/i , /af ,

Den digitale læsers hjerne

Den digitale læsers hjerne

Hvordan skriver vi?

Den digitale læsers hjerne

Det sker kun sjældent, jeg køber en bog, da jeg alligevel ikke får den læst, og så er det spild af penge; men i dag var undtagelsen. Jeg har købt “Den digitale læsers hjerne” af Kresten Bjerg. Den glæder jeg mig meget til at bruge som godnatlæsning.

Jeg fik bogen anbefalet af Lisbeth Scharling, der driver Webwoman, og som selv er journalist. Det må borge for kvaliteten.

Den digitale læsers hjerne

Den digitale læsers hjerne

Jeg blev fanget af følgende i forlagets præsentation: “Hvis du ligner flertallet af læsere, vil du foretrække at læse bogen i en papirudgave. Det skyldes, at hjernen har lidt sværere ved at koncentrere sig om digitale tekster end analoge.”

Det er præcis sådan, jeg har det. Skal jeg læse en længere tekst, og den omhandler noget, jeg for alvor vil lære, kan jeg ikke klare mig med skærmen. Jeg må have bogen i hånden. I mange år har “Skiv til nettet” fra 2005 været min bibel. Alt om teknik er naturligvis håbløst forældet, men alt om at skrive læsbare tekster, holder stadig.

Bare sådan noget som at indsætte afsnit er utrolig vigtigt. Hvis man ikke indsætter afsnit, kunne man lige så godt undlade at sætte punktummer.

Et afsnit må ikke være mere end tre til fire linjer “højt” på skærmen, for tænk på hvor “højt”, det vil blive på en telefon; og mange mennesker læser på telefonen. Alligevel ser jeg ofte, at forfattere kritikløst kopierer en tekst fra fx Word ind på Facebook, men ikke gør sig den ringe ulejlighed at trykke nogle gange på CTRL + Shift + Enter.

Teksten bliver komplet ulæselig, og de mister formentlig mange læsere. Og det var vel ikke det, der var meningen?

Derfor er hjernen interessant

Hjernen interesserer mig, fordi den er fuldstændig fantastisk. Jeg ved en del om, hvordan det er, når den ikke fungerer, og jeg følger med glæde Peter Lund-Madsens programmer på DR1. I går var der eksempelvis et afsnit om hukommelsen. Det er banalt og klippet ud i bølgepap men alligevel interessant: Vi bruger hukommelsen til at forudsige fremtiden.

Nogle hjerner er lidt “trælse”

Min hjerne er lidt træls, for den fanger samtlige detaljer. Det kan være nyttigt til mange opgaver, men det kan så sandelig også være irriterende. Jeg er god (men ikke perfekt) til at læse korrektur, da jeg netop ser alle detaljer. Jeg ser en overskydende pixel i et billede eller et overskydende mellemrum mellem to ord. Det gør det blandt andet uhyre vanskeligt at færdes på de sociale medier.

Det bevirker, at den ikke stopper, hvor det var “godt nok” til de fleste. Den arbejder sig ikke alene hen mod det perfekte – men hen mod det sublime. Og der er de fleste stået af. De ser ikke værdien af det, jeg selv synes, er mere end “godt nok”. Og hvem er det, der bliver skuffet over den manglende gen- og anerkendelse? Det er mig selv, men så må jeg hygge mig med sprogdatabasen. Og det gør jeg så!

En udløber af dette er, at jeg sikkert ofte kommer til at gøre tingene for svære. Når jeg prøver at formidle det, jeg ved noget om, bliver det nok for indviklet for alle andre end mig selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Tværfagligt samarbejde i psykiatrien

Tværfagligt samarbejde i psykiatrien

Patienten skal inddrages

Tværfagligt samarbejde i psykiatrien

Jeg gemmer mails i et sindrigt mappesystem, for det er umuligt at vide, om man en dag får brug for dem. Jeg kan dårligt selv finde rundt i dem, men i dag satte jeg mig til at lede med forsæt til succes.

Jeg ville finde de skemaer, hvor jeg i 2018/19 registrerede bivirkninger. Skemaerne fandtes ikke på computeren. Måske fandtes de i afsendte mails?

Registreringerne dannede baggrund for dialogen med en farmaceut og en psykiater fra Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. De samarbejdede på tværs.

De havde et projekt sammen med mig, og det var deres holdning, at for at et projekt kunne anses for at være en succes, måtte patienten inddrages. Det er trods alt patienten, der ved, hvordan det går – herunder hvor udtalte bivirkningerne er. Det vil sige, at det tværfaglige samarbejde bestod af tre personer: farmaceuten, psykiateren og mig (sagde hunden). Det vil vi formentlig tale om i den podcast, jeg glæder mig til at lave sammen med dem i løbet af efteråret.

Vi mødtes en gang ugentligt i en time. På forhånd sendte jeg registreringerne i Excelarkene, så de havde mulighed for at forberede sig. Det var selvfølgelig dyrt for sundhedsvæsenet, men det havde været endnu dyrere at indlægge mig. Netto var det altså en besparelse.

Hvilken betydning kunne det have, at flere anså patienten for samarbejdspartner

  1. Hvad kunne det betyde for den gennemsnitlige liggetid?
  2. Hvad kunne det betyde for antallet af genindlæggelser?
  3. Kunne det bringe psykiatrien væk fra at være et lavstatusområde blandt læger?

Nederst findes et par udsnit af de gamle skemaer. Det kan være, det kun er de to og mig selv, der forstår dem.

Af det øverste fremgår, at synet i en periode var i rødt. Da psykiateren havde læst en mail med blandt andet dette indhold den 10. januar 2019:

Jeg vedhhæhfter rgeberrey og synes, det det se ser hrlt gogt/fint unu,, næ jrg vr st mærk rt flittig mrf æjnrdråberbrnr.

skaffede han mig med det samme en øjenlæge, uagtet jeg forsøgte at skrive, at det så godt ud. Vi kendte hinanden tilstrækkeligt til, at han var klar over, at sådan ville jeg aldrig skrive, hvis jeg var ved mine fulde fem og alt var i orden.

Problemerne med synet var temmelig invaliderende, da mit liv og min glæde findes foran en skærm og ved et tastatur. Hertil kom alt det øvrige, men pludselig ikke at kunne se var forfærdeligt. Samlet set betød det, at jeg nu har det sådan, at jeg ikke vil have mere medicin end en smule (200 mg.) Seroquel/Quetiapin, der styrer søvnen samt lidt (300 mg.) Lyrica/Pregabalin mod “Restless Legs”.

Psykiateren så Aspergers syndrom før nogen anden i psykiatrien

På min nethinde findes et stærkt og dejligt billede: Vi sidder på et kontor på Nordstjernevej i Glostrup; mødet er sådan set færdigt, og farmaceuten har forladt lokalet. Han klapper låget i på sin bærbare PC og siger samtidig: “Du nævnte noget om Aspergers …”. Resten husker jeg ikke, og det er også ligegyldigt. Jeg kan bare godt lide at have dette billede med mig.

Før ham var det kun psykologen, der flere gange forsigtigt havde sagt “Aspergertræk”. Psykologer må ikke uden en særskilt tillægsuddannelse udstikke diagnoser. Derfor blev det til “træk”. Da jeg kom med den endelige diagnose, var hun ikke overrasket, og jeg tror, hun glædede sig sammen med mig over at brikkerne endelig faldt på plads. Jeg var 55 år … det er meget sent.

Bonusfund

At lede i de gamle mails bragte flere af mine gamle artikler fra POV.International frem i lyset igen. Måske har du lyst at læse med:

11. september 2019: Når min livsangst for alvor trænger sig på, er ECT-behandling som en mirakelkur

28. december 2019: Bipolar: Er bivirkninger prisen for hverken at være manisk eller depressiv?

6. december 2019: Bipolar lidelse for begyndere: Sådan er det at svinge mellem to poler

Registrering af bivirkninger (udsnit af Excelarkene)

Tværfagligt samarbejde i psykiatrien

Tværfagligt samarbejde i psykiatrien

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Nu er jeg smidt ud eller "rask"

Jeg er rasende

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Det er ikke ret tit, jeg bliver virkelig rasende og indebrændt, men det er sket i dag. Klinikchefen, der er den “fineste” læge på et psykiatrisk center, skrev i overlæge M’s feriefravær den 30. juni kl. 11:29, “… hvis der efter endt ECT-terapi er behov for udslusningsforløb, vil dette kunne foregå via 808.”

Jeg har aldrig syntes, at lægerne er finere eller bedre mennesker end jeg selv. Jeg har stor respekt for deres faglighed og for det, de kan, og det lytter jeg selvfølgelig til, på samme måde som jeg forventer, at det gælder den anden vej. Det vil sige, at jeg forventer, de lytter til mig, hvis der evt. findes områder, hvor jeg selv har en eller anden form for indsigt.

Jeg har i dag været til lægesamtale og der er skrevet et “Udskrivningsresumé”. Glostrup og Brøndbyøstervej er henover hovedet på mig blevet enige om, at der ikke er behov for et udslusningsforløb. Det er altså imponerende, at de har kunnet enedes om dette uden at spørge mig, hvad jeg synes ville være betimeligt. Vi kunne vel i det mindste have talt sammen i telefon/korresponderet på e-mail eller lignende.

Jeg sagde ligefrem til vedkommende, at jeg følte mig smidt ud. Lægen korrigerede og sagde, at jeg i stedet blev skrevet ud. Det lyder selvfølgelig også bedre!

Psykiatrien kan ikke løse alle problemer

Psykiatrien kan naturligvis ikke løse alle problemer. Det har jeg ingen forventning om. En medarbejder K på 808, som jeg kender vældig godt, sagde i juni meget rigtigt, at vi gang på gang har lappet på nogle grundlæggende problemstillinger vha. ECT, og at det er årsagen til, at jeg kommer retur gang på gang. Den fejl skulle vi ikke gentage. Derfor skulle vi nu bringe mig ovenpå vha. ECT og herefter drøfte de grundlæggende problemstillinger. Tror psykiatrien, at jeg finder det morsomt at komme retur gang på gang?

Den læge, jeg så i dag, fortalte mig noget, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig at mange psykiatribrugere kæmper med og mod ensomhed. Kunne psykiatrien løse dette problem, ville mange samfundsproblemer være løst. Det er jeg fuldkommen enig med hende i.

Jeg tror ikke, at psykiatrien skal løse mine problemer med det relationelle, der delvist skyldes min autismediagnose. Men jeg er skuffet over, at en ret klar og dokumenterbar aftale er tilsidesat henover hovedet på mig. Nu kan vi/jeg nemlig tage turen en gang til på et eller andet tidspunkt. Jeg må endnu en gang henvende mig i modtagelsen/(afvisningen), hvilket jeg ikke finder videre morsomt. Man skal være virkelig dårlig for at henvende sig dér for ikke at blive afvist. Selvmordstankerne skal være overvældende. Følelsen af ikke at blive savnet skal være overvældende. Tankerne om, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej skal også være overvældende, før de tager imod mig. Det skal være mere end sikkert, at min eksistens er ligegyldig.

Jeg er rasende – og jeg er ked af det. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af nogen af delene.

Velkommen hjem!

På billedet burde have stået

“I henhold til Fødevarestyrelsens påbud må vi ikke opbevare privatindkøbt mad og is i fryseren”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Det vikarierende håb

Det vikarierende håbStegemüller

En smuk grundsætning i psykiatrien

Det vikarierende håb

Jeg har kendt “Det vikarierende håb” i årevis, og har altid fundet, at det var en smuk grundsætning.

Den går ud på, at personalet holder håbet for en, mens man er her, og ikke selv har et håb; og at man får det leveret tilbage, når de har fået lappet en sammen (endnu engang). Det er da smukt. Og det er også fortællingen om, at der er meget andet end kemikalier og tvang i psykiatrien.

En medarbejder, der er på alder med mig, mindede mig om en sang med Trille fra albummet “En lille bunke krummer”: Noget af teksten lyder: “… Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd.” Normalt er jeg ikke bange for mørke, men her er behov for op til flere lommelygter.

At tage sig sammen

Normalt er jeg verdensmester i at tage mig sammen, men det er ligesom om, det ikke rigtig går lige nu. Der er ting, man skal, når man er her. Det drejer blandt andet om at deltage i morgen- og aftenmøderne. Og det er helt i orden, at det er reglen. Lige nu skal jeg bare tage mig voldsomt sammen for overhovedet at være tilstede.

Jeg klapper mentalt mig selv på hovedet, hver gang det lykkes at få min krop til at være tilstede. Mentalt er jeg fraværende, men det er der ingen, der ved. Det kan vist ikke tilføjes til journalen.

”This to shall pass”.

Måske en at tale med?

Hidtil har jeg ikke rigtig talt med nogen. De normale spilleregler for “dos and don’ts” er sat ud af kraft. Jeg hader, når jeg ikke kender reglerne. Det, jeg har mest lyst til at spørge om, spørger man ikke om. Jeg nøjes med at se på folk og gætte, uanset at gætterier normalt er nogle, jeg holder mig fra.

Til morgen kom jeg alligevel til at tale med en fyr, der også interesserer sig for det skrevne ord. Vi udvekslede erfaringer om det at forsøge på at skrive en bog. Han fortsætter; jeg har givet op. Det skete da en såkaldt “forfattercoach”, havde set et par tekster og svarede: “Det er meget korrekt men røvkedeligt”. Da besluttede jeg at skrive videre til skrivebordsskuffen og på indeværende hjemmeside. Så må det være kedeligt, og jeg nyder fordelene ved at have mit eget domæne.

Spiller kommunen en rolle?

Den kolossalt søde specialpsykolog i Glostrup oplyste, at kommunen har et ansvar og en opgave, når man er på autismespektret. Det undrer mig, at jeg skal høre det fra hende her fire år efter diagnosen, og når Aspergers syndrom var en del af begrundelsen for pensionen, der jo blev tilkendt af kommunen selv. Jeg spurgte hende, om de så også løfter opgaven? Det kunne hun af gode grunde ikke svare på.

Nåh, men det er sikkert en anden del af forvaltningen, og bedre sent end aldrig. Hun fortalte, at det er en del af “handicapområdet”. Jeg må leve med navnet, idet jeg ikke selv føler, jeg har et handicap. Men okay, måske …

Hvad det nærmere går ud på, har jeg ingen idé om.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.