netværk, hvilket var ret besværligt, da hun ikke vidste, hvem udbyderen var og ikke kendte adgangskoder til noget som helst.
For mange opringninger
Forleden kom jeg til at tænke på, at det egl. var længe siden, jeg havde hørt fra hende. For at “holde de sociale forbindelseskanaler vedlige” ringede jeg til hende om eftermiddagen og lagde en telefonbesked. Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg bekymret for, om hun var indlagt igen. Derfor ringede jeg igen om aftenen; lagde ingen besked. Og igen næste formiddag; lagde ingen besked. Jeg blev mere og mere bekymret og fandt situationen underlig.
Endelig ringede hun op, og vi førte en temmelig indholdsløs og overfladisk samtale lige til slutningen.
Den sluttede med, at bare fordi hun ikke tog telefonen, behøvede hun ikke at være indlagt. Og det er selvfølgelig rigtigt. Der var ingen grund til bekymring. Hvor skulle jeg vide det fra? Og herudover var det lige rigeligt, at jeg havde ringet tre gange.
Det var det
Naturligvis har hun ret til at sige fra.
Jeg er bare tilbage ved, at jeg igen, igen har opført mig forkert i “det relationelle”, og at jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvordan jeg skal bære mig ad, når jeg ikke bare kan følge min intuition/fornemmelse for, hvad der nok vil være rigtigt.
Gider man ikke tale i telefon, hvilket er en menneskeret, kan man jo tage telefonen og sige, at man ikke gider, at det ikke passer lige nu, at man er i færd med noget andet el.lign. Man kan sende en e-mail med det indhold. Man kan sende en SMS med det indhold. Mulighederne er legio.
Jeg orker ikke gættelegen og den velkendte følelse af, at jeg ikke ved, hvordan man har venner. Jeg orker ikke den velkendte fornemmelse af at skulle svømme i hajfyldt farvand.
Heldigvis findes der nu til dags adskillige metoder til at lukke folk ude af ens liv: blokering på telefon, e-mail og Facebook.
Det har jeg gjort. Det var det.
Det med detaljerne
Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.
Men os med detaljerne har andre styrker:
- Hvem kan slægtsforske uden detaljer?
- Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer?
- Hvem kan læse korrektur uden detaljer?
- Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer?
Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.
Her har jeg vist endnu ikke gjort noget forkert
I morgen skal jeg heldigvis noget, jeg (tror), jeg kan finde ud af: Jeg skal besøge min fars ungdomskæreste, som jeg vist endnu ikke har trådt over tæerne uden at ville det.
Jeg skal have hevet gamle billeder og breve ned fra den øverste hylde, scanne og printe, de billeder jeg ved, hun så gerne vil have.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
