Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.
Forfatterdrømmen lever igen
Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.
En uge på Vestjyllands Højskole gav mig meget mere end nye skriveredskaber. Den gav mig troen på, at forfatterdrømmen stadig lever. Jeg kom hjem udmattet af sanseindtryk men med en ny forståelse af fortællingens kunst, mod til at dele mine egne erindringer – og lysten til endelig at skrive den historie, der har ligget i skuffen alt for længe.
Det har været fantastisk, og det har været utrolig hårdt for en Asperger-hjerne uden filter, hvor alle sanseindtryk farer direkte ind. Et bombardement uden ophør. 120 mennesker støjer utrolig meget – også selvom de er både søde og velmenende.
Det værste var spisesalen, så jeg fik stort set først mad, da Birte uden h fandt på at hente det til mig. Jeg væltede næsten bagover af hendes omsorg. Hvordan takker man et menneske, der uden videre tilbyder sig selv som en ven i nøden?
Adskillige dage har jeg tænkt “Nu ændrer jeg billetterne, sætter mig fredfyldt på DSB 1′ Stillezone og kører til København”, men kig på programmet fik mig til alligevel at prøve at tage en dag mere. Der var for meget, jeg ikke ville gå glip af, og tandbylden gik også langsomt i sig selv.
Jeg var som en hullet si. Det var bedst om morgenen, men i dagens løb blev det værre. Nu er energiregnskabet i debet, men humøret er godt – fyldt af glæde over endelig at have forstået alt det, jeg i flere år har forsøgt at læse mig til.
Det er en kolossal sejr, at jeg holdt ud til torsdag kl. 16:30, hvor Bodil kom i Toyotaen og kørte mig på el til Herning Station. Kun et skift på Hovedbanegården fra såkaldt lyntog til en taxa det sidste stykke. Togturen blev billig, for en forsinkelse på 52 minutter bevirkede, at jeg nu får halvdelen af de 684 kr. retur som led i rejsetidsgarantien. 15 kilometer øst for Fredericia holdt vi en time ved den lille stationsby Kauslunde på Fyn, mens Banedanmark reparerede et eller andet. Det generede ikke mig, for jeg havde min nye bog “Fortæl dit liv – Sådan skriver du dine erindringer”.
Deadline i morgen kl. 12:00

— I morgen skal du inden kl. 12:00 sende din tekst. Vi printer i fire eksemplarer, og du skal tale om den med din gruppe, sagde vores underviser Marie Østergaard Knudsen.
- Min første beslutning var, at det kunne Marie godt glemme. Helt som spisesalen ville det blive uden mig. Jeg havde ikke nogle ord, der kunne bruges, og mine tekster er som mine børn, jeg har puslet om og givet et varieret liv i kærlighed. De skulle ikke ud på en fremmed legeplads med uuddannede hjælpere.
- Den næste beslutning fødtes natten inden, hvor jeg forsøgsvist skrev Hongkong-influenza i 1969. Jeg trak vejret dybt, lukkede øjnene og trykkede på send.
Først tvivlede jeg på, om den var god nok og overhovedet værd at læse for nogen som helst? Og udleverede jeg mig selv for meget til 19 næsten-fremmede mennesker? Men jeg skriver jo bare tingene, som de var.
Den viste sig at være brugbar, selv om jeg havde overskredet grænsen på 500 ord med 407 ord. Jeg fik lov at læse den højt for hele holdet. Stemmen var flere gange ved at knække, fordi minderne kom farende. Men man kan synke sig fra meget.
Jeg kan i virkeligheden godt lide at blive presset især bagefter, når nytteværdien har vist sig.
Det vigtigste er at skrive
Skriveøvelserne har været geniale. “Skriv i syv minutter”. Når man tror, det er overstået, siger hun “Skriv så i syv minutter mere”. Det forunderlige er, at der rent faktisk kan komme en forståelig tekst ud af sådan et power-skriv.
Nu er jeg – heldigvis – hjemme og vil forsøge at praktisere “BDS”, der står for:
- Brief
- Daily
- Sessions
Skriv 20 minutter hver morgen, inden sanserne forstyrres af snik snak, e-mails, netbank, Facebook, telefonmøder etc. Sæt ord på papir eller skærm, pres dig selv lidt, prøv at gøre det. Ingen skal se teksten, med mindre du får geniale indfald. Og det gør jeg jo … I morges dukkede Skjold Burnes “Den med tyren” pludselig op
Det vigtigste er glæden ved ordene og ved at skrive. Det vigtigste er ikke, om kommaerne står det rigtige sted.
Show it – don’t tell it
Endelig er det lykkedes mig at få “show it – don’t tell it” ind under huden. Jeg har så tit læst om det, men det er aldrig lykkedes mig at praktisere det. Det er som om, jeg ikke helt fattede, hvad det betød for mig og mine fortællinger. Men nu ved jeg, hvad det drejer sig om.
“Tante Agathe var både en dramaqueen og temmelig manipulerende” – det går bare ikke, for her fortæller man læseren, hvad hun skal mene om tante Agathe.
Fold det ud. Fortæl af karsken bælg. Der skal mange ord til at forklare, hvad en dramaqueen er, eller hvordan et menneske er manipulerende, men det er jo hele idéen med fortællingen. Der må gerne være mange ord.
Mit projekt om hattemagermesteren skal op af skuffen
— Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.
— Vil du have sauerkraut til også?
— Ja tak.
Vilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.
— Jeg har tænkt på noget.
— Ja? Mor sætter sig.
— Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.
Den lille tekst herover udviklede Marie på fem minutter til mig, da jeg for nogle år siden købte en session hos hende. Det havde taget mig fem dage.
Jeg har gemt noterne fra sessionen. De er nu kun er delvist læselige, fordi jeg har væltet et glas vand ud over dem.
Wilhelm er den oldefar, der i 1890 kom til Brede Klædefabrik som hattemagermester. Jeg har en historie, den skal “bare” skrives.
Jeg glæder mig og tastaturet kalder højt på mig.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Stegemüller
Stegemüller
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!