Mormor, fortæl om gamle dage
Erindringsfortælling
Mormor, fortæl om gamle dage
Mormors hænder er krøllede på oversiden. Og hendes hals er også lidt krøllet. Det er min ikke.
— Det er fordi, jeg er ved at blive gammel, og fordi jeg har arbejdet meget, forklarer hun. Jeg har fx været tjenestepige, jeg har arbejdet i Nygårds Bageri i Højby og på Jernbanehotellet i Kalundborg. Og da jeg mødte din morfar, var jeg husbestyrerinde. Der var jeg 23 år og havde allerede fået din onkel Hans og hans søster Margith. Derfor måtte jeg arbejde ekstra meget.
Jeg ved ikke, hvad en husbestyrerinde er, og da jeg spørger hende om det, forklarer hun det ikke ret godt. Jeg forstår det stadig ikke, men det siger jeg ikke.
— Mormor fortæl om gamle dage, siger jeg.
— Det har jeg gjort så tit, svarer hun. Du har hørt det hele før.
— Det gør ikke noget, svarer jeg. Jeg vil gerne høre det igen.
Da hun begynder at fortælle, fortryder jeg, at jeg spurgte, for hun har kun sørgelige historier fra gamle dage. Det er fx den om, at hun havde Engelsk syge som barn, fordi hun ikke fik sund mad med vitaminer, og derfor havde hun dårlige negle. Hendes mor slog hende med en bøjle over det hele – også på neglene, så de blødte. Hun har stadig de bulede negle, og jeg tror, det er på grund af det med bøjlen. Jeg kan ikke lide at se på dem, og jeg rører aldrig ved dem.
Og det er den om hendes far, som hun var rigtig glad for, men som døde af at hænge sig i et bælte ude i værkstedet. Han hed Niels August. Det var hendes storebror Ahlmann, der fandt ham hængende ned fra loftet i værkstedet. Storebroderen skar ham ned med en kniv, han havde i lommen, men det var for sent, så faderen var allerede død. Ahlmann og moderen blev enige om, at det nok var bedst at kontakte politiet. De kontaktede ikke lægen, for de kunne jo se, at han var død.
— Far var i meget dårligt humør, fortæller mormor, og når han var det, drak han for mange øl. Det var nok derfor, han hængte sig. Eller måske var det fordi, han var blevet skilt fra min mor, eller også fordi han havde fået brev fra en anden dame, han havde lært at kende. Desværre kunne vi ikke finde brevet, men mor sagde, at det var kommet dagen før, vi fandt ham.
— Hvorfor var du så glad for din far, spørger jeg.
— Jeg tror, det var fordi, han var meget glad for mig, svarer hun. Han slog mig ikke, og måske kunne han lidt bedre lide mig end mine fem søskende.
— Hvad arbejdede han med, spørger jeg.
— Han var malermester, og folk kaldte ham “Kludeskomaleren”, fordi han altid havde sine kludesko med, som han skiftede til, når han gik ind hos folk for at male.
Jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis det var min far, der hængte sig, og nogen skulle skære ham ned fra loftet. Det bliver jeg meget ked af at tænke på. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og jeg kan ikke forestille mig det med maden uden vitaminer, eller det med bøjlen. Hjemme hos os, er der ingen, der slår hinanden, og jeg synes, det er noget mærkeligt noget at gøre.
Heldigvis har mormor ikke mere at fortælle. Og jeg beslutter, at jeg aldrig mere vil bede hende fortælle om gamle dage.
(Billedet herunder er mormors kort til sin mor i julen (vist 1920), da moderen er indlagt på “Nykjøbing Sygehus”).
Har du kommentarer til fortællingen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.



Hanne B. Stegemüller 
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!