Svartider/loadtider
Igennem lang tid (et par måneder eller mere) har jeg været temmelig irriteret over, at mine sider loadede så langsomt – altså man trykker på linket, og så går der evigheder inden siden vises. En af mine læsere har til tider opgivet at tilgå bloggen. Det holdt ikke. Det kan man ikke byde sine læsere!
Jeg har haft Meebox som udbyder en hel del år efterhånden, og de yder en rigtig god support, hvilket, jeg synes, er vigtigt, og det betaler jeg gerne lidt mere for at få. Der fås bestemt billigere webhoteller, men der kan man vente flere dage på svar på en supporthenvendelse. Hos Meebox er ventetiden et par timer.
De prøvede at analysere lidt vha. Pingdom, og de konkluderede, at der var “abnormt forbrug
af RAM, CPU og IO”. Hvordan dette abnorme forbrug pludselig var opstået, ved jeg ikke. Jeg forsøgte mig også selv med Pingdom, men fattede ikke ret meget af de viste resultater. Tjenesten overvåger oppetid og performance.
De anbefalede så “Premium Pro”, som gerne skulle give en noget bedre ydelse og svartider. Og det hoppede jeg så på.
Synes I det har hjulpet? Er det uændret eller værre?
Og så forøvrigt: glædelig anden pinsedag.


Når nu du skriver om det, har jeg da nogle gange på det sidste haft problemer med at få din side frem. Windows 10 skriver til mig, at siden kan ikke vises… Nogle timer efter var der ingen problemer…
@ Kisser
Det er da lige før det glæder mig, at der er flere, der har haft problemer; så har jeg da ikke spildt mine penge! “Siden kan ikke vises” er den melding man får, når browseren giver op.
Jeg kan ikke komme i tanke om, at der skulle være problemer med at få din side frem, men det jeg lærer jo så et og andet om Pingdom og andet ved at læse med her.
@ Jørgen
Det glæder mig, at du ikke har haft problemer. En anden læser måtte en dag give op, men det kan selvfølgelig har noget med hendes computer at gøre. Jeg il prøve Erics “Page Speed Insughts” i Chrome.
Jeg oplever ikke nogen forskel. Men jeg kan godt huske, at der var et par gange, hvor din side ikke kom frem for en tid siden. Men nu er det jo ikke nemt at vide, hvor på linjen, fejlen er, med mindre man sætter sig til at undersøge det specifikt. Jeg ved, at min side svigter en gang i mellem, for det fortæller Pingdom mig. Men når det kun er ganske kortvarigt, og måske en gang hver anden måned, ja, så kan jeg godt acceptere det af en billig udbyder, som den, jeg bruger (Gigahost).
@ Henny
Hrm… Det irriterer mig nu lidt, at der ikke mærkes forskel; måske er det kun mig selv, der har mærket det. Jeg vil være opmærksom på Erics råd om skalering af billederne.
Jeg husker slet ikke, at der har været udfald på din side; jeg synes, den kører fint. Jeg har også haft Gigahost, og havde bestemt ikke noget at sige dem på.
Kære Hanne, jeg tror ikke, du får så meget ud af at opgradere. Jeg har lige kørt Page Speed Insughts (et Chrome tilføjelsesprogram), og den væsentligste tidsrøver er dine billeder, som skaleres af HTML eller CSS til den størrelse, der vises. Ved at real-skalere kopier af billederne kan du for de flestes vedkommende spare mere end 90 % af størrelsen i kb, som browseren skal indlæse.
De fleste, som har besøgt din side før, vil ikke opleve nogen forskel, fordi billederne formentlig ligger i deres browsers lokale cache, men for nyankomne kan det gøre en stor forskel, at der skal hentes væsentligt færre kb.
@ Kære Eric
Hrm… så føler jeg mig altså snydt af Meebox – har de bare villet øge deres indtjening ved at sælge mig et dyrere webhotel?
Det er nu lidt sært, for jeg har i realiteten ikke ret mange billeder sammenlignet med både dig og Ellen. Jeg har måske billeder i 10 pct. af indlæggene. Ikke desto mindre vil jeg gå i gang med dit forslag om at realskalere. Jeg prøvede at søge med Google for at finde ud af, hvad det går ud på, og hvordan man gør. Jeg fik to ubrugelige svar. Kan du evt. hjælpe mig med et link?
Photoshop! ALT+B+i 🙂
@ Eric
Mange tak! Jeg er den heldig ejer af PS.
Update: Nu prøvede jeg lige at hente et billede frem. Jeg som default vinge i “Skalér typer”. Er det ikke den du mener. Billede > Billedstørrelse som man også kan komme til vha. Alt + CTRL + I ?
Sorry: ALT+B og så i, hvis det virker som i min antikke version. Det hjælper ikke at have få billeder, hvis de hver fylder flere megabytes. De skal nedskaleres til den størrelse, de vises i, så falder billedernes størrelse i kb ganske drastisk.
@ Eric
Så er jeg enig i genvejstasterne – tak. Min Photoshop er garanteret ligeså antik som din (2012). Jeg må nok eksperimentere lidt; jeg troede, at “Skalér typer” klarede det hele.
Jeg har endnu aldrig oplevet, at jeg måtte vente (længe) på, at siden vises, når jeg besøger din side. Jeg bliver som regel opmærksom på, at du har et nyt blogindlæg, når jeg ser du poster det på Facebook, og så går jeg ind på siden via Facebook. Siden vises hurtigt, og min tålmodighed er endnu ikke blevet sat på en prøve 🙂
@ Den stille pige
Det glæder mig, at du ikke har måttet vente (for) længe. Selv hader jeg ventetider på nettet. Der hvor jeg har måttet vente længst er at komme til logonsiden.